Hos Mommer

10. april 2020

Noget er som det plejer at være

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

36 kommentarer

  1. Tillykke med drivhuset/pavillonen. Den er jo kæmpestor, så der er vel plads både til planter, et spisested, en strikkestol og måske en daybed! Rigtig god fornøjelse med alle planter!

    Kommentar af Fru Moll — 10. april 2020 @ 17:10

    • Tak 🙂 Det er 13 m², hvilket er fire mere end det gamle, og det betyder mere, end jeg lige forestillede mig inden opsætningen. En daybed er der dog desværre ikke plads til – det kunne ellers være ret skønt at få sådan en 😀

      Kommentar af Ellen — 10. april 2020 @ 17:44

  2. Jeres nye drivhus er bare så smukt! Jeg synes, de mørke – som jeres – er langt de smukkeste. Det bliver spændende at få indrettet, som I gerne vil have det.

    Kommentar af Madame — 10. april 2020 @ 18:28

    • Tak, og jeg er ganske enig ang. mørke drivhuse! Jeg synes vores gamle aluminiumsdrivhus var SÅ grimt, men det stod her, da vi købte huset. Heldigvis synes Johns lillebror ikke, det er så grimt, så han har fået det … vi syntes det var lidt for meget ressourcespild bare at smide det ud.

      Kommentar af Ellen — 10. april 2020 @ 19:37

  3. Dejligt drivhus. Kan du ikke sætte nogle hjul under dine kasser? Så er der fortrydelsesret på og du kan ommøblere undervejs…

    Kommentar af Lone Nielsen — 10. april 2020 @ 18:43

    • Jeg skrev ‘plantekasser’, og det er forkert, for det er kapillærkasser. Dvs. flamingokasser med bundløse rammer udenom, fordi kasserne i sig selv er tudegrimme – men de kan derfor ikke flyttes, når de først er fyldt med vand.

      Kommentar af Ellen — 10. april 2020 @ 19:39

  4. Her bygges der også drivhus, men i træ og plast. 32 kvadratmeter (he he, skulle lige prale lidt. Har faktisk 4 x 32 kvadratmeter drivhus plus et på ca. 7 kvadratmeter. ). Et af de gamle plasttunneldrivhuse lagde fuldstændig sammen i en af de sidste storme her i forårs, så nu bliver der bygget til den store guldmedalje. Til gengæld har jeres drivhus den mest fantastiske udsigt. Der bliver dejligt at sidde med et strikketøj og en kop kaffe. God påske til jer fra et stille Bornholm.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 10. april 2020 @ 18:44

    • Wow! Jeg er da lidt misundelig, selv om jeg selvfølgelig er meget glad for mit nye drivhus – og udsigten er ganske rigtigt svær at slå 😉
      Hvad bruger du al den drivhusplads til? Kan I selv bruge alt det, du må have mulighed for at dyrke? Eller leverer du til nogle af jeres mange gode restauranter derovre?
      God påske til dig også – vi håber at få lov til at invadere jeres dejlige ø som planlagt i september!

      Kommentar af Ellen — 10. april 2020 @ 19:43

      • Sønnike startede sidste år i august et lille firma, der leverede grønt til vores lokale DagliBrugs. I år vil vi så også prøve at forsyne den anden nabobrugs. Så det er to drivhuse med tomater og to med agurker, plus ca. en halv til en tønde land grøntsager på friland. Så det er bare med at rubbe neglene. Håber det lykkes at få jer herover til september, det er absolut et (også) en skøn årstid at besøge Bornholm. Forhåbentlig er alt det her virushalløj overstået til den tid, så vi måske kunne mødes in real. Knus til jer på den anden side af vandet fra Solskinsøen.

        Kommentar af Kirsten Jensen — 12. april 2020 @ 18:02

        • Hatten af! Jeg støtter 100 % de mange brugser, der sætter en ære i at støtte lokalproducenterne. Det er de også ret gode til hos os. Men I kommer da heller ikke til at kede jer i sommerhalvåret 😉
          Ja, lad os håbe det – vi må se hvordan verden ser ud, når tiden nærmer sig.

          Kommentar af Ellen — 13. april 2020 @ 9:40

  5. Stort tillykke med det skønne drivhus, jeg synes nu godt at man kan kalde det et “Orangeri” . Det er da godt , at der ikke er plads til en Daybed, for med dit aktivitetsniveau, ville du alligevel aldrig få den brugt. God påske! Kh. Marianne

    Kommentar af Marianne Bentzen — 10. april 2020 @ 22:20

    • Du må da gerne synes det er et orangeri, men det er på ingen måde forberedt til at kunne blive frostfrit, hvilket er den officielle definition på det 🙂
      Du har ret i det med en daybed – den ser bare så dejlig ud, men den er garanteret ikke særlig behagelig 🙂
      God påske til dig også!

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:15

  6. Du må bare spise dig igennem det… skvalderkål er vældig sundt. Eller måske lære at leve med det fine grønne bunddække…? Nå, ikke?! 😉 Hvor er det fint, dit nye drivhus. Til lykke med det. Det skal du nok få meget glæde af 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 10. april 2020 @ 23:01

    • Så meget ville jeg ikke kunne spise, om så jeg var en kanin 😉
      Nej, det vil jeg ikke leve med, som du allerede har gættet, for det overtager og kvæler de fine stauder, hvilket er absolut uacceptabelt.
      Tak, jeg elsker det allerede!

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:17

  7. Godt klaret af de to mænd. Hvor er det blevet fint – og stort! Det er dejligt at du endelig får lov at indrette, efter at din tålmodighed er blevet presset til det yderste. I har også fået den perfekte siddeplads til de dage, hvor det blæser lidt for meget, til at I kan finde læ rundt omkring på grunden.

    Kommentar af fiberfryd — 10. april 2020 @ 23:34

    • Uha, ja, den blev presset, men nu er jeg også en utålmodig sjæl …
      Det har vi nemlig – det bliver hyggeligt at indtage en kopkaf derinde, især når der kommer mere grønt at se på 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:19

  8. Først og fremmest: Min allerstørste anerkendelse og benovelse over bygmestrenes evner og tålmodighed.
    Det bliver rigtig godt for jer med al den produktionsplads.
    Hvordan skaffer i vand til vanding? For I skal jo -dybt uretfærdigt- betale vandafledningsafgift af vandværksvandet til drivhuset desuagtet at ikke en eneste liter ender i kloaksystemet.

    Kommentar af natural2222 — 11. april 2020 @ 5:59

    • Det var store ord fra dig, Farmer, så vi (John) bukker og takker 🙂
      Vi har to beholdere til regnvandsopsamling = omkring 400 liter. Det rækker langt, men ulempen er, at i lange, tørre perioder, hvor der er mest brug for vanding, løber tønderne relativt hurtigt tør. Charlotte har et opsamlingsbassin på to m³, som jeg er ganske misundelig over. Det er virkelig noget, der forslår, men så stort et bassin har vi desværre ikke plads til.

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:26

      • Der findes nogle 1000-liters palletanke, som vi tidligere brugte i stor stil til flydende gødning.
        De handles fra 0 til 500,- stykket. De er ikke skønhedsåbenbaringer; men det kunne lidt hurtigtvoksende ærter, bønner eller andet krybende måske gøre noget ved. I har, som jeg ser billederne, naturligt fald ned mod drivhuset, så vandet ville kunne løbe selv.
        https://www.guloggratis.dk/ude/haven/palletank/

        Kommentar af natural2222 — 11. april 2020 @ 17:02

        • Det er godt nok billigt! Vi har talt om det, og jeg kan også foreslå det igen, men vi har været i tvivl om man kan tillade sig at plante noget blivende omkring den, for man skal vel kunne komme til den? Den vil stå i evig skygge (bag shelteret), så ærter, bønner o.l. er nok udelukket.

          Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 17:23

          • Skygge er det allerbedste. Så forvitrer plasten ikke så hurtigt. Jeg har en vandtønde af slagsen, købt brugt, som har holdt i over 20 år hos mig. Står godt nok også i evig skygge bag stalden.

            Kommentar af natural2222 — 12. april 2020 @ 10:30

            • Den er også nemmere at stille ude af syne på en gård end i en have på 820 m² 🙂

              Kommentar af Ellen — 12. april 2020 @ 13:10

  9. Tillykke med din nye legeplads. Her hos os har skvalderkål fået lov til at blive bunddække. Jeg har opgivet kampen.

    Kommentar af Lene — 11. april 2020 @ 7:44

    • Tak 🙂 Du har lige som også en hel del andet at se til, Lene! Jeg har ikke opgivet kampen, for jeg vil ikke acceptere, at skvalderkålen overtager staudebedene og kvæler mine fine stauder. Det kan bedre gå som ‘bunddække’ på fx buskarealer, men sådanne har jeg ikke.

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:28

  10. Ja, hvis det var mit, ville jeg få plads til en daybed og ligge og læse og kigge på, at Ib nussede om planterne. Og så ville jeg have tre citrontræer, et appelsin- og to mandeltræer. – Selv om det ikke er et orangerie 😉 Jeg er vist mere til æstetik end nytte. Ind imellem ville jeg dog servere kaffe og nybagte boller og lytte til Ibs beretninger om “markerne” og afgrødernes tilstand. Der er vist gået en landmand tabt i ham. Køkkenhaven bliver redesignet hvert år – både af hensyn til planternes vækstkrav, men også så den bliver smuk at kigge på og jeg får blomster til afskæring. Kartofler og løg er længe sat (ved fælles indsats!), så nu behøver der ikke komme mere frost, men derimod regn til kalk og kunstgødning. Det er jo næsten en lille formue, der er smidt ud på græsset (læs: mosset).

    Kommentar af tingats — 11. april 2020 @ 7:46

    • Sådan en mand har jeg ikke, men min klarer til gengæld alt det kedelige arbejde, som jeg ikke gider, så jeg har ingen klager – det er ret privilegeret at få lov til kun at leve den sjove del af haveejertilværelsen 🙂
      Og mon ikke det også har noget at sige, at du stadig er på arbejdsmarkedet og dermed ikke har al den tid tilovers, som jeg har? Sådan var det i hvert fald for mig – jeg kunne slet ikke forestille mig at holde af nogen form for havearbejde, da jeg havde lønnet arbejde, men det ændrede sig i en grad, der kom bag på både John og mig.
      Ja, er det ikke typisk? Nu har vi haft den vådeste vinter i meteorologisk tid, og så går vi allerede og sukker efter regn!

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 9:34

      • På den konto kan Ib desværre ikke forvente mere arbejdskraft fra min side. Jeg stoppede allerede 1.12. 🙂

        Kommentar af tingats — 15. april 2020 @ 14:06

        • Nå! Jeg vidste ikke, at du var stoppet – da vi talte om det på vores fælles ferie sidste vinter, fik jeg det indtryk, at der var flere år til 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 14:21

  11. Fedt drivhus og som karantænebarak er det da ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️. God fornøjelse med indretningen osv.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 11. april 2020 @ 17:23

    • Tak, og ja, det er en ret fed karantænebarak, når nu det skal være sådan 😀

      Kommentar af Ellen — 11. april 2020 @ 17:24

  12. En kollega sagde engang “åh det er da ikke så slemt, vi gravede det hele igennem og hev rødderne op.” — Jeg sagde ingenting, den diskussion går jeg ikke ind i!

    Åh hvor et skønt drivhus. Og godt med automat vinduer, så godt at John allerede har klaret det.

    Jeg tror egentlig at vi har åbne plantebutikker her, men har ikke checket. Købmanden (Rema) har både plantesække, gødning, krukker, planter og frø, måske ikke det store udvalg, men (haha) jeg har slet ikke noget drivhus, så det bekymrer jo ikke mig. Her skal bare lægges flere løg så jeg får lidt tidlige påskeliljer igen næste år.

    Karantæne-barak! Haha. Glædelig Påske!

    Kommentar af Donald — 12. april 2020 @ 0:48

    • Samme kollega har nok bandet, når han fandt ud af, at han overså rodstumperne eller glemte at samle dem alle op. Der skal ikke mere end et par cm for at blive til nye planter. Jeg går også det hele igennem med en greb (ikke grave, så går rødderne i mange stykker) hvert år, og der bliver da også færre planter hver gang, men det er en lang og sej kamp.
      Automatvinduer kan ikke undværes!
      Mange supermarkeder har det hele, men deres planter er ofte af en dårligere kvalitet end planteskolernes, desværre, men der er jo en grund til, at de er billigere …
      Har du ikke nogle krukker, du skal have lidt blomster i? Det pynter så flot på terrassen 🙂
      God påske også til dig!

      Kommentar af Ellen — 12. april 2020 @ 9:02

  13. Tillykke med drivhuset. Det er flot og stort, og du har legeplads til mange timer 🙂

    Kommentar af Betty — 12. april 2020 @ 13:23

    • Tak! Det er en herlig legeplads at få sig 😀

      Kommentar af Ellen — 12. april 2020 @ 17:16

  14. Jeg syntes det er flot også mange timer du kan hygge dig der. Er da dejligt når nu verden er som den er. Spænende når du får planter der ind.

    Kommentar af Jonna — 12. april 2020 @ 17:53

    • Tak, Jonna – jeg er også ret begejstret for det og glæder mig til at pusle om planterne 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. april 2020 @ 9:37


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.