Hos Mommer

11. april 2018

Ramsløg. Ramsaltet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

P1040932P1040933

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Reklamer

18 kommentarer

  1. ‘Mine’ ramsløg er så noget længere fremme, men det har vi jo før konstateret.
    vejret er utilregneligt over hele Europa.

    Kommentar af Pigen fra landet — 11. april 2018 @ 18:32

    • Det har vi, ja – det er nok fordi, I bor så meget længere sydpå 😉

      Kommentar af Ellen — 11. april 2018 @ 20:34

  2. Brok … Tror jeg 🤔 Ser godt ud. Har du prøvet en hjemmelavet mayonnaise med ramsløg? Det er helt fantastisk til rejer, laks, stenbiderrogn og den slags gode sager. Og passer fint med lchf…

    Kommentar af Lone Nielsen — 11. april 2018 @ 20:59

    • Mine ord var brok, men det var vist ikke ramsaltet 🙂
      Nej, ramsløgsmayonnaise har jeg endnu ikke lavet, men det bliver det i løbet af dagen – jeg skal bare have anskaffet, så jeg har andet end olivenolie.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 08:27

  3. Jeg bliver da helt paf over jeres store høst af ramsløg 🙂 Dejlige retter du laver med dem. Og spændende, hvordan garnet vil lade sig farve af ramsløg.
    Jeg har lavet pesto af den lille buket, jeg plukkede i går. Den var slet ikke så stærk, som jeg huskede, så jeg skulle have plukket mere af det. 🙂

    Kommentar af Betty — 11. april 2018 @ 21:14

    • Garnet lod sig ikke farve, desværre – eller rettere: ramsløg afgiver ikke farve.
      Ramsløgspesto er skønt … i dag skal jeg lave mayonnaise, og så tørrer jeg resten, så jeg har til resten af året.
      Du må da ud og have fundet flere ramsløg – sæsonen varer et godt stykke tid endnu.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 08:29

  4. Ramsaltet synes jeg ikke er brok, men mere en barsk bemærkning. Humor kan være ramsaltet, altså barsk.
    Ramsløgene her ‘nordpå’ er ikke langt fremme, men vi fik da høstet til en gang ramsløgmayonnaise, (nordisk aioli 😄) og til grønt drys i salater m.m. Blomsterne smager også godt, så der er sæson et stykke tid endnu.

    Kommentar af fiberfryd — 11. april 2018 @ 21:53

    • Det er rigtigt … ordene humor og ramsaltet hører jo næsten sammen.
      Der er sæson nogle uger endnu – og i dag skal jeg have lavet ramsløgmayonnaise 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 08:30

  5. Tihi, en snak om skattepenge retur og en pose med TAXFREE 🙂
    Ramsløg tærte og omelet med ramsløg – nye ideer, tak-

    Kommentar af Kisser — 12. april 2018 @ 08:08

    • Hehe, jeg så det godt, men da var det for sent at gøre noget ved det 😀
      Velbekomme – hvis du har det som jeg, er nye ideer altid velkomne.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 08:31

  6. 3-4 kilo! Det lyder som mange poser, da jeg forestiller mig, at bladene er meget lette? Ramsaltet? – Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på kaptajn Haddock 🙂 og sømandssprog i det hele taget, råt og ubarberet, men ikke nødvendigvis brok.

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. april 2018 @ 08:36

    • Det enkelte blad vejer selvfølgelig ikke særlig meget, men hvis man stuver dem lidt sammen, kunne det godt være i den skattefrie pose 🙂
      Nej, ikke brok. Det har jeg indset, men netop som du definerer det.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 10:36

  7. Man burde sørge for at de steder, hvor ramsløgene er kommet af sig selv, dér sår man en hel masse. De er jo også gode til at holde andre ting nede, undtagen græs.

    Kommentar af Donald — 12. april 2018 @ 11:55

    • Tjohh – jeg skal i hvert fald ikke have dem i min have – de spreder sig lige så hurtigt og slemt som skvalderkål!
      Der er rigeligt med ramsløg ude i skovene 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 12:59

      • Jeg ville se det positive: De er livskraftige! Jeg har ladet dem stå sidste år et sted hvor der var en grenbunke, og jeg synes ikke de kommer igen i år. Men jeg skal nok finde et sted til dem – fx. på banens grimme grøftekant ved banelegemet 🙂

        Kommentar af Donald — 13. april 2018 @ 11:42

        • Det er rigtigt, men de skal ikke kvæle alt andet af den grund – det lyder dog som en god ide med banelegemet – bortset fra, at det vel næppe ligner deres naturlige vækstbetingelser.

          Kommentar af Ellen — 13. april 2018 @ 15:42

  8. “Ramsaltet” får mig til at tænke på hospitalsmad, tilberedt af storrygere med ødelagte smagsløg.

    Men ramsaltede kommentarer, er det ikke sådan nogle, gammeldags sømænd kom med, sådan godt krydret med eder, forbandelser, nedsættende betegnelser mv.? Og sådan er dit sprog altså ikke, i hvert fald ikke, hvad jeg kan huske.

    Kommentar af henny894H — 12. april 2018 @ 15:34

    • Det var dog en pudsig association, du får af det ord 🙂
      Jo, det er jeg også blevet enig med mig selv (og mine kommentatorer) om, at det er … og jeg kan såmænd sagtens finde ud af at bande, men dog langt fra Kaptajn Haddock-formatet.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2018 @ 15:53


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.