Golf – begynderheld og teamwork

Vi har prøvet at spille golf i dag. Vi mødtes godt en snes ivrige golfspillere in spe kl. 9 og startede med at få lidt morgenmad, inden instruktøren tog os ud for at lade os øve overhovedet at ramme bolden, hvilket sjovt nok viste sig at være ret svært.
Ned i knæ, lad numsen stritte bagud, lad være med at kigge på køllen – hold blikket på bolden. Ingen af os lignede vist dem, man ser normalt, når der vises billeder af golfspillere in action, og selv om vi gjorde vores bedste, kan Thomas Bjørn stadig sove roligt om natten.
(Og hvorfor Johns kamera havde besluttet sig for at tage sepiabilleder i dag, har vi ingen forklaring på.)

Da man mente, at nu var vi tilstrækkeligt professionelle til at gå hen og øve os i at putte, blev vi ledt over på den dertil indrettede bane. Det gik helt galt for mit vedkommende, for jeg kom hele tiden til at slå for hårdt til bolden. Det var jo det, vi lige havde brugt det meste af en time på, altså at slå alt, hvad vi kunne, så det var vildt svært for mig kun lige at skulle puffe blidt til bolden med putteren.
Efter et kvarters tid blev vi delt op i hold á tre eller fire – det passede dermed til seks hold, som så blev sendt ud på 6-hullersbanen. Hvert hold startede på hver sit af de seks huller, og vi nåede da også igennem dem alle. Det er rigtig godt tænkt, at man højst har otte slag til at få en golfbold i hullet – havde der været frit slag (!), havde de fleste af os nok stået derude endnu.

Jeg blev sat sammen med to for mig ukendte herrer – man havde meget strategisk sørget for, at ingen ægtefæller kom til at spille sammen; arrangørerne ville måske ikke risikere nogen efterfølgende skilsmisser …
Jeg kom på hold 5 og vi startede dermed på hul 5. Vi tre blev et stykke inde i spillet enige om, at vi skulle have lov til at danne en ny form for golf-teamwork, for herre1 var rigtig god til at slå bolden hen på greenen i første hug; herre2 var god til at putte, og jeg var overraskende god til at slå en bold op af en sandgrav. Dette fortæller indirekte om, hvor ‘god’ jeg også var til at lægge bolden i den forbaskede sandgrav …
Sidste hul for os var banens berygtede hul 4, hvor der konstant var et par supervisorer, fordi den er svær for alle og for sådan nogle totalamatører som os stort set umuligt at ramme greenen. Bolden skulle slås ind mellem nogle høje træer og op over et lumsk buskads. Der lå en pose med øvebolde, som vi blev bedt om at starte med, da bolden med 99 % sikkerhed ville blive slået ind et sted, hvor ingen nogensinde finder den igen.
Derefter gik man ned og lagde en ny bold ved ‘droppointet’, fik lagt et slag til og spillede så hullet færdigt.
Men hvad skete lige for Ellen? Hun slog det perfekte slag og landede bolden to meter fra hullet i første slag!
Jeg aner ikke hvorfor det lige skete, men der havde jeg reelt en chance for at slå en birdie, som på vores par-3-bane ville have betydet i hul på to slag, men nu var jeg som før nævnt bare ikke specielt god til at putte, så jeg var tre slag om at få bolden i hul, selv om den var landet så tæt på. Dammit. Der havde jeg ellers haft chancen for at kunne indskrive mig i The Hall of Fame på den golfbane.
Samtlige vidner (der var heldigvis mange) gav mig dog den credit, at hvis der var en præmie for dagens bedste slag, så var jeg den indlysende kandidat til at få den.
Det var der desværre ikke, men vi vandt dog præmien for bedst scorende hold, (hvilket afgjort mest skyldtes de to gutter, der var så gode til det, jeg for det meste var ret dårlig til), så jeg kom hjem med to flasker rosevin. De stod ganske fint til kobbertøjet …

Vi tager ikke golf op som fritidsinteresse, men det var sjovt at prøve, og det er især godt at have lært mange af fagudtrykkene, så vi ved hvad der tales om, når de nævner fx par, handicap, birdie og eagle. Det har vi helt styr på nu. Tror vi.