Hos Mommer

11. august 2015

Keyboards må være noget fanden har skabt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , ,

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
P1070844Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

P1070846P1070847

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Det er så frustrerende, når ens pc ikke fungerer. Jeg håber, dit nye keyboard virker.
    Tillykke med veloverstået fødselsdagsfest. Det ser ud som om, I har samlet gode minder om en vellykket fest.
    Dejlit kantarelsted, du har 😉

    Kommentar af Betty — 11. august 2015 @ 19:18

    • Jeg hader, når tingene ikke fungerer, men det med vandet var jeg jo selv skyld i …
      Tak – John havde en rigtig god aften 🙂
      Ja, de er helt acceptable, mine steder 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 20:17

  2. Nyt tårene og så håper jeg tastaturet virker 🙂

    Kommentar af Mormor — 11. august 2015 @ 19:27

    • Det gør jeg sandelig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 20:17

  3. Keyboard? Er det en særlig slags tastatur?
    Hvis det er et tastatur, hvordan kan det så være andet end eksternt?
    Jeg er bestemt ikke ude på at kværulere; ville bare gerne forstå, hvad du mener …

    Kommentar af Rasmine — 11. august 2015 @ 20:08

    • Jeg er nok bare miljøskadet – på arbejdet hed det et keyboard, det der med alle bogstaverne på – det hedder selvfølgelig et tastatur på dansk.
      Jeg forstår til gengæld ikke, hvorfor du siger, at så kan det kun være eksternt? En pc er jo netop kendetegnet ved at have harddisk, skærm og keyboard i samme maskine. Min pc’s indbyggede keyboard virker bare ikke, så jeg må have et ekstra tilkoblet.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 20:21

      • Nå, sådan! Du taler altså om en bærbar maskine.

        Det faldt mig slet ikke ind. Min egen pc har altid haft ekstern skærm og eksternt tastatur. Sådan kan man tale forbi hinanden …

        Kommentar af Rasmine — 11. august 2015 @ 22:10

        • Der kan man skam nemt 🙂 Jeg har en bærbar pc, ja.

          Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 22:41

  4. Ca. 40 km. NNV for jer er der endelig sol og temperaturen over 17 grader C. efter en meget overskyet og til tider regnfuld dag, så robåden tømmes og rengøres, så den kan tørre til i morgen aften, hvor den skal fores med madrasser, så 🌠🌠🌠🌠 kan nydes halvtliggende under dyner ude på søen uden nogle af Sveriges træer til at tage udsynet.
    Kantarellerne har forhåbentligt haft godt af regnen, for indtil nu er jeg ikke imponeret over mængden og finder dem næsten kun langs grusveje, hvorfor de ikke er attraktive pga. grus, skidt og møg. Til gengæld er tyttebærene godt på vej og de, der har fået megen lys og varme, er modne (og plukkede).
    Mht. tastatur har jeg udelukkende gode erfaringer med produkter fra Logitech og den ene gang, der var brug for garantien, forløb det hurtigt og helt problemfrit, men det var heller ikke købt hos Elgiganten!
    Alm. postevand indeholder forskellige elektrolytter i varierende mængde afhængig af boringen, så hvis tastaturet ikke har været skilt ad og vandet tørret af, så er restvanddamp og elektrolytter nok årsagen til de alternative kredsløb. Måske kunne det være en ide, at forsigtigt duppevaske den plastikfolie med de elektroniske kredsløb, som tasterne aktiverer, med destilleret vand og så lade tørre fuldstændigt inden samling igen. Lad mig sige, at børns omgang med kakaomælk og sodavand og samtidig nærhed af et tastatur har givet mig en vis øvelse 😉
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 11. august 2015 @ 20:34

    • Det er en smule irriterende med træerne, men efter båden blev stjålet, har vi ikke købt en ny, så jeg nøjes med at slå gæstesengen op ude på terrassen.
      Der er åbenbart meget stor forskel på, hvor kantarellerne tager fat, så at sige. Her er der (vistnok) stadig ingen Karl Johan, men det skal efterprøves i morgen. Andre steder nærmest bader de i Karl Johan.
      Logitech har gode tastaturer, men de er for store. Elgiganten har vi nu kun gode erfaringer med. Vi har været nødt til at reklamere et par gange, men har altid fået den behandling, vi forventede i situationen.
      Nu har jeg købt et nyt, og det gamle er smidt ud, men hvis du har vasket kakao af med held, er jeg nok en smule imponeret 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 21:45

  5. Sjovt som vi kan tale forbi hinanden, for jeg troede også det var en stationær pc, fordi jeg omtaler min bærbar som bærbar 🙂 Håber dit nye tastatur virker, det er dræbende for skrivelysten, når skriveprocessen fyldes med forhindringer. Vore bærbar på arbejde har et meget fintfølende tastatur, så bedst som jeg skriver, er curseren pludselig hoppet op eller ned eller til siden, så jeg føler sommetider det er to skridt frem og tre tilbage 🙂

    Kommentar af Lene — 12. august 2015 @ 05:36

    • Åhh … det er fordi, jeg kun har bærbare pc’er, så ‘fornavnet’ behøves ikke, da det ikke er i modsætning til en stationær.
      Irriterende – jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har bøvl med tastaturet.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 09:11

  6. Kantareller, uhm … Når man (som visse af os) har rigtig mange ord, der skal ud hurtigt, og helst i nogenlunde sammenhængende form, så er det virkelig irriterende, at skrivegrejet obstruerer. Det har afholdt mig fra adskillige kommentarer rundt omkring i blogland. Jeg håber sandelig, at der er mere held ved det nye keyboard/tastatur!
    Så bukkede hun under: I går landede en vakumpakker, en sous vide OG en gasgrill her på matriklen heldigvis var alt på tilbud. Tsk, tsk, tsk … 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 12. august 2015 @ 08:09

    • Det skal bare virke – jeg kommenterer sommetider fra min iPad, men jeg hader det! Det vænner jeg mig vist aldrig til.
      Tillykke med sous viden! Og gasgrillen … jeg håber du bliver lige så glad for det hele, som jeg blev lige med det samme.
      Heldigt, at du kunne finde det hele på tilbud, ellers er det godt nok en halvdyr fornøjelse.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 09:13

  7. Man tænker umiddelbart ikke, at tastaturer er så forskellige at skrive fra. På nogle skal man virkelig trykke til, men så skulle det jo gerne være ens for alle bogstaver, med mindre der er et par fingre, der ikke har så mange kræfter som alle de andre, men det er næppe det, der er tilfældet hos dig. Det er ikke så længe siden jeg fik pakket det tastatur ud, der hørte til den pc jeg måtte købe for et par år siden. Mine bogstaver var simpelthen slidt af. Kun jeg selv vidste hvor de var. Det er jo fordelen ved at have lært 10-fingersystemet. Nu har jeg efterhånden lært at der skal trykkes anderledes på dette. Det gamle var så dejligt ‘blødt’ (sikkert slidt til) På det ene arbejde har jeg også et dejligt blødt slidt et, som mangler flere bogstaver, men der har ligget et nyt klar på lageret de sidste par år.

    Kommentar af Pigen fra landet — 12. august 2015 @ 08:10

    • Nej, ikke før man har prøvet flere forskellige. Gennem årene kom jeg igennem rigtig mange på mit arbejde. Nogle larmer meget; andre meget lidt, og når jeg sidder i samme rum som John, er kravet et så stille tastatur som muligt.
      Pudsigt: Selv om jeg sad ved en pc i fem timer om dagen eller mere på arbejdet, har jeg aldrig præsteret at slide bogstaverne af. Det er egentlig lidt underligt … måske fordi de er sat på tasten i øverste, venstre hjørne? Men har de altid siddet der?

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 09:19

      • Jeg tror bogstaver og tal altid har siddet i hjørnet. Det gør de i hvert fald også på min gamle skrivemaskine har jeg lige tjekket,.. Netop fordi jeg selv blev i tvivl.

        Kommentar af Pigen fra landet — 12. august 2015 @ 21:30

        • Så synes jeg, det er endnu mere imponerende, at du med dine små fingre kan slide dem af 😀

          Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 21:39

  8. Jeg tænkte straks, da jeg læste om det første keyboard, at du måtte være kommet til at trykke på “Insert”, men jeg ved slet ikke, om den tast er der på et tastatur til en bærbar.
    Jeg ÆÆÆÆLSKER mit tastatur (til en stationær), som jeg har haft uendelig lang tid og som bare fungerer, men lige det problem med at slette har jeg været ude for nogle gange. Lige til jeg er kommet i tanke om insert-knappen.
    Held og lykke med det nye.

    Kommentar af Kirsten Kaae — 12. august 2015 @ 10:11

    • Det er desværre ikke en fejl-40. Der er en insert-knap også på bærbare, men det er ikke den, jeg kommer til at trykke på. Der sker det, at ‘noget’ fremhæver en større eller mindre del af teksten – ofte hele teksten – og derefter deleter den. Jeg aner ikke hvorfor, og det sker så hurtigt, at jeg først opfatter det, når det er for sent.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 10:46

  9. Måtte google sous-vide, den kendte jeg ikke. Hvad de da finder på.

    Keyboard. Hos Willys Kaffeklub (synnejy’sk underholdning) har de en, der spiller på nøglebræt. Æ’ nøglebræt, for at være nøjagtig.

    Sjovt med dit Kantarelsyn. Jeg ved, homoseksuelle har anvender ‘GayDar’ til at spotte hinanden i verden – og den virker. Det du har må være et KantarDar. Jeg er i desværre den ulykkelige situation at jeg ikke har brugt ret meget af mit liv på at finde svampe (ud over ham, jeg i en fjern fortid var gift med i nogle år – men de år har til gengæld bidraget til udviklingen af en veludviklet AlkoDar hos mig).

    Det må være skønt at kunne se stjerneskud i natmørkt Sverige. Nyd det!!!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 12. august 2015 @ 11:49

    • Kød tilberedt på en sous vide-dims bliver så mørt, at du tror det er lyv!
      Nøglebræt? Hva’ det’??
      ‘GayDar’ havde jeg ikke hørt, men det er da et herligt ordspil på ‘radar’ udtalt på engelsk 🙂
      Nå, har du også haft sådan en mand? Det har jeg også, og jeg ved ikke, om jeg udviklede en AlkoDar, men jeg har en nærmest sygelig aversion over for fulde mænd – jeg kan virkelig gå i en slags allergisk, super-negativ mode, hvis der er sådan en til et selskab. Altså ikke morsom-fuld, men lallende, pinlig- eller irriterende-fuld.
      Du kan sikkert også se stjerneskud, mon ikke? Ellers kør ud på landet 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 12:35

      • Nøglebræt er den danske oversættelse af keyboard. Elementært, min kære Watson!
        Jeg kører Ingen steder for at se stjerneskud. Vi bor midt i dem.
        Så langt ude på landet at man burde tage husene ind om natten

        Kommentar af den gamle krage — 13. august 2015 @ 11:34

        • Du godeste – hvor svært kan det være? Sommetider føler jeg mere dum end til andre tider 😉
          Det regnede jeg nu også med, at du gjorde – boede på landet, altså … derfor skrev jeg som jeg skrev;-)

          Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 12:02

  10. Jeg havde et nyt keyboard/tastatur i reserve, og efter at mellemrumstangenten (spacebar) begyndte at lave knuder, opgave jeg det gamle og tog det nye i brug. Jeg er vældig tilfreds med det! 🙂

    Jeg regner med at computerting kan blive for gamle på 3 år. De fleste holder dog længere. Desværre har jeg ødelagt en skærm på to-ethalvt eller tre år, men det er 4 år siden og den “nye” som nu er gammel, fungerer rigtig godt endnu.

    Kommentar af Donald — 12. august 2015 @ 15:32

    • Det er nok ikke dig, der har ødelagt en skærm … jeg ved ikke, hvad der sker indimellem, for jeg har heller ikke ødelagt mit tastatur – har i hvert fald ikke været ude for denne slags fejl før, men jeg vil trods alt også hellere skifte tastatur end pc! Jeg kan blive helt træt ved tanken om alle de installationer, der skal foretages, når man skifter.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 18:00

      • Ja, det sidste, træthed og ærgrelser ved arbejdet med at flytte mail og installere det ene og det andet – det *er* trættende.

        Kommentar af Donald — 13. august 2015 @ 01:27

        • I DEN grad!

          Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 09:53

  11. Ja, jeg har i hvert fald ikke kantarelsyn – det tog mig laaang tid, før jeg fattede, hvad dine billeder viste. En rod, ok. En våd rod … er der måske en bille, eller hvad er det, hun prøver at vise … Først da jeg læste din tekst, fattede jeg det langt om længe. 🙂
    Problemer med pc, mac, whatever – er nok noget af det værste, der findes. Jeg er forfærdelig afhængig af en “it-mand”, og jeg kunne nogle gange give stof til blondinevitser mht. it, hvis jeg ikke passer på 😉

    Kommentar af conny — 13. august 2015 @ 09:25

    • Det er noget, man kan lære, Conny 🙂
      Jeg er heller ikke for god, men jeg har en mand, der er endnu mere analfabet end jeg selv, så det er mig, der hænger på den. Desværre.
      Det er ikke godt at give stof til blondinevittigheder …

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 09:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.