Hos Mommer

10. august 2020

Afrikansklignende drama ved Præstø Fjord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:23
Tags:

Lige over for vores hus er man ved at fælde de mange tagrør, japansk pileurt, brombær og ikke mindst de piletræer, der vokser så forbasket hurtigt op og tager vores dejlige udsigt. Jeg ved ikke helt, om der er planer om at udsætte køer til at afgræsse området, eller det bare i første omgang skulle ryddes for alt braset.
Til fældningsarbejdet går der en mand rundt og fjernstyrer en gammeldags persillehakker i mastodontformat. Den kværner alt fra tagrør til halvtykke piletræsgrene uden at blinke, så at sige.
Persillehakkerføreren havde ikke lige forudset, at der stadig kunne være meget vådt på visse steder – det ville jeg heller ikke have troet med den i lang tid udeblivende regn og de høje temperaturer.

P1050094

Pludselig sad persillehakkeren fast (den kan ikke ses på billedet, for den gemmer sig bag den japanske pileurt) Den sad meget, meget fast, kunne vi høre, så der blev ringet efter hjælp, som efter noget tid kom i form af en mand i en landrover.
Som også satte sig fast. Meget, meget fast. På trods af to mænds nærmest desperate gravning og forsøg på at lægge brædder under hjulene, sank den tunge bil længere og længere ned, helt ned til karosseriet, i mudderet.
Det var synd for dem, men ærlig talt også en smule komisk, at hjælperen ikke var længe om selv at sidde uhjælpeligt fast.
Vi sad og spiste frokost og havde hele sceneriet fra første parket, og vi var onde nok til at gå op på C & T’s soveværelse for at fotografere – vi kunne jo alligevel ikke være til spor nytte.
Det mindede os om en scene fra Afrika, hvor terrængående køretøjer forcerer floder og sommetider må trække sig selv eller andre fri af mudderet.
Landrovertræf (2)

Men hvor heldig har man lige lov at være? Landroverejeren begyndte pludselig at trykke · · · – – – · · · (SOS) på hornet, hvilket fik os til at kigge undrende på hinanden, men sekunder efter stoppede den ene landrover efter den anden på vejen ud for vores hus, og der begyndte at strømme folk ud fra disse biler af meget forskellige årgange – men alle var de landrovere, og dem havde de nødstedte selvfølgelig set køre oppe på vejen.
Efter en kort konference med ham der havde morset efter hjælp, kørte to af bilerne ind på det fældede stykke, og efter et stykke tid var den nedsunkne bil hevet flot.

Aubrey havde den største fest af os alle; han syntes det var vildt fedt at overvære: “Oj, hvor var det godt, at vi ikke kørte hjem i morges, som vi ellers havde planlagt.”

Landrovertræf (4)

Landroverklubben (for en klub var det) var helt oppe at køre over endelig at få lov til at bruge bilerne til det, de er beregnet til.
Det var dermed totalt win-win – den strandede bil strandede på det heldigst mulige tidspunkt, hvilket både den uheldige mand og klubben var enige om.
John snakkede kort med ham der viste sig at være lederen, som med det store smil på fortalte, at man ofte lægger en øvelse ind, når landroverklubben mødes, men det var så ikke nødvendigt i dag.

Landrovertræf (5)Landrovertræf (6)

Tyve landrovere stoppede der langs vejen, hvilket trak mange beboere ned til stedet, hvor det hele foregik.
En spændende afbrydelse på en varm, varm lørdag.
Så varm, at englænderne ikke kørte lørdag morgen alligevel, men først søndag kl. 9:30. De kunne slet ikke holde tanken ud om at forlade et så godt vejr, men Tim skulle være tilbage og være parat til at arbejde i dag, mandag.
De besluttede derfor at køre søndag forholdsvis tidligt og så bare ‘køre igennem’ kun med spisepauser, til de var hjemme.
Det var de klokken 03 i nat.
Vi skulle have huset fuldt haven fuld af gæster i går, med ankomst kl. 14, og da vi lige pludselig havde et døgn mindre til at få sat pavillon op, rigget borde til, ryddet op, muget ud og forberedt maden, fik vi mildt sagt hujende travlt, men jeg kunne på ingen måde få mig selv til at sige, at de bare havde at smutte om lørdagen, fordi vi havde meget vi skulle nå.
Vi nåede det da også – med hiv og sving, men jeg slap ikke for et par kommentarer om mit varme udseende, selv om jeg havde nået at slå koldt vand i både blodet og ansigtet lige inden de kom …

20 kommentarer »

  1. Der er intet som lidt drama i hverdagen, blot det ikke er en selv, det går ud over.

    Kommentar af Eric — 10. august 2020 @ 13:51 | Svar

  2. Hvor er det godt de kom helskindede hjem og fik nydt den fantastiske lørdag, som vi også her nød glæde af.

    Men indlæggets beretning om maskinerne, eller rettere maskin-brugerne! der ikke lige havde forudset at en eng kan være blød, det er jo simpelthen en skøn beretning, måske tidstypisk, for den slags maskiner har man jo ikke haft i 100 år, måske 20, måske 40, jeg ved det ikke, men altså, jeg husker jo manden, der pløjede med heste dér hvor toget til Fyn holdt stille udenfor Korsør Færgehavn, og de første traktorer.

    De her “persillehakker maskiner” kan virkelig knuse noget, det var sådan en de brugte til at rydde strandskoven for Rosa rugosa, ikke at det lykkedes, men det var da et skridt på vejen. De kørte selvfølgelig også fast i klitterne, men efterhånden lærte føreren jo at finde vej de nemme steder.

    Kommentar af Donald — 10. august 2020 @ 15:19 | Svar

    • Ohh, Donald, John og jeg syntes den var alt for varm, men okay, englænderne nød det 🙂
      Du kan huske de første traktorer … min far fik sin første, da jeg var tre år, så jeg kan meget svagt huske, at han havde hesteforspand til markarbejdet.
      Jeg må nok sige, at persillehakkeren var effektiv, og du har så også set en i funktion, kan jeg forstå. Det er et ret imponerende syn.

      Kommentar af Ellen — 10. august 2020 @ 18:24 | Svar

  3. Tak for den dramatiske reportage! Selv om det endte godt, må det have været et mareridt for dem, der måtte slide og slæbe i den varme …

    Kommentar af Uffe Jerner — 10. august 2020 @ 20:46 | Svar

    • Jeg tror de har haft en anelse ondt i maven, indtil kavaleriet kom 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. august 2020 @ 20:48 | Svar

  4. Fantastisk historie!

    Kommentar af Lone Nielsen — 10. august 2020 @ 21:25 | Svar

    • Ja, ikke sandt? Det synes vi også 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. august 2020 @ 21:32 | Svar

  5. Sikke et teater, I havde lige udenfor vinduerne. Det må blive hyggeligt, når der kommer køer til at gå og græsse på området.
    Dejligt at englænderne kom godt hjem. De er seje at tage det lange stræk i et hug.

    Kommentar af Betty — 10. august 2020 @ 22:16 | Svar

    • Ja … herlig underholdning 🙂
      Vi tog også nogle gange de lange hjemture i ét hug; både fra England, Sydfrankrig og Rom, sågar, men det er vi desværre blevet for gamle til nu. Det er jo sådan, at når man skal hjem, kan det kun gå for langsomt, så det var fint, dengang vi kunne på den måde, og Charlotte blev også glad for det, selv om hun naturligvis var træt, da de kom hjem (hun tog det meste af trækket, fordi Tim skulle være frisk om mandagen).

      Kommentar af Ellen — 11. august 2020 @ 9:27 | Svar

  6. Det var meget morsomt skrevet – og her fik landroverklubben da en øvelse 🙂
    Pyha, hvor har du haft travlt, inden du fik gæster! Men dejligt at I kunne nyde familien lidt længere. Jeg ville nok ikke have klaret det pres.

    Kommentar af Madame — 11. august 2020 @ 7:26 | Svar

    • Tak, og ja, de fik vist den bedste øvelse, de kunne få her i landet.
      Susende travlt, men så havde jeg slet ikke tid til at tænke over, at jeg var presset 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2020 @ 9:29 | Svar

  7. Smalle højstykspumpede dæk er ikke anvendelige i enge, og det nytter ikke, at dækkene sidder på en Landrover. Brede lavtryksdæk eller bælter er det eneste som kan erstatte størrelse 44 og en le.
    Det her været en herlig dag for Rover-folket. Tænk, at kunne bruge sin bils evner i DK. Det er ikke hverdagskost.
    Der forestår noget af en opgave, hvis de spor skal jævnes.

    Kommentar af natural2222 — 11. august 2020 @ 8:30 | Svar

    • De havde nok regnet med, at det var blevet tørt nok, men så fik landroverfolket da en fin dag ud af det og noget at snakke om til klubmiddagen 🙂
      Uden at vide det, gætter jeg på, at sporene ikke bliver jævnet, men det skal man måske for køernes skyld?

      Kommentar af Ellen — 11. august 2020 @ 9:31 | Svar

      • Køerne er nok ligeglade, og det er nok også tilnærmelsesvis umuligt at jævne af. Det må tidens tand tage sig af.

        Kommentar af natural2222 — 11. august 2020 @ 21:48 | Svar

        • Okay. Det er jeg faktisk også ret sikker på, at tidens tand så får lov til.

          Kommentar af Ellen — 12. august 2020 @ 9:23 | Svar

  8. Tak for en skøn historie fra det virkelige liv 🙂 I weekenden holdt landroverne også på stranden og håbede på at folk satte sig fast.

    Det har været en hård tur for englænderne, især da Charlotte. Vi har også haft samme tendens på motorcykel at køre hjem i et stræk. Jeg kan desværre ikke køre motorcyklen og på motorcykel må man holde pause hver anden time, så det kunne tage sin tid. Blandt andet er vi kørt 1500 km på 17 timer, men da frøs jeg også så meget, da vi kom hjem midt nat, at jeg næsten ikke kunne tale.

    Kommentar af Lene — 11. august 2020 @ 16:47 | Svar

    • Velbekomme 🙂
      Haha – så de ligefrem håbede på det … men ja, det må da også være rart at kunne bruge bilerne til deres egentlige formål.
      Det ER hårdt, men som du også ved, så er det rart at komme hurtigt hjem, når ferien er slut. Vi er virkelig dårlige til at inddrage hjemturen til at være en del af ferien. Og så kan jeg sagtens forstå, at det må være hammerkoldt om natten på en motorcykel. Det er lidt behageligere i en bil 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2020 @ 18:32 | Svar

  9. Fint med drama lige for næsen – og alligevel på behørig afstand – og når det endte godt.
    Jeg elskede at suse ned gennem Europa i egen bil – godt nok mest på udturen og ikke så meget retur. Ib gider ikke mere. Han foretrækker at blive serviceret og transporteret. Det var selvfølgelig også ham, der kørte det meste af vejen.- Og dog, vi skiftedes nu faktisk ligeligt – dvs. indtil jeg blev træt 😉 Så var det hans tørn at fuldføre.
    Og så blev John måske alligevel fejret af flere end allernærmeste familie – bare ikke lige på dagen ?

    Kommentar af tingats — 12. august 2020 @ 9:14 | Svar

    • Det var nemlig fint – især med en happy ending.
      Jeg har det lige som Ib, men så længe John elsker at køre – og kan køre, nyder jeg at blive transporteret. Vi ved jo begge, at med Johns nu 75 år varer det ikke ved, men han kører stadig 100 % godt og sikkert, heldigvis 🙂
      Nej, det var den årlige fætter/kusinejulefrokost, som vi holder den første eller anden weekend i august, hvorfor den ofte falder sammen med Johns fødselsdag, men den bliver ikke fejret som sådan.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2020 @ 9:29 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.