Hos Mommer

18. august 2015

Det er svært at indrømme en fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags: ,

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

imageDer var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Advertisements

10 kommentarer

  1. Man skulle tro at du var opvokset i Vendsyssel 😉 Her går jeg når Jørn skal forhandle, for jeg kan ikke fordrage at “prutte” om prisen .

    Kommentar af Lene — 18. august 2015 @ 17:56

    • Jeg kender en, der kan forhandle, så tyrkiske tæppehandlere blegner, og hun er ærkekøbenhavner 🙂
      John kan heller ikke lide det; jeg lærte det, da vi ferierede i Tunesien, men jeg er ikke helt god endnu …

      Kommentar af Ellen — 18. august 2015 @ 18:57

  2. Godt forhandlet 🙂 Nu må vi håbe Tim ikke har lært nok dansk over årene til, at han læser med her og finder ud af hans skønne gave 😉

    Kommentar af MS — 18. august 2015 @ 20:59

    • Jeg er forholdsvis sikker på, at han ikke læser med her 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. august 2015 @ 21:19

  3. De sidste mange år, har jeg blevet hjemme, eller har opholdt mig et andet sted i byen, hvis der skal købes et eller andet. Allan prutter altid om prisen, ofte giver det pote, men ikke altid, og jeg har ofte krummet tæer i sådan en dialog og bryder mig ikke om at være en del af det.

    Kommentar af Pigen fra landet — 18. august 2015 @ 21:45

    • Det er heller ikke ‘medfødt’ at prutte om priserne her i det nordlige Europa, men hvis man har været i Tunesien eller lignende lande, ved man, at de skriger af grin, når man er gået, hvis ikke man får tinget prisen særdeles væsentligt ned, så det var nødvendigt at lære det – og så fandt jeg ud af, at det er der faktisk mange, der også gør herhjemme. Slet ikke i samme omfang, men der pruttes ikke desto mindre 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. august 2015 @ 22:15

  4. Godt du bor på Sjælland, når det skal være postnummeret der bestemmer prisen – tænk, hvis du have boet i Frederikshavn 😉 – eller hvis han havde tastet telefonnummeret ind…..
    Den der ‘sælger’ har nok fået nogle forklaringer af chefen nu. Vi må så håbe, han også får et opfriskningskursus i indtastning af beløb.
    Styrmanden er storeslem når det gælder at prutte om priser, så snart det er lidt større ting. Jeg kan kun på loppemarkeder, og flygter iøvrigt helst uden for høre- og synsvidde, når han går i gang.
    Men de prisnedslag han opnår kan jeg nu godt leve med.

    Kommentar af Den Gamle Krage — 19. august 2015 @ 12:24

    • Hahaha – havde det været telefonnummeret, havde det godt nok forårsaget et gedigent overtæk på kontoen 😀
      Du har det lige som Pia – og prisnedslagene kan I godt bruge 🙂 – du skal bare en tur til Tunesien, så lærer du det måske. Eller … måske ikke, hvis du har Styrmanden med … så kunne de måske få kam til deres hår, for de er stride dernede.

      Kommentar af Ellen — 19. august 2015 @ 16:57

  5. Sikken historie. Godt du holdt på dit! Det er ikke en særlig klog eller kundevenlig mand, du der fik handlet med.
    Jeg ville virkelig blive grinet meget af, hvis jeg nogensinde kom til Tunesien, kan jeg godt afsløre.

    Kommentar af conny — 19. august 2015 @ 14:23

    • Jeg tager ingen chancer, når det gælder Kloge Åger som Lars her.
      Hehe, du er så blid, Conny – men man er simpelthen nødt til at lære at prutte om priserne dernede … guiden gav os nogle gode fif, og så var det bare med at gå i gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. august 2015 @ 17:00


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.