Hos Mommer

19. marts 2022

Eksperiment

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:48
Tags: , ,

Jeg havde ikke tænkt over, at det allerede var ramsløgtid, før de i en vejrudsigt viste en mand gå og plukke fine, nye og spædgrønne ramsløg.
”Allerede!”, sagde jeg til John. “Så skal vi da ud at samle ramsløg”.
Som sagt, så gjort. I går. Store er de ikke endnu, men de er der, og det er nu, de er allerbedst.
Som sædvanlig har jeg svært ved at beherske mig, for selv om det ikke var det tætte ramsløgtæppe, der kommer inden for de næste 2-3 uger, så er der på ‘mit’ sted så voldsomme mængder, så hvis jeg orkede (og måtte … ) kunne jeg uden problemer forsyne samtlige supermarkeder på Sydsjælland med ramsløg.
Jeg beherskede mig dog så meget, at selv John spurgte, om jeg var sikker på, at jeg havde nok.
Det var jeg sikker på, og da de kom i vasken til skylning, tænkte jeg, at nu havde jeg vist igenigen været lidt for grådig.
I aften skal vi have ramsløgtærte, som fx denne her, som er meget lækker, men det tager kun 100 gram, og jeg hentede en anelse mere end det.
De kan holde sig relativt længe i køleskab, men jeg fik den tanke, om jeg yderligere kunne forlænge holdbarheden ved at gøre det modsatte af at pakke “i beskyttende atmosfære”, nemlig vakuumpakke mindre portioner.

Vakuumpakede ramsløg (2)

Som sagt, så gjort.
Nu ligger der seks portioner ramsløg i det lille ekstrakøleskab, som jeg har netop til den slags ting, der har bedst af at blive opbevaret køligt, men ikke har plads til i køleskabet i køkkenet.
Det er her, på reservekølelageret, jeg opbevarer de solovntørrede tomater, pestoen fra den basilikumbusk, jeg har hver sommer i drivhuset, samt agurkesalaten fra sidste sommers mange agurker. Når jeg opbevarer disse ting i køleskab, holder de meget længe, også farven – alle tre nævnte ting ser stadig lige så friske ud som den dag, jeg lavede dem, så et ekstra køleskab kan anbefales.
Det ekstra køleskab kom sig af, at vi fik Sus og Jans, da de renoverede deres sommerhus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var rigtig nyttigt at have, så da det døde i løbet af denne vinter, købte vi fluks et nyt, som er lidt mindre end det, vi fik, men da det er uden den unødvendige frostboks, er det i realiteten lige så rummeligt.
Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at et nyt kunne fås for den ringe sum af 1300 kroner – det er sikkert hurtigt tjent hjem pga. et langt mindre strømforbrug. Som en yderligere besparelse holder jeg det på 5-6°, hvilket er fint til formålet. I køkkenet er det 2°, hvilket er under normen, men ifølge min erfaring holder tingene sig i op til dobbelt så lang tid som ved 4°.
Det er også godt at have ekstra kølekapacitet, når der er købt ind til mange gæster eller når englænderne er her i en uge. Jeg kan godt lide at købe stort ind og/eller købe ind til mange dage – det sparer penge og tid, og når englænderne er her, vil jeg helst ikke tilbringe for meget af den dyrebare tid i et supermarked – helst kun den tid det, sammen med Charlotte, tager at købe de ting, hun ikke kan få i England og derfor vil have med hjem.

20 kommentarer

  1. Det er praktisk med sådan et ekstra køleskab. Vores er terrassebordet, men det virker kun om vinteren og bliver en gang imellem til fryser i stedet. Vi har et gammelt køleskab i kælderen, men det er en strømsluger af karat og bruges som regel kun ved juletid.
    Det var smart at vakuumpakke tingene, det trick vil jeg huske.

    Kommentar af Eric — 19. marts 2022 @ 12:47

    • Vi har også tidligere brugt det store udendørs køleskab, fordi det, som du nævner, er godt i den madrige juletid, men det kan være praktisk at have også som sommeren.
      Det vil vise sig, om det var smart, men jeg håber det. Jeg husker desværre for sjældent den vakuummaskine jeg har, fordi den bruges til sous-vide-mad. Det er jo holdbarhedsfremmende til mange fødevarer.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2022 @ 13:43

  2. Hurra for ramsløg. Det bliver spændende at se, hvordan den beskyttende atmosfære påvirker holdbarheden.
    Det er rigtig rart at have køleskabplads nok. I vores nedskalerede hus er det lige i øjeblikket for lille – og ditto med fryseren.

    Kommentar af conny — 19. marts 2022 @ 15:05

    • Ja, hurra – men det var det modsatte jeg gjorde … nemlig fjernede atmosfæren 😘 – al luften blev suget ud af poserne.
      Vil det ødelægge meget for rummet, hvis I installerer et større køleskab/fryser? Det er vildt irriterende, når der ikke er plads nok!

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2022 @ 16:40

      • Der er det “hul”, der er – men man kunne sikkert finde nogle køle/fryseskabe med bedre indretning.

        Kommentar af conny — 21. marts 2022 @ 11:23

        • Jeg kender godt problemet med at være afhængig af eksisterende indretning. Jeg håber du finder en god løsning – evt. købe en ekstra hylde. Man stabler jo helst ikke tingene for meget.

          Kommentar af Ellen — 21. marts 2022 @ 13:31

  3. Jeg skulle bare have vidst, at man kan bruge ramsløg, engang for mange år siden, da Lotten artsbestemte dem på et billede; – de groede i et jævnt tæppe under mine birketræer, og senere på den meget gode jord hvor der havde været kompostbunke. Nu vil jeg samle frø og se om jeg kan lave min egen lille produktion (de groede helt af sig selv, det kan jeg godt lide!)

    Det er godt at have dem i “beskyttet atmosfære” i køleskab, jeg vil tro at du får mere smag ud af dem end hvis man fryser dem.

    Problemet med køleskab nede på 2° kan være at der i nogle perioder er minusgrader, så ting bliver til is, hvilket man ikke altid er interesseret i – har du oplevet det?

    Kommentar af Donald — 19. marts 2022 @ 16:26

    • Ramsløg smager virkelig godt, synes både John og jeg – og mange andre 🙂
      Hvis ikke du vil vente på frø, så tag i skoven nu og grav et par spadefulde af de små løg op. Det er jo netop løg, og de er nemme at få til at fortsætte med at gro i egen have.
      Det er netop ikke i “beskyttet atmosfære”, men det modsatte … jeg fjernede nemlig atmosfæren 😉. Og tænkte det samme som dig: Smagen bevares måske ikke nødvendigvis bedre, men i hvert fald lige så godt, og bladene bliver så grimt slatne, når de fryses.
      Nej, jeg har aldrig oplevet, at temperaturen kommer under 0°, ikke engang på bagvæggen, og jeg har kørt med de 2 i snart otte år.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2022 @ 19:06

  4. Igen lidt nostalgi her fra. Da vi 31.5.1975 flyttede til Samsø, kørte vi Grundlovsdag ned i Brattingsborg skov, underlig duft der var der, det var såmænd ramsløg, dem kendte vi ikke, og skoven var fyldt med dem, vi kunne ikke køre med åbne vinduer. Jeg tør ikke invitere dem ind i haven, de breder sig som skvalderkål.
    Vi har også ekstra køleskab i garagen, det er godt, når man skal have gæster og til at køle øl og vand.

    Kommentar af Lisbeth — 19. marts 2022 @ 19:33

    • Næh, i 1975 var der vist ikke mange der vidste, at ramsløg er gode i køkkenet – men det forbavser mig lidt, at I ikke brød jer om lugten.
      Jeg kunne heller ikke drømme om at have dem i haven – det er heller ikke nødvendigt, når naturen kan forsyne os så rigeligt med dem.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2022 @ 10:11

      • Det var så intens en lugt, så det mindede om, når man snitter løg. Der var virkelig mange overalt dernede, det er der sikkert stadig, men jeg er ikke dernede på den tid af året.

        Kommentar af Lisbeth — 21. marts 2022 @ 23:13

        • Okay – den er godt nok meget karakteristisk, men jeg kan nu alligevel stærkt anbefale at prøve med ramsløg i maden 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. marts 2022 @ 9:44

  5. Jeg kan fuldstændig bekræfte dine erfaringer med køleskabstemperatur. Mit køleskab holder også omkring 2 grader, og især mælkeprodukter får en overraskende lang levetid – ofte en uge eller mere over sidste salgsdato. Jeg smager selvfølgelig altid, inden jeg bruger. Jeg har normalt ikke problemer med, at tingene fryser. Undtagelsen er, hvis jeg kommer til at stille ting helt op ad bagvæggen på øverste hylde. Og mit køleskab er kæmpestort, så det er generelt nemt at undgå.

    Kommentar af Berit — 20. marts 2022 @ 8:49

    • Nemlig! Det er mælkeproduktholdbarheden, man virkelig oplever forskellen på, men det virker heldigvis også på grønsager – og alt andet. Faktisk skyldes sænkningen en kartoffelavler (hej Lene 🙂 ), som fortalte os, at hans kæmpestore lager havde en konstant temperatur på 2°. Så holdt kartoflerne fint hele vinteren.
      Jeg har også et stort køleskab (amerikaner-) … måske er det derfor, jeg ikke har problemer med frost i det?
      Der er nogle, der meget begavet har oplyst os om, at energiforbruget stiger, når vi har lav temperatur. Jaja, selvfølgelig, det gør det da, men mon ikke det bliver opvejet af den mad, som så ikke bliver dårlig og smidt ud?

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2022 @ 10:20

  6. Hvor lækkert med ramsløg. Jeg er så dårlig til det der sanke, grene til at bringe foråret indendørs, ramsløg, markblomster, svampe, og pynten til juledekorationerne, alt mit bliver købt i dyre domme, der sidder en lille fugl på min venstre skulder, der diskutere med den fugl der sidder på højre skulder, når jeg står derude i naturen og fristes. Så hende der er i midten, beder dem stoppe, går videre uden noget.
    God søndag til dig

    Kommentar af Abildjyden — 20. marts 2022 @ 9:00

    • Det er da trist, at dine små skulderfugle er oppe at diskutere hele tiden 😛
      Mine er heldigvis altid gode venner, og det er altså en herlig fornemmelse at fylde sine lagre op med forråd, man selv har indsamlet. Synes jeg …
      Tak, i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2022 @ 10:23

  7. Ramsløg bereder mange glæder. Nu ser jeg frem til den hvide blomstring med tilhørende duft. I Stenderupskovene sydøst for Kolding er der et sted med et enormt areal under kæmpe bøge helt fladedækket af hvide ramsløg. Hvor er det flot. Kan ses og duftes på lang afstand.

    Kommentar af Ib Hansen — 22. marts 2022 @ 6:50

    • Det er nemlig bare et flot syn. Prøv også at anvende ramsløg i køkkenet (hvis I ikke allerede bruger det på denne årstid).

      Kommentar af Ellen — 22. marts 2022 @ 9:45

  8. Jaeeee, ramsløg. Dejligt. Jeg kan ikke finde dem her, men har heller ikke gjort en helhjertet indsats, fordi hvis jeg alligevel er i Aarhus, så ved jeg hvor de er.
    Mit ekstra køleskab er en flamingokasse på terrassen. Men den dur desværre kun om vinteren. Spændende med dit eksperiment.

    Kommentar af Betty — 22. marts 2022 @ 23:26

    • Du bliver nok nødt til at opfinde et ærinde til Aarhus 😊
      Der er vist mange, der bruger det store, udendørs køleskab – det er bare en skam, at det ikke virker hele året …

      Kommentar af Ellen — 23. marts 2022 @ 9:41


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.