Hos Mommer

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

Reklamer

16 kommentarer

  1. En fuglestemmetur var lige noget for mig, der til nød kan skelne mellem høner, haner, duer og solsorte 😉

    Kommentar af Eric — 1. april 2019 @ 14:10

    • HA – også dig? Fugleværnsfonden har desværre ikke nogen tilsvarende ture i Nordjylland.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 14:14

  2. Jeg gad også godt kunne skelne fuglestemmerne, men det kommer vist desværre aldrig til at ske. Jeg er nok for uinteresseret i at lære det 😉

    Kommentar af Lene — 1. april 2019 @ 18:53

    • Nej, så er motivationen vist ikke særlig stor 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 18:59

  3. Jeg skal ikke gøre mig ret klog på fuglestemmer, og det er beskæmmende ikke at have besøgt Gundsømagle Sø endnu når jeg bor så forholdsvis tæt på og ofte har hørt om den. Så tak for inspiration.

    Kommentar af Jørgen — 1. april 2019 @ 19:25

    • God tur, så! Jeg er sikker på, at du vil nyde den.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 20:19

  4. Fuglestemmerne er nok det største savn ved min nedsatte hørelse. De der mennesker kan man enten mundaflæse eller bede sende en mail, men fuglene: Deres lyde savner jeg mest af alt.
    Hvor det glæder mig at andre har nydelsen.

    Selvom det med gangbroer og tavler er mig meget imod i naturen kan jeg godt på en måde se deres berettigelse. Men: Er det skolestue i naturen eller natur i skolestuen?
    Man skal passe på med al den arrangeren i naturen.
    Vi har lokalt “Onkel Åges Fuglebad” i Gyldensteen Strand. Stort set alt er kunstigt inklusiv 200 hektar ferskvandssø i tidligere hav. Grusbelagte stier. Selv de store sten er fragtet langvejs fra og kørt ud i havet med store maskiner. -Og der udbrydes: “Ih, hvilket herligt naturområde.”

    Nådada. Undskyld morgenbøvset!

    Kommentar af natural2222 — 2. april 2019 @ 4:59

    • Kan det virkelig ikke lade sig gøre at give dig fuglestemmerne tilbage med de stadig bedre høreapparater, man kan få? Det må det kunne – prøv at forhøre dig … jeg forstår godt din ærgrelse.
      Hvis det bliver kontrolleret, så ikke stederne bliver overrendt og ødelagt, synes jeg det er fint at inddrage naturen til skolestue. Jeg fik (og får) stadig 10 gange mere ud af enhver form for naturundervisning, når jeg befinder mig ude i det hele, i modsætning til, at alt foregik inde i klasselokalerne.
      Ved Gundsømagle Sø var vi i alt ni ude på det store område i søndags, hvilket det naturligvis sagtens kunne bære.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2019 @ 8:25

      • Alt er vist afprøvet og forsøgt i forhold til min hørelse. Problemet er, at det er selve hørenerverne der er faldet hen, og når der ikke er nogen motor længere, hjælper det jo ikke at sætte en større gearkasse i. Jeg er godkendt til at få cochlear- implantat; men tør ikke gå ind i det grundet mit beskidte liv med olie, kornstøv osv. Det bliver når jeg får en retrætepost i landbruget om et par år.
        Jeg kan sagtens se fornuften i en kontrolleret naturregulering til fordel for områdets besøgende.

        Kommentar af natural2222 — 3. april 2019 @ 3:52

        • Okay, tak for svar. Så kan jeg godt forstå, at du vil vente lidt endnu.
          Netop – alt med måde, så er det fint 🙂

          Kommentar af Ellen — 3. april 2019 @ 8:12

  5. Det med fuglestemmer synes jeg også er frygteligt svært. Peter har fået en ny fuglebog med QRkoder ved hver fugl, som linker direkte til et lydklip med fuglens sang/stemme. Det fungerer fint, når man kan identificere fuglen på udseendet, men knap så godt, når man kun kan høre den. Jeg er overbevist om, at en guidet tur er meget bedre end cd’er.
    Gundsømagle sø må bestemt også på vores turliste!

    Kommentar af fiberfryd — 2. april 2019 @ 7:03

    • Det er nemlig lige præcis der, det går galt: Når man kun kan høre, men ikke se fuglen, så jeg satser på at lære noget d. 29.4. … som slet ikke er ved Gundsømagle, men ved Ravnsborg Sø, har jeg senere konstateret …
      Men lad os mødes en dag ved Gundsømagle Sø – I vil nyde turen.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2019 @ 8:27

  6. Dér vil jeg også hen! Sikken en spændende tur!

    Kommentar af Donald — 2. april 2019 @ 13:19

    • En god ide til en tur en dag, det er godt vejr 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. april 2019 @ 15:35

  7. Lyder som et dejligt og spændende sted

    Kommentar af Ib Hansen — 2. april 2019 @ 21:16

    • Det er det! Så skulle du nogensinde komme i nærheden …

      Kommentar af Ellen — 3. april 2019 @ 8:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.