Hos Mommer

12. september 2013

Der er gået svamp i den

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , ,

Heldigvis.
Selv på ødegårdsgrunden har vi svampe, hvilket jeg ikke har set under samfulde 17 års ejerskab; med undtagelse af lærkerørhatte, dengang vi havde to lærketræer.
Jeg tilskriver fremkomsten af svampe det faktum, at det nu er 2½ år siden, plænen sidst er blevet gennempløjet af vildsvin, således at svampene har fået fred til at etablere sig. Der var både røde fluesvampe, birkerørhatte og en enkelt stor parasolhat.
Rød fluesvamp er, i mine øjne, den smukkeste af alle svampe; selveste prototypen på en storsvamp, og da også den, man kan købe efterligninger af som julepynt.

Røde fluesvampe (1)

Bare fra i går til i dag er de store af dem gået fra at have kuppelformet hat til at ligne en dyb, hhv. flad tallerken. 
Når man kan se hattens hvide eller lyse pletter, som er rester af det, der kaldes svøbet, er det tegn på, at det er en fluesvamp, og så nøjes man med at lade kameraet og snegle spise dem.

Røde fluesvampe (2)

Der er tusindvis af svampe i skoven nu – desværre flest af dem, vi ikke spiser, men jeg har åbenbart noget med svampe, for jeg synes de fleste af dem er kønne at se på.
Herunder panterfluesvamp (igen de lyse pletter eller svøbrester) og den smukt røde skørhat, som desværre også kun er guf for sneglene. Den er ikke giftig, bare meget skarp og brændende i smagen. De mildtsmagende skørhatte kan sagtens spises, og man vurderer det ved at smage på et lille stykke med det yderste af tungespidsen. Føles det ‘skarpt’, lader man den være, og føles det mildt, kan den lægges i kurven.
P1030547P1030548

Græsgrøn skørhatHvis man spytter smagsprøven ud igen med det samme, kan man smage på selv en dødbringende fluesvamp.
I modsætning til, hvad mange tror, dør man ikke af at smage dem – nogle tror sågar, de sætter livet på spil bare ved at røre ved dem, men de skal altså ned i fordøjelsessystemet for at gøre skade.
Jeg plukker en del græsgrønne skørhatte heroppe. Af en eller anden grund lader svenskerne dem stå, på trods af, at det er en glimrende spisesvamp – god både i smag og konsistens.
Kantarellerne er først lige kommet rigtig i gang; det ville have været bedst, hvis vi havde kunnet lade dem stå i yderligere nogle dage, men weekenden nærmer sig, hvilket er ensbetydende med, at svenskerne får travlt med at komme ud og indsamle, så jeg var fræk og tog selv de mindre eksemplarer.
SV. 2004 H-S-T-M-05Det blev derfor til mange i antal, men knapt så meget vægtmæssigt … der er dog nok til en god gang stuvning til frokosten i morgen.
Jeg skulle være gået ud 10 minutter før i formiddags … jeg har (som alle svenskere, host, host), mine favoritsteder, men jeg har før set, at andre har fundet frem til dem, og i dag, da jeg sad på hug og samlede løs fra det ene sted, kom der en mand med kurv og kniv i hånd.
Han småsludrede lidt, mens jeg havde enormt svært ved at bevare det venlige smil, og snart ødelagde han det totalt ved at sige: “tag du bare alle dem der, så tager jeg nogle fra et sted, jeg kender lidt længere fremme”.
Grrrrrr. Go away. Please. 
“Nå, så det sted kender du også?”, fik jeg frem gennem sammenbidte tænder. Jeg havde sådan en lyst til at sige til ham, at allemandsretten IKKE gælder på lige dette sted i skoven, men han havde nok ikke troet på mig alligevel.
Og der var bare SÅ mange kantareller lige på de to af mine favoritsteder … jeg er bare ikke god til at dele, når det gælder den slags.

Reklamer

34 kommentarer

  1. Tolerance er en god ting – altså fra andre…..
    Jeg forstår så glimrende din skumlen. Måske skulle du ikke have gjort ham opmærksom på at du kendte det andet sted. Nu var han jo nødt til at rasere det fuldstændigt, bare for at drille 😀

    Kommentar af Den gamle Krage — 12. september 2013 @ 17:52

    • Hehe, ja … 😉
      Jeg kunne slet ikke tænke klart for bare skumlen over hans tilstedeværelse …

      Kommentar af Ellen — 12. september 2013 @ 17:55

  2. Hihi.. træls når andre har fundet de samme steder i ens helt egen skov.. 🙂

    Kommentar af Inge — 12. september 2013 @ 18:23

    • Det sku’ være forbudt, sku’ det 😉

      Kommentar af Ellen — 12. september 2013 @ 18:41

  3. Ellen, Ellen, Ellen, kan du så være sød og dele med andre 😉 Og dine røde svampebilleder er da lige til julekortene 🙂

    Kommentar af Lene — 12. september 2013 @ 18:26

    • Uuuuhhhha, det er svært, når man er ramt af svampesyge, Lene 😉
      Tak, det er altså også en flot svamp 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. september 2013 @ 18:43

  4. Jeg er enig med dig i, at rød fluesvamp er den flotteste svamp. Jeg har engang taget et temmelig godt billede af en rød fluesvamp – eller det syntes jeg, at jeg havde – lige indtil jeg så det fantastiske billede af røde fluesvampe, du viser i dag. Sikke nogle pragteksemplarer af rød fluesvamp og sikke et prægtigt billede!

    Randi

    Kommentar af bedstesblog — 12. september 2013 @ 19:48

    • Ej, hvor er du sød … tak for billedros 🙂
      (Men ja: det var godt nok nogle superflotte eksemplarer).

      Kommentar af Ellen — 12. september 2013 @ 20:03

  5. Det er da de rene postkort-billeder, du der har taget! Røde fluesvampe er altså også fine. En lille pige, jeg kender (nej, ikke Donnaen), og et par skovbørnehave-kammerater syntes det samme. Det kostede en tur på hospitalet til observation. Men selv om de altså havde smagt på svampen – helt ned i maven, blev de ikke synderligt dårlige. Heldigvis.

    Hvor er det da også bare møg-irriterende, at allemandsretten også skal gælde de andre 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. september 2013 @ 21:53

    • Puha – jeg troede børn i en skovbørnehave lærte som det første, at man ikke putter noget som helst i munden, Men okay – børn lystrer ikke nødvendigvis altid. Godt det kun var den røde, der fristede, for den dør man heldigvis ikke af, kun (!) af grøn og snehvid fluesvamp …
      Allemandsretten gælder kun for mig i mit nærområde, og det har ikke en pind med dobbeltmoral at gøre 😉

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 9:34

  6. Jeg har stor respekt for folk, der ved noget om svampe,, for de kan trods alt være dødbringende. Det er nogle meget flotte svampe, du viser på billederne i dag.

    Kommentar af Stegemüller — 12. september 2013 @ 21:55

    • Det er så få, man dør af, at de er nemme at lære at kende, og så kan der faktisk ikke ske noget 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 9:35

  7. Hvorfor overlade rød fluesvamp til sneglene? Skivet, tørret, og så lavet til te, så behøver man ikke købe sig til underholdning resten af aftenen, de slår mesqal og andet med flere længder. Ifølge historien kendt allerede i vikingetiden. I Rusland var prisen på svampene så høj hos taiga-beboerne, at kun de rige havde råd til en rus; men når de skulle ud og lette sig, holdt fattigrøvene deres kob hen for at fange de kostbare dråber, da giften kunne genbruges. Velbekomme! siger jeg bare.
    For år tilbage observerede en forhv. skovrider, der var ude at gå med sin gravhund, selv iført lodenfrakke, en flok tyskere, der i veritabel skyttekæde støvsugede skovbunden for kantareller:”Haben Sie Pilz-ausweiß?” spurgte han bare. Brødebetynget vendte de bunden af kurven opad, og forlod skyndsomst stedet. Han blev mæt den aften.
    Og jeg forstår udmærket Stegemüllers respekt for dødbringende folk med svampeforstand, man ved jo aldrig, hvad de kan finde på at servere. 😉

    Kommentar af AagePK — 12. september 2013 @ 22:45

    • Meget god historie med skovrideren 🙂 Den fremgangsmåde benyttede polakker sig faktisk systematisk af her i Sverige. De kom bogstavelig talt i busfuldevis og gennemtrawlede skovene for svampe. Det er en gedigen misforståelse af allemandsretten! Jeg tror nu også, at uvæsenet blev stoppet på en eller anden måde.
      Jeg kender den med vikingerne i din russiske version: at de lod deres slaver spise svampene for derefter at drikke urinen. På den måde fik ‘herrerne’ kun den ønskede virkning uden at få de mere ubehagelige.
      Jeg får alle mine svampeopskrifter fra kriminalromaner 😉

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:07

      • For et par år siden var der jo det store problem med asiatere, fra Vietnam, Cambodia og andre steder, der blev fløjet ind af tvivlsomme folk, der satte dem til at plukke bær: vi mødte en del i området omkring Skellefteå. I avisen læste vi om hunger og nød og om, at den svenske regering måtte punge ud for at få dem sendt hjem, de kunne ganske enkelt ikke nå at holde en ordentlig dagløn.
        Jeg holder mig nu til “Danmarks bedste spisesvampe”, af Læssøe. Køster og Duch. De ældre svampebøger er ikke helt opdaterede mht ophobning af visse svampes gift, jeg kan pokker’me bare ikke huske hvilken; men i de nye er det så også rettet.

        Kommentar af AagePK — 13. september 2013 @ 13:39

        • Der vil desværre altid være nogle, der synes det er fantastisk at udnytte andre på det groveste.
          Jeg har en halv snes svampebøger … også den du nævner, som er rigtig god, men billederne af svampene kan være meget, meget forskellige, så jeg synes det er rart at sammenligne flere udgaver, så at sige. Nogle er også bedre til at beskrive karakteristika end andre – bare ikke konsekvent, så hvor den ene bog er god til at beskrive nogle af svampene, har en anden lige præcis kodeordene (for mig i hvert fald) til andre af svampene.

          Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 13:56

  8. Hvis der er så mange, der kender dine gode “sopp-steder”, skulle I måske trænge lidt længere ud i gläsbygden … Selvfølgelig ville det gøre transporttiden længere, så det er nok et dårligt forslag. Nu har I jo også lagt så meget arbejde i det sted. Er det generelt, at der er mange mennesker der?

    Kommentar af Henny Stewart — 12. september 2013 @ 23:17

    • Jeg tror ikke, der er mange; kun ham her, faktisk, men det er også nok! Der er ikke overrendt, hvor vi bor.
      Det hænder, at vi kører langt for at samle svampene, men så går vi rundt lidt på må og få og må forlade os på heldet.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:09

  9. hihi, du må sætte et lille skilt op med; tilhører Mommer ;-D

    Kommentar af Rejen — 13. september 2013 @ 5:25

    • Gid jeg kunne 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:09

  10. De skal da bare holde fingrene væk fra dine svampe – de svenskere 🙂 Jeg er nu stadig mest sikker på Brugsens champion, når det gælder svampe, så du kommer ikke til at opleve, at det er mig, der stjæler på dine steder.

    Kommentar af Susanne — 13. september 2013 @ 7:04

    • Det er jeg glad for at høre 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:10

  11. Dejlige billeder og informative bemærkninger om svampe. Som brødre vi dele …

    Kommentar af Jørgen — 13. september 2013 @ 8:57

    • … men jeg tager det hele … ville i hvert fald gerne 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:10

  12. Kantareller er IKKE lett å dele med andre plukkere, så sant vedkommende ikke tilhører samme hushold.
    Hrmff..
    Ha en fin dag og en klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 13. september 2013 @ 10:20

    • Du forstår mig fuldt ud, kan se se 🙂
      Tak, i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 12:11

  13. Det er så morsomt med svenskernes “allemands” ejendomsret når det gælder vildtvoksende ting. Fik som barn skældt huden fuld af en dame der mente at den busk jeg plukkede et par bær fra var hendes busk. Ude midt i en skov? Meget mærkeligt firma, Sverige…
    Og meget mærkeligt sprog; for et par år siden arbejdede jeg med en svensk postdoc, han fortalte glad i frokostpausen om at nu havde de købt en lille grund med hytte. Nå, sagde professoren, er der så svamper på tomten? Og så sad jeg der og tænkte på nisser med fluesvampe på næsen….

    Kommentar af Linda — 13. september 2013 @ 20:52

    • HA! Hvis svenskerne selv kan, så skulle jeg da også have hævdet, at det var min del af skoven 😀
      Fnis … det er da også underligt, at ‘nisse’ og ‘grund’ hedder det samme på svensk. På den anden side … vi har på dansk en bakke til at bære ting på, en bakke, som er det modsatte af et hul i jorden, og så har vi verbet at bakke …

      Kommentar af Ellen — 13. september 2013 @ 21:54

      • Tomten er jo gårdens beskyttelsesvæsen, husguden hos romerne. Han kaldes også gårdstomten, så det er nu ikke så mærkeligt som det lyder.
        Hos friserne og vikingerne har man fundet børneskeletter under diger og de store stolper, der bar taget, så der er en uhyggelig forhistorie.
        Svenskerne er iøvrigt bedre end vi danske til at huske på disse væsner. Når vi omtaler en flittig hushjælp som husalf, siger svensken tomte, og når vi har rotter på loftet, har de tomtar på taket, eller loftet.
        I Skåne bruges ordet nisse dog stadig, jvnf. Nils Holgerson, som mødte nissen. Som alment regnedes for vranten, men god at have på gården.
        I Sverige havde man jo kvindelige parkeringsvagter, der satte lapper med bødeforlæg på biler, der holdt ulovligt parkeret; deraf kælenavnet Lapp-Lisor, efter 2 kendte personer med navnet Lapp-Lisa (den ene kendt for”Barnetro”). Da man begyndte at ansætte mænd til jobbet, skulle de jo også have et kosenamn, og pga tomtens positive, men lidt vantre væsen overvejede man det skånske Nisse: man gik dog bort herfra, det duer ikke med P- og så videre! 😉

        Kommentar af AagePK — 15. september 2013 @ 15:08

        • Sikke da en forelæsning, du serverede her 🙂 – tak for den, men jeg kan stadig ikke se logikken i, at tomten passer på tomten 😉

          Kommentar af Ellen — 15. september 2013 @ 18:21

  14. Altså, en havgud passer på havet, og en tomte passer på tomten. Du må se at få jultomten ud af hovedet, det var jo først i 1874, at Jenny Nyström tegnede jultomter på julekort; før den tid var det, akkurat som i Danmark, julbocken, som kom med julklapperna. Tomten er jo helt tilbage fra jernalderen, lige som gårdboen, som den danske nisse jo også hedder.

    Kommentar af AagePK — 15. september 2013 @ 21:38

    • I 1836 for Danmarks vedkommende, men pointen er forstået 😉

      Kommentar af Ellen — 16. september 2013 @ 10:49

      • Har Jenny allerede i 1836 tegnet julenisser i Danmark? Var hun overhovedet født? 😉
        Set i Brugsens køledisk i dag: Slagterens ben – gode til hunde!

        Kommentar af AagePK — 16. september 2013 @ 14:21

        • Det skal jeg ikke kunne sige … men det var hun nok ikke, siden du skriver sådan – men Constantin Hansen introducerede julenissen, som vi kender ham 🙂
          Hahaha – jeg troede kun, det var postbudenes ben, hunde holdt af 😀

          Kommentar af Ellen — 16. september 2013 @ 15:49


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.