Hos Mommer

10. november 2019

Jeg slap for at se på gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , ,

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

P1000214P1000216

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

P1000217 P1000219

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 P1000221

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

P1000212

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

16 kommentarer

  1. Veteranbiler har en nostalgisk charme, men man skal vist være mere end almindelig interesseret for at tage på udstilling så langt væk.
    Skak i skolen er godt for andre fag, da det udvikler evnen til struktureret tænkning m.m. Der skal en buket af talenter til for at nå den absolutte top, og en ting, de allerstærkeste har til fælles, er en rigtig god hukommelse (om ikke andet så for det skakrelevante). Men det kan også være en tidsrøver – jeg taler af erfaring!

    Kommentar af Eric — 10. november 2019 @ 17:53

    • Det skal man være, men Tim har også en speciel interesse i de gamle biler.
      Ja, du ved jo temmelig meget om skak … jeg ved i sagens natur ikke, hvor Aubrey lander, men så længe han har interessen, er det fint – her er endelig et område, hvor han kan brillere, hvilket det pga. hans voldsomme ordblindhed ellers har knebet en del med.

      Kommentar af Ellen — 10. november 2019 @ 17:56

  2. Pandekager, spil og hygge med mormor er da også helt klart bedre end en biludstilling 🙂
    Det var et smart træk at skabe opmærksomhed ved at køre bilen så langt.

    Kommentar af Lene — 10. november 2019 @ 19:16

    • Helt klart! Mange gange bedre 🙂
      Ja … egentlig gjorde de bare en dyd af nødvendigheden, for Tim har ikke en trailer, de kan transportere Wolseleyen på, men de kunne jo lige så godt få lidt PR ud af det.

      Kommentar af Ellen — 10. november 2019 @ 19:59

  3. Sikke I har hygget jer, mens resten af familien var i Birmingham. Det er dejligt, at Anna er god til klaverspil og Aubrey til skak. Hvor er det spændende, at Tims Wolseley er fra 1919 🙂 Der er vist ikke mange biler på den alder, der kører en tur på godt 100 miles.

    Kommentar af Madame — 10. november 2019 @ 20:02

    • Det har vi nemlig 🙂
      Det er meget godt, at de ikke er konkurrenter.
      Det er der ikke, nej; det var i hvert fald usædvanligt nok til at vække opmærksomhed.

      Kommentar af Ellen — 10. november 2019 @ 20:06

  4. Hvor har I haft en dejlig dag med god afsætning af pandekager 🙂 Jeg ville også have valgt din model for dagen med hjemlig hygge i stedet for biludstillingen. Jeg er imponeret over de forskellige spil, I har gang i. Spiller børnene ikke på computer?
    Forhåbentlig var bilturen rimelig komfortabel? Smart at køre den selv og få noget presseopmærksomhed.

    Kommentar af Betty — 10. november 2019 @ 23:35

    • Det var så afgjort bedre end biler!
      Jo, de gør – Clockmaster er et computerspil, som jeg spiller en del, men de spiller også flere forskellige brætspil 🙂
      Turen var okay … man sidder godt i bilen, men det er hundekoldt på denne årstid, så især bagsædepassagerer skal pakkes godt ind.

      Kommentar af Ellen — 11. november 2019 @ 0:33

  5. Hellere hygge, pandekager og Clockmaker end en biludstilling plus mindst 7 timers rumlen i åben bil i november måned! Jeg ville elske en tur i den 100 årige, men helst i sommervejr og på en noget kortere distance.
    De to unger har vel nok meget glæde af hinanden, trods helt forskellige styrker. Det er dejligt at se 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 11. november 2019 @ 2:13

    • Så absolut!
      Jeg kan også godt lide at køre i Tims gamle biler, men ja: om sommeren 🙂
      De er ved at være store begge to og er dermed ved at få forskellige interesser, men det er dejligt, at de kan samles om spillene.

      Kommentar af Ellen — 11. november 2019 @ 9:21

  6. Det er jo bare essensen af ferie og hygge: At hver især gør, hvad man synes er sjovest – og så mødes man til måltiderne og fortæller om alle de spændende oplevelser.

    Kommentar af conny — 11. november 2019 @ 12:54

    • Det er rigtigt, men normalt prioriterer vi at være sammen hele tiden … det passede bare os alle bedst sådan denne gang.

      Kommentar af Ellen — 11. november 2019 @ 23:56

  7. Intet under, at den køretur kommenteres af pressen. Det er særdeles flot, at den gamle bil evner at køre så langt.
    I potentiel værdistigning har køreturen med sikkerhed givet gode kørepenge. Netop den slags tiltag med tilhørende presseopmærksomhed tæller, hvis bilen en dag skal omsættes blandt veteranbil-folket.

    Kommentar af natural2222 — 11. november 2019 @ 17:32

    • Rigtigt, anstrengelserne bliver sandsynligvis belønnet i form af en værdistigning, som du skriver.

      Kommentar af Ellen — 11. november 2019 @ 23:58

  8. Perfekt arbejdsfordeling!
    Sådan er mormorhyggedag kan man leve højt på længe. Og være mætte længe😉
    Det luner med succesoplevelser til Aubrey. 👍

    Kommentar af Anne Holtegård — 11. november 2019 @ 23:23

    • Den var rigtig for os alle … måske dog ikke C, men det kunne desværre ikke være anderledes.
      Jeg under ham bare SÅ meget succesoplevelser! Han har haft en hård start i skolen.

      Kommentar af Ellen — 12. november 2019 @ 0:00


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.