Hos Mommer

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

31 kommentarer

  1. Norsminde kro er dejlig og dejligt beliggende! Jeg anbefaler et besøg på Moesgård museum,- de kan noget særligt….Den gamle by/med den nye bydel/Gamle Aarhus er bestemt også et besøg værd. God fornøjelse i mit “hood”
    Bente

    Kommentar af Bente — 5. marts 2019 @ 19:15

    • Du kender den! Godt at høre, at det er et godt sted. Vi har været på Moesgård nogle gange, men vi vil gerne se udstillingen om Djengis Khan.
      Vi får se, hvad vi får at se – men uanset hvad, skal det nok blive godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 19:26

  2. I betragtning af, at de fleste holder af at spise noget hver eneste dag, er der vel ikke noget forgjort i at tage et gourmetophold ret så ofte? Hvis noget er værd at gøre, er det værd at gøre ordentligt. Og tit. Bon appetit!

    Håber ikke, at hønsemøget trækker noget fra i oplevelsen.

    Kommentar af Henny Stewart — 5. marts 2019 @ 19:18

    • Nøhh, det er rigtigt, og der er ikke andet forgjort end prisen … den slags har vi desværre ikke råd til et par gange om måneden, men nu varer det nok også et stykke tid inden næste gang igen.
      Det håber jeg sandelig heller ikke – John vil aldrig tilgive mig!

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 19:27

  3. Lyder som en god idé med plastsække – NH-forbindelser er ikke lugtfrie. Økonomien efter gourmetrestaurantbesøg kan man bekymre sig om i det næste liv eller næste måned.

    Kommentar af Eric — 5. marts 2019 @ 19:50

    • Nej, det er de vel ikke … og jeg tror vi venter til næste liv med bekymringerne 😉

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:28

  4. Jeg ser frem til sammenlignende overvejelse mellem sidste og kommende gourmetophold.
    Trist at vejret tilsyneladende vil arte sig fra en mindre behagelig side.
    Hvad skal du bruge specialjorden til?

    Kommentar af Jørgen — 5. marts 2019 @ 20:21

    • Det gør jeg også!
      Jorden skal, sammen med hønsegødningen, blandes i et staudebed, som simpelthen ikke vil makke ret. Jeg tror det er alt for næringsfattigt, så jeg prøver dette.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:30

  5. Om det er sol eller regn, så vil jeg prioritere Moesgård højest. Særudstillingen om Mongoliets nomader er der lidt endnu og er af typen “skal ses”. Den faste udstilling om oldtiden er også meget anbefalelsesværdig. Jeg har endnu ikke set den om middelalderen, men lur mig om den ikke holder samme høje standard. Sæt mange timer af og nyd en pause undervejs i cafeen og slut af med at gå langs Giber Å, hvor vandstær og isfugl kan ses, til Aarhusbugten og retur.
    Aros er bestemt også et besøg værd. Regnbuen er spektakulær og nem at gå til, hvilket Move også er. Jeg var på tekstilmusset i Herning for fem år siden og synes ikke, at et besøg er turen fra og til Odder værd medmindre museet har fået et indholdsmæssigt løft siden eller man har andre gøremål i området.
    Randers regnskov er også et godt udflugtsmål og så kører I ikke alene efter hønsemøg i den retning, men tager det bare med på vejen, når I alligevel er der😉.
    Mvh. og god tur

    Kommentar af Kristine — 5. marts 2019 @ 20:33

    • Ups det var en anden planteskole, jeg tænkte på, der ligger ved Randers.

      Kommentar af Kristine — 5. marts 2019 @ 20:51

    • Ups. Jeg tænkte på en anden planteskole, der ligger ved Randers, så regnskovsbesøg er nok ikke lige for.
      Mvh.

      Kommentar af Kristine — 5. marts 2019 @ 20:55

      • Vi tager primært til Moesgård for specialudstillingens skyld, da vi har været de permanente udstillinger igennem et par gange eller tre – ligeledes som Aros også kun ville være for Moves skyld.
        Herning kommer vi alligevel forbi (og jeg tror der er sket lidt på de fem år), men det har du fundet ud af, og Randers Regnskov har vi været i to gange 🙂
        Det lyder interessant med isfuglen – den er værd at prøve at få set.

        Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:36

  6. Ja, Norsminde Kro er fantastisk og ligger i de dejligste omgivelser. Vi har boet der et par gange og spist (og drukket) rigtigt godt, selv om det ‘kun’ var i Brasseriet. Morgenmaden er også meget lækker 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 5. marts 2019 @ 20:38

    • Desværre er årstiden ikke rigtigt til det, men ellers ligger Den Økologiske Have jo i nærheden … og Lone Landmands gård 😉 Men Moesgaard, absolut!

      Kommentar af fiberfryd — 5. marts 2019 @ 20:41

      • Det er ikke hønsemøg, men hesteditto kan du finde på gratisgødning.dk

        Kommentar af fiberfryd — 5. marts 2019 @ 20:45

        • Hvis det var rigtig godt ‘kun’ at spise i Brasseriet, lyder det som om vi har noget at glæde os til, så det gør vi!
          Lone Landmand leverer til Norsminde, står der på deres hjemmeside, men du har ret: Det er ikke den rigtige årstid, så Den Økologiske Have må vente til en anden gang.
          Gratisgødning er et smart koncept – det kendte jeg ikke. Det er lidt bedre at kunne hente hestemøg lige i nærheden frem for at skulle til Helsinge til min søster. Som hellere end gerne vil af med noget, så det kunne være, hun skulle melde sig under gratisgødning.dk-fanerne 🙂

          Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:43

          • Ja, Lone er en af leverandørerne.
            Det synes jeg virkelig hun skulle; der er ikke så mange leverandører heroppe.

            Kommentar af fiberfryd — 6. marts 2019 @ 11:25

            • Jeg skal huske at nævne det for hende. Det er bare underligt, for der er jo mindst en million hesteejendomme i Nordsjælland.

              Kommentar af Ellen — 6. marts 2019 @ 16:58

  7. Norsminde kro er et rigtigt dejligt sted, og så er særudstillingen med Djengis Kahn på Moesgård Museum værd at opleve. Der er også en glimrende café på Moesgård med en skøn udsigt. Væksthuset ved Botanisk have i Århus er også værd at besøge. Rigtig god tur

    Kommentar af Fru Moll — 5. marts 2019 @ 21:03

    • Dejligt at få bekræftet, at vi nok har valgt rigtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:43

  8. Jeg har prøvet Norsminde Kro en gang, hvor de ikke havde skruet op for varmen. Så vi frøs os igennem natten, så det er det vi husker i stedet for maden, desværre. Jeg kan dog læse at andre heldigvis har haft en anden oplevelse der. Rigtig god tur

    Kommentar af Lene — 5. marts 2019 @ 21:33

    • Ja, man husker bedst de dårlige oplevelser, desværre, men det er bestemt ikke rart at fryse om natten. Hvis de stadig ikke har skruet op for varmen, vækker jeg dem nede i receptionen og beder om ekstra dyner 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2019 @ 21:45

  9. Rigtig god (forhåbentlig lugtfri) tur. Jeg grinede over ordvekslingen! 🤣🤣 Det kunne jeg lige se for mig!
    Moesgård og Livet på Djengis Khans stepper er absolut en tur værd. Jeg har set den 2 gange.
    Den nyere del af Den Gamle By er spændende. Både tidsrejsen og Smykkeskrinet; det ligger knyttet sammen. Væksthusene oppe bag ved kunne også være en mulighed; med den vejrudsigt er der bedst inden døre!
    Håber turen til Herning lever op til forventningerne.
    Glæder mig til at læse om jeres oplevelser..

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. marts 2019 @ 22:38

    • Hehe, tak 🙂
      Det skal nok blive godt alt sammen – og på Vestsjælland hvor vi kører lige nu, er vejret fintfint, men det er jo ikke sikkert, at det holder.

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2019 @ 10:01

  10. Godt nok har vi meget at fylde i vores kalender, men det er I da også gode til. Hullerne i kalenderen var bare ikke timet så heldigt, da vi skulle finde en dag sammen.
    Der er heldigvis mange gode spisesteder. Vi selv har flere på listen.
    Rigtig god tur.

    Kommentar af Pigen fra landet — 6. marts 2019 @ 6:18

    • Hehe, tak 🙂
      Det skal nok blive godt alt sammen – og på Vestsjælland hvor vi kører lige nu, er vejret fintfint, men det er jo ikke sikkert, at det holder.

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2019 @ 10:02

      • Hov … fejl … sådan går det, når fingrene er for tykke til telefonen 😡
        Det var godt det lykkedes. Nu har vi heller ikke mange “hvide dage” tilbage i forårskalenderen.
        Der skal helst altid være en ønskeliste af den ene eller den anden slags, ikke sandt?
        Tak 😊

        Kommentar af Ellen — 6. marts 2019 @ 10:07

  11. Hvor lyder det spændende med jeres tur – glæder mig til at læse mere. Jeg køber også ‘hønselort’ i form af Animix, som er lugtfri 🙂

    Kommentar af Madame — 6. marts 2019 @ 7:59

    • Animix … hmm. Mit hedder Weibulls hønsegødning. Det bliver lidt spændende 🤔

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2019 @ 10:10

  12. Om jeg forstår John! Der må da være andre muligheder end at hente hønselort i Jylland!

    Kommentar af Donald — 7. marts 2019 @ 13:02

    • Det var der så ikke, nej. Ikke til den pris, i hvert fald … men det kan ikke lugtes i bilen 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2019 @ 14:28


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.