Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …
Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …
Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …
I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.
Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.
Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.
Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …
Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.
Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.
Flot strik på 2.arbejde – naturtalent! Moar undrer sig! Yesss! over de dejligt mange ting der sker – det må være så godt at kunne følge med og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på at det er i et land, hvor der er problemer med politik, valuta, og boligforhold. Men det er godt at høre om alle de gode ting, der går som de skal, eller bedre.
Den smukke park, der forandrer sig hver gang man tager et par skridt, – det er et smukke træer, også det døde træ.
Kommentar af Donald — 12. oktober 2022 @ 7:39
Moar er imponeret – ikke undrende! Ikke over strikketalentet, i hvert fald 😘
England har mange problemer, men ikke lige med valutaen. Det dyk, pundet har taget, har alle valutaer vist taget, mens den amerikanske dollar er stærk for tiden.
Ja … du ved jo, at jeg er vild med døde træer ❤️
Kommentar af Ellen — 12. oktober 2022 @ 9:38
Jeg er dybt imponeret over Charlottes 2. projekt – flot sweater! Dejligt, at hun har opdaget glæden ved strik, og I har fået endnu et skønt samtaleemne. Min svigerdatter og jeg har rigtig stor glæde med vores snak om strik. Hun kaster sig over de mest fantastiske projekter, og jeg hepper på sidelinien!
Efteråret er så smukt.
Kommentar af Fru Moll — 12. oktober 2022 @ 8:25
Ja, det er dejligt. Det kan nemlig afføde nogle gode snakke om strik. Jeg troede aldrig, at hun ville lave andet end at sy, men hun savnede at have noget i hænderne under ‘filmkigning’.
Vi har nogle gode (sviger)børn, fru Moll 😊
Kommentar af Ellen — 12. oktober 2022 @ 9:41
Det er svært at lade være med at tage billeder både i Dk og i England, alt er så smukt nu.
Jeg er også imponeret over Charlottes 2. strikkeprojekt, hun har uden tvivl arvet sin mors evner for strikning.
Kommentar af Lisbeth — 12. oktober 2022 @ 8:54
Der er godt nok mange motiver for tiden 😊
Tak, men hendes talent er større! Hun var bare længe om at finde ud af det, fordi hun ellers kun har syet siden hun var 11 år.
Kommentar af Ellen — 12. oktober 2022 @ 9:44
Som alle andre er jeg også imponeret over din datters evner udi strikkekunsten.
Og dejlige efterårsbilleder 🙂
Kommentar af Lene — 12. oktober 2022 @ 22:17
Hun kan sit håndværk … lige spm din datter kan sit 🙂
Efteråret er en smuk tid!
Kommentar af Ellen — 13. oktober 2022 @ 7:40