Hos Mommer

14. september 2019

Jeg fandt sort guld!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nej, jeg har ikke fundet olie, men noget, der er meget bedre. Måske ikke for pengepungen, men for både klimaet og mine smagsløg.
Jeg fandt sorte trompetsvampe i dag – har I nogensinde smagt en omelet med sort trompetsvamp? Uhmmm, det er SÅ godt! Den passer perfekt til noget med æg eller til fisk, så disse vil komme i en omelet i morgen.
Totentrompete, som de så dystert hedder på tysk, er en fremragende spisesvamp, som jeg desværre finder alt for sjældent, men i dag var den altså god nok, og disse svampe er guld for mig.

Sort trompetsvamp 

Vist de fleste lovpriser kantarellerne som de bedste; andre sværger til Karl Johan, og atter andre til en tredje eller fjerde spisesvamp.
Min top 6 ser således ud:
1) Trompetsvamp – 2) Karl Johan – 3) blomkålssvamp – 4) tragtkantareller – 5) kantareller – 6) almindelig pigsvamp.
Der er flere, der er gode, og nogle gange bytter de nævnte plads på listen, men kantareller vil aldrig befinde sig i toppen af den for mit vedkommende.
Da smag og behag bør ikke diskuteres, var dette ikke ment som et oplæg til en debat – bare en konstatering – I er dog naturligvis velkomne til at give jeres bud på, hvilken spisesvamp I synes er den bedste.
Det skulle være et fantastisk svampeår i år, men jeg kan godt mærke, at vi ikke længere bare lige skal gå ud ad døren oppe i vores forhenværende svenskerhus for at komme til svampeland, for i dag var første gang, vi er ude i år – altså for at finde spiselige svampe – vi har været ude af andre årsager …
Til gengæld blev vi jo altså belønnet med dette herlige sorte guld, som ikke var at finde i nærheden af vores svenske matrikel.

Knippe-svovlhat?

Det var også mere guldlignende guld at finde i skoven. Flot er denne her, ikke sandt? Vi nøjes dog med at nyde synet, for jeg tror nemlig, det er knippe-svovlhat, men er ikke 100 % sikker. Skulle det være rigtigt, skal den ikke i kurven, for den hører til blandt de giftige svampe.

23 kommentarer

  1. Kantareller er også lidt nede på min liste.
    Jeg er nok lidt kedelig; men jeg holder rigtig meget af alm. markchampion, og dem er der faktisk en del af i de vedvarende græsmarker. Op af jakkelommen, stegt i krydret smør og så et stænk fløde. 2 minutter, og man har lidt ekstra at sove til middag på.
    Vi har det forholdsvist tørt stadigvæk, så svampene er ikke rigtig for alvor i vækst over jorden.
    Jeg ville heller ikke tage den på nederste billede med hjem.

    Kommentar af natural2222 — 15. september 2019 @ 5:02

    • Du er da ikke kedelig, fordi du kan lide champignon! De ville også figurere hos mig, men jeg har kun fundet dem én gang, og det var i en privat hestefold, hvor jeg, uden at have fået lov, sneg mig ind og plukkede en kurvfuld, så jeg synes det var lidt snyd at komme dem på min liste.
      Vi har vist heller ikke nær så mange svampe nu som i Vestjylland, men de kommer vel.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 9:21

  2. Jeg ved alt for lidt om svampe til at turde plukke andet end Karl Johan, sm jeg har lært at kende og elske i Italien, hvor de kaldes porcini. Når vi er i Italien, forsømmer vi aldrig at se efter en pose med tørrede, men efterhånden er de kommet ned i pris herhjemme – COOP sælger (eller har solgt) nogen plukket i Bosnien.
    Svampe er et kulinarisk pift!

    Kommentar af Eric — 15. september 2019 @ 6:19

    • Jeg tror heller ikke du ville være i tvivl, hvis du fandt kantareller 🙂
      Jeg har også sommetider haft købt de tørrede – enten ‘rene’ eller som blandede skovsvampe. De er nemlig gode i mange madsammenhænge som det pift, du nævner.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 9:25

  3. Det er først nu der begynder at være svampe på Sjælland. De 6 arter du nævner er også mine favoritter. Hvor vi bor på Vestsjælland, finder vi dog næsten kun KJ og tragtkantareller. Trompetsvamp har jeg ikke smagt i årevis

    Kommentar af Pernille — 15. september 2019 @ 12:50

    • De er også svære at finde, de der trompeter, men svampesæsonen er heldigvis kun lige begyndt her os os, som du også nævner 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 17:00

  4. Hvor lyder det lækkert, at du fandt sorte trompetsvampe. Svampe smager dejligt, men jeg er ikke kyndig nok til at turde spise dem, jeg finder. Men jeg holder meget af at kigge på dem – og køber så bare dem, vi spiser.

    Kommentar af Madame — 15. september 2019 @ 13:12

    • Og det er også præcis det man skal – det er for dumt at spise noget, man ikke er 100 % sikker på er ufarligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 17:01

  5. Mit første bekendtskab med svampe var markchampion. Jeg var ikke ret gammel, og aldrig har jeg senere hørt om græsmarker i den grad besat med disse svampe. I løbet af ganske kort tid kunne min mor og hendes veninde fylde store tørvekurve. For første gang fik vi frikadeller med kartofler og flødestuvede champion. “Anna, skal de sådan tygges på?”, spurgte den ene komis min mor – han var ikke begejstret for konsistensen. Vi andre syntes, de smagte dejligt. Spændende og nyt var det i hvert fald i begyndelsen af 1950’erne, og det fik mig til at gå to daglige ture og samle, da jeg flyttede til Sønderborg i 1971. Der var dog ingen af de andre børn der ville spise inde hos os, hvis der var ‘de der svampe’ i maden. Deres mødre havde fortalt dem, at de var giftige, og at de endelig ikke måtte røre ved dem – på trods af at jeg samlede år efter år, og vi stadig levede i bedste velgående.

    Kommentar af Elsebeth — 15. september 2019 @ 13:44

    • Uhh, tænk at kunne finde uanede mængder af markchampignon!
      Gad vide, om der ikke er så mange marksvampe mere? Jeg kommer jo stort set aldrig på marker, så jeg ved det ikke, men kan da læse, at Farmer kan finde dem, så det står nok ikke helt galt til.
      De der mødre kunne vel bare have fortalt børnene, at de ikke selv må samle – eller spise – svampene. Det andet var lidt fjollet, synes jeg, når de nu kunne se, at I gang på gang overlevede.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 17:04

  6. Svampe, æg og (røget) fisk er 😋.
    Friske: Kantareller har klart førstepladsen, men små rå KJ i skiver kan konkurrere, dernæst KJ, blomkålssvampen, fordi friske skiver – vendt i æg og derefter en blanding af reven parmesan-agtig ost og brød (alt fra poserasp til fintrevet tørt rugbrød) samt salt, peber og timian, som steges i velsmagende fedtstof ved middel varme til de er sprøde og gyldne – er så godt. Sort trompet, andre rørhatte, tragtkantareller, østershatte og 🤷🏼‍♀️.
    Tørrede: KJ, tragtkantareller (blendet til mel i sovs, suppe, mayonnaise, mælkefedtbaserede dressinger) kantareller, sort trompet og endelig andre rørhatte.
    Rå frosne: KJ i store tern (brug dem i rigelige mængder i en risotto), andre rørhatte, blomkålssvamp.
    Frosne og tilberedte (svitsede, stuvede eller suppe): Kantareller, KJ, sort trompetsvampede, rørhatte iøvrigt, blomkålssvampen og østershatte (med tamari er en god basis til div. ris- og nudelretter).
    Pigsvampe har jeg ingen erindring om, selvom jeg har fået det serveret et par gange, så den er ikke på min liste.
    Hvis du har gps-koordinaterne til dit forhenværende 🇸🇪 svampemekka, vil jeg gerne “arve” dem 😊, da jeg er i nærheden om et par dage🙏🏻.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 15. september 2019 @ 15:57

    • Du illustrerer så glimrende hvor mange muligheder man har for at anvende svampene til alt muligt lækkert.
      Jeg synes også pigsvampe er svære at finde, men en af mine kolleger, som tit var i sine forældres torp, fandt dem i store mængder. Det ligger dog mere mod nordvest end vores, så vækstforholdene er anderledes.
      Ingen koordinater – jeg vidste jo hvor jeg skulle hen 😉 – men for det første blev stedet fundet af andre og for det andet har man skovet en del i området, desværre. Men prøv at køre ca. en km ned ad Ekhultsvägen (fra Lönsbodavägen), gå til venstre ad den lille skovsti og følg den til enden. Kantarelbjerget ligger (lå?) så på venstre side. Der var også tit et hav af KJ på sidste halvdel af venstre side af stien, hvis man var heldig at komme på det rigtige tidspunkt.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 17:24

      • Tusind tak for 🍄-“adressen”. Det skal forsøges på onsdag, hvis vejret ikke hindrer det.
        Mvh. og fortsat god weekend

        Kommentar af Kristine — 15. september 2019 @ 17:35

        • Velbekomme – du bliver nødt til at fortælle mig, om du finder noget i det område 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. september 2019 @ 18:09

          • Ja selvfølgelig.

            Kommentar af Kristine — 15. september 2019 @ 19:59

  7. Du er altså heldig (og sikkert også dygtig til) at finde de gode svampesteder. Blomkålssvamp ville jeg gerne prøve

    Kommentar af Fru Z — 16. september 2019 @ 4:32

    • Absolut mest held, Fru Z!
      Blomkålssvamp er også det rene guld at finde 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. september 2019 @ 9:15

  8. Du er en sand svampefinder 🙂 Det tør jeg ikke begive mig ud i, og jeg holder mig til champignon generelt, sikkert dumt, men måske en dag jeg tager mig sammen til at lære nye vaner.
    Må I få en god svampehøst

    Kommentar af Lene — 16. september 2019 @ 17:04

    • Vi var sammen med meget erfarne svampekendere de første gange vi var ude, og det skal man også være, synes jeg – det er for svært ud fra en bog alene.
      Lær de fem meget giftige at kende, og så ellers en eller to spiselige om året. Man skal være sikker på, hvad man propper i kurven – men min pointe er alligevel: Det er vanedannende, og der går hurtigt sport i svampefindingen 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. september 2019 @ 17:15

  9. Vi spiser gerne svampe, men holder os til de indkøbte, og til de kendte og enkle opskrifter. Indsamling foregår kun i selskab med svampekendere – og yderst sjældent. Jeg kan dog godt sætte mig ind i glæden ved at finde dejlig mad i skovbunden.

    Kommentar af conny — 17. september 2019 @ 15:11

    • God ide kun at samle i selskab med kendere – det gjorde jeg jo også selv de første gange, men man lærer dem faktisk hurtigt at kende. Nogle af dem … der er andre jeg altid er i tvivl om, men dem lader jeg bare stå 🙂
      Vi har nok et levn fra jæger- og samlertiden inde i os.

      Kommentar af Ellen — 17. september 2019 @ 17:19

  10. En gang må du tage mig med på svampetur …

    Kommentar af fiberfryd — 17. september 2019 @ 21:02

    • Hellere end gerne, Ditte 😀

      Kommentar af Ellen — 18. september 2019 @ 10:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.