Hos Mommer

28. oktober 2018

Hvor ligger Wismar?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:49
Tags: ,

– John, ved du, hvor Wismar ligger?
– I Tyskland.
– Ja, men hvor i Tyskland?
– Øh … det ved jeg faktisk ikke.
– Det vidste jeg heller ikke, før jeg så dette tilbud fra TravelBird på en julemarkedstur til Wismar. 
(Grynte, grynte, mumle)
– Synes du ikke, vi skulle tage et lille smut til Tyskland i December? Bare to overnatninger? Og se på lidt tysk julemarked?
(Grynte, mumle, mumle)
– Hvad siger du? 
– Det kommer an på, hvor i Tyskland Wismar ligger! For to nætter gider jeg ikke køre ret langt.
– Vi kan også tage tre nætter – men der er ikke langt, for det ligger næsten præcis midt mellem Lübeck og Rostock.
– Okay, det kan vi godt, så. To nætter er fint. Er det et billigt tilbud, siden du lige fik den ide?
– Ja … forholdsvis … fair nok, i hvert fald.  
     Der ser smukt ud på billederne, og Wismar er faktisk på World Heritage Site-listen, så jeg kan få et kryds mere. (Hvilket bringer mig op på 104.)
– Godt for dig. Ser det ud til at være et okay hotel?
– Jaja, fint nok. Og vi er jo dernede på no time.
– Du har overtalt mig, bare rolig. Vi tager ned og ser på julemarked.

Så nu har jeg bestilt to nætter i den første halvdel af december.
Wismar er en af hansestæderne, og jeg ved fra Jørgen, som har været der, at den har nogle flotte bygninger, så uanset hvor dårligt vejret bliver, skal vi nok få lidt ud af turen. Kan vi klare Grønland i november, så kan vi også klare Wismar i december.
Vi får pengene for svenskerhytten 30. november, så det går nok lige an at bruge lidt penge på en julemarkedstur, og jeg elsker den stemning, der er på de tyske af slagsen.
“To nætter i Wismar” … jeg lyder næsten lige så irriterende som ham med alle lottomillionerne, der bare skulle have en ny kaffemaskine, ikke sandt? 
Men 1) de fik huset (for) billigt, for nu skulle det være; 2) man betaler skat af fortjenesten i Sverige, og 3) ejendomsmægleren skal betales, så 4) det salg er vi ikke blevet millionærer af.
Vi sparer dog alle driftsomkostningerne, og alene de vil kunne give os nogle årlige småture af denne slags, hvilket vi har lovet hinanden at tage, således at vi mærker på den gode måde, at vi ikke har vores elskede home away from home mere.

18 kommentarer

  1. God tur til Wismar. Hyggeligt lille julemarked der kan klares på max en time. Smut evt til Rostock eller Lübeck, hvis I kan klare mere jul. Byen er hyggelig og der er flere gode steder til en kopkaf.

    Kommentar af Anette — 28. oktober 2018 @ 21:15

    • Tak – det passer mig fint, at det ikke er større. Vi satser på frokost dag 1 i Lübeck, julemarked i Wismar og Rostock på dag 2 og en tur til Stralsund dag 3.

      Kommentar af Ellen — 28. oktober 2018 @ 21:23

  2. Wismar er en rigtig hyggelig by. Vi var der engang i aspargessæsonen, men det er en helt anden historie.

    Kommentar af Fru Z — 28. oktober 2018 @ 22:04

    • Oh du minder mig om vores aspargestur – sådan en vil jeg på igen!
      Men vi glæder os foreløbig til Wismar.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2018 @ 14:51

  3. Er Wismar ikke en af de gamle hansestæder? Og hvis den er lige så hyggelig som de andre, så får I sikkert en god tur 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. oktober 2018 @ 10:28

    • Det er nemlig en hansestad – som jeg også skrev i indlægget 😉
      Jeg tror den er vældig hyggelig, og vi glæder os til smutturen.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2018 @ 14:53

      • Jaja, nogle gange går det lidt stærkt 😀 Glæder mig til en beretning der nede fra.

        Kommentar af Fruen i Midten — 29. oktober 2018 @ 15:31

        • Kender det godt … 🙂

          Kommentar af Ellen — 29. oktober 2018 @ 16:11

  4. Det er dog ikke så slemt som den unge mand, der vandt over 20 millioner i poker, købte en cykel til sin mor og satte resten af pengene til. Så hellere lidt julemarked, selv om man ikke er meget for den slags. Godt tur!

    Kommentar af Henny Stewart — 29. oktober 2018 @ 11:32

    • Nej, okay, den var værre!
      Du er vist generelt ikke så vild med julen, så vidt jeg husker?
      Jeg elsker den, inklusive julemarkeder af enhver art – bare der ikke er alt for mange mennesker.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2018 @ 14:54

  5. Der er et pænt stort torv i Wismar med fantastiske gavlhuse og et museum i det ene hjørne, som er et besøg værd.
    Er grunden til I vil til Stralsund at I tager hjem via Rostock-Gedser? Ellers ville jeg mene Schwerin med slottet vil være mere nærliggende at besøge på hjemrejsedagen.
    Hvis I skulle få god tid i Lübeck på et tidspunkt, kan det i den grad anbefales at besøge det nye hansemuseum.

    Kommentar af Jørgen — 29. oktober 2018 @ 15:16

    • Det så jeg på din blog, og vi glæder os til at se Wismar.
      Schwerin regner vi med at tage på dag 2, Vi tager over Rødby (og dermed Lübeck, men jeg ved ikke hvor god tid vi får der) ud og ganske rigtigt via Rostock hjem, men med en sen færge, derfor Stralsund den dag.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2018 @ 16:14

  6. Jamen du milde, har i solgt Svensker hytten. Det må have været en stor beslutning….mindes at have læst mange spændende historier derfra 🙂 Men tillykke med det.
    Min ene veninde fik solgt sit sommerhus for 2 år siden og jeg troede ikke hun kunne leve uden. Men iflg hende er det det bedste hun har gjort. Så slipper hun for at tage turen hele vejen til Vejle, at ordne haven derovre og generelt tænke alt for meget over stedet. Nu er hun fri som fugle. Wismar lyder spændende….syntes at genkende navnet, der er vist en masse historisk. Men det sætter i jer jo nok ind i….så vi andre også kan nyde af det.

    Kommentar af havehyrden — 31. oktober 2018 @ 9:05

    • Det var en meget stor beslutning, som især jeg havde det svært med, men årsagen var præcis som din venindes: Der var efterhånden flere pligter end fornøjelser deroppe, og vi bliver jo heller ikke yngre. Efter vi købte Den Stråtækte, har vi ikke været nær så meget i Sverige, som vi ellers havde planlagt at gøre i pensionistlivet, så nu skulle det være.
      Det er meget vemodigt, men vi er sikre på. at vi har gjort det rigtige.
      Wismar glæder vi os til, og der skal jo nok komme et billede eller to derfra 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2018 @ 12:10

  7. Sidder i Wismar og skriver dette. Har to overnatninger her på vej hjem fra Gdynia, Polen. Wismar er en virkelig skøn by og ikke større, end man kan nå “det hele” på gåben. Glæd jer og god tur. Stralsund og Rügen besøgte vi på udturen – også en rejse værd.

    Kommentar af Karen Margrethe Johannesen — 31. oktober 2018 @ 21:44

    • Tak! Det er dejligt at vide, at vi ikke har gjort noget forkert ved kun at tage to overnatninger – og at vi har noget at glæde os til 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2018 @ 21:53

  8. Jeg har bemærket at TravelBird er gået i betalingsstandsning, men det det har du velsagtens hørt direkte.

    Kommentar af Jørgen — 1. november 2018 @ 16:11

    • Tak, ja, jeg har fået en mail. De skulle være dækket ind under en hollandsk rejsegarantifond, som siger, jeg vil høre nærmere.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2018 @ 17:02


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.