Hos Mommer

25. august 2015

Og jeg troede Læsøsalt var dyrt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

I forbindelse med et andet ærinde i Præstø i dag gik jeg i Menu for at købe et par småting til den mangochutney, jeg besluttede mig for at lave, da jeg så, at mangoer var på tilbud i Brugsen.
Her så jeg et mærke salt, jeg ikke har set før:

P1080052

P1080057Og jeg som troede, at Læsø Sydesalt var dyrt – jeg skrev om det for seks år siden. Det synes jeg stadigvæk, at det er, og jeg bruger stadig ikke Læsø salt, men kommentarerne til indlægget dengang fik mig alligevel til at eksperimentere med forskellige slags salt – og derefter selv lave forskellige slags.
Og indrømmet: Selv uden alt muligt tilsat er flagesalt anderledes (og lidt bedre) end det salt, vi putter i for at salte pasta- eller kartoffelkogevandet. Synes jeg. John er ikke enig, og vi kører derfor med et lille udvalg af forskellige salte til at putte på maden.
Jeg købte ikke det der natrium i kloridende [potens].
De kan ikke engang skrive det rigtigt. Det er såmænd nok bevidst forkert af hensyn til det grafiske indtryk, men som arbejdsmiljøskadet kan jeg bedst lide, når tingene står rigtigt, således at der i dette tilfælde bør stå NaCl og ikke NaCl.
Når noget står løftet, er det ofte tal, og så betyder det i en eller anden potens. 210 betyder to i tiende (som er 1024).
Men altså … salt til 570 kroner kiloet. Læsø Sydesalt koster ‘kun’ 264 kroner kiloet – en god del under det halve. Jeg har som sagt kapituleret mht. at salt ikke altid bare er salt, men jeg vil stadig ikke være til grin, og det ville jeg føle mig, hvis jeg købte det der natrium i kloridende. Maldon salt er glimrende.

Jeg ville ellers have skrevet om alle mine havtorn og den smarte metode, jeg undervejs udviklede til at få bærrene af grenene med, men det må vente til i morgen. Det passer ikke ind i dagens brokkestil …

Reklamer

22 kommentarer

  1. Jeg kan også bedst lide enten Maldon eller krydderurtesalt. Krydderurtesaltene laver jeg til dels selv, men faktisk synes jeg tit, at dem, man kan købe, er bedre.
    Jeg kunne dog godt finde på at købe Læsøsalt. Ikke fordi det smager anderledes, men fordi jeg godt vil støtte produktionen, og så må man jo betale for, at der er nogle mennesker ind over fremstillingen. Arbejdstid er dyrt.
    Alt det med mærkevarer er vel når det kommer til stykket for størstedelen snobberi, kun en brøkdel er kvalitet. Det gider jeg normalt ikke betale for.

    Glæder mig til dine havtorn-tips. Jeg håber at komme i nærheden af nogle inden alt for længe.

    Kommentar af eKirsten — 25. august 2015 @ 18:16

    • Du har en pointe med at støtte et dansk produkt, men det er altså mange penge …
      Du har også en pointe med snobberiet – og alligevel, så får man jo det, man betaler for, forstået på den måde, at ofte, hvis man køber noget billigt bras, så får man også noget … billigt bras. Det gælder dog nok mere værktøj og elektronik end visse fødevarer.
      Tipset skal nok komme, men det er altså bare en variant af frysemetoden 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. august 2015 @ 18:26

  2. Sikke en cliffhanger og teaser du afslutter med … jeg kan næsten ikke vente, men i mellemtiden, så kan du få mine fif mht. separation af havtornebær fra stilke (den første erfaret af en tilfældighed og den anden pga. opgavens ellers tilsyneladende uoverkommelighed, da jeg samtidig havde en brækket venstre hånd): Kom de afklippede stilke i en plastikposeforet papkasse i en størrelse, så der er rigeligt fribord, og cykl hjem med den lukkede papkasse på bagagebæreren ad de københavnske ujævne cykelstier. Voila så er bærrene rystet af grenene og ligger nederst i papkassen. En anden og noget eksperimentel løsning var, da jeg “fandt” 8 l. frosne havtornegrene (med bær 😉) i fryseren: Grenene i en plastkasse med FASTsiddende låg, plastkassen en tur i en horisontal-centrifuge og så snart centrifugen var oppe i middelhastighed, sluk, ryste kassen og en tur til. Den sidste metode gav også lidt smattede bær, men det kan også skyldes, at cellevæggene i bærrene var sprængt pga. indfrysningen.
    Hvis behovet for mere havtornesylt opstår udenfor sæsonen, så har ICA frosne havtorn (og hvis jeg ikke husker helt forkert til sådan cirka 100 SEK pr. kg.).
    Mht. til salt og afvejning af smag og pris, så er jeg landet på Urtekrams grove atlanterhavssalt, men det kræver en tur gennem en kværn til bordbrug.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 25. august 2015 @ 19:09

    • Min metode minder meget om dine ret … alternative, må man kunne sige, men indebærer hverken cykling eller centrifugering …
      Jeg tror, jeg vil have mine egne, nedfrosne havtorn uden for sæsonen, for jeg fik 1950 gram ud af det.
      Måske man skulle prøve dit salt fra Urtekram – det har jeg endnu til gode at smage 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. august 2015 @ 21:22

  3. Jeg tror det meste er indbildning. Hvis nogen kan smage, at salt fra Middelhavet smager bedre end salt fra xxx, må det skyldes forurening med noget, som ikke er salt. NaCl er NaCl. Man kunne også prøve med calciumklorid eller kaliumklorid, men det er dyrere.

    Kommentar af Eric — 25. august 2015 @ 19:20

    • Det er rigtigt, at NaCl er NaCl, men havsalte indeholder mineraler, som vil give saltet en anden smagsnuance end den, rent NaCl giver. Så kan man kalde det forurening, men det er meget bevidst, at denne forurening ikke bliver fjernet.

      Kommentar af Ellen — 25. august 2015 @ 21:24

  4. er på linje med Erik, salt er salt. Det kan godt være konsistensen gør noget for din oplevelse af smag, men uanset hvad er salt salt.

    Kommentar af Lene — 25. august 2015 @ 20:11

    • Det er så både rigtigt og forkert, Lene – se også mit svar til Eric. Det billige bordsalt er raffineret og derfor rent salt, mens der er andre mineraler i fx havsalte.

      Kommentar af Ellen — 25. august 2015 @ 21:27

  5. Jeg har vist ikke rigtig noget forhold til salt omend vi har noget meget gammelt Himalaya-salt, tror jeg nok. Hvad mon rødvins-alt er?

    Kommentar af Jørgen — 25. august 2015 @ 20:49

    • Det skulle være noget af det bedste (“indeholder 84 forskellige mikromineraler og sporstoffer”) – jeg har det dog til gode at smage, men det skal prøves, når jeg støder ind i noget.
      Hehe, det ved jeg ikke, men du har ret i, at fuge-s’et mangler 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. august 2015 @ 21:31

  6. Ha ha – og brokkestilen skal jo ikke lide! 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 26. august 2015 @ 00:55

    • Nej, helst ikke – det er jo en del af mit image 😉

      Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 08:45

  7. Der ER ikke forskel på smagen. Det er det rene fup med de små smagsforskelle.
    Prøv at lade nogen lave en blindtest for dig. Lad en person lave min. 5 saltninger med samme mængde inden for normalområdet, og prøv at fastslå salttype. Der skal min. 5 portioner til, eller er der for stor risiko for, at tilfældighederne spiller ind.

    Jeg prøvede for nogen tid siden med med sukker. Nogen giver overpris for rørsukker. Også rent fup. Kun forskellige forureningsgrader af melasse (det man normalt fodrer køer med) kan måske give en lille forskel, som ikke skyldes sukkertypen, men forskellen i renhed.

    Jeg drillede måske lidt, og tog alle 5 portioner fra samme skål. Den frelste rørsukkerfreak kunne med sikkerhed fastslå, at jordbærgrød 2 og 4 var sødet med rørsukker. Ak!

    Kommentar af Farmer — 26. august 2015 @ 05:19

    • Hehe, jeg lavede selv en blindtest med Carlsberg og Tuborg engang i mine yngre dage, dengang der altid gik diskussioner om, hvilken en af de to øl, der var bedst. Jeg hævdede, at man ikke kunne smage forskel … jeg konstruerede prøven med kun tre muligheder, og alligevel havde ingen det rigtige svar.
      Jeg ville aldrig komme andet end almindeligt groft salt i maden under tilberedningen, for der ville jeg garanteret ikke kunne smage nogen forskel, men jeg synes altså, at jeg kan det, når jeg putter saltet direkte på fx en tomatmad. Det er muligvis kun inde i mit hoved, men tro kan flytte bjerge, ved du 😉
      Det er med sukker som med salt: Er det raffineret, er det helt rent, og så er der ingen forskel – vi er ganske enige, også i, at jo lysere rørsukkeret er, jo mere minder det om det hvide sukker, men tilsætninger i større eller mindre grad kan smages, vil jeg påstå – der er jo også forskel på farin og hvidt sukker.

      Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 09:01

  8. Nu kan jeg som programmør-nørd ikke lade være med at regne efter og må korrigere dig med at 2 opløftet i 10 ‘kun’ bliver til 1024. 🙂

    Kommentar af Helge Jensen — 26. august 2015 @ 08:21

    • Du har da ret! Der var jeg lige hurtig nok. Tak – det er blevet rettet i indlægget. Jag kan åbenbart ikke engang tælle på fingre mere … 😳

      Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 09:05

  9. Jeg ved ikke, om man til syvende og sidst kan smage forskel, men jeg kan meget godt lide den nærmest fedtede salt, man kan få fra saltmarskerne i (blandt andet?) Frankrig. Hvad ER pyramidesalt? Friskkværnet pyramide??

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. august 2015 @ 08:34

    • Det kender jeg vist ikke – det må prøves, når jeg støder ind i noget – eller er det i princippet det samme som Læsøsalt?
      Jeg vil tro, at ‘pyramidesalt’ henviser til, at hele saltkrystaller ligner små pyramider.

      Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 09:09

      • Jeg tror det ikke, men jeg er ikke sikker, for jeg har ikke prøvet Læsø-salt. I Frankrig (og muligvis alle mulige andre steder, jeg har bare kun oplevet det i Frankrig) leder man havvandet ind i meget fladbundede damme, hvorfra vandet fordamper, og saltet ligger tilbage lige til at skovle op. Sådan cirka 😉 http://www.seldeguerande.fr/index.php

        Kommentar af Fruen i Midten — 26. august 2015 @ 09:47

        • Begge dele må prøves, så, for sammenligningens skyld 🙂 Da jeg var på Læsø, syntes jeg, at saltet føltes lidt fedtet, men jeg har jo ikke prøvet det franske …

          Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 09:49

  10. Vi bruger almindeligt fint bordsalt her… Jeg er ikke sikke på at jeg kan smage forskel… på salt og slat. Men vi lavede urtesalt/kryddersalt for nogle år siden. Den blev faktisk godt. En af blandingerne mindede om maggitern. Burde egentlig lave en ny portion… det var jo ikke besværligt. Kværne salt og urter i en kaffemølle og lade det stå og tørre i vindueskarmen…
    Erik ryster havtornbærrene i en god stor plastbøtte. Tror han kom det hele i en skål vand og så flød bærrene ovenpå… Spændt på at læse din version af havtorneklargøringsarbejdet!

    Kommentar af Anne Holtegård — 26. august 2015 @ 08:37

    • Rent salt er rent salt, som flere også er inde på; det er tilsætningerne, man kan smage.
      Du må i gang med urtesaltet igen. Jeg har lavet chilisalt. Også godt 🙂
      Min metode minder vist meget om Eriks. Jeg synes, at det er både blade og bær, der flyder ovenpå, så jeg skyller ikke før alle blade er fjernet manuelt 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. august 2015 @ 09:12


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.