Hos Mommer

23. april 2018

En meget fjollet gps

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Sommetider stiller jeg gps’en, selv om jeg 1) ikke er chauffør og 2) udmærket kender vejen, bare for at vædde med mig selv, om jeg kan ramme ankomsttidspunktet rigtigt, og det gjorde jeg også i dag, da vi kørte til Sverige. Den er altid indstillet til at vælge den hurtigste rute, hvilket er via Øresundsbroen, men denne gang ville den have os med færgen Helsingør/Helsingborg.
Følgende meddelelse kom frem: The following route involves a ferry. Do you want to avoid ferries?
??? Hvorfor vil den dog den vej? Jeg trykkede på Yes.
Så analyserede den veje i én uendelighed. Jeg havde nærmest indtryk at, at den var hele Europa igennem. Endelig blev den færdig:
There are no alternative routes, if you want to avoid ferries.
Sikke da noget sludder! John hævdede, at jeg havde gjort et eller andet forkert, men det havde jeg ikke. Han prøvede selv at indstille den, men selvfølgelig med samme resultat. Færgeforslaget er i øvrigt ikke kun den langsommeste rute, det er også den længste.
Der var intet at gøre – den ville over Helsingør og nægtede tilsyneladende simpelthen at indse, at den bro, den havde benyttet masser af gange, stadig eksisterer.
Vi lod den stile mod Helsingør alt det den ville. Efterhånden som vi nærmede os broen, beregnede den hele tiden nye ruter for at få os på afveje nordpå, og det var først, da vi kom ud på selve broen, at den kapitulerede og ændrede ruten til, hvor vi reelt kørte, og som vi altid tager.
Mig ikke forstå. Som i slet ikke.
Gps’en er indbygget i bilen, og den blev opdateret i 2016. Gad vide, om ikke vi er nødt til at tage den gamle Garmin med til England, hvis den indbyggede skal til at opføre sig så tåbeligt? Det gør jeg, og vil bruge dem begge, i hvert fald til den indbyggede eventuelt beviser, at den ikke har flere nykker.

P1010849

Porsen smider pollen nu. Jeg har en formodning om, at man må kunne få en lækker rødbrun farve ud af disse smukke, små blomster – tænk bare på på en porsesnaps’ skønne farve – det skal helt sikkert prøves, så jeg lister porseblomstergrene en masse med hjem på onsdag. Jeg kan sagtens nå at få teorien afprøvet, inden vi tager afsted på søndag. (Jeg har for nylig set en skrive en masse som angmas. Det tog nogle sekunder, inden jeg forstod hvad han mente.)
Porse har vi så RIgeligt af – der står flere hektar af dem på begge sider af åen, så jeg kan bare plukke los. Billedet viser kun et lillebitte udsnit af det store porseområde.

P1010854

Reklamer

24 kommentarer

  1. GPS er smart som i storsmart, men dit eksempel illustrerer, at man ikke skal have tyrkertro til teknikken.

    Kommentar af Eric — 23. april 2018 @ 16:39

    • Det skal man nemlig ikke; det er derfor vi altid (også) har papirkort med, når vi er på bilture, for vi har før oplevet, at de vrøvler – dog ikke så meget som i dag.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 16:51

  2. Kan det tænkes, at indstillingen “undgå betalingsveje” er aktiveret?🤔
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 23. april 2018 @ 18:15

    • Nej, desværre, for vi tænkte også på noget med betalingsveje eller ej. Den ser vi nemlig tit – så sent som i lørdags, da vi var på Fyn. Det er virkelig underligt med dens opførsel i dag.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 18:33

      • Hvis navigationssystemet er af typen, der modtager og bruger aktuelle trafikmeldinger i beregningen af hurtigste rute, så kan et vejarbejde/trafikulykke på vanlige hurtigste rute medføre et alternativ til denne.
        Mon det kunne være tilfældet?🤔
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 24. april 2018 @ 09:56

        • Heller ikke – vi tjekkede, om broen var lukket. Det var den ikke, og der var hverken vejarbejder eller ulykker på vanlig rute. Hvis det er tilfældet, plejer den også at fortælle, at den har fundet en alternativ rute pga. forsinkelser, og om man ønsker at tage den. Den havde simpelthen bare fået nykker …

          Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 11:36

  3. Jeres gps har haft en hjerneblødning! – Vi har ikke og har aldrig haft gps, men jeg går ud fra, at de i lighed med andet digitalt kram har softwareopdateringer, hvor de dels ikke fungerer under opdateringen, dels har opdateringer, der går galt, som det fx ofte er tilfældet med Windowscomputere.

    Kommentar af henny894H — 23. april 2018 @ 18:18

    • Det har den nok haft, men den er ikke online i bilen og kan kun derfor kun opdateres, hvis vi tager SD-kortet ud af bilen og sætter det i en pc, så det kan ikke være det. Vi er stadig mystificerede og venter spændt på, om den vil sende os over Finland og Estland, når vi skal hjem igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 18:37

  4. Åh, du minder mig om, at jeg skal have købt et nyt Europa Road Map, så vi ikke bliver helt væk, hvis vores GPS (som nu er Apple Car Play) går helt bananas til sommer.

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. april 2018 @ 18:19

    • Ja, husk endelig europakortet – jeg kan ikke undvære papirkort til at danne mig overblik. Eller til erstatning af hjerneblødnings-gps’er 😉

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 18:39

  5. Undertiden er godt at have et almindeligt landkort med i reserve, når eller hvis der går ged i teknikken. Spændende om den vil have jer med færgen på onsdag.

    Kommentar af Jørgen — 23. april 2018 @ 20:28

    • Man skal altid have et papirkort med. En gps er elendig, hvis man skal danne sig et overblik.
      Ja, det bliver ret interessant at se, hvor den har tænkt sig at føre os hen.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 20:36

  6. Gps’er nowadays, tsk-tsk…. Sidst vi var ude at køre, og kom til at køre forkert (og gps’en begyndte med sin sædvanlige ‘vend om når det er muligt’) talte vi om, at det kunne være ret skægt med en gps med et lidt mere menneskeligt touch… Sådan én, der i stedet for at sige man skal vende om, råber “Arghh!! Du kørte helt, HELT forkert! Jeg sagde TREDIE afkørsel i rundkørslen, ikke ANDEN!! Du er SÅ MEGET på spanden nu, får du skal 30 kilometer i nordgående retning før du kan vende om… Så kan du lære det, kan du!” — meget mere underholdende, ikke sandt?…. 😀

    Kommentar af Maude — 23. april 2018 @ 21:00

    • Hahaha – jo, meget mere underholdende. Første og måske anden gang … men så begynder det garanteret også at blive endog særdeles anstrengende at høre på den 😀
      Vores første gps sagde “Foretag en U-vending!” (også selv om det var midt på en motorvej), og vores anden sagde det, jeres siger, så lige på det punkt er både vores Garmin og vores bil-gps perfekt: De siger intet andet end “Beregner ny rute”. Me like 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 21:07

  7. Spændende, hvordan porsen vil efterlade sin farve i garn. Jeg får indtryk af, at alle mulige planter og urter kan give farve til garn. Og nu mens jeg skriver, så ved jeg jo godt, det var sådan, man gjorde før i tiden. Det er bare kommet så meget på afstand, at jeg undres, når du fortæller. Men det er et gammelt håndværk, du har genoplivet. Det synes jeg er meget sejt.
    Det er nogle flotte dækkeservietter, du har lavet.

    Kommentar af Betty — 23. april 2018 @ 21:33

    • Det er jeg også ret spændt på, Betty – og du har ret i, at stort set alle planter afgiver farve. De er dog som oftest i de gullige eller grønlige nuancer – udfordringen går fra min side på at finde nogle, der giver en lidt anden farvenuance end lige gul- eller grønlig.
      Det er sødt sagt, men jeg er ikke spor sej; der er virkelig mange, der plantefarver efter de gamle metoder.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 21:41

  8. Jeg skyder på gult? 😝
    Men du må endelig eksperimentere. Hvis det hele ender i snaps, er I nødt til at rende rundt i en salig bimmelim i årevis, for at få det brugt! Hestehoven blev så fin (selv om den også blev gul) og jeg har fundet et sted i nærheden, så i en af pauserne i al det kommende virak, må jeg ud og samle (og få lidt frisk luft til hjernen). Jeg ved ikke, hvor kvikke de er i skifteretten, selv om det burde være en helt ukompliceret sag.

    Kommentar af fiberfryd — 24. april 2018 @ 06:49

    • Vi får se, og du kan meget nemt have ret, men der var nogle få pollen, der med ekstraktion i alkohol gav nogle fantastiske røde og rødbrune farver.
      God ide – du får brug for at koble lidt af indimellem i den kommende tid; der kommer jo en del praktiske gøremål.
      Vi skal have arrangeret en garnfarvningsseance,når vi er hjemme fra England, ikke sandt? Hassel, birk, m.m. – og noget mere indigo 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 08:01

      • DET skal vi – og jeg glæder mig meget 🙂

        Kommentar af fiberfryd — 24. april 2018 @ 22:45

        • Me too 🙂

          Kommentar af Ellen — 25. april 2018 @ 08:03

  9. Når GPS’en opfører sig sådan, så er det lige før at man taler til den som til et menneske, der må tage sig sammen 😉

    Kommentar af Lene — 24. april 2018 @ 10:03

    • Ja – især John er god til at tale med den 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 11:33

  10. “Bedstemor, du er SÅ sej; du har en bog med VEJE i”, var vores 5-årige barnebarns kommentar, da jeg sad på passagersædet med vejkortet!

    Kommentar af Karen Margrethe — 24. april 2018 @ 13:12

    • Hahaha – altså, de unger! De er bare skønne 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 13:17


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.