Afrikansklignende drama ved Præstø Fjord

Lige over for vores hus er man ved at fælde de mange tagrør, japansk pileurt, brombær og ikke mindst de piletræer, der vokser så forbasket hurtigt op og tager vores dejlige udsigt. Jeg ved ikke helt, om der er planer om at udsætte køer til at afgræsse området, eller det bare i første omgang skulle ryddes for alt braset.
Til fældningsarbejdet går der en mand rundt og fjernstyrer en gammeldags persillehakker i mastodontformat. Den kværner alt fra tagrør til halvtykke piletræsgrene uden at blinke, så at sige.
Persillehakkerføreren havde ikke lige forudset, at der stadig kunne være meget vådt på visse steder – det ville jeg heller ikke have troet med den i lang tid udeblivende regn og de høje temperaturer.

Pludselig sad persillehakkeren fast (den kan ikke ses på billedet, for den gemmer sig bag den japanske pileurt) Den sad meget, meget fast, kunne vi høre, så der blev ringet efter hjælp, som efter noget tid kom i form af en mand i en landrover.
Som også satte sig fast. Meget, meget fast. På trods af to mænds nærmest desperate gravning og forsøg på at lægge brædder under hjulene, sank den tunge bil længere og længere ned, helt ned til karosseriet, i mudderet.
Det var synd for dem, men ærlig talt også en smule komisk, at hjælperen ikke var længe om selv at sidde uhjælpeligt fast.
Vi sad og spiste frokost og havde hele sceneriet fra første parket, og vi var onde nok til at gå op på C & T’s soveværelse for at fotografere – vi kunne jo alligevel ikke være til spor nytte.
Det mindede os om en scene fra Afrika, hvor terrængående køretøjer forcerer floder og sommetider må trække sig selv eller andre fri af mudderet.

Men hvor heldig har man lige lov at være? Landroverejeren begyndte pludselig at trykke · · · – – – · · · (SOS) på hornet, hvilket fik os til at kigge undrende på hinanden, men sekunder efter stoppede den ene landrover efter den anden på vejen ud for vores hus, og der begyndte at strømme folk ud fra disse biler af meget forskellige årgange – men alle var de landrovere, og dem havde de nødstedte selvfølgelig set køre oppe på vejen.
Efter en kort konference med ham der havde morset efter hjælp, kørte to af bilerne ind på det fældede stykke, og efter et stykke tid var den nedsunkne bil hevet flot.

Aubrey havde den største fest af os alle; han syntes det var vildt fedt at overvære: “Oj, hvor var det godt, at vi ikke kørte hjem i morges, som vi ellers havde planlagt.”

Landroverklubben (for en klub var det) var helt oppe at køre over endelig at få lov til at bruge bilerne til det, de er beregnet til.
Det var dermed totalt win-win – den strandede bil strandede på det heldigst mulige tidspunkt, hvilket både den uheldige mand og klubben var enige om.
John snakkede kort med ham der viste sig at være lederen, som med det store smil på fortalte, at man ofte lægger en øvelse ind, når landroverklubben mødes, men det var så ikke nødvendigt i dag.

Tyve landrovere stoppede der langs vejen, hvilket trak mange beboere ned til stedet, hvor det hele foregik.
En spændende afbrydelse på en varm, varm lørdag.
Så varm, at englænderne ikke kørte lørdag morgen alligevel, men først søndag kl. 9:30. De kunne slet ikke holde tanken ud om at forlade et så godt vejr, men Tim skulle være tilbage og være parat til at arbejde i dag, mandag.
De besluttede derfor at køre søndag forholdsvis tidligt og så bare ‘køre igennem’ kun med spisepauser, til de var hjemme.
Det var de klokken 03 i nat.
Vi skulle have huset fuldt haven fuld af gæster i går, med ankomst kl. 14, og da vi lige pludselig havde et døgn mindre til at få sat pavillon op, rigget borde til, ryddet op, muget ud og forberedt maden, fik vi mildt sagt hujende travlt, men jeg kunne på ingen måde få mig selv til at sige, at de bare havde at smutte om lørdagen, fordi vi havde meget vi skulle nå.
Vi nåede det da også – med hiv og sving, men jeg slap ikke for et par kommentarer om mit varme udseende, selv om jeg havde nået at slå koldt vand i både blodet og ansigtet lige inden de kom …