Hos Mommer

12. december 2017

Nødder i sengen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , , ,

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

P1000670

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt!
Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Mon ikke det er naboen, der har været drillesyg? Hvor i soveværelset er der en lille revne eller lignende som en hasselnød-kerne kan komme igennem? Den er måske sålille at den overses. Håber mysteriet opklares.

    Kommentar af Jørgen — 12. december 2017 @ 16:28

    • Det er helt sikkert ikke naboen – han ville heller aldrig spise af sengetøjet …
      Der er ingen revner – den skal alligevel være ret stor til de store nødder; større end musen selv ville have behøvet, og dermed også for stor til at overse. Det er virkelig et mysterium.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 17:19

  2. Haha! Lyder som en practical joke.

    Kommentar af Eric — 12. december 2017 @ 16:49

    • Det er det desværre ikke – det var uomtvisteligt en mus, der havde spist af pudebetrækket.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 17:19

  3. Det er ofte at jeg, på den gode måde, er lidt misundelig på dine oplevelser, men lige her på museområdet, er jeg bare så glad for, at det er så mange år siden, at jeg havde ødegård i Blistorp, hvor vi havde mange mus!!!!! Og jeg er bange som i bange for mus.. Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 12. december 2017 @ 17:05

    • Uha, Marianne – ødegård og museskræk er en dårlig kombination 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 17:20

  4. Jeg kan ikke helt lade være med at synes, at det er en lille sød historie. Det er da et vildt godt gemmested, og hvis man virkeligt fantaserer, så er det en lille gave til jer hver for at være så søde værtsfolk 🙂 Men så kommer virkeligheden lige ind over og tanken om mus i sengen og hvor de fødder har været og hvornår den kommer igen… Uff.

    Kommentar af Mette L — 12. december 2017 @ 17:52

    • Det beskriver nok meget godt mine egne tanker om den lille episode. Det var nemlig meget sødt, men mus i sengen, altså … 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 18:23

  5. Grundliggende er fejlen nok, at musen har haft adgang til nødderne. De kan lugtes udefra og så løser musen opgaven med at komme ind på den ene eller anden måde. Der skal ikke mange mm. til.
    -Men det er nu sært, at musen har valgt samme placering i begge senge. Havde der ikke været tydelige musegnav i sengetøjet ville nok have givet en tobenet skylden.

    Kommentar af natural2222 — 12. december 2017 @ 18:31

    • En del af mystikken er netop, at de ikke har adgang til nødderne – den stue er musesikret. Så vidt vi da ved … men så skal de ud af den sikre stue og ind gennem tre tætte døre … meget meget mærkeligt …
      Vi ved også godt, at de kan møve sig igennem ganske små revner, men det var store nødder, og de kan ikke trykkes.
      Tanken om en joke er absolut nærliggende, men netop musegnavene i pudebetrækket kunne (eller ville) et menneske ikke have gjort.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 18:37

  6. Det er da beviset på, at I har nisser ‼️Ikke, at jeg tror, nisserne har gnavet i pudebetrækket, men det må da være dem, der har lukket op (og i) for musene 😊🐹🐭

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. december 2017 @ 18:59

    • Selvfølgelig! Det er da det, der er forkklaringen! 😀

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 19:12

  7. Min erfaring med (svenske) mus er, at deres veje er uransagelige og frem kommer de og ikke nødvendigvis ad de ruter, som vi ville benytte, men via mellemrum i vægge, sprækker i gulve og lofter, dørkarme og vinduesrammer, så jeres sengekammerat kan sagtens bevæget sig ud i det fri fra nøddedepotet og ind igen ved soveværelset og sikkert ikke direkte! God fornøjelse med jagten, måske kan snedækket ude afsløre musespor.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 12. december 2017 @ 21:03

    • Sandsynligheden er størst for den ikke-direkte vej, men mystisk er det nu alligevel, når vi ikke før har set mus i nogen af de to rum!
      Sneen har ikke rigtig afsløret noget, desværre.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2017 @ 21:13

  8. Hvis ikke lige det var så træls og irriterende for jer, så synes jeg, det er en sød historie. Jeg ved, at mus kan komme ind gennem de smalleste sprækker og revner, men hvordan er nødderne kommet ind? Og hvordan har den eller de undgået at lægge deres små sorte visitkort?
    Jeg har erfaring fra en kommodeskuffe med duge i kælderen, hvor mus havde ædt af dugene og brugt samme sted som toilet. Not funny.

    Kommentar af betty — 12. december 2017 @ 22:41

    • Det er faktisk en ret sød historie, og det så også helt kært ud med nødderne i sengen.
      Det er netop det, vi slet ikke forstår: Hvordan har den fået nødderne med, når vi intet kan finde, der er bredt nok til de nødder?
      Vi fandt muselorte senere, bare ikke i sengen, heldigvis.
      Nej, ikke sjovt. Mus er søde. Udendørs!

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 9:19

  9. Åh det er godt at du tager det forholdsvis roligt. Men som land-barn må du have set mange mus og mange følger af at de kommer ind i husene om vinteren?
    Jeg er stadig i tvivl om det var en mus, der åd lidt af benzinslangen på min Fiat for 4 år siden, det kostede en formue, ny benzinpumpe og værkstedet, som er så rare og gode, sagde at det var ikke musebid, mens Falck-manden sagde at mus godt kan lide at gnave i gummislanger af en bestemt slags. Det var nu mest chokoladen, den var gået efter! Der var musebæ, små nydelige delfoler, på en klud i bagagerummet. Jeg så den hoppe ud, – og måske også hoppe ind, men da jeg har nogle synsforstyrrelser en gang i mellem, så skal jeg se tingene meget tydeligt før jeg ved at det ikke er øjnene, der spiller mig et puds!

    Kommentar af Donald — 13. december 2017 @ 12:18

    • Der skal mere til at hyle mig ud af den. Rotter, fx 🙂
      Jeg er ret sikker på, at du har haft mus i bilen – alene efterladenskaberne er et bevis i sig selv … bortset fra, at de ikke er diskosformede som delfoler …
      De bæster havde et år spist nærmest hele vores havetraktor heroppe – benzinslanger und alles. Derudover havde de udhulet det polstrede sæde, så de har haft det godt!

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 13:07

      • OK – det var det Falck-manden sagde! Mus kan lide benzinslanger. Sikke nogle uhyrer!

        Kommentar af Donald — 14. december 2017 @ 1:55

        • Ja … sådan nogle små sniffere 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 7:17

  10. Selvom fornuften siger, at det er mus…
    Så kunne jeg lige se Chip og Chap hoppe rundt i sneen og finde nødder i bedste Disney stil.. For derefter at hygge sig i varme senge… med hver sin bunke hyggemad😉😄

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 13. december 2017 @ 12:27

    • Det var et godt billede – det vil jeg hellere have for mit indre blik end musene 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 13:08

  11. ARGH! Min hjerne er meget kreativ, så jeg ville have set store mus overalt i den ødegård efter jeres fund. Og hjernen ville have sagt FLYYYGT.
    Nu har jeg ikke læst videre hos dig, så jeg ved ikke, om du har fundet løsningen – det bliver spændende, om den findes.
    Der ser dejligt decemberagtigt og julet ud oppe i jeres Sverigesland.

    Kommentar af Conny — 15. december 2017 @ 12:28

    • Vi har mange mus, så jeg er relativt vant til dem – især fordi vi har formået at begrænse deres muligheder for at ødelægge noget – men denne gang overhalede de os 🙂 Vi har ikke fundet løsningen, desværre …
      Det ser i hvert fald mere julet ud end herhjemme 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2017 @ 12:50

  12. Mus kan komme ind alle vegne, hvis man ikke er over dem som en mis (ha!). Jeg havde igennem årene mange mus i Hollymount, og jeg kan nok skrive en doktorgrad om museadfærd efterhånden. Jeg vil også lige tilføje, at jeg rent faktisk fik stoppet besøgene – hvilket var noget af en opgave i et gammelt hus som vores. Musetesten er: Anbring en tallerken med lækkerbidder på gulvet (langs panelet, hvor mus færdes) – luk døren og se, om det serverede bliver spist. Musene er der måske ikke, når I er der – for de kan ikke lide forstyrrelser – men sørg endelig for at fjerne ALT spiseligt i huset, når I tager afsted. OGSÅ vaskepulver, sæbe og lign. (!)

    Når det er sagt, så elsker jeg mus. Jeg fangede dem i dertil indrettede bokse og bar dem over i skoven, for jeg vil ikke have de små vandaler inden døre… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 16. december 2017 @ 9:44

    • Vi troede faktisk også, at vi havde stoppet vores mus – vi vidste godt, at de kunne komme i køkkenet, men det var også det, og vi har for længst sørget for, at de ikke kan komme til noget spiseligt af nogen art, så det sengebesøg er virkelig et stort mysterium!
      Der skal ikke meget mere end en blyantstor sprække til, men der er altså stadig de store nødder, den/de havde fået slæbt med … de kan ikke trykkes sammen. Meget, meget mystisk!
      Jeg kan også godt lide mus – de er meget søde. Udenfor!

      Kommentar af Ellen — 16. december 2017 @ 10:26


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.