Hos Mommer

6. april 2011

En herlig historie om affaldshåndtering

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

Den nyligt overståede dag, hvor mange frivillige går ud og samler andres svineri op, fik mig til at tænke på en episode, som en af vores meget gode venner oplevede for nogle år tilbage.
Navnet er ændret, men det rigtige er redaktionen bekendt.

Svend holdt for rødt forrest i et lyskryds. I bakspejlet kunne han se, at føreren af bilen bag ham åbnede døren og tømte det ret omfangsrige indhold af bilens askebæger ud på vejen.
Da lyset skiftede til grønt, blev Svend holdende. Fører af bil bagved dyttede. Dyttede igen. Holdt hånden på hornet og Svend kunne ane nogle meget lidt stuerene gestus fra pågældende førers side.
Der blev rødt igen, og føreren steg rasende ud og gik hen til Svends bil:
”Hvorfor helvede holder du bare her uden at køre, når der bliver grønt?”
”Jeg kører, når du har fået samlet det svineri op, du smed på vejen for lidt siden.”
”Din store idiot, hvad rager det dig? Vil du slås eller hvad? Hvad helvede er du ude på?”
”Jeg vil bare gerne have, at du tager dit affald med dig, inden du kører videre.”
”Kom ud, din åndssvage skid!”
”Gerne.”

Så rullede Svend sig i bogstaveligste forstand ud af bilen. Han gjorde det stille og roligt og m e g e t langsomt. Han er 2 meter og 4 cm høj og kan præstere et yderst gennemborende blik.
Han stillede sig foran den lille Karl Smart på omkring 165 cm og bare SÅ ned på ham.

Lille Karl Smart kunne på ingen måde se Svend i øjnene ved at kigge ligeud, så han valgte – uden at sige et eneste ord – at gå tilbage til sin sorte Golf og feje alle cigaretskoddene op i sin hånd, for derefter at sætte sig ind i Golfen igen og vente på, at Svend kørte.

Det var ham her, der var Svend. Man kan godt fornemme, at han ikke hører til blandt dværgene, ikke?
(Han har fået kig på en af de bittesmå skrubtudser, der bruger vores græsplæne i Sverige som hovedvej hvert år i august. Den skulle lige foreviges).

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

32 kommentarer

  1. Sådan skal det være!!!

    Kommentar af Farmer — 6. april 2011 @ 18:00

    • Det skal det nemlig! Hatten af for Svend.

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:38

  2. Din historie minder mig om “Hold Danmark Rent”, der er en netværksorganisation, som skal mindske problemet med henkastet affald og forandre danskernes syn på at smide affald. Arbejdet og midlerne skal bruges på målrettede kampagner, faktisk oprydning og udvikling af værktøjer, som skal hjælpe virksomheder og kommuner med at effektivisere indsatsen mod henkastet affald. “Hold Danmark Rent” har denne hjemmeside:
    http://www.holddanmarkrent.dk/
    Din historie er sjov nok, men det er sørgeligt, at der skal en stor Svend til for at få en tåbelig Karl Smart, læs: (Karl ikke særlig klog) til at rydde op efter sig. Det er trist, at der stadig ses skovsvin og nogle “Karl ikke særlig klog” på lande-og motorveje og andre steder.

    Kommentar af Søren — 6. april 2011 @ 18:04

    • Søren, det er jo det herligt ironiske ved ‘Karl Smart’, at han netop aldrig er specielt smart 😉
      Og de findes over alt. Så snart det ikke er ens egne enemærker, gælder der åbenbart andre love mht. at svine til. Desværre.
      Jeg har hele sidste uge set folk gå langs motorvejen mod Helsingør gå og samle bilisternes grimme affald op – der lå meget.

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:42

  3. Åhh hvor er jeg glad for, at der findes Svend’er.. hils ham og giv ham et kæmpeknus.. 🙂 Hvis jeg møder ham en dag, kan jeg give ham et ekstra.. 😀

    Kommentar af Inge — 6. april 2011 @ 18:26

    • Det gør jeg gerne, men jeg håber, du selv kan gøre det en dag. Det kan du, hvis det står til mig. Han er en rigtig dejlig fyr, og det er hans kone i øvrigt også. Dejlig, altså! Ikke fyr. Hvis I tager en ‘Sort Sol’-tur d. 23.-24. september på Schackenborg Kro, så kan vi mødes alle seks. Det kunne da være fedt. Jeg ved bare, at I også ville kunne gå i hak med Svend og konen 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:48

      • Lyder som en fed ide.. jeg tjekker lige om der kan bestilles flere billetter.. og hvis der kan, bestiller jeg og inviterer Hasse på kro ophold.. 🙂 Du fik en god ide.. og nu fik jeg også en.. du hører nærmere.. 🙂
        Nå ja.. og god tur til øen.. 🙂

        Kommentar af Inge — 7. april 2011 @ 14:02

        • Thanks – vi har jo næsten allerede en aftale 😉

          Kommentar af Ellen — 7. april 2011 @ 15:25

  4. Ha, ha, den er god! Heldigvis er der vist ikke så mange “Karl smarter” tilbage i Danmark – sammenlignet med så mange andre steder i verden. Da vi havde vores venner med til Danmark for nogle år siden, var de utroligt betagede af, hvor rent – og uden affald alle steder – der er i Danmark.
    Lene

    Kommentar af salix — 6. april 2011 @ 18:37

    • Lene, der er desværre alt for mange Karl Smarter og andre grise i DK, synes jeg. I kan selvfølgelig have set landet på et heldigt tidspunkt – som lige nu, hvor der bliver ryddet langs motorvejene i Nordsjælland. Det kan se ret slemt ud i månederne inden der bliver ryddet. Men det var da godt, at jeres venner tog hjem med et godt indtryk 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:51

  5. Fornøjelig læsning. Svineriet forekommer i tiltagen – men selvfølgelig er det også nødvendigt for at “Hold Danmark Rent” har sin berettigelse. Antallet af henkastede øl- og andre dåser er betragteligt stort, hvilket ses når man går en tur til fods i nabolaget.

    Jeg husker en historie fra Hvidovre Avis. En lastbilchauffør så sig gal på en personbilchauffør. Efter at være blevet skældt ud længe og inderligt, sagde den sidste: Vil De dermed antyde at jeg ikke er i stand til føre motorkøretøj på betryggende vis.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 6. april 2011 @ 18:54

    • Jørgen, jeg synes også, det er slemt visse steder.
      Hehe – melder historien mon noget om, hvad lastbilchaufføren svarede, eller hvordan han så ud i ansigtet?

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:53

      • Husker ikke, men han blev sikkert mundlam.

        Kommentar af Jørgen Carlsen — 7. april 2011 @ 9:22

        • Det må man da håbe…

          Kommentar af Ellen — 7. april 2011 @ 9:59

  6. Hahaha sjov historie – lige til en film 🙂

    Kommentar af Marianne — 6. april 2011 @ 19:16

    • Enig… man kan godt se den for sit indre blik 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:54

  7. Jeg ville gerne have oplevet dette “in real live”. Bare tanken om en mand på 2,04 meter, der langsomt folder sig ud af en bil og ender foran en grønskolling på 1,65 meter, gør mig glad!

    Kommentar af Stegemüller — 6. april 2011 @ 19:21

    • Hanne, jeg ville bare SÅ gerne have været der 🙂 Som Marianne sagde, så kan man næsten se filmen køre på indersiden af øjenlågene.

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:55

  8. Herlig historie! Om episoden så havde nogen længerevarende pædagogisk virkning må stå hen i det uvisse.

    Kommentar af Eric — 6. april 2011 @ 20:12

    • Ja, se, det kan vi jo ikke vide. Selv om man godt kan have sine en smule pessimistiske anelser om langtidseffekten af episoden. Har vi fordomme? Nej da 😉

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 22:56

  9. Jeg er fan af “Svend” som ikke hedder Svend! Fantastisk mennesker – fler’ af hans slags om jeg må be’!!
    God historie

    Kommentar af Kong Mor — 6. april 2011 @ 21:04

    • Kong Mor, Svend er en dejlig mand.
      Jeg er så imponeret over, at han bare gjorde det uden egentlig at tænke over eventuelle konsekvenser – men han havde godt nok via bakspejlet luret, at Karl Smart ikke kunne være meget over 1,70 meter 😉

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 23:02

  10. Sikken skøn svend!
    Jeg troede, han kravlede rundt efter cigaretskod 😀

    Kommentar af Dorte H — 6. april 2011 @ 21:14

    • Hahaha, Dorte… på VORES græsplæne??!! Nixenbixen. Det tør man ikke. Mere. 😉

      Kommentar af Ellen — 6. april 2011 @ 23:06

  11. Stort grin – tak for det!

    Kommentar af Rimkogeren — 7. april 2011 @ 9:27

    • Rimkoger, velbekomme 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. april 2011 @ 10:00

  12. Jeg bliver også stjernetosset, når jeg ser folk gøre den slags – desværre er det også en ret udbredt praksis i Belgien. Efter den 11/9 er de så også begyndt at lukke alle byens skraldespande med metallåg hver gang, der er topmøde osv. – hvilket jo vil sige temmelig tit. Men man kan jo beholde sit affald til man kommer hjem til sig selv… den idé strejfer bare ikke alle mennesker.

    Kommentar af Nille — 7. april 2011 @ 9:44

    • Nille, nej, det er altså en underlig tankegang, at man gerne må svine alle andre steder end på ens egne enemærker.

      Kommentar af Ellen — 7. april 2011 @ 10:03

  13. Sådan! Hvor er det flot, flot, flot og godt gået af Svend. Bare der var flere af hans slags, altså ikke nødvendigvis højden men væremåden.
    Jeg har lige skreget af grin over babykommunikationen, den skal straks sendes til det nordjyske. Er der ikke lidt Joe Cocker over den baby, der vender ryggen til ☺ ☺

    Kommentar af Annette (Holland) — 7. april 2011 @ 15:51

    • Annette, Svend’er kunne vi godt bruge mange flere af, men hans højde spiller en væsentlig del af rollen, er jeg bange for… havde han nu selv været en lille fyr, er der bogstavelig talt ikke så meget vægt bag ordene 🙂
      Jeg havde ikke lige set ligheden med Joe Cocker, men nu du siger det… 😉

      Kommentar af Ellen — 7. april 2011 @ 18:09

  14. Det er en fantastisk historie – sådan ville jeg også gøre, hvis jeg var 2 meter og 4. Og havde bil, haha…….

    Kommentar af jensdrejer — 8. april 2011 @ 13:17

    • Jens, hehe, der er lige som et par betingelser, der skal være opfyldt, men jeg kan sagtens følge dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. april 2011 @ 20:54


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.