Hos Mommer

8. juli 2020

Røsnæs og rødfarvning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:32
Tags: , ,

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

P1020113

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

P1020129

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

P1020137P1020136

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

22 kommentarer »

  1. Det er unge edderfuglehanner på stenene.
    De grønne skure er vel gamle fiskerhytter til at opbevare og bede garn i. De har sikkert altid måttet nøjes med lettere vedligehold.

    Kommentar af natural2222 — 8. juli 2020 @ 22:44 | Svar

    • Tak, Farmer. Det må være ungdommen, der snød John, for han er normalt god til fugle.
      Jeg vil tro, at du har ret, men dette her er for længst forbi selv lettere vedligehold!

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 9:37 | Svar

  2. Jeg ville også have skudt på edderfugle … og så er jeg spændt på dit garn. Mit kastaniegarn fra sidste år blev ikke det mindste interessant, men jeg har ikke prøvet de umodne. Jeg har mit eget kastanietræ, så jeg er meget nysgerrig.

    Kommentar af fiberfryd — 8. juli 2020 @ 23:08 | Svar

    • Og dit skud ramte plet, ifølge Farmer 🙂
      Jeg er dæleme også spændt – det var knaldskrigende mørkorange ved omkring 30-35°, men så blegnede det mere og mere og endte med at være fesengult. Et sted stod der, at hun kogte det op et par gange, så lige nu er jeg i gang med anden kogning, men der sker vist ikke rigtig noget. Jeg ville virkelig gerne kende hemmeligheden bag det flotte røde!

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 9:40 | Svar

  3. I er gode til sådanne småture, hvor I får set bidder af Danmark. Det er et gode ved at have bil – som cyklist er ens radius mere begrænset.
    Det bliver interessant at høre om kastanjeprojektet. Godt at der er fuglekyndige blandt læserne – jeg ville højst kunne svinge mig op til en “rapand”.

    Kommentar af Eric — 9. juli 2020 @ 8:26 | Svar

    • Vi ville have meget svært ved at leve uden bilen – vi ville kede os halvt ihjel, tror jeg, hvis vores (ellers nydelige) verden blev indskrænket.
      Jeg er spændt på udfaldet, og ja, det er altid givende at spørge i blogland. Jeg mindes ikke at have spurgt om noget uden at have fået svar.

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 9:45 | Svar

  4. Jeg har selv en svaghed for at fotografere redskabsskure, som jeg tit finder på forskellige havne. For nylig på Thorup Strand. De var kun en anelse mere velholdte end dine.
    Jeg stemmer i med edderfugle og glæder mig til at se garnet.

    Kommentar af Kirsten — 9. juli 2020 @ 8:33 | Svar

    • Så du falder også for charmen ved de forfaldne hytter 🙂
      Dejligt med så mange fuglekloge folk, og jeg er også spændt på garnet, se evt. mit svar til Ditte (Fiberfryd).

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 9:47 | Svar

  5. Fra Gedser til Rødnæs. Hvor er det hyggeligt at følge med på jeres ture rundt på Sjælland – Sjælland som for os mest er København.
    Gamle skure er et godt motiv. De fortæller noget om levet liv udenfor overhalingsbanen.
    Vi havde en maler i Horsens, Søren Andersen, (han døde for to år siden), som igen og igen malede skurene ude på Tipperne nær Nymindegab i den sydlige ende af Ringkøbing Fjord.
    I flere år drømte jeg om at få et af hans malerier, men jeg var så længe om at beslutte mig til, hvilket et det så skulle være, hvilket et der var det allerbedste, at det udvalgte altid nåede at blive købt af andre, og til sidst havde jeg ventet så længe, at hans ting havde nået at blive lidt for pebrede. Han var forholdsvis anerkendt.
    Det gælder om at slå til i tide. Det gælder åbenbart også dit farveprojekt. Du kunne have fået en flot mørkorange, men endte op med fesengul.

    Kommentar af tingats — 9. juli 2020 @ 10:13 | Svar

    • Sjælland har meget at byde på – København er jo bare … København 😉
      Enig i det med motivet – og så har du det vist lige som John, som også altid ‘lige’ skal tænke over et eller andet. Ofte tænker han så længe, at det er for sent, inden han når frem til konklusionen. Jeg er mere impulsiv, hvilket vi heldigvis har fået mange (fælles) glæder ud af, så ja, man skal slå til i tide.
      Jeg tror dog ikke, at den orange farve i givet fald ville have holdt uden kogning, men jeg troede jo, at den ville udvikle sig til mere rød, og så gik den i stedet den anden vej 😦

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 10:21 | Svar

  6. Godt du fik hjælp af andre, har ikke den fjerneste forstand på fugle, heller ikke på så meget andet 😊
    Hvor er der dog mange skønne steder i vores lille land. I er gode til at finde dem 🌞

    Kommentar af Lene — 9. juli 2020 @ 15:53 | Svar

    • Du ved vildt meget om dit fag – og sikkert også andet; du er bare beskeden 🙂
      Ved at søge på forskellige turistinformationer (visit etellerandet, fx Sydsjælland), kommer der meget godt frem, som er værd at kigge nærmere på. Det var det, der inspirerede os til Røsnæs 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. juli 2020 @ 16:01 | Svar

  7. Røsnæs har også stået på min liste over sommerferieemner; men den er lang, og ferien ikke så lang, at vi når alt. Jeg har før hørt meget godt om stedet.
    Spændende med dit garn; jeg går ud fra, vi får resultatet at se, når tidens fylde bliver moden. Netop i går aftes sad jeg og så en strikkepodcast (det hedder det jo i disse tider, selvom det ikke er en lytteudsendelse, men en YouTube-udsendelse) med Hanne Just/Flammende Pinde, der har besøgt Painter’s Yarn. Her fik vi lidt indsigt i proceduren med kogning osv. Hun farver dog med kemi og (tilsyneladende) ikke med natur.

    Kommentar af conny — 10. juli 2020 @ 9:07 | Svar

    • I må da glæde jer til pensionistlivet, når der er så meget, I gerne vil nå – det kan I også roligt gøre. Jeg mener, at du er på alder med min søster, som går på pension til september – hvad med dig? 🙂
      Jeg skal nok poste resultatet 🙂
      Jeg har selv overvejet syrefarver, bare for at prøve, men jeg kan egentlig bedst lide de mere bløde farver, som planterne giver.

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2020 @ 9:29 | Svar

      • Som 1957’er skal jeg være 67 for at gå på pension, og der er 4 år endnu. Søren har planer om pensionering inden for et årstid, så det kan være, vi kan øve os i at blive bedre til at tage ud i weekenden, når han på et tidspunkt får alle hverdagene til sine vandre- og andre sysler 😉

        Kommentar af conny — 10. juli 2020 @ 12:17 | Svar

        • Åh … jeg huskede det som at du var med i efterlønsordningen … puha … fire år er længe – synes jeg 🙂
          Men ja, der sker en forandring for jer, når Søren går på pension.

          Kommentar af Ellen — 10. juli 2020 @ 13:40 | Svar

  8. Jeg er spændt på at se, hvordan dit garn bliver efter farvning. Hvor var det flot, at Farmer kunne artsbestemme ænderne, men de gamle gamle fiskerhytter kunne jeg genkende 🙂
    Det er så spændende at gå på opdagelse på steder, hvor man ikke har været før!

    Kommentar af Madame — 10. juli 2020 @ 12:30 | Svar

    • Jeg kan afsløre, at rødt blev det ikke 😦 – men jeg skal nok vise det frem.
      Farmer kan man altid regne med!
      Og ja, det er altid spændende at se nye steder – men Røsnæs er ikke nyt for dig, kan jeg forstå 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2020 @ 13:41 | Svar

  9. Åh, det blev ikke rødt!
    Nej, Røsnæs er ikke nyt for mig – vi har venner, der bor i Kalundborg og har været med ude på ture 🙂

    Kommentar af Madame — 10. juli 2020 @ 19:39 | Svar

    • Nej, øv! Men dejligt med gode undskyldninger for at køre til Røsnæs 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2020 @ 20:31 | Svar

  10. Jeg kan nu godt lide de forfaldne skure, men de er alligevel nok lidt for autentiske til, at jeg ville vælge nogen af dem som sommerhus. Der er utrolig smukt på Røsnæs! Jeg har engang haft fornøjelsen at tilbringe en weekend på Strandhotel Røsnæs i den mest lysegrønne del af maj. Det kunne jeg finde på at gøre igen.

    Kommentar af Uffe Jerner — 11. juli 2020 @ 19:06 | Svar

    • Enig – liiige en tand for primitivt!
      Der var meget smukt. Jeg var ret betaget af det kuperede terræn, så jeg forstår godt, at du kunne gentage besøget.

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2020 @ 19:32 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.