Dahliaerne er i jorden. 39 planter blev det til, plus dem jeg har foræret væk til naboer, fordi der ikke var plads til dem alle i vores have. Nogle af planterne havde afsluttet sidste sæson med så store knolde, at de nu skulle deles i to eller tre – det bliver efterhånden til mange.
Da John og jeg var færdige med vores glimrende samarbejde (han gravede hullerne, jeg satte knolde, vandede og fyldte hullerne igen), fandt jeg en kasse til med dahliaknolde … jeg er selv en knold, er jeg. Det var oven i købet nogle af de smukkeste af dem alle, så der skal findes en plads i min have. Punktum. Jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af det, men jeg kommer nok ikke uden om at rykke rundt på noget for at få det hele til at gå op.
Drivhuset er også næsten tilplantet nu. Vi kommer til at drukne i agurker, tomater og chili, hvis alle planterne viser grokraft, men pyt med det – der er i givet fald sikkert nogle naboer, der ikke vil have noget imod at blive forsynet med hjemmedyrkede ting – der er næppe nogen af os på vejen, der skal på sommerferie i år – i hvert fald ikke i udlandet.
Charlotte har lavet en lille del af deres have om; den del der er inden for murene, så at sige. Hun havde planlagt det allerede sidste år, men ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Også her har corona spillet ind, fordi hun for det første ikke selv har noget at lave, og for det andet har fået hjælpere.
Den have er nu døbt Coronahaven …
Deres have er meget, meget stor, for det kan man tillade sig i dag. Dengang huset blev bygget, var prydhaven ikke større end det, der er inden for murene her. Resten af den tilhørende jord skulle bruges til at producere mad – ganske som det også var herhjemme. Faktisk var det luksus overhovedet at have så meget prydhave, som der har været her, men ejerne har hørt til den mere privilegerede del af samfundet, idet det var et malttørreri fra opførelsen i 1410 og frem til engang i 1800-tallet. På ingen måde overklassestatus, men alligevel et godt stykke fra de stakkes fattige folk, der kæmpede for bare at opretholde livet. Mon ikke erhvervet kan sammenlignes med de danske møllere?
Frisøren fik besøg af mig i dag – min gamle booking fra februar holdt, så jeg slap for at skulle vente en måned.
Jeg anser mig selv for at være født under en heldig stjerne: Jeg er fra det sidste kvartal, hvor man kunne gå på efterløn som 60-årig og fra det sidste år, hvor man kunne få folkepension som 65-årig.
Jeg besøgte min datter og børnebørn i den sidste uge, inden verden lukkede ned, og nu holdt min frisørtid fra før samme verden ændrede sig radikalt.
Det er da alt sammen heldigt – man må se på de lyse sider …
Vi havde besøg af et par venner i tirsdags. Hun gik på efterløn sidste efterår og har nydt hvert eneste sekund siden da, selv om hun, lige som jeg, faktisk var ret glad for sit arbejde. Det kom lidt bag på hende, at det var SÅ skønt at jobstoppe, selv om jeg naturligvis havde udbredt mig om, hvor fedt pensionistlivet er – og vi er, som tidligere skrevet her på bloggen, kun glade for, at vi lige nu ikke skal bøvle med et arbejde (eller risikere at miste det).
Hos Mommer 
Dette med prydhaver var kun for de få.
Hos gamle Marie To (At to = at vaske. Vaskekonen) var samtlige m2 til det lille stråtægte udnyttet, så der kun var en gangsti mellem to kartoffelrækker fra døren ud til vejen. Jeg husker det, så det må have været sådan helt op til omkring 1960.
Mon ikke man i din svigerdatters hus har haft hele maltningsprocessen fra forspiring til færdigvare? En sådan maltgører var her til lands normalt blandt de bedre stillede. Alle skulle jo bruge malt til ølbrygning, og havde man først fået smag for en bestemt malt, blev man ved den. Det værste for en husmor var at få ry for dårligt øl. Middelmådig mad kunne gå, men øllet…. Så fik gården ikke de gode karle.
Kommentar af natural2222 — 25. april 2020 @ 5:48
Sjovt, at du selv har oplevet, at nogle ikke har en prydhave, men en vaskekone har rangeret lavt i samfundet … åbenbart helt op til vor tid.
Jeg vil tro, at de har haft hele processen på stedet. Der var engang en kæmpestor ladebygning (revet ned i 60’erne), der stod på staddle stones, som netop blev brugt til bl.a. granaries for at minimere invasionen af mus og rotter.
Der er som bekendt mange pubber i England, og dengang, som nu, er mange ejet af et eller andet bryggeri. Det pågældende bryggeri (og før i tiden var der rigtig mange af dem) havde sit eget malttørreri, så de kunne være sikre på både en ensartet proces og på leveringsstabilitet.
Godt øl var vigtigt! Man drak jo ikke vand, som ofte kunne være den visse død, da brønden meget vel kunne ligge tæt på møddingen – men det ved du naturligvis også.
Kommentar af Ellen — 25. april 2020 @ 9:04
Ja, dette med at drikke vand er også noget nymodens påhit. Det går nok også snart af mode igen.
Marie To kan jeg tydeligt se for mig stående i døren til det meget lille bindingsværkshus: Lille, krum og radmager. Hun fødte 11 børn. Hvor alle de mennesker har været i det lille hus er en gåde; men de er nok kommet ud at tjene ved skolestart. Nogle af hendes børnebørn og oldebørn er stadig i området og nogle bærer stadig “To” som kælenavn.
Kommentar af natural2222 — 25. april 2020 @ 20:49
Vand er såmænd okay, det skal bare ikke overdrives, for som WC Fields siger: Fish fuck in it 😀
Det er interessant, at du har kunnet følge Marie To til dørs, så at sige – historien er stadig nærværende.
Kommentar af Ellen — 25. april 2020 @ 22:20
Da vi besøgte en tidligere østtysk familie, fortalte de også, at det var relativt nyt med prydhave. Alt blev brugt til grøntsager. Hvert hus fik tildelt en del af vejtræerne, som var æbletræer, ligesom de ofte tog ud, når der blev taget kartofler op for at finde alle spildkartoflerne. De havde endog en gris og kaniner gående i det, der nu var deres vaskekælder.
Kommentar af Lene — 25. april 2020 @ 14:35
Holddaop … men forholdene i DDR taget i betragtning, er det faktisk ikke særlig overraskende, at det var sådan helt op til muren faldt.
Kommentar af Ellen — 25. april 2020 @ 14:47
Der bliver overdådigt skønt med dahliaer i jeres have. Bare ærgerligt, du glemte de smukkeste. Jeg har før haft en knold i en krukke, fordi jeg troede, jeg kunne holde sneglene væk. Det kunne jeg ikke, de glubske snegle fandt også vej til krukken. Så jeg har desværre måttet opgive dahliaer.
Kommentar af Betty — 25. april 2020 @ 18:26
Du kan holde snegle væk med Ferramol, og det er ikke giftigt for andre end snegle. der skal bare nogle få korn omkring stedet, hvor du ikke vil have sneglebesøg – og det virker! Snegle kan sagtens finde ud af at kravle op ad en krukke, kun sneglehegn kan holde dem væk, men det er lidt upraktisk omkring krukker 🙂
Kommentar af Ellen — 25. april 2020 @ 22:26
Lediggang er, som bekendt, roden til alt ondt, så det er godt at Charlotte kan holde sig til ilden (samt sine hjælpere). Vi må se billeder af, hvad hun har haft gang i. Jeg bruger næsten al tid i haven, nu når vejret arter sig og temperaturerne er på et tåleligt niveau. Det kan heldigvis ses, så jeg er næsten stolt af min have! I al fald af min arbejdsomhed og jeg glad for at ryggen i år holder til det. Der var (og er stadig) rigtig mange hængepartier.
Jeg håber du har fundet plads til dine smukke dahliaer. Det skal nok blive flot.
Kommentar af fiberfryd — 26. april 2020 @ 8:47
Jeg får hende til at sende et billede, når man kan se hvad det er blevet til.
Du er godt nok flittig! Jeg glæder mig til at se din nye have 🙂
Jeg har ikke fundet ud af det endnu, men deadline er i dag 😉
Kommentar af Ellen — 26. april 2020 @ 9:23
Nu ikke for store forventninger – det er nok kun mig selv, der kan se forskellen 😂
Kommentar af fiberfryd — 27. april 2020 @ 23:29
Jeg tror du er lidt for beskeden 🙂
Kommentar af Ellen — 28. april 2020 @ 9:15
Pensionistlivet er nemlig bare så dejligt 🙂 Sikke en luksus at drukne i agurker, tomater og chili. Jeg kan ikke tænke mig noget mere lækkert end at gå ud og plukke af egen avl. Det var også spændende at læse om Charlottes gamle hus og dets historie!
Kommentar af Madame — 26. april 2020 @ 9:47
Det bedste liv!
Alt af egen avl smager bare bedre end det man køber i selv de bedste butikker 🙂
Tak – de har fundet ud af en del om husets beboere og historie – ret spændende, faktisk.
Kommentar af Ellen — 26. april 2020 @ 12:17
Vi fik også vore georginer sat i går – med nogenlunde samme arbejdsfordeling som hos jer. Vi er godt gift 🙂
Vi kender en familie, der bor på en gård med en 6-7-800 m lang grusvej op til gården. Der sætter de hvert år georginer helt tæt på hver side af vejen som en hel allé Men næsten kun den samme art /sort. Det synes jeg er uinspireret, men alligevel vildt imponerende. Jeg tror, de må pløje en dyb rende og så læsse knoldene på en vogn og derfra håndsætte dem og til sidst pløje en ny rende ved siden af og på den måde få dem dækket. Det er udelukkende hobby – intet med salg af hverken knolde eller buketter eller noget.
For to år siden farvemærkede jeg knoldene, da vi tog dem op, så sidste år var området med georginer meget veldesignet efter farve og højde. Mærkningen undlod vi sidste år ved optagningen. Vi tror altid, vi kan huske – og det kan vi jo så ikke alligevel, så I år bliver det ren anarki.
Hvilken georgine/dahlia er den smukkeste, synes du? Jeg synes, jeg skifter lidt mening år for år, alt efter hvordan de trives.
Kommentar af tingats — 27. april 2020 @ 10:54
Ja, vi er godt gift 😀
Wow – den dahliaallé ville jeg godt se engang!
Jeg har (også) lært på den hårde måde at mærke kasserne med dahliaernes navne eller anden ID om efteråret, så jeg kan sætte dem rigtigt året efter. Huske hvad der er hvad kan jeg nemlig heller ikke, og det er altså lidt ærgerligt at få sat de mindste bagerst og de højeste forrest.
Jeg har flere favoritter, men mine yndlingstyper er kaktus og semikaktus; dernæst pompon. Af de førstnævnte har jeg Rip city, Karma fuchsiana, Karma pink corona, Chat noir og Sugar Diamond. Jeg har også en Otto’s Thrill, som er en dinner plate – dvs., at den får blomster på op til 25 cm – vildt flot.
Derudover har jeg en hel del Caribbean fantasy plus enkelt knold af otte andre. Jeg har faktisk ret mange 🙂
Kommentar af Ellen — 27. april 2020 @ 13:30
Hvor er det hus smukt! ja jeg tror også dette hjem har været et mellemklasse “luksus” hjem på linie med møllernes. Jeg har svært ved at forstå datidens samfundsordner, man kan jo heller ikke slå 600 års historie sammen under én hat, så huset har nok oplevet både den ene og anden ting, som virksomhed og som bolig – husker svagt de billeder du havde af ildsteder mv.
Herhjemme var selv et stråtækt “lille” hus en art status – vi kan gå rundt på fx Frilandsmuseet (og der er også ét i Maribo, Odense, og et i Jylland) og prøve at få en fornemmelse af hvordan de mennesker fik mad på bordet og tøj på kroppen. Vi to er så priviligerede at det er ufatteligt (samme årgang næsten, samme privilegier) jeg må minde mig selv om at jeg ikke er snylter når jeg får hospitalsophold og benytter mig af tilskudsordninger mv.
Kommentar af Donald — 28. april 2020 @ 20:53
Tak – jeg elsker bare deres hus, Donald, og jeg ville ønske jeg kunne høre alle de historier, væggene i det kan fortælle.
Frilandsmuseer er spændende at gå rundt i, men de gamle dage var nu sjældent gode, undtagen for de ganske få, der tilhørte overklassen.
Vi er ikke snyltere, Donald – vi har betalt vores skat i mange år … samfundet er heldigvis et noget andet end for bare nogle snese år siden.
Kommentar af Ellen — 28. april 2020 @ 21:31
Tak for den sidste bemærkning (hold da op jeg er labil …)
Kommentar af Donald — 28. april 2020 @ 22:21
🙂
Kommentar af Ellen — 29. april 2020 @ 7:11