Hos Mommer

16. oktober 2019

Ud over kanten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , , ,

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

 P1000081

 Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Kanten, Faxe Kalkbrud

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Kanten, Faxe Kalkbrud

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

16 kommentarer

  1. Udsigtsplatformen ved Faxe Kalkbrud har en fantastisk flot udsigt. Ja, havde der bare været glas i bunden.
    Det var imponerende, at 12 nødder kunne farve 950 gram garn mørkebrunt.
    Og bogen lyder meget spændende. Måske en rigtig coffee table book?

    Kommentar af Madame — 16. oktober 2019 @ 17:14

    • Du har heller ikke højdeskræk, tør jeg godt konkludere 😉
      Det var en potent farveevne, og ja, det er en rigtig coffee table book 😀

      Kommentar af Ellen — 16. oktober 2019 @ 19:04

  2. Jeg føler med Lauritsen – jeg dur heller ikke til at pakke noget ind, hverken i overført eller direkte betydning. Men det er godt at være på forkant med julegaverne 😉

    Kommentar af Eric — 16. oktober 2019 @ 21:42

    • Hehe 🙂 – det er det nemlig!

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2019 @ 9:23

  3. Udygtig indpakning? Det er jo et tidsbillede, du fik med gratis! Det er en avisside, som om 1000 år vil fortælle meget om tilstanden i Danmark, hvad man købte og hvor man gik hen … 😉

    Kommentar af Donald — 16. oktober 2019 @ 22:15

    • Derfor kan det historiske dokument (som er gavepapir købt i metermål) jo godt anvendes, så det er pænt at se på 😀

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2019 @ 9:26

      • Gisp er det virkelig gavepapir i metermål, SÅ er det vanvittigt! 🙂

        Kommentar af Donald — 17. oktober 2019 @ 11:11

        • Jaja – det er faktisk meget pænt – jeg har en rulle liggende 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. oktober 2019 @ 16:29

  4. Junglans er vistnok blot det latinske navn for valnød-slægten, så den nød kan jeg ikke knække.
    Glasbund ville lige passe dér. Ellers er det da noget af en dominerende rædsel af en konstruktion som, set ud ad mit vinduesglas, burde signalere ydmyghed over den natur, som er skamferet af vort behov for kalk for at vi kan bygge og te os som vi gør.

    Kommentar af natural2222 — 17. oktober 2019 @ 6:17

    • Det er det nemlig, og jeg kan som sagt ikke huske dens efternavn.
      Tænk, synes du virkelig den er så rædsom? Jeg synes faktisk den er okay – den er hvid lige som kalken og virker ikke for stor 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2019 @ 9:28

  5. Sjovt, jeg var ved Gisselfeld i weekenden (som udgangspunkt for vandretur i Hesede Skov). Vi lagde godt mærke til toppen af det flotte orangeri, som vi senere fandt ud af hedder Paradehuset. Og jeg var slet ikke klar over, det var der, Stig Lauritzen huserer. Næste gang må vi indenfor i haven. OG til Faxe Kalkbrud – måske de har fået lavet glasbund til den tid 😀

    Kommentar af conny — 17. oktober 2019 @ 15:14

    • Det var lidt pudsigt, at I var så tæt på lige før os. Næste gang må I, som du skriver, indenfor, for både park og Paradehus kan jeg varmt anbefale.
      Lad os håbe, de får lavet en glasbund 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2019 @ 17:38

  6. Du er altid god til at finde på gaver! Hvor var I heldige med vejret. Det var da helt utroligt, at de valnødder gav så meget farve! Jeg ville nu gerne vide, hvad arten hedder … Jeg har farvet både med valnød (nogle af de sidste blade) og med krap, men der var knap så meget farvekraft i det.

    Kommentar af fiberfryd — 17. oktober 2019 @ 23:56

    • Tak! Jeg synes det er svært, hvis jeg SKAL finde på en gave, men jeg er nok god til at gribe den, når den byder sig til lige foran øjnene af mig 🙂
      Det var ret voldsomt, men jeg har tidligere konstateret, at der ikke er så meget krudt i bladene som i det grønne fra nødderne – og så glemte jeg at bruge sidste bad på at overfarve noget cochenille. Grrr 😦
      Overfarvede du krap med valnød?

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2019 @ 9:56

  7. næ den udsigtspladsform ser sørme spændende ud, den har vi heller ikke set. Vi må da forbi en dag. Det er ellers så hyggeligt i Paradehuset. De to herrer der forpagter er bare fantastiske og Stig kan snakke eet øre af, i bar entusiasme. Elsker sådanne mennesker 🙂

    Kommentar af havehyrden — 18. oktober 2019 @ 19:35

    • Det er altid rart med en ny undskyldning for en udflugt!
      Greg har jeg ikke mødt, og ja, Stig elsker at fortælle, men det er kun herligt, når han er så levende en formidler som tilfældet er.

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2019 @ 21:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.