Hos Mommer

27. januar 2019

Krydstogt eller ej? Pro et contra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , ,

Først og fremmest vil jeg henvise til Ibs blog. Ib var en af rejsefællerne, og han har skrevet et rigtig godt indlæg om hele turen. Han indleder med meget malende at beskrive de timer med temmelig hård sø, vi var ude for, men overordnet set har han en ganske anden og meget interessant tilgang til krydstogtets oplevelser, end jeg har fokuseret på. Det er spændende at se den samme ferie beskrevet med så forskellige – og dog på en måde ens – øjne. God fornøjelse med læsningen.

Sky View Café forrest på skibet

Hvis nogen for 10 år siden havde spurgt os, om vi kunne tænke os at rejse på krydstogt, ville vi nok have givet et rungende NEJ som svar.
Det er pudsigt, som ting og holdninger kan ændre sig med alderen … vores første krydstogt var i oktober 2015, og det var godt nok til, at vi dengang sagde, at det kunne vi godt finde på en gang til.
Jeg kan kun anbefale denne rejseform, men anbefaler også, at man venter, til man har nået en moden alder. I vores gruppe spændte det fra 55 til 75 år – så vidt jeg ved … jeg kender ikke den nøjagtige alder på samtlige deltagere. Det skal heller ikke kun være krydstogter; så afhængige er vi ikke blevet, men det er alle tiders som en afveksling. I dette tilfælde var det alene det at skulle sejle rundt om Kap Horn, der triggede, for jeg havde og har stadig ingen ønsker om at rejse rundt i Sydamerika.
Naturligvis er der både godt og skidt, men hvis vi havde ment, der var mest skidt, havde vi nok ikke kastet os ud i det én gang til, og hvad der er ‘pro’ for mig, kunne sagtens være ‘contra’ for andre, hvilket gerne skulle afspejles af den lidt alternative opbygning af tabellen.

PRO CONTRA
1 Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med. Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.
2 Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. Det er superlækkert selv at kunne sætte et varieret og velsmagende måltid sammen – både morgen, middag og aften. Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. De fleste tager lidt på på sådan en ferie.
3 Man skal ikke bekymre sig om noget som helst – alting er klaret, ordnet og (vel)tilrettelagt.
En god guide er guld værd, og jeg synes jeg får meget mere ud af det, når vi får historierne og bagrunden med.
Man skal ikke bekymre sig om noget som helst.
Der er ikke meget plads til selvstændige oplevelser – men der er dog flere gange, hvor landgang sker på egen hånd. Det er bare svært at vide, hvordan man skal prioritere på den korte tid, der er til rådighed.
4 Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib, og at opleve så forskellige folkeslag og religioner, både blandt personale og passagerer, leve sammen i fred og fordragelighed er positivt og livsbekræftende. Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib.
Der er dog altid flest amerikanere og asiater, hvilket kan være en anelse belastende (beklager, hvis jeg hermed støder nogle), for især amerikanere fylder meget; mentalt og ofte også fysisk.
5 Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet.
Jeg elsker fred og ro omkring mig, og det er heldigvis muligt at finde steder, hvor det kan opnås – og ikke kun i kahytterne, som i øvrigt er vældig godt isolerede.
Der var bl.a. roligt på Sky View Café på 14. dæk, hvor vi havde 180° udsigt og hvor vi tilbragte en del timer (øverste billede), samt biblioteket, som nok var de to fredeligste steder indendørs.
Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet.
Man behøver aldrig at kede sig.
Det er for meget med al den beskæftigelsesterapi.
Der er en konstant baggrundsstøj i form af quizzer, auktioner og diverse levende orkestre eller solister. Eller bare højttalere i form af amerikanere. Sorry igen 🙂
6 Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne.
Denne gang var det en klar fordel – det var ganske enkelt alle sammen yderst behagelige personer; de var vidende, berejste, underholdende og spændende at tale med.
Gruppen var behageligt lille (18), og vi fandt hurtigt sammen.
Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne.
På første krydstogt var det ikke en fordel. Der var ikke rigtig nogen af de øvrige i selskabet, vi swingede godt med (og vi regner ikke os selv for at være vanskelige at omgås). Gruppen var også lidt for stor (30), og der var specielt to par, vi næsten altid skulle vente på, hvilket jeg finder yderst irriterende.

Der er givetvis flere både proer og contraer, men indlægget er allerede for langt … godt gået, hvis I er med endnu.
Hvis man nemt bliver søsyg, er det nok ikke den første ferieform, der falder én ind, men vi havde faktisk to i gruppen, der blev søsyge næsten med det samme. Det bekymrede mig lidt på deres vegne, for jeg kunne slet ikke mærke nogen søgang – men …
De fik udleveret plaster og tabletter i Guest Relations, og så klarede de begge den fint på resten af turen, også da vi løb ind i så slemt vejr, at glas og porcelæn røg i dørken i stor stil.

Valparaiso

Den form for ledningsføring, som vi så i alle byer, var ikke gået på vore breddegrader.

26 kommentarer

  1. Jeg foretog en gang en meget omfattende internetsøgning for at finde ud af, hvorfor amerikanere er så irriterende, specifikt, hvorfor de afbryder andres samtaler og råber så HØJT. Dette var efter en uheldig oplevelse på det lokale apotek, hvor de heller ikke kunne stå i kø! Nå, men jeg fandt frem til, at det med at råbe højt, faktisk rent historisk var for at give signal om, at man ikke havde ondt i sinde og ikke havde noget at skjule. Man kan jo godt se det for sig, at det har været praktisk i de overdækkede prærievogne, hvis man kørte ind i en allerede etableret lejr. Nu er de fleste af dem så holdt op med at køre i prærievogne, og så kunne de jo godt holde op med at råbe højt, hvilket flertallet af dem nok er, men nu er det jo de højtråbende, man lægger mærke til og ikke de stille eksistenser.

    Kommentar af Henny Stewart — 27. januar 2019 @ 16:07

    • Old habits die hard. But obviously not silently …
      Selvfølgelig er det de uheldige elementer af slagsen, der i alle livets aspekter er de synligste og mest hørbare, men der ER altså (for) mange amerikanere, der aldrig er nået længere end til prærievognene. Interessant research, i øvrigt … det er altid rart med en forklaring.

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 16:27

  2. Fin analyse af fordele og ulemper ved krydstogter

    Kommentar af Ib Hansen — 27. januar 2019 @ 16:15

    • Tak for ordene. Det er hyggeligt at se dig her, Ib 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 16:27

  3. Tak for analyse/fordele og ulemper. Jeg havde mange fordomme forud for vores 1. krydstogt, men ingen af dem blev bekræftet (heldigvis), så det er en rejseform vi vil gentage, dejligt kun at pakke kuffert ud en gang, og vi prioriterer en rute, der giver mulighed for at komme i land ofte.

    Kommentar af Anni — 27. januar 2019 @ 17:17

    • Jeg havde det på samme måde inden det første, men havde efterhånden talt med flere, som talte meget varmt for det, så vi var nødt til at lade det komme an på en prøve.
      Det med kufferten er en kæmpefordel! Den burde jeg have husket at nævne.

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 17:33

  4. Fint skema, og jeg skal have læst Ibs beretning senere. Vi har prøvet flodkrydstogt, og det nød vi. Umiddelbart tror jeg, at vi ville have svært ved at klare så mange mennesker og hurlumhej på et oceankrydstogt, men man skal aldrig sige aldrig – du har sikkert en pointe i det med alderen.

    Kommentar af Eric — 27. januar 2019 @ 18:13

    • Vi har også talt om flodkrydstogt, for der er mange mennesker omkring én næsten hele tiden – og så var det ikke engang et af de helt store skibe.
      Hvis ikke det var muligt at slippe væk fra hurlumhejet, ville vi ikke kunne klare det, men det kan man, og man kan jo kun finde ud af om det er noget ved at prøve.
      Alderen har helt sikkert noget at sige.

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 19:06

  5. Jeg er kun 41, men jeg synes stille og roligt lyder umanerligt tiltrækkende. Måske fordi der er nogen omkring mig som siger “mor” mindst 100 gange om dagen. Lange dage med en roman eller bare udsigten ud over havet er nok det som kunne få mig til at prøve krydstogt, om noget. Men jeg har jo lidt tid til at tænke over det, hvis jeg skal lytte til dit råd om alder 🙂

    Kommentar af lauranga — 27. januar 2019 @ 20:41

    • Haha, du behøver ikke at lytte til mit råd om alder, hvis du allerede har lyst til et krydstogt 🙂
      Jeg kan dog ikke anbefale at tage på krydstogt med mindreårige børn – men så har du jo bare noget at glæde dig til!

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 21:38

  6. Tak for analysen.Jeg tror nu stadig, at jeg vil foretrække at gå langs Mosel og se på skibene fra land,men de store havgående krydstogter regner jeg ikke med at skulle opleve.

    Kommentar af Jørgen — 27. januar 2019 @ 21:11

    • Sådan er vi jo heldigvis forskellige – men et flodkrydstogt kunne nu være meget dejligt at prøve 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2019 @ 21:39

  7. Jeg har nydt at rejse sammen med dig 😊 Det bliver nok ikke den rejseform, der står forrest i køen, hvis gemalen får tid til mere end 10 feriedage sammen med mig. Ro og langsommelighed kunne jeg godt tænke mig i form af en rejse med en flodbåd på de engelske kanaler.

    Kommentar af Lene — 28. januar 2019 @ 5:27

    • Det var hyggeligt at have dig med 🙂
      Kanalbåd kan jeg godt forstå, du har lyst til at prøve. Det er en dejlig og fredelig ferieform, som jeg prøvede for maaange år siden på Canal du Midi i Frankrig.
      Og ikke ‘hvis gemalen..’, men ‘når..’! Det må jo komme 😉

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2019 @ 10:52

  8. Åh, hvor dit øverst billede minder mig om rejsen med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes og retur. At sidde der ved panoramavinduerne og lade landskabet og havet komme imod en. Jeg gjorde det gerne igen. Henrik var 84 dengang og godt gående. Jeg tænker, det er sådan en rejseform, man (jeg) gør sammen med ægtefælle/partner. Det står for mig som lidt romantisk. Ikke en venindetur. Der var dog flere singler i gruppen, så det er nok noget med mig 🙂

    Kommentar af Betty — 28. januar 2019 @ 9:58

    • Den tur vil vi også gerne tage engang – det må være SÅ smukt.
      Jeg forstår dig godt, for jeg tror altså også, at det må være lidt kedeligt at rejse alene, men hvis ikke jeg havde andre muligheder, var jeg jo nødt til det 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2019 @ 10:53

  9. Sjov analyse. Personligt har jeg aldrig troet, at krydstogter skulle være noget for mig, og det tror jeg stadig ikke.
    Hvor er det nederste billede spændende!

    Kommentar af Kirsten Kaae — 28. januar 2019 @ 17:19

    • Det troede jeg heller ikke, Kirsten, men det har så ændret sig for mit vedkommende, men heldigvis er der en ferieform for enhver smag 🙂
      Billedet er fra Valparaiso, som jeg som tidligere nævnt var fuldstændig betaget af.

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2019 @ 19:04

  10. Finurlig liste over fordele og ulemper. Det med at ens præferencer ændrer sig over tid, kan jeg godt nikke genkendende til, så måske man ser mig på en krydstogtsbåd på et tidspunkt. Der er nok ikke ret mange andre måder at se Kap Horn på.

    Kommentar af conny — 29. januar 2019 @ 10:30

    • Det mærkes på mange måder, at vi bliver ældre 🙂
      Og nej, har man lyst til at runde Kap Horn, er dette måden – netop når man ikke længere er ung, for de store, verdensomspændende kapsejladser går også her forbi, men den tid, hvor du delager i en sådan, er nok også forbi 😉

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2019 @ 10:52

      • Jeg har nok aldrig haft en tid for ophold på sejlbåde af nogen art 😉

        Kommentar af conny — 30. januar 2019 @ 9:32

        • Thought so 😉

          Kommentar af Ellen — 30. januar 2019 @ 13:06

  11. Det var spændende at læse, hvad du skriver om fordele og ulemper – og også at læse Ibs blogindlæg. Jeg har flere i min familie, der har været på den slags rejser og været meget glade for det.

    Kommentar af Madame — 29. januar 2019 @ 10:37

    • Har du læst det? Det ville han være glad for at vide.
      Man bliver nemt hooked på den form for ferie. Lidt for nemt, for den er jo desværre ikke helt billig …

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2019 @ 10:54

  12. Skøn artikel Ib har skrevet

    Kommentar af Kisser — 30. januar 2019 @ 11:06

    • Ja, den er ret god.

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2019 @ 13:06


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.