Hos Mommer

9. juli 2018

Det er ikke rotter, vi har på loftet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Vi har ikke rotter på loftet i Sverige, heldigvis, men jeg har en stærk mistanke om, at vi har en hel flagermuskoloni deroppe.
Mumificeret flagermuseungeDa vi kom derop i dag, kunne jeg høre nye lyde oppe fra et hjørne af stuen, vi ikke tidligere har hørt lyde fra. Det lød som om små mus pilede frem og tilbage, men det var over et meget lille område, så det var nok ikke mus.
Vi gik udenfor for at se, om vi kunne se eller høre noget oppe fra det pågældende hjørne. Det kunne vi – det lød som om der var en fuglerede derinde bagved, for vi kunne høre en masse pipperi. Nårh, pyt, sagde vi til hinanden, det er ikke første gang.
Men der var godt nok mange unger i den rede, så …
Henne på trappen opdagede John en bittelille flagermus, der lå og var meget død. Så død, at den var helt indtørret og mumuficeret. Den var ikke mere end tre cm, så det må være en unge på afveje.
Det forklarede nok også bedre livet inde i hushjørnet. Det kan næsten kun være flagermus. Pipperiet var således ikke pip, men piv. Det er åbenbart svært at høre forskel. 
Vi ville ret gerne vide, hvor mange der er … der er helt sikkert mere end et par stykker, men vi kan ikke komme ind og kigge uden at rive noget af gavlen ned, og det gør vi ikke.

Sverige er tørt. Lige så tørt som Danmark.
Da vi kørte igennem Laxbro, kunne vi konstatere, at vi aldrig i vores 22 år har set åen med så lidt vand i. Vi har ikke set ‘bæverdæmningen’ i midten før; den har altid været dækket af strømmende vand.

En tør Laxbro (1)

Pelargonierne i krukkerne har overlevet, selv om det er tre uger siden, de har fået vand. De ER virkelig hårdføre, de planter, men det er nu også derfor, at det er netop dem jeg hvert år vælger at have i Sverige. De klarer sig uanset vejret … står med masser af flotte, røde blomster på trods af de kummerlige forhold, de har levet under hele sommeren.

Reklamer

6 kommentarer

  1. I må lure ved taget i skumringen. Der behøver ikke nødvendigvis at være særlig mange. Flagermus er snakkesalige. Mon ikke de og deres bosteder er fredede ligesom i DK?

    Kommentar af natural2222 — 11. juli 2018 @ 05:31

    • Jo, jeg mener også, at de er fredede, og hvis der blot er nogle få stykker, kan de vel heller ikke gøre megen skade. Vi må lure næste gang vi kommer derop – vi overnattede ikke denne gang.

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2018 @ 09:25

  2. Uh, jeg bliver uhyggelig til mode, bare ved at læse om flagermus. Sikkert helt irrationelt. Jeg håber, I ikke får problemer med flagermusefamilien, og at de holder sig for sig selv.
    Pelargonier er sat på en liste over tørketålende planter. Min have har det jo med at få en sporadisk pasning, og så passer pelargonier åbenbart fint.
    Hvad med vand i svenskerhuset? Jeg kan ikke huske, om I er tilsluttet en offentlig vandforsyning, eller om I er afhængig af jeres egen.

    Kommentar af conny — 11. juli 2018 @ 07:39

    • Flagermus er ganske uskadelige, søde og faktisk ret hyggelige at se på, når de fuldstændig lydløst flyver omkring om aftenen.
      Du må sætte pelargonier. Jeg vidste godt, at de kunne tåle at tørre ud, men at de kunne undvære at få vand i tre uger, kom alligevel bag på mig.
      Vi har ikke overnattet heroppe siden sidst i maj, så vi ved faktisk ikke, hvor meget vand vi har i brønden, men vi har da kunnet bruge toilettet, og det er også frisk nok som drikkevand.

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2018 @ 09:29

  3. Vi har haft en flagermus i vires soveværelse, som formodentlig havde forvildet sig ind af en åben dør – jeg havde godt nok hørt en mystisk lyd, men det var Stefan som fandt den og, med møje og besvær, hjalp den ud i friheden. De er næsten fuldstændig uskadelige og et fascinerende dyr – alligevel bryder jeg mig ikke om, at de sådan for alvor slår sig ned på loftet 🙂
    Jeg noterer mig også lige, at vi til næste år skal have nogle pelargonier i krukker!

    Kommentar af Henriette — 11. juli 2018 @ 17:00

    • I soveværelset er de ikke så rare at have 🙂
      De er fascinerende, ja, men det kan desværre ikke undgås, at de sviner, og bliver kolonien for stor, kan det godt blive et problem.
      Pelargonier er gode!

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2018 @ 18:09


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.