Hos Mommer

29. september 2018

Verden er af lava

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:29
Tags: , , ,

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Efteråret er begyndt

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

Reklamer

14 kommentarer »

  1. Haha, min veninde og jeg siger ALTID at verden er af lava fordi vi hørte nogle børn sige det, og synes det lød så sødt. Akkeja, verden er af lava, siger vi så, og griner 😀. Håber ingen hører os!

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 29. september 2018 @ 15:40 | Svar

    • Ih, det er altså ikke godt … jeg er også begyndt at sige, at verden er af lava 😀 – og håber heller ikke, at andre end John hører mig!

      Kommentar af Ellen — 29. september 2018 @ 16:25 | Svar

  2. Forhåbentlig ingen frost, for jeg mangler stadig at få plantet mine agaver om, inden de skal i vinterhi (hvorfor udskyder jeg dog altid alting, suk)

    Jeg krydser fingre og håber I får solgt 🙂

    Kommentar af Lene — 29. september 2018 @ 15:51 | Svar

    • Nej, frosten må meget gerne vente et par måneder endnu, tak!
      Tak for kryds – vi håber selvfølgelig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2018 @ 16:26 | Svar

  3. Heller ingen frost her, men der var ‘kun’ 6,5 grader tidligt morges, men temperaturen steg og solen har skinnet hele dagen
    Med den fortælling om ejendomshandleren, kan man da ikke lade være at tænke, om det er færste gang det er sket. Eller er det bare mig, der tænker sådan? Spændende om det er de nye ejere.

    Kommentar af Pigen fra landet — 29. september 2018 @ 17:27 | Svar

    • Vi håber …
      Og vi tror … på, at det er sket før, at hun ikke har givet os besked. Visse tegn kunne tyde på det, men det kunne også have været vores nabo, der har været inde for at tjekke. Det ved vi så ikke. Nu.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2018 @ 17:40 | Svar

  4. Ingen frost her i det midtjyske. Ærgerligt for Charlotte, at dahliablomstringen blev så kortvarig.
    Pøj, pøj med ejendomshandel.

    Kommentar af Betty — 29. september 2018 @ 19:49 | Svar

    • Ja, ret ærgerligt, så vi venter lidt med frosten her i landet, håber jeg – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2018 @ 20:29 | Svar

  5. Vær glad for at I kom til 🇸🇪, inden broen blev lukket, for det går jeg ud fra, at I gjorde, da du ellers nok havde nævnt det.
    Trist med nattefrosten. Har den taget livet af svampene?
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 29. september 2018 @ 20:56 | Svar

    • Vi kørte derop i torsdags 🙂
      Det tror jeg ikke, den var hård nok til, men jeg var ikke ude i dag …

      Kommentar af Ellen — 29. september 2018 @ 21:12 | Svar

  6. Det er ikke let at holde styr på talemåder og den slags udtryk. Min fornemmelse er at tendens til hurtigsnakkeri yderligere forringer folks evner i så henseende.
    Håber I får solgt huset.

    Kommentar af Jørgen — 2. oktober 2018 @ 14:15 | Svar

    • Du har måske ret i, at det kan være en del af forklaringen – spørgsmålet er nok bare, om folk virkelig snakker hurtigere, eller det bare er os ældre, der synes det 😉
      Tak – nu må det gerne snart ske …

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2018 @ 15:36 | Svar

  7. Altså i min familie har vi altid samlet på den slags fejlagtige udtryk og anvendt dem flittigt i humoristisk øjemed – jeg kan se, at jeg går glip af en del ved ikke at være på FB. Det er selvfølgelig kun sjovt, når man kender de rigtige talemåder.
    Jeg er da helt hæklet af. Verden er af lava 🙂

    Kommentar af Henriette — 3. oktober 2018 @ 15:06 | Svar

    • Nemlig, når bare man ved, at man siger det forkert – og ja, det er kun morsomt, når man kender den oprindelige talemåde.
      “Nøgen kvinde går så længe til vands, at hun kommer tankeløs hjem.” 🙂
      Du går i hvert fald glip af virkelig meget dårligt sprog og elendig stavning på FB.

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2018 @ 15:37 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.