Hos Mommer

19. oktober 2018

SÅLD!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags:

Mine knuder i maven blev gjort til skamme. Vi har solgt Spjutaretorpet.
Parrret, der ville købe svenskerhuset, ville nemlig gerne købe svenskerhuset – som de så nok ikke kommer til at kalde det, men velsagtens det, det også officielt hedder, nemlig stedet, hvor man laver spyd – altså en smedje. 
Vi mødtes kl. 9:30 på mæglerkontoret, og vi havde et kvarters tid sammen bare os fire, mens mægleren gjorde alle papirer klar. Vi snakkede, som om vi havde kendt hinanden længe … de er altså virkelig søde, og de glæææder sig til at overtage huset. Det betyder faktisk meget for os, at vi føler os trygge ved køberne – at vi er sikre på, at de vil passe på det og holde af det.
De fortalte bl.a., at det havde været kærlighed ved første blik – de måtte simpelthen bare eje det sted. De kunne lide beliggenheden, indretningen og nok især det, at vi havde gjort så meget ud af at både have alle moderne bekvemmeligheder og alligevel formået at bibeholde huset i den gamle stil. Det blev opført i 1800 og i 1847 flyttet til, hvor det ligger nu; med stensokkel und alles, fra længere inde i skovene, fordi man flyttede vejen. Så var man jo nødt til at flytte huset med, når man havde en blomstrende (tror vi da) smedevirksomhed.

Helgeåen ved Glimminge

De overtager huset 30. november. Vi fire havde ellers lige aftalt 1. december, primært fordi det er en lørdag, så de ikke behøvede at tage en feriedag, men det skal foregå på en bankdag, for i Sverige underskriver man den 100 % bindende aftale på overdragelsesdatoen, hvorefter mægleren ringer til købernes bankkontaktperson, som så overflytter pengene til os umiddelbart efter. Vi kunne såmænd snildt have ventet til mandag med denne sidste del af det, men det må man åbenbart ikke.
Det var hermed tredjesidste gang vi var der. Vi skal derop og hente lidt mere, og så skal vi derop, når vi underskriver sidste gang, overdrager nøglerne og introducerer dem til alt det praktiske, som det i sagens natur er nødvendigt for dem at vide, så ikke der går en masse galt, når det bliver frostvejr.

Jeg SLUGTE turen hjem i dag. Hele vejen. Hver en meter. Synes den var smukkere end nogensinde før.
Holddaop, hvor er jeg fjollet … jeg ved det godt.
Da vi kom hjem, var der en del kasser med ting, som bare blev sat i systuen; vi tømte traileren for brænde … og så tog vi til Præstø for at spise, for jeg havde slet ikke lyst til at kokkerere.
Kasserne står stadig i systuen, og det gør de til vi er hjemme fra Jylland.
Mine bluser er strøget, og alt andet end vores tøj er klar til at blive pakket i bilen i morgen tidlig, så nu er vi parate til at holde ferie.
Vi er bare SÅ ferieklar og glæder os SÅ meget til at blive distraheret i en uges tid af vores yndlingsenglændere.

Reklamer

30 kommentarer »

  1. Åhhh.. Jeg har sådan tænkt på jer… Har læst med og følt med… Tilvalg indebærer fravalg, og de kan gøre ondt i hjertet, når der er så mange minder spundet ind i det.
    Et gode er de søde mennesker, der overtager pasningen af svenskerhuset.
    Nu kan I så se fremad mod en anden form for frihed med plads til rejser og ro til nydelse af det stråtækte.
    God ferie med de dejlige englændere 😊

    Kommentar af Anne Holtegård — 19. oktober 2018 @ 19:57 | Svar

    • Det er så underligt, for det gør jo både ondt og godt.
      Der bliver plads, både tids- og pengemæssigt, til flere smårejser, hvilket vi glæder os til.
      Tak – vi glæder os 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:23 | Svar

  2. Er det ikke bare herligt at det hele nu er faldet på plads med huset i Sverige. Det er vist især gode minder I har med videre i livet og det er jo ikke værst.
    God ferie i Jylland.

    Kommentar af Jørgen — 19. oktober 2018 @ 20:03 | Svar

    • Jo, det er skønt, og jeg kan ikke komme i tanke om et eneste dårligt minde deroppefra. Har der været uheldige hændelser, har jeg glemt dem, og det er sådan det skal være.
      Tak.

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:24 | Svar

  3. Tillykke‼️😊

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. oktober 2018 @ 20:45 | Svar

  4. Tillykke med salget – trods alt. Det må selvfølgelig være med blandede følelser, men det er nu altid rart, at få det, som man har besluttet, at man gerne vil.

    Kommentar af Fru Z — 19. oktober 2018 @ 22:23 | Svar

    • Præcis, Helle, så alt er som det skal være, selv om jeg indimellem har lyst til at tude.

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:25 | Svar

  5. Tillykke med hussalg og en dejlig ferie med familien. Må I få en skøn ferie sammen.

    Kommentar af Lene — 19. oktober 2018 @ 22:27 | Svar

    • Tak, Lene – det er jeg sikker på, vi får.

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:26 | Svar

  6. Tillykke med det! Minderne tager I jo med jer, og I besluttedeat sælge huset, inden det blev en belastning. Sverige ligger der jo stadig, og hvis man vil, kan man jo leje et torp en uge eller to. En langt mindre forpligtende måde at have hus i Sverige på. Dejligt, at det er søde mennesker, der vil købe huset.

    Kommentar af Henny Stewart — 19. oktober 2018 @ 23:13 | Svar

    • Tak, og det gør vi nemlig, og vi har netop talt om, at det var godt, at det ikke var Johns blodprop, der udløste beslutningen, mens det pga. samme prop er rigtig godt, at det var nu, vi kom af med huset.
      Vi er helt trygge ved køberne, og vi har allerede talt om at tage nogle dage i den østsvenske skærgård til næste år 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:28 | Svar

  7. Tillykke, selv om det er vemodigt! Hvor er det godt, at køberne er søde og at torpet er i gode hænder.

    Kommentar af Henriette — 20. oktober 2018 @ 00:02 | Svar

    • Tak, og ja, det er på én gang trist og lige sådan, det skal være.

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:29 | Svar

  8. Endnu en gang tillykke 🥂😊

    Kommentar af fiberfryd — 20. oktober 2018 @ 01:12 | Svar

    • Tak, Ditte 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:29 | Svar

  9. -Og så var den handel på plads!
    Hvor er det godt, at I er trygge ved de nye ejere, så der er en god chance for at huset vil behandle dem godt.
    Det er jo ikke småting 200-300 år gamle huse under tiden må finde sig i. Der er ikke noget at sige til, at gamle huse må ty til spøgeri og den slags for at få orden på tåbelige ejere og beboere.

    Kommentar af natural2222 — 20. oktober 2018 @ 05:09 | Svar

    • Åhh, jamen så er det da derfor, jeg endnu har til gode at se et spøgelse! For vi er naturligvis ikke spor tåbelige 😀
      Og de nye, søde ejere vil stensikkert heller ikke møde nogen …

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 07:31 | Svar

  10. Jeg kan godt forstå dig man er lettet men er jo så mange dejlige minder også med ens famillie, da jeg solgte sommerhus efter at havde det i 19 år syntes jeg det var svært . Men også en lettes som tiden gik. Nu er der så tid til meget andet så tillykke med det.

    Kommentar af Jonna — 20. oktober 2018 @ 08:18 | Svar

    • Det er jo nerop sådan det er, Jonna, og jeg er lige straks også videre; det er bare lige nu … og så, når de skal have nøglerne 😉

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 15:20 | Svar

  11. Stort til lykke. Skønt at læse at de nye ejere er så søde, og at de bare måtte eje huset.

    Kommentar af Kisser — 20. oktober 2018 @ 10:32 | Svar

    • Ja, dejligt … vi havde jo været lidt spændte på, hvem der endte med at købe 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 15:21 | Svar

  12. Du er vemodig lige nu, men får alligevel et stort tillykke herfra.

    Kommentar af Eric — 20. oktober 2018 @ 15:03 | Svar

    • Ja, jeg er, men det går over, så tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2018 @ 15:21 | Svar

  13. Tillykke med salget. Hvor er det dejligt, at de nye ejere er så sympatiske og helt sikkert vil passe godt på huset.

    Kommentar af Madame — 21. oktober 2018 @ 09:59 | Svar

    • Tak … og, ja, det har vi det vældig godt med 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2018 @ 10:59 | Svar

  14. Tillykke med salget! Når nu det skulle være. Skønt med “gode” købere.

    Kommentar af Conny — 25. oktober 2018 @ 22:42 | Svar

    • Tak … ja, det er dejligt betryggende.

      Kommentar af Ellen — 26. oktober 2018 @ 09:19 | Svar

  15. Når man nu HAR taget beslutningen om at sælge – så er det trods alt rart, når det sker. Ikke sandt? Og når det SKAL være, er det også meget rart, at køberne er sympatiske og tydeligvis holder af stedet (ellers ville de vel heller ikke købe det… 😉 ). Men jeg gætter, at du alligevel forlader det med bævende hjerte, sådan som jeg gjorde med Hollymount. Heldigvis var jeg så udmattet oven på alt flyttearbejdet, at jeg glemte at være ked af det den sidste dag. Og efter en tid bliver tiden med huset til et dejligt minde – og lidt en lettelse. 🙂 Til lykke med salget!

    Kommentar af Mia Folkmann — 8. november 2018 @ 06:14 | Svar

    • Jamen det er det da, rart, altså, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning, men du ved jo lige præcis hvilke følelser man skal igennem i denne proces 🙂
      Vi skal så heldigvis ikke tømme huset – det er jeg meget glad for – og ja, det er fyldt med gode minder, men bestemt også en lettelse, at vi har solgt – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. november 2018 @ 14:33 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.