Hos Mommer

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Sikken ostebuffet og sikken udsigt! Jeg har lige spist, men får appetit til mere. Måske man skulle luske ud til køleskabet …

    Kommentar af Eric — 17. marts 2019 @ 19:52

    • Ja og ja – og hyg dig med luskeriet 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2019 @ 20:13

  2. Ja, lidt nåede vi da. Og denne gang oplevede I oven i købet at se solen skinne en smule over Halsnæs! Jeg er glad for, at I syntes om Tinggården og fjordturen – det er noget af det, vi selv sætter stor pris på heroppe. Det var som altid meget hyggeligt at være sammen med jer og vi takker for snak og hygge.

    Kommentar af fiberfryd — 17. marts 2019 @ 20:05

    • Det er os, der takker – også for, at vi ikke druknede helt, som vi plejer oppe hos jer. 😀
      Det er godt, at selskabet er så hyggeligt, at vi ikke behøver at tænke så meget over om vejret er godt eller skidt.
      Både Tinggården og udsigten vil vi gerne nyde igen en anden gang.

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2019 @ 20:16

  3. Så har du været ganske nær ved os – sikke nogle spændende oplevelser, I har haft sammen med Ditte og Peter. Og nu kan jeg da se, at vi må besøge Tingstedet.

    Kommentar af Madame — 17. marts 2019 @ 20:39

    • Ja, det har jeg jo – og det var interessant 🙂
      Du mener Tinggården, men I kan roligt spise der – jeg tror ikke I bliver skuffede.

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2019 @ 21:16

  4. Nu har jeg boet i 33 år i nærheden af Torup, for 24 år siden arbejdet i Hundested i 5 år og derfor kørt forbi ret mange gange … og så har jeg ikke set Torup!

    Nej altså …

    Det er et smukt ostebord! Jeg kan også godt lide at smage på specielle oste, husker en lille gnalling af en “berømt gedeost” som jeg fik på Fyns berømte “Falsled Kro” hvor jeg ærligt talt tror at de gjorde grin med os og hvor jeg tror at mine kolleger syntes jeg var åndssvag at ville have sådan én (som firmaet jo så skulle betale for! selv om det var chefen, der havde inviteret! han var med og så skeptisk til.) Som du summerer op: … satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken. …

    Jeg tror desværre, at der går en uge inden foråret kommer tilbage. Der er storm-varsler og lave lavtryk. Jeg frygter en “Martsstorm”.

    Kommentar af Donald — 17. marts 2019 @ 22:48

    • Du må en tur til Torup! Det er en hyggelig lille økolandsby, og den er hurtigt gået igennem.
      Man skal afgjort ikke føle, at man er til grin! Tinggårdens ostebord er et, vi vil tale vidt og bredt om, så det er samtidig god reklame.
      Både DMI og yr.no siger pænt vejr nede hos os i denne uge. Ikke ligefrem hedebølge, men sol og en ikke for hård vind. Der skulle ikke komme mere regn før om en uge.

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2019 @ 9:34

  5. I bliver ved med at finde nye lækre steder med godt til munden og maven 🙂 Og sikke en udsigt Ditte og familie har.

    Kommentar af Lene — 18. marts 2019 @ 10:05

    • Det er nemlig slet ikke så tosset – Tinggården er D&P’s stamrestaurant, så vi skulle introduceres til den 🙂
      Det samme gjaldt for udsigten – nu har vi været der så mange gange, men havde stadig den til gode.

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2019 @ 10:15

  6. Hvilken dejlig weekend, du beskriver. Torup er et spændende bekendtskab – ikke at jeg ville kunne trives der, men det gør beboerne tydeligvis.

    Kommentar af conny — 18. marts 2019 @ 12:14

    • Vi ser ens på Torup. Jeg kunne heller ikke trives der – så snart det bare minder det mindste om kollektiv, så er jeg stået af, men det er fint at se, at andre har et godt med det.

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2019 @ 12:40

  7. Det forekommer at være en aldeles glimrende ide at have mange oste st vælge mellem – og der bruges formentlig ikke flere end ved en mere traditionel måde at gøre det på.

    Kommentar af Jørgen — 19. marts 2019 @ 19:18

    • De skal jo have mange flere ‘åbne’ oste ad gangen, men ideen er rigtig god.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 19:41


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.