Hos Mommer

16. januar 2021

Han kom hjem og var knotten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

I torsdags havde John en aftale hos en hudlæge i Køge. Da han parkerede på Køge Torv, opdagede han, at batteriet i den automatiske p-skive var dødt. Ikke godt … og der var kun fem minutter til aftalen. Han satsede på, at den nok gik og forlod bilen. Hvis ikke de var forsinkede, ville han være tilbage ret hurtigt. Parkeringen er gratis, men den er tidsbegrænset, og Europark er konstant på dupperne, fandt John ud af – man kan sikkert uden besvær gætte, hvordan det gik. Den gik nemlig ikke. Da han vendte tilbage til bilen bare et kvarter senere, sad der en lille hilsen fra Europark. Værs’go’ – 650 kr at betale. Sure penge. Virkelig. Manden var en anelse knotten.
Da han kom hjem, fik han med en smule besvær fat i et nyt batteri; det er ikke helt ligetil, når kun supermarkeder og apoteker har åbent. Apoteket har dem helt sikkert ikke, og Meny havde han ikke meget lyst til midt på dagen.
Han forsøgte sig på reservedelslageret hos Skoda Præstø, som heldigvis havde et, de vil sælge til ham. 
Batteriet blev skiftet, men det hjalp ikke, for han kunne ikke få skidtet til at virke. Bilen blev købt brugt for et lille års tid siden, så p-skiven var arvet.
Han kunne simpelthen ikke starte den skive igen. Han var nu lidt mere knotten.
Der blev investeret i en ny via internettet, og den kom allerede i går. En luksusudgave til halv pris ‘lige nu’. En elektronisk p-skive er nødvendig, for har man først vænnet sig til, at ankomsttid stilles automatisk, vil man i 99 ud af 100 tilfælde glemme at stille en manuel p-skive, hvilket altså koster 650 kroner hver gang!
Han pillede den gamle af og monterede den nye. Alt virkede efter hensigten, kunne han konstatere efter at have været kørt et lille stykke vej for at prøve den af. Den virker ved at ‘standse tiden’, når rystelserne fra bilen stopper, hvorfor den korte tur var nødvendig for at se, om den var okay.
Han var næsten blevet god igen …
clipart.emailDa han kiggede på den gamle skive efter afmonteringen, fik han øje på en lillebitte dims, der skulle have været trykket på for at genstarte den. Den var fuldstændig umulig at få øje på, mens den var monteret på ruden, så man skal vide 1) at den er der og 2) hvor den sidder, og der fulgte ikke en manual til p-skiven med ved købet af bilen. Nu var han atter en anelse knotten. Han stod nu med to elektroniske p-skiver, som fungerede – jeg havde allerede en i min bil, så jeg kunne ikke overtage.
I dag betalte han bøden. Så blev han endnu mere knotten. Europark tog 18,50 krone i administrationsgebyr.
Det var ikke de 18,50. Det var princippet, for hvad skulle de administrere? P-vagten passede sit job; noget man må formode, at bøden i sig selv er med til at betale … har de taget 18,50 ekstra som betaling for vagtens ulejlighed med at sætte sedlen i ruden? Indbetaling og vel sagtens dermed registrering er elektronisk.
Hrmpf.

Tænk, at coronalivet kan blive så kedeligt, at modtagelsen af en parkeringsafgift ophøjes til et blogindlæg …

16 kommentarer

  1. Surt. Ikke noget at sige til at han var/er knotten.
    Med rentens fald er gebyrer blevet en kunstart – tænk bare på banker og realkredit.

    Kommentar af Eric — 16. januar 2021 @ 17:17

    • Ja, surt! Og jo, det er rigtigt, men det er jo en af pengeinstitutternes få muligheder for at tjene (ærlige) penge. Den kan Europark ikke bruge 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2021 @ 17:47

  2. Øv, en bøde er ærgerlige penge at give ud! Jeg har aldrig haft en automatiske p-skive og ville nok slet ikke turde stole på den.

    Kommentar af Madame — 16. januar 2021 @ 18:48

    • Det kan du roligt gøre, for den virker fint altid. En ny har 10 års garanti på batteriet, men vi vidste desværre ikke, hvor gammel den anden var.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2021 @ 19:09

  3. Ja det var da en kedelig oplevelse, jeg kan godt forstå, at han blev sur, måske kan han sælge den nye?

    Kommentar af Lisbeth — 16. januar 2021 @ 21:06

    • Den nåede han at sætte i, inden han opdagede hvordan man genstartede den gamle 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2021 @ 9:24

  4. Summen af brok er konstant og har man ikke noget stort at brokke over, så må man ty til småtingsafdelingen.
    Nå, spøg til side; det er virkelig en sur måde, at bruge sine penge på og så må man gerne blive sur. Også selv om der er knap så meget at spendere sin formue på i denne tid.

    Kommentar af fiberfryd — 17. januar 2021 @ 0:44

    • Noget skal man jo foretage sig 😉
      Næh, der bliver ikke brugt mange penge for tiden, men ligefrem smide dem ud ad vinduet på denne måde er lidt fjollet …

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2021 @ 9:26

  5. Bestemt et godt brok/blog-indlæg. Det gav mig styrke og ekstra argument til et endnu mere rungende” nej!” næste gang den yngre generation påtaler min gammeldags p-skive og nævner dens alternativer.
    Jeg har hidtil kaldt p-skiven for min gammelmands-kontrol. Den dag jeg ikke evner at stille p-skiven fra førersædet, er det tid for gigtpiller/oldboys-gymnatikhold/afmagringskur.
    -Og endnu en ting: Det er naturligvis mig, der er sær mht. hukommelse; men jeg husker fotografisk og derfor er dette nethindebillede af den manuelt stillede p-skive med til at huske mig på det nøjagtige ankomsttidspunkt.
    Men det er sikkert rigtigt, at har man først vænnet sig til bæstet, er det ikke nemt at undvære den. Lidt som når overdrevent brug af GPS svækker stedsansen og mobilens automatiske telefonnumre kan nedbryde evnen til at huske en mellemlang talrække.

    Kommentar af natural2222 — 17. januar 2021 @ 6:53

    • Nu ikke så fremskridtsfjendtlig, Farmer 🙂
      De elektroniske p-skiver virker til fuldkommehed – problemet her var bare, at vi ikke vidste hvor gammel den var. De nye har 10 års garanti, og de virker!
      Jeg kan godt se pointen med din gammelmandskontrol (du kunne nok finde andre kontrolpunkter, hvis det skulle være), og ikke mindst, at du præcis ved, hvor lang p-tid du har tilbage.
      Mht. det det sidste: Det er der helt sikkert noget om, men bruger man så bare ikke sine evner til noget andet? Og en gps er totalt uundværlig for sådan nogle som mig, der ikke er i besiddelse af en brugbar stedsans 😉

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2021 @ 9:32

      • Jah, det var nok lidt for meget den knotne gamle mand der kom op i mig i den kommentar.

        Kommentar af natural2222 — 18. januar 2021 @ 4:15

        • Og den knotne gamle kone svarede igen 😉

          Kommentar af Ellen — 18. januar 2021 @ 9:01

  6. Sølle mand … jeg har aldrig fået en parkeringsbøde, det siger noget om, hvor lidt jeg kommer ud.

    Kommentar af frnielsen — 17. januar 2021 @ 17:19

    • Eller også siger det bare noget om, at du husker at sætte p-skiven 😀

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2021 @ 17:58

  7. Ligegyldig kommentar – men alligevel, – Europark har en APP, – det er selvfølgelig til betalings parkering 🙂 ved ikke om man kan bruge den et sted hvor man ikke skal betale???

    Kommentar af Helle — 18. januar 2021 @ 10:56

    • Bestemt ikke ligegyldig 🙂 Da John kom hjem og fortalte om hændelsen, tænkte jeg på Easypark-appen, som vi normalt bruger og som virker over hele Europa (og verden?), men vi ved heller ikke om den dur, når der reelt ikke skal betales noget. John skænkede den ikke en tanke, da han stod i Køge med den døde skive. Det burde huskes at prøves af ved lejlighed, men nu har vi jo skiver, der virker 😉

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2021 @ 11:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.