Hos Mommer

13. september 2016

Fakta er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: ,

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

Solopgang ved Præstøfjorden

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

30 kommentarer

  1. Jaja, det er godt med dig; jeg synes jo, at de der solopgange bliver mere og mere umenneskelige, idet jeg foretrækker, at det er lyst, når jeg skal op, og det er det ikke rigtigt mere (omend det heldigvis ikke er helt kulsort endnu). Du har det vist med Fakta som jeg med Lidl, det er et godt sted at købe nogle basisprodukter. Sådan en feriekonto vil jeg også ha’. Helst med sponsor, men sådan en mangler jeg at finde🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. september 2016 @ 16:13

    • Jeg spår, at du vil se anderledes på solopgange, når du engang jobstopper … men du er jo så ung endnu🙂
      Sponsorer er gode at have – de er bare så svære at finde …

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 18:40

  2. Der er jo ingen gode grunde til at betale mere end nødvendigt for en given vare – så jeg køber også til lager af basisvarerne, når/hvor jeg kan få de varer, jeg fortrækker, til den billigste pris. Det ville da næsten være fjollet andet🙂

    Kommentar af Randi — 13. september 2016 @ 16:25

    • Ja, det er fjollet, men det betyder meget for mig, at jeg nu har tiden til det – før var jeg hjemmefra i mindst 11 timer om dagen, så jeg havde ikke overskud/vilje til planlægning.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 18:42

  3. Ahr, come on, Ellen, de er så flinke i Fakta, og de vil så gerne ha’ du bli’r fem minutter længere…
    Jeg elsker dine solopgange, ville ønske de fandtes i mit liv!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 13. september 2016 @ 17:24

    • De er skam flinke nok, men skal jeg blive fem minutter længere, skal de have et bedre udvalg. Så smutter discounten dog nok …
      De findes også i dit liv, Skøreliv. Eller … du bor vist i en storby? Så kan det nok godt knibe lidt, desværre.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 18:45

  4. Det kunne jo også være, at man havde råd til nogle luksustilbøjeligheder, netop fordi man passer lidt på rublerne i det daglige. Det kan jeg ikke se noget galt i overhovedet!

    Kommentar af Henny Stewart — 13. september 2016 @ 17:58

    • Det kunne nemlig meget nemt være, og der er jo ingen grund til at smide pengene ud ad vinduet.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 18:46

  5. Fakta er hverken den mest charmerende butik eller med det store udvalg, men når du både sparer penge og bilkørsel samt får mere motion, så opvejer det nok Faktas mangler. Måske kan det blive en vane (af og til)! 🚴=💶=🍷
    Selv cykler jeg min hjem-/indkøbsrute forskelligt afhængig af, hvilken butik, jeg vil besøge, dog altid en bestemt Irma om mandagen, hvor der oftest er gode “stop madspild”-tilbud på kød, fordi udbuddet af weekendens usolgte udbud af gæste-/selvforkælelseskød skal realiseres. En anden ugedag går turen forbi, hvor der er betragtelig rabat på øko-grønt og et stort udvalg. De daglige basisvarer jeg kan få i Fakta, køber jeg gerne der, da de er billigst og butikken ligger kun 150 m. væk.
    Mvh. og fortsat gode ture

    Kommentar af Kristine — 13. september 2016 @ 18:47

    • Der er ingen discountbutikker, der er charmerende!
      Du er heldig, at du kan cykle til det hele og har det så tæt på – men det var jo et bevidst valg, vi tog at flytte så langt væk fra alt … vi bor i midten af en stjerne, hvor Fakta er 4 km i én retning, Menu er 6 km i en anden retning, og alle tre superbrugser og en Kvickly er 21 km i fire forskellige retninger – men pudsigt nok er der tæt på 21 km til dem alle.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 19:05

  6. Fakta eller nogle af de andre discountbutikker, så har vi altid handlet mange basisvarer der, og gør det stadig, fordi der er mange penge at spare og især når varen er den samme, men vi skal jo også sørge for at støtte de små lokalbutikker, som Dagligbrugsen. Der kan man heller ikke få alt.
    Det er en rigtig flot solopgang.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. september 2016 @ 18:58

    • Ja, især på samme vare, for deciderede discountvarer er tit noget værre hø🙂
      Jeg er faktisk glad for, at vi ikke har en Dagli’Brugs i nærheden, for jeg ville også have følt, at den skulle støttes, med deraf følgende irritation over manglende vareudvalg – og endnu dyrere varer.
      Den var så nydelig.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 19:08

  7. Jeg kan snildt relatere til det med et leve på et budget i hverdagen (og i ferierne også for vores vedkommende). Men det er en prioritering, som du også beskriver med rejsekontoen. Så basisvarer til discountpris er et fornuftigt valg – Fakta eller ej😉 Vi støtter også de lokale specialforretninger med fx det gode kød og sår’n😀

    Kommentar af LS ☆ — 13. september 2016 @ 19:31

    • Ja, det er et spørgsmål om prioritering, som så meget andet her i livet🙂
      Lokale specialiteter er så hyggeligt at have; det kan være dyrt at støtte,, men man gør det jo alligevel🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 20:41

  8. Findes der en eneste dagligvareforretning, hvor man kan få alle sine indkøb overstået? Jeg har i hvert fald ikke fundet den endnu.
    Discountbutikkerne er meget forskellige, synes jeg, og det er ikke sådan, at alle Faktaer er gode eller dårlige. Jeg har til min store overraskelse lige opdaget, at den Kiwi, der ligger tættest på os, er en rimeligt appetitlig forretning. Til gengæld er den nærmeste Netto ubrugelig.

    Kommentar af Kirsten — 13. september 2016 @ 19:56

    • Jeg synes nu godt nok, at Superbrugsen dækker hvad jeg har brug for i langt, langt de fleste tilfælde, men selvfølgelig har de ikke alt her i verden.
      Der er stor forskel – jeg har også oplevet dårlige og gode udgaver af de fleste kæder.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2016 @ 20:44

      • De har desværre ikke min kaffe (en koffeinfri variant) på hylderne mere, så jeg er nødt til også at handle andre steder. Kaffe vil jeg meget nødigt undvære.

        Kommentar af Kirsten — 14. september 2016 @ 18:56

        • Nej, selvfølgelig ikke. Hvor irriterende!

          Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 19:17

  9. Nu kan jeg jo sagtens være hellig, da det er Hasse der sørger for at handle.. Jeg foretrækker helt klart at komme i enten Kvickly, Super Brugsen eller Menu, men jeg har stor forståelse for at basisvarerne bliver købt hvor det er billigst, bare jeg ikke skal piske rundt i flere butikker for at handle ind..🙂

    Kommentar af Inge — 14. september 2016 @ 08:54

    • Det var jo sådan det var, da jeg arbejdede: Ét indkøbssted – jeg havde ikke tiden til at stæse rundt til flere steder – og skal jeg vælge et sted, ville det blive et af de tre, du nævner🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 12:11

  10. Har man tiden, giver det da kun fornuft at lægge sine indkøb, hvor de er billigst. Jeg støtter gerne den “lille” eller “lokale,” men pris eller kvalitet skal give mening, ellers er det ren sentimentalitet, og differencen er bedre brugt på velgørenhed.

    Kommentar af Eric — 14. september 2016 @ 10:46

    • Det er kodeordet, at man skal have tiden til det – og ja, det er lidt fjollet at støtte lokalbutikkerne bare fordi de er der, jvf. mit svar til Pia længere oppe.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 12:14

  11. Jeg handler i Lidl for det meste eller Rema. Det er klart det billigste for en børnefamilie som os. Kvalitetten er god og jeg er ligeglad med, hvad mærke der står på tingene bare det smager godt og er godt nok. Det oplever vi det er:) jeg vil nemlig også gerne vi sparer så meget som muligt så vi kan rejse andre steder hen, end kun familiebesøg i England. Ikke, at det ikke er hyggeligt og dejligt men vi vil også gerne på ferie, bare os 4 sommetider:o) Så mens vi spare op til det, er vi glade for Lidl findes:o)

    Kommentar af Mette — 14. september 2016 @ 11:34

    • Jeg forstår sandelig godt, at I sparer, hvor der spares kan, fordi I har behov for at feriere bare jer fire – det vægter mine englændere også meget højt – det dur ikke, at det alt sammen skal gå til familiebesøg.
      Lidl har jeg det bare meget stramt med pga. deres meget personaleuvenlige personalepolitik.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 12:20

      • Ha ha ha:) Du må en tur til Middelfarts Lidl. Der er de rigtig søde:) Forstår dig nu godt. Kommer af samme grund ikke i Fakta her eller en af skobutikkerne nede i byen!

        Kommentar af Mette — 14. september 2016 @ 12:39

        • Jeg er skam ikke i tvivl om, at Lidl har søde ansatte – det er ledelsen, den er helt gal med – se blot her: https://www.information.dk/2007/07/hold-oeje-lidl – men det er 10 år siden, så man har (naivt?) lov til at tro, at det er ændret siden da. Jeg svor bare dengang, at jeg aldrig ville sætte mine ben i en Lidl-butik🙂

          Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 13:04

          • Ja, det kan jeg godt forstå. Tvivler dog på det er sådan. For i vores Lidl er de glade. Det tror jeg ikke de ville være, hvis de ikke blev behandlet ok men måske jeg tager fejl. Vi kommer også tit eller hvergang vi er i Hook of Holland, i Lidl der. Der er de også søde:) men selvfølgelig skal de behandle deres medarbejdere ordentligt:o)

            Kommentar af Mette — 14. september 2016 @ 14:36

            • Den lokale ledelse har nok taget sig den frihed at være bedre, end hovedkontoret foreskriver. Det kan man da håbe🙂

              Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 16:00

  12. Erik er fast kunde i Netto, den ligger fint for en cykeltur. Større indkøb i Bilka med bil. Reklamer gennemlæses, selv om vores faktiske behov for indkøb er minimeret drastisk… Hvad der er sparet, er tjent!
    Og det er jo skønt at kunne tage på ture…
    Vi har en beklagelig mangel på udsigt til sol op- eller nedgange. Huse eller vold er i vejen. Og så er jeg et soveøre om morgenen! Så jeg nyder blogland og IG, hvor der er de skønneste billeder af det jeg går glip af😉

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. september 2016 @ 15:58

    • Ja … der er forskel, når man kun er to tilbage … vi har så kun været tre, men til gengæld er jeg blevet bedre til at bruge rester med årene.
      Sådan havde vi det også før med begge dele, så jeg nyder det virkelig nu, hvor jeg har det fra første parket.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:04


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.