Fra den ene yderlighed til den anden

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

Advertisement