Hos Mommer

17. maj 2021

Badesæsonen er begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Herligt vejr! Et par læs skvalderkål er nu ikke længere i min jord, det store rosenbed har fået fjernet brændenælderne (som nu er lagt i vand, så jeg kan få noget god gødning), de 22 vajdplanter er plantet ud og nogle af zinniaerne ligeså.
Der er stadig lang vej igen, inden jeg er færdig.
Færdig med første gennemløb, vel at mærke, for når jeg er igennem det hele, kan jeg starte forfra, selv om der dog ikke vil være tilnærmelsesvis den samme mængde skvalderkål resten af året, så en effekt har det da heldigvis med alt det arbejde. Man bliver aldrig arbejdsløs, når man har en have, men det er fint – jeg sidder rigeligt meget ned og strikker eller syr i løbet af vinteren, så det er fint at få udført noget fysisk arbejde.
Mens jeg lå og udplantede vajden, hørte jeg en masse unge mennesker ude på vejen, og det lød som om de gik ned ad stien til fjorden.
Op med mig og hen for at kigge … de fleste var nået ned til vandet, men der stod to unge knægte kun iført badebukser lige ud for vores grund. De måtte være fra Brøderup Efterskole, som ejer grunden.
Nysgerrig er man jo, så jeg spurgte, om de virkelig skulle i vandet.

Brøderup bader - 17 maj
Njah, lød svaret, vi ved ikke helt hvad vi skal. Vi skal ikke ligefrem ud og svømme, men vi skal lave en eller anden øvelse ude i vandet, og vi ved altså ikke helt hvor fedt det er. Det er garanteret hundehamrende KOLDT!
Det kunne vi hurtigt blive enige om … du skal være velkommen til at komme ned og se hvad vi skal lave, sagde de, men jeg takkede nej. Okay – så må du have en rigtig god dag!
Søde og høflige unge mennesker, der ikke havde noget imod en sludder med en for dem ukendt, ældre dame. Der er stadig håb for Danmarks fremtid.
Lidt senere kunne jeg både se og høre dem pjaske i vandet. Det kom der nogle solide hyl ud af – især fra pigernes side.

Gråspurvene og skovspurvene har også indledt badesæsonen, men de er da så fornuftige ikke at sænke sig ned i det våde og kolde element. I stedet bruger de bedene jeg har lagt dahliaknoldene ned i. Disse er endnu ikke kommet op, så der er masser af dejlig jord at støvbade i.
Kan I se fuglene? De har ‘anlagt’ fem badehuller, og tit er der fugle i alle fem. Alligevel er det ikke nok, for de er nærmest ved at komme op at slås for at få et lækkert støvbad.
Badehullerne bliver dybere og dybere, jo mere de bliver brugt; i et par af dem kan man ikke se fuglen, kun det støv, den hvirvler op, når den basker med vingerne. (Hvorfor kom jeg mon lige til at tænke på Rumle fra Radiserne?)
Spurvene hygger sig tilsyneladende en hel del mere ved den badning end de unge mennesker fra efterskolen gjorde med deres.

Gråspurvestøvbad

16 kommentarer

  1. Nej, man bliver aldrig arbejdsløs, når man har en have 🙂

    Hvor er det sjovt se skovspurvene støvbade – det har jeg ikke set dem gøre her, men de elsker fuglebadekarrene. 
    Vandet er 12-14 grader nede hos jer, kan jeg se på DMI. Jeg havde troet det var koldere, men jeg kan sagtens forstå hvinene fra pigerne 🙂

    Kommentar af Madame — 17. maj 2021 @ 17:58

    • Har vi virkelig allerede så varmt vand? Det havde jeg heller ikke troet – det er jo ikke ret længe, vi har haft temperaturer over 10°.
      Jeg skal ikke i vandet i Danmark. Alt under 27° er for koldt til mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2021 @ 19:17

  2. Jeg var helt bekymret for, om det var dig, der var begyndt at bade, men du holder dig i skindet, det forstår jeg godt 🙂
    Jeg har mængder af skvalderkål og har endnu ikke gjort noget ved det. Vi har spist af det i to dage, men kun som drys, så der skal nok gås mere omhyggeligt til værks, hvis det skal komme væk. Men skvalderkål eller mælkebøtter kan vel være hip som hap, jeg har rigeligt af begge dele.

    Kommentar af Lisbeth — 17. maj 2021 @ 18:42

    • Du kan tro, jeg kan styre mig!
      Skvalderkålsudrensning er rent sisyfosarbejde – næsten værre end mælkebøtter, fordi disse i det mindste ikke kommer med nye planter, bare man har overset et rodstykke på et par centimeter.

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2021 @ 19:19

  3. Jeg ville være blevet meget overrasket, hvis du havde skrevet at du havde badet 🙂 Du er en flittig kvinde og jeg er slet ikke i tvivl om at din have må være en sand oase.

    Kommentar af Lene — 17. maj 2021 @ 19:56

    • HA – ja, så kender du mig i hvert fald 😀
      Det er virkelig en oase, men den kræver meget arbejde for at være en oase … 😅

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2021 @ 20:55

  4. Det var nyt for mig at se spurvene støvbade! Jeg har ikke noget fuglebad, men der er som regel en pyt i nærheden, hvor de bader – ellers må de flyve over til mosen.

    Kommentar af Donald — 17. maj 2021 @ 21:40

    • Ja, de kan også godt lide vandbade. Solsorten kan tømme fuglebadet bare på et par bade – holddaop, hvor kan de sprøjte.
      Og støvbade har jeg altid kendt til – måske har du ikke så meget bar og tør jord? Det skal man jo helst heller ikke have, men jeg har nu og til dahliaerne dækker den.

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2021 @ 8:46

      • Nu du siger det har jeg nok set “en støvbader” i nærheden, vistnok i noget støv på stierne her.

        Imidlertid er jorden bare for mudret til at det kan lade sig gøre i haver, bed og lignende.

        Kommentar af Donald — 18. maj 2021 @ 12:18

        • Hehe, de kan trods alt ikke lide at mudderbade 😀

          Kommentar af Ellen — 18. maj 2021 @ 17:06

  5. Vi har også støvbadehuller i vores have, men indtil nu har jeg i år ikke set dem benytte dem. Derimod er der livlig aktivitet i badet med vand.

    Kommentar af Kirsten — 18. maj 2021 @ 8:46

    • Det er så hyggeligt at se dem stornyde de to meget forskellige former for bad 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2021 @ 8:47

  6. Jeg beundrer din haveflid, selv orker jeg knap det allermest nødvendige – forskellen ligger vel i interessen.
    Det er et knaldgodt billede af spurvene. Vi sørgede for vand i fuglebadet hele vinteren, og det var meget populært – ikke mindstnår der var frostvejr, og der kom varmt vand oveni for at tø isen op.

    Kommentar af Eric — 18. maj 2021 @ 13:57

    • Forskellen ligger helt sikkert i interessen, og for mit vedkommende kom det med ophørelsen af lønmodtagerlivet, men det har det så ikke gjort for dig 😉
      Ih, tak! Fuglene er nemlig meget glade for tilgang til ikke-frossent vand om vinteren, så det er fint, at du sørger for det til jeres fugle.

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2021 @ 17:05

  7. Jeg troede først, du var begyndt at bade 🙂
    Brændenælder lagt i vand til gødning minder om min mor. Det gjorde hun meget i. Det er sikkert også godt.
    Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogle fugle elsker at støvbade? Men det gør de også hos mig på varme dage – endnu ikke i år. Jeg kan langt bedre forstå solsortene, der bader i vandet i fuglebadet.
    Du er vel nok energisk i haven.

    Kommentar af Betty — 18. maj 2021 @ 21:36

    • Næhtak, jeg er ikke lige så sej som dig 🥶
      Brændenælder giver god kvælstofgødning – har jeg læst et sted …
      Støv- og vandbadning har samme formål, nemlig at slippe af med lus og mider. Begge dele skulle virke lige effektivt på disse parasitter.
      Det er nødvendigt, hvis ikke den skal gro til i ukrudt, og det skal den helst ikke!

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2021 @ 22:08


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.