Hos Mommer

3. oktober 2019

Så er det tid igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: , ,

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

15 kommentarer

  1. Jeg vidste ikke, at man skal skal have vundet sit garn PÅ 🗝 for at deltage i en strikkefestival. Jeg kan godt forstå, at det har taget tid😉.
    Mvh. og god strikke-/snakkeweekend.

    Kommentar af Kristine — 3. oktober 2019 @ 17:51

    • Nå, så til, da – jeg har nok tænkt PÅ krydsnøgleapparatet … og tak 😉

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2019 @ 17:57

  2. Samme problematik her – strikketøjet til ferie. Man skal jo nødig mangle – hellere for meget med end mangle de sidste timer/dage.
    God fornøjelse.
    Lyder hyggeligt med en familiekasse 🙂

    Kommentar af Kisser — 3. oktober 2019 @ 18:08

    • Du forstår problematikken 🙂
      Familien er i hvert fald glad for den kasse!

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2019 @ 18:29

  3. God fornøjelse, og sig lige til, hvis du finder garnnøglen til ægteskabet, svangerskabet og de andre skabe.

    Kommentar af Eric — 3. oktober 2019 @ 20:24

    • Tak … og dem har jeg skam fundet for mange år siden – i morgen har jeg den til damefællesskabet i beredskab 😀

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2019 @ 20:48

  4. Det bliver så hyggeligt!
    Jeg har også pakket projekter til både ‘snakkestrik’ og ‘tænkestrik’. Det sidste bliver der nok ikke gjort så meget ved. Og så har jeg pakket kurve med plantefarvet garn (plus diverse lagergarner) til at sælge. Så må vi se om der bliver ryddet lidt ud ☺️

    Kommentar af fiberfryd — 4. oktober 2019 @ 0:29

    • Ja!
      Næh, det sidste er nok mest for lidt show off, men det skal også til 😉
      Jeg håber du får solgt en masse … for vi plejer jo også at få købt noget med hjem 😀

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2019 @ 9:10

  5. Jeg syntes er en super fin ide at tage en kasse med hvor familien kan vælge, er jo nok ikke alle der kan strikke . Flot sjal du er ved at strikke.

    Kommentar af Jonna — 4. oktober 2019 @ 7:00

    • Min familie synes sjovt nok også, at det er en kanongod ide 😉 – og ja, det er så flot et sjal – meget elegant, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2019 @ 9:11

  6. Rigtig god tur – spændende med SW’s mystery KAL. Vi får det jo nok at se …

    Kommentar af conny — 4. oktober 2019 @ 12:36

    • Tak, og ja, mon dog ikke, I gør? Om ikke andet, så på Ravelry om fire uger 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2019 @ 12:38

  7. Ja, du er jo nok allerede taget af sted, men god fornøjelse resten af tiden.
    Du har helt ret i, at det tager en rum tid at få pakket sit strikkegrej. Det er jo ikke bare garn, man skal have med, men også de rigtige pinde (vigtigt!!!) og andet tilbehør.

    Kommentar af Kirsten Kaae — 5. oktober 2019 @ 13:45

    • P.S. Hvad hedder du på Ravelry?

      Kommentar af Kirsten Kaae — 5. oktober 2019 @ 13:53

    • Nemlig: man må heller ikke gå ned på udstyret 🙂
      Jeg hedder noget, jeg senere fortrød: mort1mormort2 – men Aubrey var lige kommet, så det var der mit fokus lå, da jeg meldte mig under ravelryfanen. I øvrigt er jeg kedelig der, for jeg kigger kun og samler på opskrifter. Jeg er slet ikke aktiv ellers.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2019 @ 22:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.