Hos Mommer

28. april 2016

Nu også med fiskeørn!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

P1010814P1010815

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

Vi må gerne tale sammen 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

Reklamer

24. april 2016

Små søndagssysler i små glimt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

 

YES min yndlingsplanteskole af flere årsagerDet var frostvejr i nat, men alle nyplantede planter fra Flemmings Planteskole havde overlevet helt uden mén … og så se da lige klippet fra hjemmesiden: Der findes heldigvis danskere, der ved, at der ikke skal apostrof i genitiv på dansk.
Der er således håb endnu …

Da jeg kom på nettet, kunne jeg se, at FB nærmest svømmede over af snebilleder fra det meste af Danmark og Sverige (i Skåne og Blekinge har de mange steder fået 20 cm sne) – det var åbenbart for tidligt, at vi fik skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene …
Her ved Præstøfjorden er vi indtil videre er sluppet med fem dråber vand og et enkelt tordenbrag.
For en god time siden kom solen, og den ser ud til at have tænkt sig at blive resten af dagen, så ingen sne her, hvilket passer mig glimrende.

Måske

På svampeforummet på FB er der flere, der har fundet vårmusseroner, og i den forbindelse så jeg en noget alternativ måde at stave til måske på.

IMG_5770

IMG_5772John har leget med kamera. Den foderbeholder af glas, som han fik i julegave, fungerer helt efter hensigten. Fuglene kommer og spiser, selv om vi sidder ved spisebordet lige på den anden side. Musvitterne er lidt sky og flyver væk, når de får øje på os, men sumpmejser (som jeg tror denne er) og gråspurve lader sig overhovedet ikke anfægte af, at vi er så tæt på – vi kan endog bevæge os, uden de flygter.
Disse billeder er taget med fjernbetjening med kameraet sat op udenfor.

Det er altså ikke fordi, foderboblen har indbygget guillotine, selv om det kan se sådan ud på det øverste billede, men den lille fugls sorte hoved er visuelt helt forsvundet i ophængsdimsen.
Den har en meget stor fordel, denne måde at fodre fugle på: Den er rottesikker. Rotterne kan ikke komme til den og fuglene spilder ikke noget på jorden, som de kan komme og hente; det hele bliver inde i glasset – dermed selvfølgelig også de tomme skaller, så man skal holde øje med det og tømme og fylde op igen.
Beholderen kan tages af og vaskes, så den altid er ren, pæn og appetitlig – både for fugle og mennesker.

8. april 2016

En dompap er ikke en dompap, men det er der andre, der er

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Kan man tillade sig at kalde en, der hopper på falske mails, som vil lokke kort- eller bankoplysninger ud af vedkommende, for en dompap?
Det kan man måske ikke (jeg gør det nu alligevel), men man skal dog være mere og mere vågen, da svindlerne beklageligvis bliver bedre og bedre, fx ved at sprede ægte logoer med rund hånd i mailen, samt forbedre deres sprog. Spørgsmålet er heldigvis, om de nogensinde bliver gode nok? Nu er jeg så ganske afgjort ingen nørd til den slags, men for mig at se kan et afslørende, falsk link ikke undgås, og det link kan ses, hvis man muser over det. Hvad gør man så på en tablet? Godt spørgsmål, og jeg har intet svar. Det er der sikkert andre og bedre folk end mig, der har (skriv gerne svaret til mig), men der er andre tegn, og nu er svindlerne oven i købet begyndt at advare mod sig selv.

PayPal1

Et af tegnene er, at en mail fra PayPal nok ikke har den underlige afsender, der ses til venstre herover.
Et andet tegn kunne være (let sarkasme er ikke utænkeligt), at man, efter at have brugt PayPal som betalingsmedie, modtager en kvittering for vellykket transaktion, og når man har en sådan, burde der ringe en alarmklokke eller to, når der i mailen hævdes, at PayPal har afvist betalingen, og at det skal man lige gøre noget ved.
Et tredje tegn kunne være, at man aldrig har anvendt PayPal …

PayPal2
PayPal3

Og så svindlernes egen advarsel: “Hvordan kan jeg vide, at denne mail ikke er svindel? […] Det kan du, fordi PayPal altid vil tiltale dig med med dit for- og efternavn.”
… skriver de i en mail, der er indledt med “Dear Customers” … i flertal … jamen hurra altså … dompapper!


En dompap med fjer er derimod ingen dompap, men noget så fornemt som en domprovst:
Navnet kommer af det tyske “Dompape”, domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med “dumrian”, skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene “dum” og “paphoved”.
Så blev jeg igen lidt klogere.

P1010721P1010722

Grunden til, at jeg forskede lidt i dompappens liv og dermed fandt frem til ovenstående var, at både hr. og fru Dompap i formiddags fouragerede i solsikkefrøene på én gang, så jeg konkluderede, at de næppe endnu ruger på årets familieforøgelse, men ville vide hvornår de så begynder på det.
At HUN endnu ikke ligger på æg, burde jeg have skrevet – man går ikke ind for ligestilling i dompappernes verden, men gør præcis som vi pattedyr gør: Når først han har overstået sit startbidrag til forplantningen, overlader han resten til kvinden. Han fodrer hende nok heller ikke, når hun ligger på æg, så selv om hun ruger, skal hun vel ud for at finde føde en gang imellem … men æggene bliver først lagt sidst i april, så mine indledende betragtninger holdt vand – der er stadig lidt tid, inden pligterne kalder.

5. april 2016

Hybris og nemesis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , ,

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

En søndag i starten af aprilEn søndag i starten af april (1)En søndag i starten af april (2)

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Broen i Lyngby

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
IMG_5654På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

22. marts 2016

Den dag elektronikken døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

image

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.P1010653

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Her er en traneHer er en trane (1)

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

21. marts 2016

Carl Christian Tofte har tegnet en rovfugl til mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: , ,

Vi havde et par ærinder i Kristianstad, og selv om det endnu ikke er højsæson for traneindflyvning på Pulken, så ville vi lige dreje ind for at se, om der da ikke lige skulle være et par stykker, når vi nu alligevel var i nærheden.
Det var der – de har åbenbart sendt trane-sms’er til Polen og Rügen om, at de begyndte at fodre ved Pulken i forgårs, så der var mellem 1000 og 1500, da vi kom, og der kom flere og flere flyvende ind i en lind og stadig strøm. De ser stadig lige fjollede ud, når de lægger an til landing.

P1010623

Det er ligeledes stadig et fascinerende syn, når der står så mange fugle på en forholdsvis lille plads – det kan jeg sagtens se på hvert år.

P1010631P1010636

Med andre ord er det her i påsken, det skal være, hvis I vil ofre en halv eller en hel dag på at se masser af traner. Der er kun 120 km tilbage, når man slipper Øresundsbroen, så det kan sagtens nås på en dag – hvis man er sjællænder. Der er borde og bænke, så eventuel medbragt mad kan indtages – men husk numsevarmerne! Eller tæpper eller noget, for man skal ikke regne med at kunne sidde i læ, og det er koldt, selv om vejret er godt!

P1010614

Som det ses på frokostbilledet herunder, er det ikke udstyr, de fugleinteresserede går ned på.

P1010645P1010641

P1010646

Carl Christian Tofte, som har slået sig ned i et hus med førsteparket til traneudsigten, holder åbent hus frem til 10. april. Her tager han gerne en fugle- eller tranesnak med de besøgende, og han sælger selvfølgelig også af de bøger, han har illustreret, samt af sine akvareller.

Der lå nogle eksemplarer af Rovfugle i felten, som han har illustreret, og er der noget jeg ikke er god til, så er det at bestemme rovfugle, hvorfor det var oplagt, at jeg købte den. Inden jeg nåede at bede om det, spurgte CCT selv, om han ikke skulle signere den til mig. Jo tak, da – meget gerne.
Så tegnede manden en fin rovfugl på titelbladet. Han er en gudbenådet tegner, og det tog ham kun et par minutter at lave den fine, lille tegning til mig, men jeg tror alligevel, at det var heldigt, at vi var de eneste, der var der lige på det tidspunkt. Havde der været mange, som der lige så nemt kunne have været, havde han nok nøjedes med at skrive venlig hilsen.
Dette her er jeg glad for. Måske er det fjollet, men bogen bliver endnu mere værd for mig med en lille hilsen fra en så dygtig illustrator.
Og jeg tænker altså ikke i kroner og øre …

1. februar 2016

Englands kedeligste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Beklager, Swindon, men det er du altså. Englands kedeligste by. For at kompensere lidt på det har du et dejligt outletcenter, som vi godt kan lide at komme i, og du har sørget for at gøre dine hvide vipstjerter tamme, så vi har stor fornøjelse af at fotografere dem.

Hvid vipstjert i SwindonHvid vipstjert i Swindon

Nej, IKKE apostrof som flertalsbetegnelse5 o'clock teaDen var noget så nuser, denne lille fyr, som vimsede fuldstændig frygtløs lige omkring vores fødder. Pludselig stod den på tæer, og vi kom til at grine højt, hvilket heller ikke generede den. Måske var den simpelthen rævestolt over at kunne gøre sig et par centimeter højere.

Vi var i outletcentret og i to store enorme planteskoler, hvor vi på den ene fik en glimrende frokost. Den meget engelske opsats her med lidt lækkert til teen lod vi være … også de Bon Bons, hvis navn fabrikanten ikke kan skrive korrekt.

Vi blev enige om, at hvis vi kørte til Swindon, kunne vi sikkert med lidt god vilje få et behov eller to til at opstå, hvilket da også skete for os alle tre … bortset fra, at Charlotte havde et behov allerede hjemmefra, hvilket gav os en glimrende undskyldning for at køre derop.
Vejen hjem fra det sidste sted, Whitehall, går igennem både Lacock og Sandy Lane, som er to af mine yndlingsbyer herovre. Lacock er a village lost in time og blev bl.a. brugt i Downton Abbey.
Hus i Sandy Lane

Sandy Lane er lutter skønne, skønne typiske engelske landsbyhuse … her ville jeg gerne kunne købe et hus, men jeg har vist rigeligt at se til i forvejen, hvad boliger angår, og når nu de er ved at have en granny flat færdig til os, er det vel i bund og grund fjollet selv at købe et hus herovre.
Men hver gang jeg ser denne slags huse med stråtagene med de buttede former, får jeg lyst til at flytte til England.
Lysten forsvinder heldigvis som regel, når jeg er hjemme igen, men jeg er vild med disse huse, med landsbypubberne med de frodigste blomsterkrukker udenfor, med de engelske haver, med Cornwall, med … ja, med rigtig mange ting og steder her i UK.

Huse i Sandy Lane

Så er det jo meget heldigt, at jeg har verdens bedste undskyldning for at tage herover et par gange eller tre om året.

27. januar 2016

Der var en, der var to, der var … fem! Eller otte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: , ,

I går kunne vi erfare, at Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær. Tillykke med det.
Selvfølgelig skulle manden derfor interviewes, og han sagde bl.a.:
Jeg lagde da godt mærke til, at der var en vis uro, men at det ikke er noget med mig at gøre.
“Er”??? Du må have hørt forkert, Ellen. Sådan siger en forfatter udstyret med gyldne laurbær ikke. Men han fortsatte ikke desto mindre:
Så fandt jeg ud af, at det er det.
Tænk, det sagde han. Og jeg har lige læst udtrykket med det samme ‘er’ på nettet, men skrevet af en anden. Jeg troede, dette ville skurre (nej, ikke ‘skure’) vildt i alles, og måske især forfatteres, ører. Er det dialekt? Stein er født i Aarhus. 
Det hedder da “det har ikke noget med mig at gøre”, og jeg vil vanskeligt kunne overbevises om andet.
Nysgerrig mht. Stein blev jeg trods alt og begyndte at læse anmeldelser af hans bøger. Alle fire med Axel Steen som hovedperson bliver omtalt positivt, og som Plusbog-medlem med platinstatus fik jeg alle fire (som e-bøger) for den yderst beskedne sum af 146 kroner.
Og inden I spørger: Nej, jeg vil helst ikke låne e-bøger. Mine argumenter for det vil visse af læserne sandsynligvis forsøge at imødegå (i den gamle betydning!), så jeg vil nøjes med at nævne det som værende en kendsgerning.

image

Imødegå er et pendulord. I langt, langt de fleste tilfælde bruger jeg pendulordene i deres oprindelige betydning, men da jeg kiggede ned over listen, så jeg ordet klamphugger. Det har jeg, siden min spædeste barndom, brugt i betydningen ‘dårlig håndværker’ … når jeg (og i øvrigt også min far) sagde, at “han er da en værre klamphugger”, var det bestemt ikke positivt ment.
Nu blev jeg igen nysgerrig: Hvor mange af jer bruger klamphugger i betydningen en god håndværker?
imageimage

Længere ned ad listen så jeg ovenstående tre udtryk og måtte konstatere, at også dem bruger jeg i den nye betydning.
Enten er jeg yngre end jeg troede (og det er jeg nok ikke), eller også er det en liste, der rækker over mange år, siden selv min far kunne bruge en af de nye betydninger.
Igen: Hvad med jer?

_MG_0003

Overskriften skyldes, at vi i går så fem havørne på én gang. Et kvarter efter, da vi kørte sydpå, så jeg, to kilometer væk fra huset, yderligere tre og sagde straks, at det var nummer seks, syv og otte, men John mente, at det nok var lidt vel optimistisk, og at det var tre af de første fem, der havde flyttet sig, så optimisten siger otte havørne, mens pessimisten realisten siger fem.
Men jeg tager mine ord i mig igen om, at det ikke kunne blive større end at se tre havørne på én gang, for det kunne det, viste det sig.

19. januar 2016

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

IMG_5348IMG_5349

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

IMG_5352IMG_5353

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.

16. januar 2016

En ufo og en ny fugl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg lå i morges dybt begravet i min lune seng og lagde et puslespil, da John kaldte ude fra køkkenet: “Du skal altså lige komme herud og se en ufo”.
Ordren blev fluks efterkommet, og den var da også flot i 10 minutter, hvorefter den forsvandt for ikke at komme tilbage, men det er vel også normal opførsel for ufoer, medmindre der er tale om nærkontakt af andet end anden grad, hvilket der på ingen måde var tale om i morges …
Faktisk er det lidt mystisk: Jeg har taget billedet udendørs (i natkjole – brrrr), så det kan ikke være en spejling. Hvad er så forklaringen på, at solen ufoen synes at være i dobbelt udgave? Kan det mon bare være et ensartet rundt hul i skyerne?

P1100111

Stor skalleslugerEt ærinde i Præstø i dag førte os forbi udløbet af Tubæk, hvor vi så mange fugle ligge i vandet; også nogle stykker af en art, vi ikke mente at have set før. Det var et flot syn med alle de mange andefugle, der lå lige der, hvor der sikkert er meget mad til dem – herunder formentlig også ål. Den store skallesluger lever nemlig af ål, kunne jeg læse i Dofbasen.
For store skalleslugere må det have været, kom vi frem til, selv om det vist ikke er en helt almindelig fugl i Danmark, men I er som sædvanlig velkomne til at rette mig, hvis det skulle være en fejlkonklusion.
Det er jo set før her på bloggen …
På den store skalleslugers menu står fisk. Den er ikke uden kulinarisk sans; i Danmark lever den således af ål. Andre steder i Skandinavien lever den af laksefisk, hvilket før i tiden har ført til, at man har bekæmpet arten. Flokke af store skalleslugere kan arbejde sammen, hvilket gør dem til ret effektive fiskere.
I 1930’erne lå ynglebestanden formodentlig på omkring 50-75 par. Efterfølgende gik arten tilbage, en konsekvens af det mere effektive skovbrug i Danmark, som ikke efterlader mange naturlige træhuller til redepladser. Omkring 1975 var bestanden således nede på ca. 20 par. Takket være opsætning af redekasser i især Sydøstdanmark*) blev denne udvikling stoppet, og arten genvandt lidt af det tabte terræn. Fra 1998 til 2007 har arten været i yderligere fremgang fra 34 par til 51-65 par. Den samlede europæiske bestand skønnes at være stabil.
(Klippet fra Dofbasen) *) Der er sat redekasser op ved Vemmetofte Strandskov og ved Troldhøje ikke så langt fra os.

Udløbet af Tubæk

De lå et godt stykke ude, og jeg havde ikke superzoomkameraet med, så billedet er – man fristes næsten til at sige som sædvanlig – uskarpt.
Troldænderne, som jeg synes er så nuser, lå noget tættere på, men jeg ville hellere have haft nogle gode nærbilleder af skalleslugerne.

12. januar 2016

Vores egen lille Quasimodo

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags:

Vi har gennem de seneste 4-5 uger flere gange set den samme bogfinke. Den trives og har det godt på trods af sit handicap. Eller sin sygdom eller sin skavank. Jeg ved ikke, hvilken af delene der er den rigtige diagnose, men den ved i hvert ikke selv, at den er handicappet, og hvad end det måtte være, der er galt, gør det den lille fugl meget nem at kende fra de andre.
Den er nemlig pukkelrygget.

Quasimodo (3)

Første gang, vi lagde mærke til det, troede vi, at det var vinden, der pustede til dens fjer, men vi blev hurtigt klar over, at der måtte sidde en gevækst i dens nakke.

Quasimodo

Jeg ved slet ikke, om fugle kan få kræft, men det kan heller næppe være en kræftknude, da fuglen tilsyneladende overhovedet ikke er generet af puklen, hverken fysisk eller psykisk. Den siger arrigt til, hvis andre fugle kommer den på tværs, og den er lige så hurtig og adræt som dens artsfæller.

Quasimodo (2)

Jeg er ikke tilhænger af at give vilde dyr navne – faktisk irriterer det mig i middelsvær grad, at dyrene i alt for mange naturudsendelser absolut skal kaldes ved mere eller mindre tåbelige navne.

Det er vel bare her som i så mange andre af livets sammenhænge – og følgende menneskets natur: De andre må ikke. Jeg må godt.
Vi har nemlig døbt ham Quasimodo.

11. januar 2016

ENDELIG lykkedes det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: ,

Nu har vi pralet så mange gange med, at havørnen flyver lige uden for vores vinduer. Næsten lige uden for vores vinduer … den flyver naturligvis nede ved vandet, og selv om der kun er omkring 100 meter derned, er det endnu ikke lykkedes mig at fange den flotte fugl i flugten.
Inge hævder hårdnakket, at det er tom snak fra min side, i hvert fald indtil jeg har bevist det modsatte.

Havørnen (5) (2)

Værsågod, kære skeptikere – her er den, serveret på et sølvfad isfad. Den var så venlig at stå på isbræmmen i en halv times tid, så der var masser af tid til at fotografere den. Selvfølgelig vil jeg helst have ørnen i flugt, og det lykkes måske også en dag, men indtil videre er jeg tilfreds med disse billeder.

Det er altså en ordentlig krabat, sådan en. På et tidspunkt stod der en krage eller en råge ved siden af den. Ingen af dem er en lille fugl, men ved siden af havørnen her så den meget lille ud.

Havørnen (5) (3)

Disse billeder vinder afgjort ingen fotokonkurrencer … de er taget på fuld zoom; dvs. x200, hvilket er alt, hvad mit Canon kan trække. Zoomen er ikke lineær, således at forstå, at på en linje fra 0-100 sidder 50-punktet cirka hvor 75 ville være, hvis det var lineært. x100 sender advarselslys ud til mig og x200 anbefales det ikke at bruge overhovedet. Hvorfor det så er en mulighed, kan man jo undre sig over, men havørnen her er taget på x200, og det taget i betragtning er billederne acceptable.
Isbræmmen lå meget langt fra huset; med det blotte øje kunne jeg kun lige ane ørnen som en sort prik.
Nu er det vel en havørn? Jeg har før kvajet mig mht. rovfugleidentifikation … fx angiver min kilde, at næbbet skal være gult, og det er denne fugls næb ikke. Lidt gult, men ikke helt gult. Ungfugl?

30. december 2015

Pyroman i nabolaget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Da vi kørte til Karise for at hhv. handle til nytårsfejringen og for at vaske bil (gæt selv fordelingen), så vi en masse røg og umiddelbart efter kunne vi se, at det var en af de mange bigballe’stakke’, man kan se her på egnen, der var næsten helt brændt ned.

Halmbrand (1)

Pia har et par gange talt om den eller de pyromaner, der gennem et stykke tid har gjort livet utrygt for dem nede på sydhavsøerne.
Mon det er ham eller dem, der har rykket operationsområdet lidt nordpå?
Det kan vi naturligvis ikke vide noget om, men jeg anser det for helt umuligt, at det skulle kunne selvantænde med det vejr, vi har og har haft, og meget, meget usandsynligt, at selv en skødesløst smidt cigaret skulle kunne forårsage en brand lige nu.

Halmbrand (3)

Jeg formoder, at det er kicket ved at se ilden, der tænder (!) en pyroman, men jeg tænker mest på den stakkels landmand, der her kan se masser af indtjening gå op i røg, inden det nåede at blive til en indkomst, og som jeg kender systemet, er det ikke kun den indkomst, han mister, men hvis ikke han kan overholde sin leveringskontrakt med fjernvarmeværket, står han oven i købet til at betale en bod.
Heldigvis er den lange stak ved siden af gået fri af ilden, og brandvæsenet, som var til stede, kunne ikke gøre andet end at forhindre, at den også brød i brand. 

Lige da vi forlod matriklen, så vi en rørhøg, der stod på lur efter et bytte. Den stod forholdsvis længe, så jeg forsøgte mig med at forevige den.
Lad mig sige det på den måde, at det lykkedes, men så sandelig da kun lige akkurat …
Der skulle en meget kraftig zoom til, så det gik som forventet: temmelig uskarpe billeder, men da det er første gang, det er lykkedes mig overhovedet at få noget, der bare ligner en lille smule, så gemmer jeg dem, indtil jeg får taget nogle, der er bedre. Keep on dreaming, Ellen – jeg håber jo også stadig på at få fanget havørnen.

Rørhøg (1)Rørhøg (2)

Har jeg ret i, at det er en rørhøg? Det er svært at se tydeligt, er jeg pinligt klar over.

16. december 2015

Musse og Robin – et umage par

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , , ,

Vi er gode ved vores fugle, men det er en lidt kedelig bivirkning, at også musene nyder godt af foderet. Nu har John opdaget endnu en mus, som bor ude i stendiget i haven, og her til eftermiddag så jeg en mus løbe rundt og samle op på fliserne ude foran huset.
Den lille rødkælk (jeg ved godt, det hedder en rødhals, men kan bedre lide det ‘gamle’ navn for den) har også længe gået rundt på samme fliser og samlet op efter musvitterne og spurvene.
Jeg har lige læst mig til, at rødhals og rødkælk er synonyme, idet “rødkælk” kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Så lærte jeg igen lidt … jeg har altid undret mig over, hvordan den kælk kom ind i billedet … men Dirch Passer havde ikke kunnet beskrive den som “en maoistisk vintersportsfugl”, hvis den altid kun havde været kaldt rødhals.

IMG_5009

Rødkælken er næsten endnu mere territorieforsvarende end solsorten, så man har mig bekendt altid kun én af slagsen i sin have. Til gengæld er den meget trofast. Musen (eller andre fugle) har den intet imod, og musen føler sig på sin side åbenbart heller ikke generet af Robin, som jo er det engelske navn for den.
_MG_0035Det ledte mig til yderligere fuglestudier: Hvorfor hedder den robin på engelsk?
”The distinctive orange breast of both sexes contributed to the European robin’s original name of redbreast (orange as the name of a colour was unknown in English until the sixteenth century, by which time the fruit of that name had been introduced). In the fifteenth century, when it became popular to give human names to familiar species, the bird came to be known as robin redbreast, which was eventually shortened to robin.” (Kilde her).

Vi er til gengæld ikke umiddelbart begejstrede for de mange mus, så nu har John sat klapfælder ud både foran og bagved huset. Det kunne gå, da vi troede, at der kun var en. Og måske to. Men nu er der altså mindst fire og sandsynligvis også flere. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor mange de kan blive til, når de begynder at få forårsfornemmelser og ikke engang er udmarvede efter en lang og hård vinter.
De er ved at forberede sig på kulden. Hullet, som de på billedet her bruger som ind- og udgang, er nu lukket til, og de bruger et andet og lidt mindre et par sten længere væk.

De er nu meget søde … som før nævnt har jeg egentlig ikke noget imod mus, så længe de bliver udenfor, men det kan altså også blive for meget, hvilket det er blevet nu, så vi har hermed indledt vores form for musefamilieplanlægning.

2. november 2015

Jeg har noget med at tælle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jeg har altid talt. Ikke som i snakket, men som at tælle ting. Når vi kører igennem Øresundstunnellen tæller jeg hvor mange lysstofrør der er døde. For eventuelle interesserede ligger det mellem 10 og 40. Bund- og toprekord er 0 og 136. Interessant, ikke?
Går jeg op eller ned ad ukendte trapper, tæller jeg trin. Gad vide, om jeg har autistiske karaktertræk?
I juletiden tæller jeg hvor mange lyskæder vi passerer. Kun de gule og hvide. Alle andre farver ignoreres totalt, for de er grimme. En tur til ødegården giver omkring 400 … hvis vi altså kører, når det er mørkt, hvilket vi ikke har gjort, siden jeg jobstoppede.
Jeg har også lavet en lille konkurrence med mig selv om at gætte klokken: Når jeg vågner om morgenen, skal jeg ved at se på lysets intensitet finde ud af, hvad klokken er. Nogle gange går det bedre end andre gange, og jeg har tabt, hvis jeg rammer mere end et kvarter forkert. I morges ramte jeg plet. Jeg gættede på, at det måtte være tæt på 6:30, og Johns ur (som jeg skal stå ud af sengen for at se), stod på 6:33. Ih, hvor er jeg dygtig …
Det er måske en underlig vane, det der tælleri, men jeg kan ikke lade være. Dengang jeg ejede en Fiat 127, gjorde næsten en femtedel af Danmarks befolkning det samme, for da jeg talte dem på vej fra arbejde, holdt op mod totalt antal biler, var det omkring den brøkdel, jeg nåede frem til. Der var sandelig ikke meget unikt over en Fiat 127, men jeg var nu glad for de to, jeg nåede at have. Gåsetræk Jungshoved 2 november 2015 (12)

Disse gæs, vi mødte i dag på Jungshoved, kunne jeg ikke tælle. De blev ved og ved med at flyve rundt og op, og jeg har ikke noget kvalificeret gæt på antallet, men over 1000 skal der nok have været. Vi har aldrig før set så mange på én gang.

Gåsetræk Jungshoved 2 november 2015 (5)

Mens vi stod og fotograferede dem, kom ejeren af marken forbi og standsede op. “Kan I ikke skyde de forbandede gæs?”
Vi måtte indrømme, at vi nok var bedst til at skyde med kameraet. “Jeg hader de bæster! De kan hurtigt ødelægge en hel afgrøde.”
”Må I ikke skyde dem?”, spurgte jeg, “men jeg kan selvfølgelig godt se, at det vil tage sin tid at få den bestand under kontrol.”
“Sommetider får vi tilladelse til det, men de er virkelig en plage! Og der bliver flere og flere af dem. Nå, men god dag til jer.”
Så kørte han igen.
Det gjorde vi også. Kørte videre til skoven, hvor der for absolut sidste gang i år skulle kigges efter trompetsvampe.
Dem, vi fandt, var ikke spor svære at tælle: NUL og niks. Men vi fik gået en tur i den efterårssmukke skov, og det tæller også lidt.

P1090371

15. september 2015

Danmark er ryddet for svampe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Jeg er medlem af en svampegruppe på FB, men jeg overvejer at melde mig ud igen, inden jeg bliver syg af misundelse … man kan ikke åbne FB, uden det toner frem med det ene svampefund efter det andet. Det vælter ud af min skærm med de lækreste tragtkantareller, trompetsvampe, kantareller (eller kanteraller, som mange tror det staves), Karl Johan- og andre rørhatte.
Der er også mange billeder af noget, der ikke kan bruges til noget; svampe, som nybegyndere sender mere eller mindre slørede billeder ind af i håbet om at få svar på, hvorvidt de kan spises. En havde smidt et billede af nogle temmelig orange skørhatte; hun var vældig stolt og helt sikker på, at hun havde fundet Karl Johan … denne herlige svamp, der dog har rør og ikke lameller, og som absolut ikke er spor orange. Der var et par lettere chokerede gruppemedlemmer, der foreslog damen at lære sig selv bare det allermest basale om svampe, inden hun kaster sig ud i yderligere eksperimenter.
En anden var sikker på at have fundet champignon, hvilket det bestemt ikke var. Faktisk lignede det mest en hvid fluesvamp …
Jeg forstår simpelthen ikke, at man tør forlade sig på den form for bestemmelse, inden man indtager svampene som føde. Jeg var ude flere gange med en ekspert – og vel at mærke ikke den slags ofte selvbestaltede og tvivlsomme ‘eksperter’, som medierne benytter sig af i tide og utide – inden jeg begyndte at tilberede det jeg fandt i skovene.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke køber en god svampeguide, inden man stiller rent ud sagt tåbelige spørgsmål i gruppen – for slet ikke at begynde at hive svampe i kurven, som man ikke aner, hvad er. Jeg har ellers bildt Inge ind, at man ikke kan forveksle kantareller med noget andet, men det må jeg indrømme, at nogle få medlemmer i den gruppe præsterer. Det skal du ikke tage dig noget af, Inge; 99,99 % af Danmarks befolkning forveksler ikke kantareller med noget andet, og du har jo bevist, at du godt kan kende dem.
Men Danmark må være ryddet for svampe af enhver art. Vi har været på hele tre forskellige steder i dag uden at finde noget af interesse. Selvfølgelig fik vi skovturene ud af det, men når man går efter svampe, er det IKKE sjovt ikke at finde andet end nogle løgbruskhat og to punktstokkede indigorørhatte. Jeg ville gerne vide, hvor de går hen, alle de, der finder de skønne svampe rundt omkring, men det er der nok ingen, der vil fortælle mig.

Sort sol af viber (2)

Så er det godt, at Den Stråtæktes beliggenhed kan kompensere lidt for tristessen ved at præsentere os for en slags sort sol i form af viber.
Flere hundrede viber ad gangen, som fløj frem og tilbage, op og ned; nogle gange lignede det lidt en stæreflok, når de bevægede sig som én organisme, andre gange var det lidt mere kaotisk at se på.

Sort sol af viber (4)

Det lød helt forårsagtigt med de mange vibeskrig. Vejret var da også fint og forårsagtigt hele formiddagen; nu er det buldersort og det lyner og tordner.

21. juni 2015

Jeg føler mig som en 130-årig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: , , , ,

P1060987Vi var til 130-års fødselsdag i går, og i dag har jeg det som om jeg er 130 år gammel. Det bliver altså sværere og sværere at komme meget sent i seng. Eller rettere: Det er såmænd nemt nok, men det bliver sværere og sværere at blive hurtigt frisk igen, og det oven i købet uden at have indtaget de voldsomme mængder alkoholiske drikke … den ene skulle køre og den anden holdt sig solidarisk ædru – men jeg kunne ikke have kørt bil …
Det var en god fest, som startede med, at vi havde et fantastisk vejr til sejlturen over Øresund til Ven – strålende sol og ikke alt for meget blæsevejr.
Bagefter en uhyre lækker middag på Bakkehuset overfor Vedbæk havn. Det kunne ikke være bedre, noget af det.
Bortset lige fra trætheden i dag … der er godt nok langt hjem fra Vedbæk til Præstø! Skt. Hansaften skal vi op til min søster – der er endnu længere …

P1070027

Sidst på middagen var der et fantastisk lys ned over havnen, og vi blev alle temmelig fascinerede over en tyk regnbue, der så næsten lodret ud.
Det er i øvrigt sommersolhverv i dag – fra nu af går det allerede den anden vej, hvilket det gør hvert eneste år, inden sommeren rigtig er kommet i gang. Især i år føles det som ekstra alt for tidligt, fordi det har været så pivkoldt i meget lang tid. Foreløbig er sommeren faldet på en lørdag for vores vedkommende, men jeg håber, at der kommer et par sommerdage mere, inden vi ramler ind i efteråret.

P1070011P1070014

Ven bød på to nye bekendtskaber for os: præstekrave og strandkål. Begge kendte jeg kun af navn, men med det udseende kunne det ikke være andet end en præstekrave – den samme logiske konklusion gjaldt for strandkålen. Vi plukkede den ikke; det ville have set en anelse provokerende ud, blev vi enige om, og jeg ved faktisk ikke engang, om man må … men der voksede meget af det på det sted.
Ven var smuk og dejlig, så vi talte om at tage cyklerne med en anden gang og bruge en dag på at køre øen rundt – ikke at det tager en hel dag; kun 1½ time iflg. det lille kort, vi fik udleveret, men derfor kan man jo sagtens sætte en hel dag af til det – øen har en smuk natur og et særdeles hyggeligt miljø, og der kan spildes masser af (hygge)tid på frokosten og et par kaffepauser undervejs, hvis man indlægger det i programmet.

27. maj 2015

Poseidon coming … and going … going … gone

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

Her kommer Poseidon, midt inde i Minden, hvor Mittellandkanalen krydser Weser – over den. For at komme fra kanalen til floden, skal man igennem en 13,20 meter høj/dyb sluse … den højeste/dybeste, jeg endnu har set. Poseidon forsvandt fuldstændig, mens de 11.300 m3 vand blev hældt ud af slusen.

P1060640P1060643P1060648P1060652

Men jeg kunne godt finde Poseidon, hvis jeg gik hen for enden af slusen – og pludselig var den ude på den anden side.

P1060655P1060656

Efter denne mindeværdige oplevelse fandt vi langt om længe stedet, hvor kanalen går over Weser. Det var lidt af et projekt, men det lykkedes til sidst. Flodbådene her er en anelse større end kanalbådene, vi ser i England.

P1060661P1060663

Efter dette gik turen sydpå for at finde den lille by Heiligenkirche og den fuglepark, der skulle ligge lidt uden for byen.
Det viste sig at være en god oplevelse – der masser af fugle fra hele verden – mange var så tamme, at de helt frivilligt kom hen til en … én af dem forsøgte at spise min regnfrakkelynlås, og en anden var vældig interesseret i Johns kamera.

IMG_4797_MG_3038

Der var grimme fugle, sjove fugle, spændende fugle, larmende fugle, albinofugl (en påfugl), der var store fugle og der var små fugle.
Vi så en storkerede med unge i – hvornår får man lige igen chancen for fotografere sådan en?

IMG_4831IMG_4836

Her er et par af de grimmeste …

IMG_4777IMG_4822

Nu skal I nok slippe – der er 60 billeder til fra fugleparken, men det går nok ikke at prøve at køre alle dem ind i indlægget, selv om det er fristende.
Tiden flyver. I morgen er det allerede hjemkørselsdag, men jeg har fundet nogle grønne veje – altså særlig smukke områder – lidt øst for, hvor vi bor, så vi kører en lille omvej, inden vi for alvor lægger kursen mod nord.

20. maj 2015

De bruger nok alligevel ikke detentionen mere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , , , ,

Vi kørte sydpå for at se æbletræer i blomst i Vångaområdet, for derefter at køre til en planteskole i Osby.
Her så vi et skilt, vi ikke umiddelbart kunne gennemskue, men vi blev enige om, at det må være detentionen, politiet har lavet om til hotel. Det kunne de da også gøre i Danmark – det kunne måske supplere bødeindtægterne lidt …

Vi sover hos polisen

Da vi holdt på vores sædvanlige sted for at nyde udsigten over Ivösjön, kredsede der en rød glente. De er svære at indfange med et kamera, men det lykkedes næsten. Det blev ikke optimalt skarpt, men den kredsede helt nede ved vandet, som ses på billedet, så der skulle max zoom på og derefter digital zoom efter overførsel til pc, og under sådanne omstændigheder får man altså ikke et præmiebillede. At jeg overhovedet fik den ind på linsen med alt det zoom var mere held end forstand, tror jeg.

Rød glenteIvösjön

Apropos polisen: Jeg har stjålet i dag! Da jeg smed den gamle krukkejord ud i skoven på den anden side af vejen (vi har en meget stor kompostbunke derovre …), opdagede jeg, at der stod flere klumper white bluebells. De stod bare der til ingen verdens nytte – de kunne ikke ses fra vejen, ingen ejer dem, andet end staten, og den kommer med gang 10 (facebooksk for ‘garanti’ Open-mouthed smile ) ikke og tjekker, om der mangler to klumper. Og skulle det alligevel ske, skal de først finde blomsterne i Den Stråtækte og dernæst bevise, at jeg har taget dem. Det bliver svært. For svært, tror jeg. Der er jo en grund til, at politiet har sengepladser tilovers. Den største kriminelle handling består i øvrigt nok i at indsmugle svensk skovjord til Danmark, men der er aldrig toldere fra Sverige til Danmark, kun den anden vej, så jeg satser på at slippe for opdagelse.

26. marts 2015

Det smitter!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke interesserede mig en pind for fugle, da John kom ind i mit liv, men efterhånden som tiden gik, smittede hans interesse af på mig. Han er ikke ekspert, men han ved langt mere end jeg ved, og  i dag synes jeg det er vældig hyggeligt at kigge på fugle – både ude i den store verden og i vores egen have. Her i Den Stråtækte er der et større udvalg end i Havdrup, hvor der var 117 skovspurve, to gråspurve og musvitter og en sjælden gang et kort besøg af andre arter.

Jernspurv (1)

I dag kom hans viden dog til kort, men hvem gad lige høre på sin kone, åbenbart fordi hun normalt ikke ved noget videre om fugle?
Han kom ind og viste mig et billede af en lille fætter, der sad og guffede føde i sig (beklager det forstyrrende og alt for dominerende æble …)

Jernspurv

En jernspurv! Sagde Ellen.
John gik ind og hentede fuglebogen og begyndte at bladre i den, vel nok for at få bekræftet min påstand, regnede jeg med, men deri tog jeg fejl.
Der gik en rum tid, hvorefter han kom og spurgte, om vi ikke havde en fuglebog til. Jeg hentede Dyr og vækster til ham.
Efter yderligere et stykke tid erklærede han, at den fugl kunne han simpelthen ikke finde i nogen af bøgerne.
Jeg billedgooglede derefter jernspurv og spurgte lettere indigneret hvorfor pokker mit forslag overhovedet ikke duede, for det var helt klart sådan en, det var.
Han sagde undskyld Smile

Stillits 2Vi har kun set ganske få gråspurve (ingen skovspurve endnu), men vi har blåmejse, musvit, rødhals, sumpmejse, grønirisk og stilits – og selvfølgelig solsort, men den er vel alle vegne – som faste gæster allerede. Det tog lidt tid for fuglene at finde ud af, at der var åbnet en ny restaurant i deres nabolag, men nu myldrer det til med nye gæster. Dejligt.
Det er lidt pudsigt, at hvor Hansens vildfugleblanding var langt mere populær i Havdrup end solsikkefrøene, er det lige omvendt hernede. Det har jeg ingen forklaring på.
Ganske som i Sverige har vi også en lille mus boende inde bag stenene, og ganske som i Sverige nyder den godt af, at vi fodrer fuglene, men kan det afholde den fra at søge ind i huset, holder vi den gerne med føde.

Min interesse for sprog har også smittet af på John, men mere om det en anden dag.

16. marts 2015

En flettet kurv, nogle store sten, fire storke og tyve traner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:56
Tags: , ,

En syet flettet kurvDa jeg tog min sykasse med til Sverige, spurgte Merete hvad jeg skulle sy deroppe.
”En flettet kurv”.
Jeg fik bare blikket uden yderligere kommentarer. Nu rabler det for hende, tænkte både John og Merete tydeligvis. Jeg sagde ikke noget.
Da jeg var kommet godt i gang, gav det mening for dem. Jeg syede nogle strimler med Fast2Fuse indeni for at gøre strimlerne stive, flettede dem og syede en kant foroven for at holde sammen på det hele.
Værs’go’: en fin, syet, flettet kurv. Keine Hexerei, nur Behändigkeit … ikke som druiden Miraculix i den herlige Asterix-serie udtrykte det i et af hæfterne: Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri.

Vejret blev bedre og bedre op ad dagen, med skyfri himmel og 11° lige over frokost, så vi kørte en tur for at vise Merete Kjugekull, hvor vi selv var i august, og til Pulken, hvor tranerne så absolut endnu har oceaner af plads at røre sig på, men så har hun set et par muligheder, hvis hun selv skulle finde på at tage på udflugter ved senere lejligheder. 20 traner så vi – det var så sandelig til at overse, men hun så dem både lande og lette igen, og som en sidegevinst så vi fire storke, så det var ikke helt spildt at køre derud.

18 traner

Kjugekull var stadig et spændende område, og vi gik da også den røde rute, som var den korteste (Merete skal ikke ud og gå langt endnu, men 1,3 km kunne godt klares). Det var en god tur, med masser af sten og et meget kuperet landskab; det er bestemt ikke bare en skovsti, man går på. Vi kommer dog ikke udenom, at alting bliver lidt pænere, når det hele bliver lidt mere grønt overalt i landskabet.

Kjugekull (1)

22. februar 2015

Ørnens dag var en lidt flad fornemmelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:55
Tags: , , ,

IMG_4463Det var Ørnens Dag i dag, og for at få en undskyldning til at invitere et par par til at se Den Stråtækte i bemøblet stand, havde vi spurgt Pia og Allan og Inge og Hasse, om vi skulle mødes ved fugletårnet på Nyord, hvor DOF hævder, at det aldrig slår fejl at se havørne. Bagefter skulle vi begive os til Den Stråtækte og få lidt mad og måske en kop vin eller øl.
Det var de alle fire med på, så altså mødtes vi kl. 12 ved fugletårnet, hvor en DOF-guide havde stået siden kl. 10 og frosset med anstand. De havde set seks havørne i dag, hævdede den i øvrigt yderst sympatiske DOF-repræsentant, hvorefter vi ved selvsyn kunne se i hans superteleskop, at “der lige nu sad en lige dér! Der – lige midt på revlen på den anden side af det smalle stykke vand”.

Havørnen sidder lige der!

Nyord havn ...Hmmm. Ja, okay, det gjorde da der ganske rigtigt, men det var nok ikke lige det, vi havde forestillet os med en ørnekiggetur. Ørnen sad på samme sted i meget lang tid, så John mente, at det var en udstoppet en, ornitologen havde haft med, hvortil vi andre indvendte, at så kunne han sgu da godt have anbragt den lidt tættere på, så den ikke bare – selv i et meget blæret teleskop – lignede et komma i fontstørrelse 0,2 …
Bortset fra det, var det et fantastisk sted for fugleinteresserede – når der er fugle at se, så vi blev alle enige om at genbesøge stedet til sommer – eller bare på et tidspunkt, hvor man rent faktisk kan se nogle fugle.

Vi forlod fugletårnet for at køre til Nyord by, hvor Inge og Hasse ikke havde været før i dag.
En finfin oplevelse, med små og spændende butikker, hvor der blev lagt nogle kroner i dagens anledning hist og pist, men for alles vedkommende i den særdeles spændende butik Noorbo, som solgte alt fra talrige variationer i løsvægtskøb af whisky over rom, cognac, calvados og armagnac til balsamicoeddiker i alskens afskygninger til olivenolier i lige så mange eller flere afskygninger til sennep i en del variationer. Og så var der naturligvis også en café og et galleri … alt i alt et sted, der næsten helt af sig selv fik hevet kortet op af lommen på tre af os – nemlig de tre halvdele af parrene, der ikke ‘desværre havde glemt’ kreditkortet i bilen …

IMG_4493IMG_4499

Til venstre et lillle udpluk af de alkoholiske drikke; til højre nogle af olivenolierne. Jeg investerede i en trøffelolie og en basilikumolie; Inge og Pia købte også to olier hver. Det var svært at vælge – jeg kunne sagtens have købt mindst fem (der var også Karl Johan, granatæble, hvidløg, hindbær, chili, valnødde- og mange, mange flere olier), men jeg skal også nå at bruge dem, inden de bliver for gamle.
Vi var alle seks enige om, at der så absolut var belæg for et sommerbesøg på Nyord: Fugletårn, hyggelige Nyord by og denne butik – alle tre nærmest råber et “på gensyn!”
Det sagde vi også, da vores gæster forlod Den Stråtækte efter en meget hyggelig – og, ikke overraskende, meget ordrig – dag og aften. Nu er huset igenigen indviet.

14. februar 2015

Fra havørnens rige 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: ,

Dette indlæg har jeg kaldt Fra havørnens rige 1 i håb om både en 2’er og 3’er. De næste forhåbentlig også med billeder …

Søren, som lige kiggede ind i formiddags, fordi han var nysgerrig efter at se huset i beboelig stand, stod på et tidspunkt og kiggede ud af køkkenvinduet: “Er det en musvåge, der står lige der?”
Mig hen til vinduet. Den stod lige over vandkanten; dvs. kun omkring 70 meter fra os. Jeg var næsten sikker på, at det endelig var en havørn, vi fik at se forholdsvis tæt på, men måtte have fat i kikkerten for at blive sikker. Jojo, den var god nok, den havde ‘fingre’ på vingespidserne.
Jeg myldrede ind for at kalde på John og for at hente mit kamera.
John nåede at se den, men mit kamera gjorde desværre ikke.

Da jeg googlede lidt rundt for at finde ud af hvor mange havørne, der er på Feddet, faldt jeg over denne overskrift på DOFs hjemmeside:
Renere vand har halveret bestanden af edderfugle.
De skrev ‘ederfugle’, men det støder mit øje, selvom stavemåden er tilladt.)

Det er ikke ligefrem den slags overskrifter man er vant til at se, og slet ikke fra DOFs side. Der er naturligvis en forklaring, men den må I selv læse.

Jeg opdagede også, at i næste weekend er det Ørnens dag over hele landet – jeg tror jeg vil lokke John med til et af arrangementerne – sikkert ikke en umulig opgave.

Hvis man er til fugle, som John altid har været, og som jeg er blevet (entusiasme smitter …), er Præstøfjorden et ret godt sted at slå sig ned. Ja altså, nær ved den, forstås … det er ikke en husbåd, vi har købt … 
Hvis man orker, kan her ses hvorfor det er godt for en fugleinteresseret at bo her. Bl.a. står der Visse år forekommer også store flokke af blishøne, som kan tælle tusindvis af fugle. I år er et ‘vist år’ – der er på de fleste dage en stor ø af blishøner ikke langt fra vores hus. Jeg har ikke forsøgt at tælle dem, men i tusindvis er der.

Hvis vi ikke kommer med på ørneturen, kan vi en dag selv tage ud til fugletårnet, som jeg har fremhævet på billedet. Når de kan påstå, at ‘det slår aldrig fejl’ at se ørne ved Nyord, er den sikkert også god nok på Feddet.

Jeg fandt aldrig ud af hvor mange havørne der er set her, men jeg fandt ud af så meget andet.
Og nu skal jeg lige ordne et par småting og have bagt en chokoladekage, inden vi skal afsted.

25. september 2014

Ingen sølvstænk, men hvidt hår. I pletter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

Hvor ER jeg glad for, at jeg skal tilbringe hele weekenden i selskab med skønne damer, strikketøj og (forhåbentlig) god mad – men skulle maden ikke vise sig værdig til at indskrive sig i historien, er bare det at kunne sætte sig til bords morgen, middag og aften uden at skulle løfte en finger, guld værd. Kun folk, der hænger på madlavningen for omkring 98 % af måltidernes vedkommende, har en ide om, hvor fantastisk det er ikke at skulle tænke på det overhovedet.
Når jeg går død for inspiration og ideer og spørger John, lyder svaret gerne Det ved jeg såmænd ikke, skat … bare find på noget nemt.
Jamen det er jo det, det handler om: jeg kan ikke finde på, så det er netop det, jeg savner hjælp til i højere grad end selve tilberedelsen af måltidet.
Han er med årene blevet lidt bedre til i stedet at komme med et ønske. Med streg under lidt.

P1030491P1030492

Herover ses udsigten fra arbejdspladsen i dag. Jeg må nok indrømme, at det bøder lidt på hade-malearbejdet at have dette at kigge på.
I dag gjaldt det vinduerne i det rum, der skal blive til kontor/syværelse. Det så forFÆRdeligt ud – Finn havde brugt det til at opbevare alt til sin togbane i, så der var løst anbragte skabe og hylder i massevis, og rummet havde hverken været malet eller tapetseret i årtier, tror jeg – i dag kan der derfor præsteres før- og efterbilleder, hvor forskellen er voldsom.

P1030490P1030494P1030487P1030495

Men altså … male sprossede vinduer – æv, hvor er det træls!
Jeg fik ikke lagt en ordentlig strategi til det første vindue, så hvem lænede lige hovedet ind mod det nymalede stykke i siden? Fjolset Ellen, selvfølgelig, så nu har jeg en plet med hvidt hår. Flere pletter, faktisk. Det er ret flovt. Mine hænder ligner noget, der er løgn, og jeg får det simpelthen ikke helt af til i morgen, men det er der ikke noget at gøre ved. I starten har jeg altid de bedste intentioner om at vaske det af, hver gang jeg får maling på en af hænderne, men det opgav jeg igen – det tager simpelthen for meget tid. Jeg fatter ikke de mennesker, der kan male uden selv at ligne en, der er blevet malet. Jeg spilder stort set ingenting på gulvet, men jeg selv ligner jeg ved ikke hvad – også på tøjet.

P1030489P1030498

Dette vindue skal skiftes helt, men det bliver ikke lige med det samme, så jeg malede det. Læg mærke til hakkene øverst i karmens ydersider – Finn havde sat en hylde hele vejen igennem rummet her – tværs gennem vindueskarm og det hele – man skærer da bare lidt af den … det kunne åbenbart ikke passe med at hæve hylden de få centimeter, men sådan er der så meget i det hus. Den gode Finn har virkelig været en Hr. Godtnok.

Nogen har taget vandet i fjorden (5)

Der er nogen, der har taget vandet i fjorden i dag. Det er muligt, at den fremherskende vindretning i Danmark er vestlig, men jeg synes, at vi hovedsagelig har haft østlige vinde i de par måneder, vi har haft vores gang på disse kanter. Bådene ligger på bunden, selv langt ude, og endog gæssene kan næsten gå helt over til Feddet uden at få våde maver, tror jeg.

10. september 2014

Falsterbo og Skanör

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Det er efterårsfugletræktid og et af de helt store fuglestoppesteder er ved Falsterbo, som er Sveriges vestligste punkt og dermed fuglenes sidste chance for at hvile sig lidt inden et længere stræk over Østersøen.
Vi kørte efter naturreservatet Flommen, der ligger på sydspidsen og tog det efter gps-koordinaterne på hjemmesiden, men af os ukendte årsager endte vi på nordsiden. Vi havde campingvognen med hjem, og jo mindre vejene blev, jo mere betænkelige blev vi. Kan vi mon overhovedet få vendt bil og campingvogn nogen steder? Endelig kunne vi se andre campingvogne, så vi konkluderede, at der måtte være en campingplads.
Det var der, så vi parkerede på et græsareal uden for pladsen for at ville gå en tur ned til stranden.
John havde knapt nået at tage nøglen ud af tændingen, før der stod en herre, som sagde, at vi ikke kunne campere der.
Vi svarede – på dansk – at det havde vi skam heller ikke tænkt os, vi ville bare holde en lille pause på en halv times tid.
Herren fortsatte – på engelsk: This is a private area and you can’t sleep here.
Den havde vi fattet første gang, men jeg gentog da gerne på engelsk, hvis det kunne hjælpe.
Det kunne det. Lidt. For han understregede atter en gang, at det var privat område og at han ville holde øje med os!
Da vi kom tilbage igen (han stod og lurede inde bag et vindue), opdagede vi flaget, som skiltede med Naturistforeningen.
Alt har en forklaring. Han har sikkert troet, at vi ville ind og have os en kigger …

Ved Skanor

På hjemmesiden stod, at man skulle stå tidligt op for at se mange fugle, idet de gør det samme – altså står tidligt op og letter så snart det bliver lyst.
Vi stod ikke tidligt op, i og med at vi først ved middagstid fik den ide at tage den lille omvej, som turen er derud, så med sammenpakning af os selv og bagagen var vi der først klokken 15.
Der var fladt. Meget fladt. Helt enormt fladt, så der var fri udsigt til den yderst dramatiske himmel, som da også åbnede sig for os få minutter senere.
Lige til højre for denne front så vi en temmelig stor flok viber, så lidt fugle var der trods alt til os … men ud over disse så vi ikke meget andet end en flok gæs inde på en mark.

IMG_4420

Når vi kører til Sverige næste gang, har vi lovet hinanden at stå rigtig tidligt op, så vi kan være derude, når de store træk forventes at starte.

Skanör så helt dragørsk ud. Vi kørte gennem byen og videre ned til havnen, bare fordi vi nu alligevel var på disse kanter. Der er sikkert et voldsomt leben om sommeren, men i dag, en regnfuld onsdag eftermiddag i september, holdt der kun to tyske autocampere, som havde slået lejr for natten, hvad de godt måtte her – der var eludtag til campister nede ved havnefronten; man skulle bare melde sig på havnekontoret.

7. september 2014

Et meget, meget usædvanligt syn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

På vores vej til Sverigestorpet – og selvfølgelig lige ved siden af motorvejen, hvor man ikke må foretage fotostop – så vi en hel flok storke!
Ja, storke. Og ja, en flok. Jeg har selvfølgelig før set storke i naturen, selv om det er et sjældent syn, men jeg har aldrig, ikke engang i Alsace, set over 20 på én gang. For det var der – mindst 20 og sandsynligvis også 30, men som sagt kørte vi 110 i timen, så mit tælleresultat er behæftet med en vis usikkerhed.
De stod der bare … 50 meter fra motorvejen, inde på en mark og så aldeles ligeglade ud med hurtigkørende biler så tæt på.

P1020820

I mangel af storkene sætter jeg et billede i af koglerne fra tujaen i Den Stråtækte. Det er ret flot, især hvis man klikker det større. Og ser det på en tablet, som er meget bedre til billedgengivelser end pc-skærme.

Vi kørte fra tungt regnvejr og efterårsagtige tilstande hjemme i Danmark op til sommeren her i Sverige. Så snart vi nåede over broen, begyndte solen at titte frem, og da vi nåede frem til torpet, var der 22° og ikke en sky på himlen. Det brokker vi os ikke over.
Jeg skyndte mig ud for at se, om der var svampe. Det var der, for de har haft ideelle forhold, selvom der ikke er kommet nær så meget vand her som derhjemme, kunne jeg se på de mange halvtørre svampe – men det vrimlede med dem, så der skal samles i stor stil de næste par dage, hvor det bliver lidt køligere, men stadig ikke så efterårsagtigt og regnfuldt som hjemme.

Charlotte blev det også lige til en god times snak med. De har håndværkere på nu og er godt i gang med granny flat’en – glæder mig til at se, hvor langt de er kommet, når jeg skal derover om godt tre uger. Lige nu er det ét stort rod og kaos, siger C, men det kender vi godt … har lige været der selv … det skal være skidt, før det bliver godt.

1. september 2014

Vi har også sort sol ved Præstøfjorden. Flere forskellige slags endda

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Lige siden dag ét har vi set en flok stære flyve rundt tæt ved huset – de bor her ved fjorden hele sommeren, siger de lokale. Flokken er ikke i 100.000-størrelsesklassen, som man kan opleve det i Sønderjylland; her er der vel omkring 100 stære, men lidt har også ret.

P1030009

Lige for tiden trækker der gæs ind i massevis. Deres foretrukne landingsplads befinder sig 100 meter syd for Den Stråtækte, så jeg måtte lige over for at lure lidt, men gæs er nogle sky væsener, så selv om jeg gik langsomt og troede, jeg var skjult bag en bevoksning, opdagede de mig ret hurtigt, skræppede fornærmede op og fløj en lille tur. De vendte dog ret hurtigt tilbage igen … jeg blev bare stående lige så stille.

P1030010

I fredelig sameksistens med gæssene har vi også en stor flok viber – et forsigtigt gæt ligger på cirka 400 fugle. Jeg har aldrig set så mange viber samlet i én flok før. Det er flokken herunder til venstre for gæssene.

P1030004

Det er præcis som vi forestillede os, da vi skrev under på købet: Fjorden forandrer sig fra time til time.
Nej, hvor vi dog glæder os til at sidde og bare glo ud på dette sceneri i timevis. Jeg måske med et strikketøj i hænderne – men der vil blive holdt mange pauser!
’Sort sol’ er måske en kende overdrevet, men flot er det alligevel, og alene det, at alle fuglene er her, lige uden for vores vinduer, er jo herligt.


VinklubinvitationVi flytter ikke til et område sprængfyldt med gode skilteskrivere/-stavere. Havehyrden sendte mig et Facebooklink til et skilt fra fakta i Vordingborg, som nok slår alt, hvad jeg tidligere har set. Brugsen halter bagud med flere længder.

Bestyrelsen i vinklubben har (heldigvis, må man vel retfærdigvis sige) bedre forstand på vine end på stavning, grammatik og tegnplacering. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om ‘fenimime’ er en tanketorsk, og jeg kan ikke komme til at høre vedkommende udtale ordet, da jeg kan ikke deltage i smagningen. Desværre.
Det er typisk – jeg har lige bestilt flybillet til England til samme dag. Havde jeg kendt datoen for denne smagning, havde jeg udsat rejsen et døgn.

Jeg kan nemlig ikke vente med at se dem, til de kommer i børnenes efterårsferie i uge 44. Charlotte og børnene havde det på samme måde og ville have været et smut til DK i slutningen af deres sommerferie, men der kom noget i vejen for de planer – og fra midt-juli til slut-oktober er simpelthen for lang tid for os alle sammen.

3. april 2014

En ophøjet ligeglad moskusand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Villa GallinaI dag skulle jeg være i Næstved kl. 13:55. Seancen tog præcis 17 minutter både i går og i dag, hvor det er af- og påklædning af mig samt koordinationen mellem indstillingen af maskineriet og mig, der tager de 16 af minutterne, men det kan ikke gøres meget hurtigere, påstod Sagkundskaben, som derefter erklærede følgende:

”Du er altså supergod til at trække vejret!”
”Hmmm. Taaak … men det har jeg faktisk også øvet mig på i 61 år uden nogensinde at føle, at det har været specielt problematisk.”
Smil hele vejen rundt (i dag var der fem personer, der vimsede omkring mig, for der var to under oplæring).
”Det var ikke det, vi mente, men det ved du vist godt?”
Ja, det vidste jeg godt, men det er altid rart at få at vide, at man er en mønsterpatient.

Vi har lovet os selv – og hinanden – at i de fem uger, turen går til Næstved på alle hverdage, skal vi være gode til at give os selv – og hinanden – nogle gode oplevelser i forbindelse med turen. Ikke nødvendigvis hver evig eneste dag, for det skal jo heller ikke gå hen og blive et problem at finde på noget … det afhænger selvfølgelig også lidt af vejret.

Gule anemoner ved Herlufsholm

Det er blevet det skønneste forårsvejr igen, så vi lagde først turen forbi Herlufsholm Kostskole, hvor vi så på masser af gule anemoner, hvorefter vi vendte om og tog den over landet hjem forbi smukke Villa Gallina, hvor ænderne nede ved søen havde så travlt med sig selv – og hinanden – at de næsten var ligeglade med os.

Ænder ved Villa Gallina (1)Ænder ved Villa Gallina (3)

Bortset fra denne moskusand, som var fuldstændig og totalt ligeglad med alt, inklusive os. Gad vide, om det er fordi han er meget gammel? Jeg har ikke før set så stor en knop oven på næbbet. Hunnen stod et par meter fra ham og gjorde sig så vældigt til, men heller ikke hende værdigede han et blik.
John og jeg nærmede os meget forsigtigt, men vi kunne have trådt på ham, tror jeg. Vi stod og fotograferede ham på en meters afstand.
Moskusænder er tudegrimme, men jeg kan godt lide dem, fordi de spiser dræbersnegle.

Ænder ved Villa Gallina (8)Ænder ved Villa Gallina (9)

Her blev en rivaliserende han sat grundigt på plads – så hurtigt, at den stakkels udskældte var lige ved at smutte ud af billedet for mig. Bagefter rystede den udskældende triumferende sine vinger, mens rivalen ikke så ud til at være trynet særlig eftertrykkeligt.

Ænder ved Villa Gallina (10)Ænder ved Villa Gallina

Se de søde, små halekrøller.
Det var dagens lille oplevelse. Vi kan helt sikkert ikke finde på noget hver dag, men hvis det er godt vejr sidst i april, når vi nærmer os slutningen af behandlingen, tager vi campingvognen med og slår os ned enten på Enø eller på De Hvide Svaner i nogle dage – det vil udvide operationsområdet lidt.

29. marts 2014

Vi har fået nye beboere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: ,

P1000220Die zwei anderen Mädchen (+ en Mädchenmand) er ankommet. De påstod, at de havde taget det gode vejr med, men dér måtte jeg protestere, for det havde jo været her siden i går morges.
Der blev lagt hårdt ud med, at jeg blev taget på brysterne af alle tre gæster, næsten inden de var nået ud af bilen. Gad vide, hvad man har tænkt, hvis man lige skulle være kommet kørende forbi ude på vejen?
Jeg må sige, at tonen hurtigt blev slået an med denne yderst intimt prægede velkomst, og der blev grinet højt og larmende inden for de første fem minutter …
Verdenssituationen er stort set blevet ordnet allerede inden frokosten af de to mænd, så med den viden trygt i tankerne kan vi tøser bare slappe af og pladre aldeles uhæmmet om alt mellem himmel og jord.

Bradepandekagen og stenalderbrødet er bagt, lammebovene marineret og befinder sig nu i ovnen til langlangtidsstegning.

Bradepande-æblekage

Frokosten er indtaget, og to mænd og en kvinde tager sig lige en hurtig middagslur, da trætheden sneg sig ind på dem og overmandede dem.
En kvinde læser og en anden kvinde skriver blog.
P1000225Lige om lidt skal vi ud og gå en tur – alt andet ville nærmest være kriminelt med sådan et vejr. Så kan vi også få samlet appetit til kagen …

Ude i haven er en af Johns fuglekasser ved at blive erobret.
Kassen hænger så langt væk, at vi ikke kan se, om det er en blåmejse eller en musvit, der er ved at bygge rede, men uanset hvad det er, farer den frem og tilbage og har vældig, vældig travlt. Der er forhåbentlig ikke for meget sol på … billedet er taget i formiddags. Solen vil ikke være på efter frokost, og heldigvis er der snart blade på træerne.
Vi havde slet ikke turdet satse på så hurtig indflytning, men vi blev enige om, at John må være et naturtalent mht. at bygge redekasser, siden en af dem så hurtigt er blevet accepteret.

Se da lige den store flagspætte … hvad hjælper det at købe et storfuglesikkert foderhus? Spætten kan nå nødderne og mejsekuglerne overalt fra, hvor den sætter sig; den har desværre et langt næb.

Nå – nu er folk ved at vågne igen – har ikke tid mere – vi skal ud og gå tur, skal vi – jeg håber I nyder solen, weekenden og hinanden lige så meget som vi gør.

28. marts 2014

5500 traner, 2 storke og 1 sød pige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:37
Tags: , ,

Traner ved Pulken 2014

Lige så pivkoldt og regnfuldt det var i går, lige så flot var vejret i dag, hvor vi nåede op på 15° og solen skinnede fra en skyfri himmel fra morgen til aften.
Vi har nydt hele dagen på torpet, men ved 16-tiden tøffede vi mod Pulken for at få de sidste traner med for i år.
Det er virkelig de sidste allerede, selv om vi stadig er i marts, for vi så næsten ingen flyve ind, og i forhold til i forgårs var der 1000 mindre, nemlig ‘kun’ 5500 i dag, så de er sikkert på vej mod ynglepladserne alle sammen, og det store træk fra syd er slut for i år.

Det gør nu ikke så meget – jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan se, om der er 6500 eller 5500 … for mig er der bare temmelig mange.

Traner ved Pulken 2014

Endelig fik jeg set tranedans. Overalt gav de opvisning … sikkert ikke til ære for det store publikum – Pulken er godt nok ved at blive noget af et tilløbsstykke. På billedet oppe til højre er et tranepar forrest i billedet i fuld sving med parringsdansen. Klik det eventuelt større, så er det nemmere at se. 
Billedet herover skal man forestille sig lagt i forlængelse af sig selv en hel masse gange – der var traner, traner, traner overalt foran os.
Nogle stod ude i vandet, men de havde alt for travlt med at pudse fjerene til at lægge mærke til, om de fik kolde fødder.

Traner ved Pulken 2014

Klokken 18 kom fodervognen. Da den kørte ud blandt tranerne, flyttede de sig, men ikke langt væk, kun lige så traktoren kunne komme til. Det ser nydeligt ud, når en masse traner flytter sig på én gang.

Tranefodring ved Pulken 2014

Tranefodring ved Pulken 2014

Det ser især godt ud med solnedgangshimlen som baggrund.

Tranefodring ved Pulken 2014

Fjerdragten begynder at tage farve af den nedgående sol.

Traner ved Pulken 2014

Som i sig selv var ret pæn. Lumix TZ60 har netop bestået solnedgangsprøven.

Solnedgang ved Pulken

Da vi var ved at være parate til at vende tilbage til bilen, så jeg en lille pige, som ankom sammen med sin bedstemor. Pigen satte en kikkert for øjnene og blev øjeblikkelig fuldstændig fascineret af de mange traner: “Oj. Jammen nej altså. Så vackert. Wow.” Det var så sødt, for hun var vitterlig ikke ret gammel, hvad jeg fik bekræftet, da jeg sagde et par ord til hende; bl.a. spurgte hende om det var første gang hun så traner. Hun kiggede lidt tomt på mig, så jeg spurgte (på dansk): ”Forstår du hvad jeg siger?”
”Nej. Ser du, jag är båra fem år, så jag förstår faktiskt inte så mycket alls! Men detta är första gången jag ser tranor.”
Jeg var solgt, og bedste var stolt … hun havde jo forstået det hele, den lille bøf … bedste og jeg smilede lidt sammen.

Storkene? De gik på en anden mark, så vi, da vi kørte derfra, men det var blevet for mørkt til at fotografere dem.

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.