Hos Mommer

23. august 2018

Brønden var alligevel ikke fuld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags:

Som jeg skrev i går, var vi lettede over at komme herop og konstatere, at der var vand i brønden.
Ikke så længe efter viste det sig dog, at det ikke var det klare og rene lækre drikkevand, som vi er vant til – det var lettere lysebrunt og en smule uklart. Det skulle altså ikke bruges til at drikke – ikke uden at blive kogt først, så te og kaffe turde vi godt drikke.
Men hvor langt ville det række? Det der sluger mest, er nok toilettet, og hente vand til at skylle det med ovre i naboens brønd, som vi har gjort et par gange om vinteren, kan vi ikke regne med at kunne gøre nu.
I formiddags kørte vi til Lönsboda for at købe drikkevand, men i skrivende stund er hydroforen begyndt at opføre sig som om den kæmper for at fyldes.
Vi har derfor besluttet at pakke sammen og køre hjem igen, for vi gider ikke at løbe helt tør. Der skal være nok til at vaske op, for når huset er til salg, kan vi ikke bare lade det stå til næste gang vi kommer. Hvad der i øvrigt også ville være temmelig ulækkert … det ville være smartere at tage opvasken med hjem, men lige nu er der stadig vand nok til opvasken.
John har kigget ned i brønden, og det ser ud som om der er 30 cm vand, hvilket er meget lidt, og derfor bliver det delvist overfladevandet, som pumpen får fat i, hvilket ikke er særlig godt.

P1020813

Billedet er fra Lönsboda. Enhver lillebitte by i Sverige gør meget ud af at pynte sig, og således også her. Disse store tønder med hver et væld af blomster er der nok et eller andet sted mellem 50 og 100 af bare i lille Lönsbodas bymidte. Jeg har ikke talt dem; det er kun et gæt, men er her virkelig mange. Det er så fint.

På vejen hjem så vi blomstende lyng, så jeg plukkede til en omgang lyngfarvning, som jeg skal i gang med at bejdse garn til i morgen. Jeg var i tvivl om jeg havde taget nok (jeg skal bruge mindst 800 gram), men da jeg vejede det, var der over 1400 gram, så der er rigeligt. Det er lidt underligt … jeg har et meget nøjagtigt øjemål, når det gælder længder, men når det gælder vægtestimering, er jeg mildest talt elendig og aner overhovedet ikke, hvor jeg er henne.
Vi havde engang en konkurrence på arbejdet, hvor vi skulle vurdere fem forskellige emners vægt. De vejede mellem et halvt og fem kilo, men det vidste jeg først bagefter. Jeg ved ikke præcis, hvor dårlige mine resultater var, men mine gætterier var helt sikkert blandt de værste af samtlige 200 gæt.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Øv det blev da en kort tur for jer. Så er det godt at der er vand nok hjemme til at farve garn 🙂

    Kommentar af Lene — 23. august 2018 @ 15:03

    • Ja, den blev lidt kortere end planlagt, men pyt med det, når jeg kan farve garn som kompensation 😀

      Kommentar af Ellen — 23. august 2018 @ 20:03

  2. Sådan kan det gå. Lad os håbe brønden arter sig vel til næste gang I kommer.
    Måske kunne du have et kilo mel med dig når du skal plukke lyng – og fornemme om lyng og mel vejer det samme. Hvis hjernen ellers vil.

    Kommentar af Jørgen — 23. august 2018 @ 19:34

    • Det håber vi, men nu har vi lavet en aftale med vores nabo om, at han tjekker vandstanden et par dage eller tre, inden vi kører derop.
      Det er desværre ikke engang nok (for min hjerne …), Jørgen, for det snyder mig, når det har så forskellige volumener, som tilfældet er. Mel/sukker/en liter mælk er helt kompakt, mens et kilo lyng fylder en hel indkøbskurv.

      Kommentar af Ellen — 23. august 2018 @ 20:06

  3. Der er en grund til, at vi som børn brugte trickspørgsmålet ‘hvad vejer mest, et kilo bly eller et kilo fjer’ 😝
    Dejligt med lyng til farvning – det giver sådan en smuk gylden – men lidt kedeligt, at turen blev så kort.
    Sikken en oplevelse i Silvan – man forstår næsten kassedamens brokkerier, for de må da have en masse frustrationer med sådan et arbejdsmiljø. Det er ikke spor sjovt at skulle takle (helt forståeligt) sure og utålmodige kunder, som ikke har fået en ordentlig betjening af kollegerne.

    Kommentar af fiberfryd — 23. august 2018 @ 23:16

    • Hehe, ja – for mig er det i hvert fald en næsten umulig opgave at skulle vurdere vægt 🙂
      Turen blev afkortet, men nu er jeg i gang med at bejdse til lyngfarvningen.
      Det var nu kassedamen selv, der var dråben, som gjorde kunderne utilfredse. Hun var meget inkompetent, så hun skulle hele tiden spørge om hjælp til et eller andet. Hvis man er “ny i job”, er det okay, ellers ikke.

      Kommentar af Ellen — 24. august 2018 @ 09:44

  4. Jeres oplevelse ligner vores venners et andet sted i Sverige – de blev meget dygtige til genbrug af vand – og rationering af samme. De er arbejdsramte, så de blev i huset i den planlagte ferieperiode.
    God fornøjelse med lyngfarvningen – du bliver snart helt prof.
    Er der noget gang i hussalget i Sverige?

    Kommentar af conny — 24. august 2018 @ 08:40

    • Vi kan klare os med meget lidt vand; det har vi prøvet før, men toilettet er det værste, og ingen af os gider gå i skoven, når vi skal på toilettet, og slet ikke om natten 🙂 Jeg har hørt om flere (via FB), som holdt ud, men det var ikke så sjovt i længden.
      Tak, sådan føler jeg også, men der er vist lang vej endnu …
      Nej, det er der ikke, nu har vi sænket prisen for at se, om det kan lokke nogen til.

      Kommentar af Ellen — 24. august 2018 @ 09:47

  5. Øv med så lav vandstand. Og afkortet tur.
    Håber det lykkes med salg… Når nu beslutningen er taget. Vi fik solgt teltvognen godt… (heldigt med den sommer) når nu beslutningen var taget!
    Det er en fornøjelse at besøge de byer, der har smukke blomsterkummer og bede rundt om. Det er bare så indbydende.
    God fornøjelse med lyngfarveriet.

    Kommentar af Anne Holtegård — 24. august 2018 @ 22:03

    • Nemlig: Når beslutningen er truffet, kan det næsten kun gå for langsomt.
      Masser af blomster gør byen meget mere venlig at se på – det burde vi gøre i Danmark i højere grad, end tilfældet er.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. august 2018 @ 08:15

  6. Selvom man sparer og udnytter vandet flere gange til forskellige ting, redder det ikke meget, når vandbeholdningen er næsten nul.
    Ting der fylder mere i omfang end det vejer, bliver man snydt af, og man kan jo ikke være lige god til alt.

    Kommentar af Pigen fra landet — 25. august 2018 @ 08:42

    • Det gør det nemlig ikke, men vi satser på, at der snart falder en gevaldig mængde regn.
      Jeg bliver i hvert fald grundigt snydt, og nej, alle kan ikke alt. Heldigvis 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. august 2018 @ 13:46

  7. Kære Ellen, jeg vil lige fortælle dig, at Rasmine ikke lever mere.

    Kommentar af Madame — 25. august 2018 @ 13:31

    • Åh nej da. Det er jeg virkelig ked af at høre. Jeg kondolerer – havde faktisk anelse om, at der var noget galt. Jeg sender dig lige en mail – håber det er okay.

      Kommentar af Ellen — 25. august 2018 @ 18:59

  8. Uha da sælger i huset i Sverige – det er gået min næse forbi, men der er heller ikke så meget tid i Blogland i øjeblikket. Pøj-pøj med salget 🙂

    Kommentar af Moster Tulle — 25. august 2018 @ 14:16

    • Det er også et helt år siden vi satte det til salg – men der sker ikke rigtig noget, desværre … var det ikke noget for dig? Det vil sikkert godt kunne bruges til en B&B 😉

      Kommentar af Ellen — 25. august 2018 @ 18:50

      • Uha, lang liggetid, men sådan er det måske i det svenske. Håber snart i får det solgt. Og nej, ellers tak, du ved vist, at mit hjerte banker for øen i søen 😉

        Kommentar af Moster Tulle — 26. august 2018 @ 08:33

        • Ja, det ved jeg godt, men jeg ville da lige prøve … 😉 -heldigvis ser de ikke på samme negative måde på liggetider i Sverige.

          Kommentar af Ellen — 26. august 2018 @ 08:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.