Hos Mommer

14. september 2022

Med respektfuld afstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Jeg kom for sent til nørklestrik i går, fordi jeg blev nødt til at vende om og hente mit fotografiapparat. Jeg havde telefonen, men den er elendig til at zoome.
Jeg var lidt spændt på, om de alle ville være der endnu, når jeg vendte tilbage med kameraet, men det var de, og der var oven i købet kommet flere til. Flere fiskehejrer. Det er vel ikke så usædvanligt, kan I mene, at se fiskehejrer, og det er det da heller ikke, for vi ser dem dagligt, men kun en, to, tre eller fire ad gangen.
Denne gang så jeg 12, og da jeg vendte tilbage, var der tilmed kommet flere, hvorfor jeg kunne tælle hele 32 fiskehejrer stående ude i det lave vand, lige over for Marjattas bygninger.
Toogtredive! På én gang!
Billederne blev ikke særlig gode, og hvis jeg zoomede så lidt, at alle 32 kom med, kunne man overhovedet ikke se dem på billedet, men her er et af forsøgene.

P1060263_Moment(2)
32 fiskehejrer over en strækning på måske 100 meter. Det var et lidt specielt syn – jeg ved godt, at de bor i kolonier, men min hidtidige rekord er en halv snes på en gang, som vi har set det nogle gange, hvor man krydser Køge Å lige før Ringstedvej.
En lille bonus var, at den unge havørn også var der, men fiskehejrerne tog ikke spor notits af den.

Havørn (12)

I dag så vi igen den unge havørn stå i det lave vand lige ud for vores hus. Vandet er ekstra lavt, fordi vestenvinden har været hård.
Den unge fugl har vist ikke helt lært alle jagtteknikkerne endnu, for den kan må ingen måde nå at fange noget som helst, hvis den først skal sætte af fra hvor den står.
Det ved jeg ikke, om gæssene også var klar over, for de fløj ikke væk, men de holdt trods alt en respektfuld afstand til ørnen. Et par krager forsøgte at jage den væk, men den var ophøjet ligeglad.

Havørn (11)

Havørn (11)

Den ser lidt forpjusket ud, men det gør havørne generelt, så det er ikke fordi den endnu mangler at lære noget om personlig hygiejne – de ser altid ud som om de netop er fløjet igennem et uvejr.

Vi ser allerede nu blishøneøer ude på vandet; gæs, viber og stære er ved at samle sig, og mange af dem gør det heldigvis lige hvor vi bor, så der er gang i den store kikkert hver eneste dag, hvor vi ser især gæs i store mængder.
Det er en meget snakkende fugl, og når de bliver forskrækkede over et eller andet, kan vi høre dem, selv om døre og vinduer er lukkede.
Vi ser hele flokken lette, flakse meget støjende og mere eller mindre forvirret rundt et minut eller to for så igen at slå sig til ro på vandet. Det er sjældent, vi ved, hvad der får dem til at lette, men det er en meget forsigtig fugl, som hopper på “ulven kommer” hver gang.

Advertisement

16 kommentarer

  1. Spændende med så mange hejrer og havørnen. Den kigger vi også efter her, en gang i mellem er vi heldige, men ikke ofte.
    En af vores venner fik et billede af en isfugl i sin egen skov.

    Kommentar af Lisbeth — 14. september 2022 @ 22:30

    • Ihh – jeg bliver da helt grøn – det er et af vores allerhøjeste fugleønsker at fotografere en isfugl!

      Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 10:05

      • Ja det kunne være skønt, han kunne godt have ringet efter os, men fuglen var sikkert fløjet, inden vi nåede hen til ham. Han har en stor skov, og planter stadig flere træer. Han har set en en gang før.

        Kommentar af Lisbeth — 15. september 2022 @ 10:18

        • Vi har også set isfugl, med streg under set, men det er i superkorte glimt, så vi gives ikke en chance for at få kameraet frem.

          Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 10:26

  2. Dejlig naturoplevelse. Tror aldrig, jeg har set mere end to-tre fiskehejrer på en gang.

    Kommentar af Ib Hansen — 14. september 2022 @ 23:13

    • Nej, vel? Jeg tror også, at det må have været et ret usædvanligt syn.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 10:06

  3. Jeg tror, det var min søn, der havde en professor, der sagde “Der er intet, der overgår svineheld!” Det må da kunne siges, I var ude for, da I faldt for jeres hus. Her var der virkelig tale om herlighedsværdier, der bare ventede på jer.

    Kommentar af Elsebeth — 15. september 2022 @ 14:34

    • Det var SÅ heldigt, Elsebeth! Vi har haft det i otte år nu, og jeg er stadig hver eneste dag lykkelig over, at vi fandt lige præcis dette fantastiske hus på dette fantastiske sted.
      Og … hvis jeg ikke havde haft brystkræft, havde vi ikke fundet det …

      Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 15:52

      • Ja, og det sad jeg også og tænkte på. Du havde dengang fortalt, at I ofte kørte en tur, når du havde fået dine behandlinger, og det var sådan I fandt huset. Så jeg havde lyst til at skrive, ‘at det var velfortjent glæde i en svær tid!’ Onkel Sigurd, gammel himmerlænding sagde ‘De’ ka’ si’ swot å blyw godt’ – det er i hvert fald vidunderligt, når det kommer til at passe …

        Kommentar af Elsebeth — 15. september 2022 @ 16:40

        • Det er det. Onkel Sigurds ord kan jeg – via dine afsluttende ord – nogenlunde regne ud hvad betyder, men jeg er ikke sikker på, hvad ‘swot’ betyder. ‘Svært’, måske? 😀

          Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 20:55

  4. Spændende med så rigt et fugleliv. Det er noget ganske andet end i vores villahave, hvor højdepunktet var en minifalk for 30 år siden og et par vintre med en flok sjagger. Nå ja, og så den lejlighedsvise dompap. Jeg kan godt forstå, at du kørte tilbage efter kameraet!

    Kommentar af Eric — 15. september 2022 @ 14:47

    • Hehe, den ‘spænding’ kan jeg genkende fra vores rækkehus 😊

      Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 15:53

  5. Sikke en rigdom, du har udenfor din dør. Jeg ærgrer mig over at du har gjort, så man ikke kan forstørre billederne. På den måde havde jeg mulighed for at se lidt mere til fiskehejrerne 🙂

    Kommentar af Lene — 15. september 2022 @ 18:19

    • En stor rigdom!
      Billederne ændrede jeg for mange år siden til ikke at kunne klikkes større, for jeg blev klar over, at det tog så meget plads, at der ikke ville gå ret lang tid, inden jeg løb tør for gratis WP-plads, og jeg er for nærig til at ville betale for min blog. På denne måde kan jeg holde den gående i knap fire år til, og så må jeg tage den derfra. Så er det nok også tid til at stoppe det bloggeri 😉

      Kommentar af Ellen — 15. september 2022 @ 20:59

      • Jeg vidste der var en årsag. Det kan jeg godt forstå 🙂

        Kommentar af Lene — 16. september 2022 @ 12:20

        • Selv om jeg kan lide at blogge, er der trods alt bedre måder at bruge sine penge på 😏

          Kommentar af Ellen — 16. september 2022 @ 12:48


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.