Hos Mommer

1. november 2020

Der breder sig en liflig duft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:48
Tags: ,

Hele huset dufter af kvæder. De har en helt vidunderlig duft, både når de bare ligger i en skål, og når de bliver kogt til et eller andet.
Den søde nørkledame, som forærede mig en masse filippaæbler, tilbød mig også, at jeg kunne hente alle de kvæder jeg ville, når de engang blev modne.
Sådan noget lader jeg mig ikke sige to gange, og i går var vi på Jungshoved for at hente dem.
En hel spand tog jeg, og selv om jeg kunne se, at hun selv havde taget mange, var der stadig mange tilbage på træet, da vi havde forsynet os.
På trods af det fugtige vejr faldt kvæderne på et tørt sted, for det er længe siden, jeg sidst har kunnet tiltuske mig nogle af de gode “oldtidens guldæbler”, og mit eget nyplantede kvædetræ, som havde over 40 blomster, gav ikke en eneste frugt.
Jeg har lagt en halv snes i frugtfadet og lige så mange ud i en af æblekasserne i bådehuset. Det var hvad der blev tilovers efter at have fyldt saftkogeren. Jeg gider ikke lave andet end kvædesirup og -gele. Disse to smager rigtig godt, mens jeg ikke er så vild med diverse arter af marmelader af dem, og kvædebrødet (‘flæsket’) jeg lavede for år tilbage, var der ingen, inklusive mig selv, der syntes var særlig godt.

Hjortetaktræ

Kvæder er gode, men de ser ikke så godt ud. Det gør til gengæld efterårsklædte hjortetaktræer, som vi så en hel lille skov af på Jungshoved.
HjortetaktræDet er ikke underligt, at de minder mig om New Englands fantastiske farver, som vi oplevede for fire år siden, idet hjortetaktræet stammer fra Nordamerika.
Vi gik lige fotoamok i de smukke træer, som vel i virkeligheden snarere er buske. Jeg elsker de farver. Solen var ikke meget fremme i går, men hvem behøver solen, når man kan se sådanne ildfarver selv i gråvejr?

John og jeg har talt om, at vi synes der er flere røde farver i træerne i år, end der plejer at være.
Det kan vel ikke passe? Eller hvad? Jeg taler ikke om hjortetaktræer her, for de har altid denne skønne farve på denne årstid, men generelt, når vi bevæger os rundt i landskabet, ser jeg mere rødt end sædvanligt.
Det er nok coronapestens skyld.
I England er de ved at lukke helt ned igen – kun skolerne får lov at køre videre, mens fx restauranter o.l. kun må lave takeaway. Ingen, der ikke tilhører husstanden, må lukkes ind i hjemmet.
Tænk på dette, alle I coronafornægtere, der synes det er noget pjat, at vi har de, i sammenligning, milde restriktioner her i Danmark, og at vi bare skal åbne for alle overalt.
Nå. Den slags personer læser nok slet ikke med her Smile
Jeg er dog glad på mine englænderes vegne, at de lige præcis nåede at få den korte cornwalltur inden det gik så galt igen – Anna forblev symptomfri i sine 14 dages isolationsfængsel, så de turde godt tage afsted.
Selv om England ligger højt på listen over nye, daglige tilfælde, ligger fx Belgien uhyggelig højt – de har stort set samme antal nye (godt 20.000/døgn), men indbyggertallet i Belgien er kun en sjettedel af Englands, som har et lidt højere antal test/100.000 end Belgien, så tallene kan reelt sammenlignes.
(Kilden er Worldometer, som jeg ikke kan lade være med at tjekke hver morgen.)

22 kommentarer

  1. Oh jeg er bekymret fordi corona er “så god til at smitte” (nu er jeg vist ved at blive for god til at udtrykke alting i positive vendinger! haha!)

    Ja, jeg hørte at Boris Johnsons regering har dekreteret skrappere foranstaltninger.

    Det er vel nok godt at familien nåede at få en lille efterårsferietur til Cornwall.

    Kommentar af Donald — 1. november 2020 @ 13:33

    • Jamen det er da også meget bekymrende – der er en grund til, at jeg kalder det coronapesten. Ikke fordi det er så slemt som pesten var, men den tog jo også flere år, inden den gik i sig selv igen.
      Ja, det var godt de nåede det inden, og heldigvis er det ikke så slemt nede i det sydlige England.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2020 @ 15:46

  2. Med hensyn til smittetallet i Belgien hhv England tror jeg, befolkningstærheden betyder er hel del. I Belgien bor man vist uhyggelig tæt.
    Kvæder har aldrig været på min hitliste. Ikke desto mindre havde vi et kvædetræ i den allertidligste have, vi havde, men det blev fældet, da jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om de produkter, man kunne lave af frugterne. Måske blev mit forhold til dem ødelagt i ungdommen, da der var nogen, der syntes, at kvædete var en gave fra himlen. Det syntes jeg så ikke! Saft af kvæder har jeg dog aldrig smagt.

    Kommentar af Kirsten — 1. november 2020 @ 13:56

    • Enig. Charlotte og jeg har netop talt om den store befolkningstæthed både dernede og derovre, og at det nok også er derfor det går mest galt længere oppe nordpå i England, hvor de har så mange kæmpestore byer.
      Jeg var forbavset over, så stor forskel der er, når frugtkødet er med, som fx i marmelader. Det giver en helt anden (og ikke særlig god) smag, mens saften og dermed også geleen er langt bedre og også kraftigere i smagen end æblegele.
      Kvædete er så noget helt tredje, rent smagsmæssigt (og det er ikke nu, jeg skal indrømme, at jeg godt kan lide det, vel?) 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2020 @ 15:50

  3. Vi har en busk med kvæder, men de er næppe spiselige, for så ville fuglene sikkert smovse, og det gør de ikke.
    Godt at familien kunne gennemføre ferien og forblev symptomfri. Det er en bemærkelsesværdig tid vi lever i, og jeg gruer for, hvordan det vil udvikle sig i den kommende tid, for hidtil er det da kun gået den vej, hønsene skraber, om end vi (som du er inde på) hidtil er sluppet nådigt sammenlignet med de fleste lande.

    Kommentar af Eric — 1. november 2020 @ 15:27

    • Jeg er ret sikker på, at alle kvæder er spiselige, men hvis det er japankvæder, er de (endnu) mere sure end pære- og æblekvæder.
      Fælles for dem alle er, at de er stenhårde og aldeles uspiselige i rå tilstand, og det synes fuglene sikkert også. Beske og sure er de, men deres afkogte saft … uhm.
      Jeg tror det er godt, at vores land er så lille – der kan i sagens natur ikke være numerisk lige så mange ignorante fjolser, som der er i lande med større befolkningstal. Det er derfor lettere at styre. Tror jeg …

      Kommentar af Ellen — 1. november 2020 @ 15:55

      • Du er heldig med så mange kvæder. Min sædvanlige kvædeleverandørs træ har svigtet katastrofalt i år, så der var ikke mange til mig. Duften af kvæde er magisk og når de ligger lunt, bliver duften stærkere og heldigvis, når mængden er begrænset.
        Jeg kan næsten smage kvædegeleen til julens gås og må slikke mig om munden og misunde dig lidt. Når du kan lide kvædete jf. dit svar til Kirsten, så er det om at få tørremaskinen frem og fylde den med tynde skiver kvæde. Tørre tørre tørre, knus dem evt., hvis du foretrækker det, men ellers bare plumpe en skive i teen, når du brygger den. Det kan også bruges i hvid gløg (og i æblegløg) med stor fordel.
        Kunne en marokkansk lammeret med en del krydderier og kvæder ikke friste? Jeg tror ikke, at du vil blive skuffet. Prøv at søge på “tangine med kvæder”, hvis din nysgerrighed er blevet pirret.
        Mht. corona: Endelig har jeg forstået, hvorfor du skriver coronapesten. Jeg har haft den opfattelse, at det var lidt vel indebrændt og snæversynet fra din side.
        Ja der er fornægtere af coronaens alvor, da nogle er langsommere end andre til at forstå virkeligheden eller konkluderer på et meget ufuldstændigt grundlag. Nogle mente også, at Covid-19 ikke var værre end influenza og dermed kun havde betydning for “influenzaens sædvanlige dødsofre” på trods af fagkundskabens information.
        Det er bestemt ikke sjovt at være i den selvisolation som Anna har været i, men at kalde det fængsel er det ikke at overdramatisere det – selv med hensyn til den kunstneriske frihed😉. At være i en dejlig stor bolig og matrikel samt i skødet på sine nærmeste er vel trods alt ok.
        Jeg har lige sagt på gensyn, da “Half Term” er slut, men hvornår 🤔 – forhåbentlig når terminen er slut medio dec., men ….. Pt. er udsigten ikke positiv med udviklingen i England.
        Jeg tror ikke, at efterårets blade er rødere eller flere i år end normalt, men perioden med løvfald i godt og solrigt vejr har været lang, så alt i alt har jeg set flere røde blade end sædvanligt.
        Mvh. og fortsat god weekend

        Kommentar af Kristine — 1. november 2020 @ 19:04

        • Tak for fiffet med de tørrede kvædeskiver til teen – det skal afprøves. Godt, jeg ikke brugte hele høsten med det samme.
          Surt, at du ikke kunne få leveret nok i år.
          Indebrændt? Måske lidt, men det er vi vel efterhånden allesammen. Snæversynet? Det var pokkers. I begyndelsen af året var jeg snæversynet, fordi jeg ikke helt forstod alvoren, og nu er jeg det, fordi jeg har forstået den … 😉
          Jeg har i efterhånden mange måneder hævdet, at dette vil fortsætte i lang tid endnu; ganske som pesten i middelalderen er sådan en omgang ikke noget, der er overstået på kort tid.
          Det er nok at overdramatisere en anelse at kalde det fængsel, men det var sådan teenageren Anna følte det, og jeg forstår hende godt, lige som jeg forstår de fleste andre, der ikke kan samles som normalt, men det er hvad der skal til, og så må det bare være sådan, selv om det er noget værre hø.
          Udsigten er bestemt ikke god hverken i UK eller flere andre lande – vi er mange, der følger den med lidt bæven.
          Det ville være lidt ulogisk, hvis der virkelig var flere røde blade end normalt, men oplevelsen af det har jeg åbenbart ikke været alene om 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. november 2020 @ 20:07

  4. Hvor er du heldig at måtte plukke en masse kvæder. Jeg er vokset op med et kvædetræ i haven, men som barn kunne jeg ikke udstå dem – det har ændret sig siden 🙂
    Ja, det r frygteligt med coronasituationen i England og endnu værre i Belgien. Vi må huske at skønne på, hvor heldige vi er her.
    Dejligt at Anna forblev symptomfri i sit isolationsfængsel.

    Kommentar af Madame — 1. november 2020 @ 16:21

    • Det er meget heldigt, for kvæder er ikke lige sådan at få fat i, hvilket du tilsyneladende også har oplevet.
      Ja, det må vi huske at skønne på her midt i al coronaelendigheden – lige som jeg også skønner på, at min familie er raske 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2020 @ 18:38

  5. Duften af kvæder er herlig. Gelé og kvædebrød er fortræffelige vintergodter.
    Med kvæder er vi godt kørende . Vi har dem i mængder i år fra vores 4 buske. Der er foræret 4 store murerspande væk, vi har selv taget til eget forbrug og der er stadig nogle tilbage.

    -Og Belgien er skidt kørende.
    Belgien er tætbefolket i områder, ja. -Men som en af mine luxembourgske venner engang sagde: Belgierne kan ikke styre noget som helst ud over ølbrygning, og det eneste de to store sproggrupper kan blive enige om er at hade det lille tysksprogede mindretal.
    Intet under, at coronaen vinder hver gang i et land, hvor tilhørsforhold til sproggruppe vægter mangefold i forhold til faglig dygtighed.
    Det er i dag en måned siden at der, 494 dage efter valget, blev dannet en regering i Belgien (Bestående af 7 partier!!!). Den er døbt Vivaldi-regeringen grundet at partierne har alle 4 årstiders farver. Man er ikke uden humor.
    Parlamentsvalget i 2010 gav dog rekorden i regeringsløshed (mon det hedder sådan): 541 dage.

    Kommentar af natural2222 — 1. november 2020 @ 20:29

    • Ja, med fire buske kan jeg godt se, at I må have til mere end eget forbrug – jeg er da helt misundelig, men nu har jeg jo fået så rigeligt, selvfølgelig.
      Folkeviddet er altid meget morsomt og også her med Vivaldi-regeringen, men sikke da nogle forhold at leve under som befolkning. Jeg vidste godt, at det ikke var så godt i Belgien, men at det står så galt til som tilfældet er, var jeg ikke klar over – og ‘regeringsløshed ‘ er er godt ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. november 2020 @ 15:14

  6. Jeg tror aldrig jeg har prøvet at smage kvæder. Kvædete drak jeg til gengæld så meget af i mine unge dage, så jeg ikke kan lide det her på mine gamle dage 🙂
    Godt at Anna holdt sig symptomfri, og jeg kan sagtens følge hende. Her skal man jo være isoleret til dag 4 podning er negativ, så må man gå ud i omverdenen igen.

    Kommentar af Lene — 1. november 2020 @ 21:14

    • Nu er det nok ikke lige det der står øverst på din to do-liste, men jeg kunne forestille mig, at med det meget vildt I spiser, ville det være superlækkert at ligge inde med noget kvædegele 🙂
      Den model ville Anna have været glad for, men de har desværre ikke mulighed for at teste så meget i UK som man gør herhjemme – de har ‘kun’ knap 500.000 test/million mod vores over 900.000. De er så også 11 gange så mange indbyggere, så det er alligevel mange, der bliver testet i England.

      Kommentar af Ellen — 2. november 2020 @ 15:19

  7. Vi har faktisk kvæder i vores “have”, men det lykkes mig aldrig at få dem høstet på det korrekte tidspunkt. Jeg synes, de rådner op for øjnene af mig! – Og det får de så lov til. Hvis intet andet lykkes derude, hvorfor skulle kvæderne så?

    Kommentar af Henny Stewart — 1. november 2020 @ 23:37

    • Det er NU, du skal tage kvæder, Henny! De kan da vist ellers næsten ikke mislykkes, troede jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. november 2020 @ 15:23

  8. Sjovt nok, har jeg også gået og tænkt på, at der var mere rødt i naturen dette efterår. Gad vide, om der er en forklaring, eller det blot er en følelse, der ikke stemmer med faktuelle faktorer.

    Kommentar af Ib Hansen — 2. november 2020 @ 6:57

    • Pudsigt, at du også har den fornemmelse, Ib. Det må være rigtigt nok, så – vi kan da ikke begge tage fejl 😉

      Kommentar af Ellen — 2. november 2020 @ 15:24

  9. Jeg havde en moster, der var meget begejstret for kvæder og gerne gav os et glas gele. Jeg mindes ikke, at det sagde mig noget. Måske var det duften, der manglede. Med din beskrivelse får jeg en vældig lyst til at smage det igen.
    I går så vi et lille paradisæbletræ. Jeg blev forbavset over, hvor stenhårde de bittesmå æbler var. Har du prøvet at lave gele af dem?

    Kommentar af tingats — 2. november 2020 @ 16:23

    • Der er både duft og smag i min kvædegele, men nok mest smag; duften er kraftigst når de er rå eller under tilberedelsen af dem.
      Og jo, jeg har prøvet at lave gele af paradisæbler, for mine forældre havde et paradisæbletræ i haven. De var ikke værd at spise, men geleen fra dem blev mere smagfuld og kraftig end gele af almindelige æbler – som jeg kun har prøvet en enkelt gang. Det er for tamt, når man kender de to andre varianter.

      Kommentar af Ellen — 2. november 2020 @ 16:28

  10. Hvor er det nogle flotte farver, I har fanget på billederne. Jeg synes også, der er meget knald på i år. Men om det er mere?
    Det lyder dejligt med din kvædeproduktion 🙂 Jeg har vist aldrig stået med en kvæde i hånden. Men jeg køber tit te med kvæde.
    Ja, hvor er det skræmmende og svært for mange mennesker at prøve at undgå corona. Det er nok nærmest umuligt, de steder folk bor tæt. Det er usædvanlig lang tid efter vores målestok, Anna skulle være i karantæne. Godt hun var rask og familien kunne komme på en lille ferie.

    Kommentar af Betty — 3. november 2020 @ 10:23

    • Jeg synes det er mere, men kan ikke finde nogen logisk forklaring på det.
      Når man én gang har lugtet til en kvæde, får man lyst til at have nogen i frugtskålen hvert efterår 🙂
      Det er svært, når man bor tæt, men det hjælper jo så heller ikke, at nogle i de områder er ligeglade med reglerne. Det er nok ikke mange, der er det, men få er jo desværre nok.
      Ja, det er lang tid, når en test kunne have forkortet den væsentligt, men de er nødt til at rette sig efter de lokale instrukser.

      Kommentar af Ellen — 3. november 2020 @ 10:32


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.