Hos Mommer

3. februar 2023

Fra den ene yderlighed til den anden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , , ,

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Ved Gustavsfors

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Ved Gustavsfors

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Dragså Kvarn

Ved Dragså Kvarn

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

Vinter ved Vittsjö

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Vinter ved Vittsjö

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

Advertisement

14 kommentarer »

  1. Dejligt landskab, I fik lov at nyde, det sker ikke tit i Danmark mere. På Samsø salter de heller ikke, men det sner nu heller ikke meget mere, Så må vi se, hvordan det er her på Fyn, det fryser i hvert fald mere.

    Kommentar af Lisbeth — 3. februar 2023 @ 22:06 | Svar

    • Det ville også være bedre, hvis ingen saltede, men inden danskerne i givet fald lærte at køre i sne, ville der nok ske for mange ulykker.
      I er ikke længere så tæt på vandet, så ja, I vil komme til at opleve koldere vejr nu 😊

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 9:10 | Svar

  2. Meget er pænt på billeder, herunder sne/rimlandskaber, og dette her er endda _meget_ pænt! I virkelighedens verden undgår jeg det helst. Men de andre landskaber er nu også meget smukke!

    Kommentar af henny894 — 4. februar 2023 @ 0:00 | Svar

    • Jeg har det på samme måde: Jeg synes ikke det er sjovt at færdes ude – og slet ikke i bil – når det er snevejr, men det er virkelig smukt at se ud på, når det først er faldet.
      Man kan finde utallige smukke steder i Sverige 😊

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 9:13 | Svar

  3. Som ovenstående (Hennys kommentar) elsker jeg synet af et hvidt, fredfyldt landskab; men i virkelighedens verden bryder jeg mig ikke sne og frost, specielt ikke, hvis jeg skal udenfor.
    Hvor vi bor bliver vejen ryddet med sneploven, men som en af de sidste i vores lille kommune. Kommunen bruger kun sneploven, hvorimod de amtslige veje bliver sprøjtet med en blanding af saltopløsning og sukkerroesaft efter sneploven har været der, eller når der er frost.

    Kommentar af Lene — 4. februar 2023 @ 1:17 | Svar

    • Vi er helt på linje, Lene – vi bliver helst inden døre, når verden er hvid!
      Den kombination har jeg aldrig hørt om før. Er det for at kunne bruge mindre salt? Kommer det ikke til at lugte fælt, når frosten er væk?

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 9:16 | Svar

      • Nej, jeg tror ikke, at det lugter. Du kan læse om det, hvis du googler “road salt and beet”.

        Kommentar af lene — 4. februar 2023 @ 17:52 | Svar

        • Tak – det vil jeg gøre 😊

          Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 18:27 | Svar

  4. Har vi det ikke sjovt, længere væk fra månen, gå ned fra terrassen, hvorfor grinede de ikke?
    Nå men alligevel, det har været en halo der var værd at se. Jeg har vist nævnt at mit mobil-lomme-kamera ikke er så godt som mit efterhånden 10 år gamle Canon-midsize (ikke et med udskiftelig optik, ikke SLR, Canon kaldte dem “bridge model” fordi de var en “bro” mellem lomme- og prof- kameraer).

    Men min mob. har alligevel nogle ting, som er bedre end Canon’en: en vidvinkel (og dynamic range, som giver flotte himler i gråvejr). Og vidvinkel fordrejer alting men kommer i brug netop ved sådanne tilfælde som en himmel med vildt flotte fænomener.

    Men til det vigtige emne: Den ro, som I fornam ved ankomsten til ødegård, YES det kan jeg godt forstå. Det er nok en af grundene til at min bolig her på Nordkysten passer mig godt, selv om det ikke er natur som i Sverige. En tur til Sverige var på ønskeseddelen sidste år men blev ikke til noget – men heldigvis så er der jo Helsingborg-tandlægen 2x hvert år.

    Turen til Vandmøllen, og den efterfølgende sne: Jamen altså! er det ikke smukt!

    At I frøs så meget gør mig ondt, godt med numsepuder, sad I udenfor og spiste? OK det må være forklaringen. Uha.

    Kommentar af Donald — 4. februar 2023 @ 8:47 | Svar

    • Det gjorde de nu også. Grinede, altså. Men der fulgte ingen ord med 😁
      Jeg kan godt huske Bridge-modellen.
      Der er nogle ganske få ting, hvor mobilen er bedre end et rigtigt kamera, men jeg synes ikke, at billedkvaliteten er god nok, og den har en elendig, næsten ikke-eksisterende zoom, så jeg bruger kun mobilkameraet, når jeg fotograferer til IG eller skal sende noget til Charlotte (eller andre …)

      Sveriges helt specielle stilhed er et kapitel for sig. Den kunne i teorien vel også opleves i Danmark, men det kræver både langt til naboer og en stor skov.
      Du skal bestemt ikke have ondt af os – vi valgte det jo selv, og det var dejligt, selv om det var koldt … vi sad og spiste på nogle store sten lige op ad en af bygningerne.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 9:24 | Svar

  5. Smukke, smukke vinterbilleder. Det måtte komme her i Danmark 🙂 Jeg ved godt at jeg er i mindretal med det ønske.
    Kom I til at savne jeres ødegaard?

    Kommentar af Lene — 4. februar 2023 @ 11:12 | Svar

    • Jeg tror nu ikke, at du er i mindretal med det ønske, og det er da meget smukt, når der ligger sne ❄
      Både ja og nej. Vi savner sommetider Sverige og dermed også ødegården, men vi har ikke fortrudt et sekund, at vi solgte, for det var – og er – den rigtige beslutning vi traf. Det var for meget for os at passe to store steder, og så dur det ikke at ærgre sig. Man kan ikke få alt 😊

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 11:20 | Svar

      • Og det er jo godt at mærke, at man har taget den rigtige beslutning og så have venner, man kan besøge for at få lidt af oplevelsen igen 🙂

        Kommentar af Lene — 4. februar 2023 @ 11:29 | Svar

        • Spot on, Lene – det var lige præcis sådan, vi selv formulerede det, da vi var sammen med vennerne deroppe 😘

          Kommentar af Ellen — 4. februar 2023 @ 11:43 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.