Hos Mommer

20. august 2015

En formue og en underlig svamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags: ,

Der er en del, der har grinet af de penge, som 900.000 danskere har fået tilbage i skat. Det har vi såmænd også selv, men forestil jer, at pengene ikke var blevet udbetalt: Så havde medierne haft skrigende travlt med at anklage SKAT/regeringen/den forrige regering for at snyde “knapt 1 million danskere” for deres retmæssige penge. Stor historie, der kunne have været kørt i dagevis her midt i agurketiden.
John fik 20 kroner. Jeg har ikke fået noget, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg har også betalt til en sundhedsforsikring fra 2004-2012.
Nå. Jeg overlever vel, selv om det må være (endnu en) fejl, for selvfølgelig har det hele tiden kunne mærkes, at jeg gennem otte år har fået vel omkring en krone mindre udbetalt om måneden – jeg vidste bare ikke hvorfor økonomien ikke holdt – at jeg i virkeligheden blev snydt af det officielle Danmark! 
I går kunne man sms’e ind til P4 og fortælle, hvad man ville bruge pengene til. Jeg foreslog John, at han skrev, at han først skulle tale med sin formuerådgiver, inden han besluttede sig, men kunne ikke komme til det, fordi hun hele tiden var optaget af andre, der også havde fået skattepenge tilbage, og køen var lang …

Svamp i HollænderskovenSvamp i Hollænderskoven (1)

Da vi cyklede en tur gennem Hollænderskoven i dag, var der ikke mange svampe at se. Jeg gætter på, at det er for tørt, men pludselig så jeg denne lige ved siden af cykelstien. Den var 25-30 cm høj og lidt lysere end svovlgul. Jeg har aldrig set sådan en fætter før og er spændt på, om jeg har bestemt den korrekt.
Da jeg billedgooglede “gule svampe”, kom der, udover masser af billeder af kantareller, guldgafler og andre gule skovsvampe, mangt og meget totalt unyttigt og uvedkommende op, såsom natursvampe (dem, man vasker sig med), grydesvampe, en badeand, to kopulerende (sorte!?) biller, et par ulækre tånegle og nogle belagte tunger. En mere specifik søgning “gule poresvampe” gav noget mere brugbart, og jeg er kommet frem til, at dette må være en svovlporesvamp, men er ikke sikker, da den ser mig noget atypisk ud. Jeg smider senere billedet på FB’s Svampeatlas, som sikkert vil kunne være behjælpelige med det rigtige svar.
Bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg ved, at, uanset om det er en svovlporesvamp eller en anden, så er det ikke en, jeg vil spise.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Jeg mistænkte brevet fra Skat for svindel! Men sandelig … næsten 400 kr retur… Det pynter slemt på den regning jeg fik for reparation efter en tabt plomb i mit aldrende tandsæt! 1500kr for 20 minutters arbejde!
    Svampen er godt nok ikke helt almindelig… Køn er den heller ikke… noget med svovl- kan vist ikke spises!

    Kommentar af AnneHoltegård — 20. august 2015 @ 19:44

    • Det kunne da mærkes noget mere end de 20 kroner, der blev John til del 🙂
      Det var dog også en voldsomt dyr tandlæge, du holder dig, synes jeg …
      Tænk – jeg synes det er en køn svamp – den specielle farve gør den smuk, men nej, vi spiser den ikke!

      Kommentar af Ellen — 20. august 2015 @ 20:57

  2. Er du sikker på, at det er en svamp og ikke en forstenet fortidsøgle, der lige er kommet ud af ægget?

    Kommentar af Fruen i Midten — 20. august 2015 @ 21:24

    • Hehe – ret sikker. Forsteninger er stort set aldrig bløde 😉

      Kommentar af Ellen — 20. august 2015 @ 21:33

  3. Jeg har endnu ikke fået meddelelse fra SKAT, men skulle jeg få noget tilbage, vil jeg sende pengene til Folkekirkens Nødhjælp, der har lavet en kampagne i anledning af skattesagen.

    Kommentar af Stegemüller — 20. august 2015 @ 21:39

    • Det var da en god ide.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2015 @ 09:49

  4. Spøjs svamp 🙂 Åh ja vi skal nok finde noget at brokke os over, når det gælder SKAT. Jeg er dog glad for at bo i et land, hvor jeg ikke skal tænke over om jeg er forsikret godt nok, når jeg selv eller en af mine kære bliver syge.

    Kommentar af Lene — 21. august 2015 @ 05:32

    • Det har du selvfølgelig ret i, men jeg forsikrede mig til på enhver tid at kunne opsøge et privathospital uden ventelister og uden omkostninger for mig – og så gav det som ‘bonus’ en masse penge, da jeg fik konstateret kræft.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2015 @ 09:51

  5. Det var godt nok en sær ‘snegl’, den svamp! Ingen af os herhjemme har hørt fra SKAT, så vi hører nok til restgruppen, der ikke har noget tilgode, øv. Jeg kunne ellers godt bruge 20 kr. til (lille) vaffelis, i det her varme sensommervejr 😉

    Kommentar af fiberfryd — 21. august 2015 @ 07:57

    • Ja, det gør I/jeg nok – det kunne ellers have været rart med en is 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2015 @ 09:52

  6. Spøjs svamp. Dit forslag til navn lyder logisk.
    Jeg har ikke hørt et ord fra SKAT – og har heller ikke tjekket kontoen. Og jeg må med skam melde, at jeg ikke havde hørt om, hvorfor alle disse mennesker skulle have halve formuer retur, før du skrev noget om sundhedsforsikring.

    Kommentar af conny — 21. august 2015 @ 10:37

    • Det lød logisk, men det er faktisk en (atypisk) kæmpesporesvamp – hurra for svampegruppen på FB.
      Jeg undrede mig over, at det var SÅ mange mennesker, der skulle have SÅ lidt tilbage, så jeg gættede på en systemfejl og var derfor nødt til at få det be- eller afkræftet 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2015 @ 11:04

  7. Det var vel nok en spøjs svamp. Ja tænk, hvis skat ikke ikke havde betalt pengene tilbage. Så var der opstået et RAMASKRIG.

    Kommentar af Betty — 21. august 2015 @ 18:18

    • Ja – det er jeg ret sikker på, at der ville. Så hellere få lov at grine lidt af 20 kroner 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2015 @ 21:03


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.