Hos Mommer

3. oktober 2022

Jeg kom næsten for sent

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: , ,

Efter en weekend på webstrikfestival i Svendborg i snakkeriets og strikkeriets tegn er det hverdag igen.
Det var dårligt vejr lørdag formiddag, men ellers har det artet sig fint, både i weekenden og i dag.
Jeg elsker den høje, klare, dybt blå efterårshimmel, og selv om jeg synes, at efteråret er lidt vemodigt, fordi året går på hæld, er det uomtvisteligt også en meget smuk årstid.
På min vej hjemover i går, på en strækning mellem Sorø og Næstved, så jeg et nærmest New Englandsk landskab. Det havde pletter af de helt skrappe røde farver, der er relativt sjældne at se her i landet. Vi har masser af gyldne og brune farver, men de krasse og nærmest flammende røde ser jeg ikke hver dag … men jeg gjorde altså i går.
Jeg var alene i bilen, og da det var en motortrafikvej, kunne jeg ikke tage et billede, men herunder er et fra vores tur til New England i 2016. Ikke tosset, vel?

Efteraar

Vi kan nu godt være med. Det sidste billede er taget på Jungshoved for et par år siden, og der er ingen tvivl om, at hjortetaktræer giver sukkerahorn kamp til stregen.
I dag kørte vi ud på Jungshoved i et lønligt håb om, at der stadig ville være nogle få hyldebær at finde. Jeg regnede med, at jeg nok var for sent på den, men vejret var flot, hvorfor vi blev enige om, at vi kunne da under alle omstændigheder bare nyde efteråret, om det så gav hyldebær eller ej.

Men det gjorde det. Gav, altså. De fleste var væk, men jeg fik samlet en spandfuld, nok til at fylde saftkogeren, og med supplement af nogle gode madæbler fik jeg 2½ liter hyldebærsaft ud af det.
Nu kan vi gå vinterens forkølelser i møde med den trygge viden, at der er lindring at hente i form af varm hyldebærdrik.

P1020684

Det kan vi også på anden vis. I morgen skal vi begge have coronaboosteren, og på onsdag skal vi influenzavaccineres. Vi har begge meldt os til yderligere et forsøg med højdosisvaccine, ganske som vi gjorde sidste år, men hvor kun John fik den. I år skal de bruge over 280.000 frivillige, og jeg håber på at være heldig at få den høje dosis denne gang – der er 50 % chance.
Vi har set resultaterne fra 2021, og der er signifikant færre influenzarelaterede hospitalsindlæggelser og dødsfald, hvis man har fået den høje dosis, og vi er jo ved at være i den farlige alder.
Vi ville begge gerne nå at få covid-19-boosteren inden vi skulle til England igen, og det når vi, da vi tager afsted på lørdag. Den virker nok ikke allerede efter fire dage, men den er da injiceret, så det er fint nok. Vi vidste jo, at vi ikke kunne få den før tidligst 1. oktober, så den 4. er fint med os – men vi var også hurtige til at bestille. Vi prøvede hver dag i den sidste uge af september, indtil vi kom igennem – og vi fik først invitationen fra Region Sjælland dagen efter tidsbestillingen. Min søster ventede, til hun havde fået den, og samtlige tider var allerede taget, da hun ville bestille tid, så lige nu ved hun endnu ikke, hvornår hun bliver vaccineret. Der er rift om det.

Advertisement

20 kommentarer »

  1. Fantastiske farver og god tur til England! Jeg fik booster + influ-stik for 1 time siden og bereder mig på at ligge brak i morgen 🙂

    Kommentar af Eric — 3. oktober 2022 @ 17:40 | Svar

    • Tak og tillykke med hurtigheden! Det er synd, at du (måske) skal ligge brak. Vi satser begge på ikke at gøre det, da vi ikke reagerede synderligt på de tre første stik.

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2022 @ 18:57 | Svar

  2. God tur til England. Dejligt med de boostere, Jeg fik influenza- og covidvaccination på samme tid. Den første dag, 1. oktober kl. 20.55. Det er en fordel at være morgenmand. Jeg fik invitationen tidligt om morgenen. Søgte en ledig tid. Fik en på den første dag 2,5 km fra vores bopæl.

    Kommentar af Ib Hansen — 3. oktober 2022 @ 18:44 | Svar

    • Tak, og ja, det er dejligt, at vi kan få en variantopdateret booster nu. Det er pga. influenza-forsøgsdeltagelsen, at vi ikke kunne få dem på en gang, og vi ville helst have covidvaccinationen så hurtigt som det overhovedet kunne lade sig gøre.
      Du har været hurtig og måske også lidt heldig, men det er kun godt 😊

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2022 @ 19:01 | Svar

  3. Ja efteråret er smukt, nu skal I så også nyde det i England. Vi får begge vacciner mandag d. 10, det er fint. Herovre var det nemt at bestille, ingen problemer med det, men om det er højdosis, ved jeg ikke.

    Kommentar af Lisbeth — 3. oktober 2022 @ 19:42 | Svar

    • Hvis ikke I har meldt jer som frivillige til influenzaforsøget, får I helt sikkert ikke højdosis, og os der har meldt os, har som sagt 50 % chance for at få det. Det er stadig på forsøgsbasis, men jeg vil tro, at med dette vildt høje antal medvirkende, er det sidste gang, inden beslutning tages om, hvorvidt det fremover skal være det ene eller det andet.

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2022 @ 21:02 | Svar

  4. Efter 3. stik måtte jeg ringe til min læge den følgende dag kl 8 og melde afbud til en konsultation kl 10. Jeg kunne slet ikke løfte min højre arm og kunne ikke komme ud af min py. Der gik toenhalv dag, før jeg var nogenlunde funktionsdygtig igen! Nu skal jeg så ‘på tur’ igen, og jeg er ikke færdig med at gå til fys med smerter + knuder i begge arme, hvor jeg er blevet stukket. Det værste er, at armene skal om på ryggen for at lukke bh’en, for det gør så ondt.

    Kommentar af Elsebeth — 3. oktober 2022 @ 22:01 | Svar

    • Puha, det lyder slemt. jeg håber du bliver helt frisk igen og håber samtidig ikke, det går så galt for os.
      Jeg lukker altid min bh foran, drejer den derefter 180 grader og løfter den op på plads. Jeg har ikke kunnet lukke den på ryggen i mange, mange år, og det selv om jeg altid har været både smidig og spændstig, men det virker fint for mig på omtalte måde. Du kunne da prøve … 😊

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2022 @ 22:08 | Svar

  5. Hvor er det skønne billeder – det er da ærgeligt at man ikke kan stoppe på en motortrafikvej for at tage billeder. Men det kan man ikke. Så derfor har jeg i mange år sørget for at komme på “efterårsfarve-ture” i oktober – i dag var jeg kun på en lille bitte tur, for der har været så meget i sidste uge at jeg stadig er træt (haha) – men der var ingen rødmende træer. Jeg ved godt hvor jeg skal finde nogle bøge-skovbryn, så jeg må afsted igen i morgen.

    Kommentar af Donald — 4. oktober 2022 @ 3:21 | Svar

    • Jamen god tur – jeg håber du er lidt mindre træt i dag!
      Bøgetræer får en flot gylden farve, men de kan ikke præstere de helt røde farver – og i øvrigt er de fleste bøgetræer mest grønne endnu, så du behøver ikke at skynde dig 😊

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2022 @ 7:30 | Svar

      • OK, ikke stresse her! 🙂

        Kommentar af Donald — 4. oktober 2022 @ 7:35 | Svar

  6. Wauw – smukke farver, både i New England og i Danmark. Det er en dejlig tid med høj himmel og flotte farver.
    Min læge har åbent hus i går og i dag mht. vaccine, og nu hvor jeg har sneget mig op over 65, fik jeg tilbudt alle tre, men den mod lungebetændelse valgte jeg fra, da jeg ikke rigtig lider af lungebetændelse. Det lader jeg gemalen om.
    Lægen var ikke helt forberedt på, hvor populær disse åbent hus var, så først stod jeg i kø i 20 minutter for at komme ind til registreringen. Derefter gik der 45 minutter, før mit navn blev råbt op. Men alt foregik i god ro og orden. Man så rigtig mange, gå en tur rundt i Birkerød by (hvor min læge bor) i går formiddag 🙂
    God tur til England – forhåbentlig uden corona og influenza.

    Kommentar af conny — 4. oktober 2022 @ 9:51 | Svar

    • Holddaop – det var da vist både en god og en dårlig ide at holde åbent hus, men nu er det da i hvert fald overstået for dit vedkommende.
      Mht. lungebetændelse, så tager jeg de vaccinationer jeg kan få. Jeg har, som dig, aldrig haft lungebetændelse, men det er jo ingen garanti for, at vi ikke kan få det, og da jeg ikke ønsker at løbe risikoen, tager jeg vaccinationen. Det skader jo ikke … jeg har heller aldrig haft covid-19 … 😘
      Tak – vi satser på, at vi nu er garderede.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2022 @ 21:45 | Svar

  7. Så nu kan jeg blive covid-vaccineret hos min egen læge, fem minutter herfra! Lægesekretæren fortalte mig, at jeg kan få en vaccine fra Pfizer, da den og Moderna er så tæt på at være ens. Jeg har ventet på, at Moderna blev tilgængelig; indtil nu har det ellers været vigtigt, at man altid fik fra samme producent. (Det må være lettere at få et patent i medicinverdenen end i industrien, hvor to produkter ikke kan være så ens, at de er ‘hip som hap’.) Eller har Moderna mon ‘pillet ved RNA’et igen’ – navnet opstod af ‘Mode(of)rna’. Rigtig smart set!

    Kommentar af Elsebeth — 6. oktober 2022 @ 13:42 | Svar

    • Jamen så må du da se at få dit stik, så det er overstået for i vinter.
      Jeg kunne fortælle dig rigtig meget om det at opnå patenter i medicinalindustrien – det er nemlig ikke spor nemt. Jeg skal dog skåne dig for fortællinger her i kommentaren, men eftersom jeg arbejdede i branchen i 35 år, ved jeg da en smule om det 😊
      Det var godt set og et godt navn. Når vi skulle have et nyt produktnavn, fik alle ansatte lov til at sende forslag ind, og der kom altid mange gode.
      Det fik mig til at tænke på afføringsmidlet “Gangiden”. Det er da også et genialt navn.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2022 @ 14:26 | Svar

  8. Hvor er det et par flotte billeder i skønne farver. I var heldige med at finde hyldebær. Jeg er kun lidt misundelig (på den gode måde) 🙂 at du har sådan dejlig portion hyldebærsaft.
    Jeg har ikke haft travlt med at bestille tid til vacc. I næste uge skal jeg til Mallorca, og jeg har tænkt, det kunne vente til jeg er hjemme en uge senere. Måske dumt tænkt. Her kan jeg jo læse, at mange har skyndt sig at få en tid.
    Jeg kan jo lige prøve at søge på tider – måske kan jeg nå det inden rejsen?

    Kommentar af Betty — 6. oktober 2022 @ 21:52 | Svar

    • Hyldebærsaft er bare virkelig godt, hvis man har reddet sig en forkølelse. Det kan godt være, det ikke hjælper en pind på selve sygdommen, men man føler, at man får det bedre, ikke sandt?
      Hmmm. Jeg tænkte jo lige omvendt: At jeg ville vaccineres inden jeg bevæger mig ud til det store udland. Der er lige nogle, der har meldt ud fra sidste weekends strikkefestival, at de kom hjem med Covid-19, men de blev syge i tirsdags, og jeg har det heldigvis fint endnu og er glad for, at jeg nu risikerer endnu mindre at blive smittet. Hvis du ellers ikke har reageret på tidligere vacciner, ville det måske være en god ide at lade sig vaccinere inden afrejse – men jeg ønsker dig under alle omstændigheder en rigtig dejlig ferie på den skønne ø 😊🏝

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2022 @ 22:00 | Svar

  9. Det lyder interessant, det med den ekstra skrappe influenzavaccination. Mon alle er med i den lodtrækning? På lørdag skal jeg vaccineres mod Covid, influenza og lungebetændelse. Det var det tilbud, der lå til mig på vacciner.dk, og det tager jeg, selvfølgelig. Jeg regner ikke med at blive autist af det, og skulle det ske, så er jeg så langt henne i livet, at jeg vil tage det som en oplevelse. /bad joke slut. – Manden fik kun tilbudt vaccination mod Covid og influenza. Skidt med, om han får lungebetændelse, åbenbart -. Eller også er det bare sådan, at systemet efterhåndet er informeret om, hvornår vi sidst fik de stik, og derfor også kan beregne, hvornår det er opportunt at stikke igen. Smart.

    Kommentar af henny894 — 7. oktober 2022 @ 0:03 | Svar

    • Nej, alle er ikke med; man skal tilmelde sig, fordi det stadig er under klinisk afprøvning, men med de resultater de fik sidste år, tegner det godt. De har brug for 280.000 frivillige i år, og hvis resultaterne bliver lige så gode, så vil jeg tro, den høje dosis bliver standard fremover.
      Mon ikke systemet ved, hvornår vi er vaccineret mod hvad? Det vil jeg da tro. Lungebetændelsesvaccinationen holder i 5-6 år, så den skal jeg ikke have før i 2024. Det samme gælder for John, og ingen af os blev tilbudt den vaccine i år.

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2022 @ 9:10 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.