Hos Mommer

4. december 2022

Jeg ved, det er december, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , ,

Jeg ved, det er december, når..
..bilens gps ikke finder det nødvendigt at gå væk fra natindstillingen, selv om klokken er 13.
..jeg slæber to kasser med julepynt ned fra loftet, men lige vil vente med at gå i gang, til det bliver lidt lysere i stuerne … og det bliver det så ikke den dag … og heller ikke den næste. Det er MIG, der skal spare på lyset – dette gråtriste vejr gør projekt SparPengePåStrømmen en kende vanskeligere!
..en eller flere større ting opgiver ævred, medførende uventede udgifter i en i forvejen udgiftstung måned. Okay, indrømmet, det var mig selv der slog komfuret ihjel, men alligevel …
..jeg ser frem til den 21. for så begynder det så småt at gå mod lysere tider igen.

Det var den mørke side af december. Den har heldigvis også lyse; med den søde juletid, ild i brændeovnen og masser af julepynt overalt. Når man ellers kan se at anbringe det, hvor det skal være …
Den 21. december vender lyset tilbage i dobbelt forstand for mig, for den dag ankommer mine englændere og bliver her i en uge.
Alle julegaveindkøb er overstået, glorien kan pudses og gaverne pakkes ind.
Småkager skal bages og konfekt skal kreeres. Noget jeg virkelig har svært ved at tage mig sammen til, men egentlig holder af når jeg er i gang – og jeg holder desværre alt for meget af at spise de frembragte produkter.
Komfuret er ankommet, og jeg er glad. Det passer så fint i vores køkken, som er moderne, men ser lidt gammeldags ud. Vi synes selv, at det er et superhyggeligt køkken, hvor der bliver tilbragt mange timer, både når vi er alene og når vi har gæster.
Retrolooket på komfuret er jeg ret vild med: Det oxyderede messinghåndtag, knapperne med den lille fine arm, som minder lidt om den dims, der med tommelfingeren skulle betjenes på telefonerne inden drejeskiven og de fuldautomatiske centraler. Uret der ser analogt ud, men er digitalt, således at det både kan bruges som minutur, starte ovnen tidsforskudt eller slukke for den på den valgte tid.

Betjeningspanelet

Det er ikke hvidt, men cremefarvet, hvilket jeg først var betænkelig over – lige til jeg kom til at tænke på, at køkkenlågerne ikke er rent hvide.
Hvad jeg dog umiddelbart faldt for, var designet af frontlågens rude.
Næste step var at finde en forhandler. Der var en i Padborg, som var 2750 kroner billigere end Skousen, som ellers praler med altid at matche laveste netpris. Jeg troede dog ikke helt på, at de ville matche den i dette tilfælde med så stor en forskel, men de gik 1750 kroner ned, hvilket stadig var mere end jeg havde turdet håbe på, så jeg var glad.
Jeg valgte Padborg fra, fordi de først kunne levere det den 21. december, og jeg kunne bestemt ikke vente mere end tre uger!
Der var, så vidt jeg kunne se, kun tre Gorenje Classico tilbage i Danmark, da jeg købte mit, og nu kan jeg kun finde det i Padborg, hvor det i øvrigt er steget i pris, så jeg har vist været heldig. Jeg kan i hvert fald ikke længere finde det på Gorenjes egen liste over produkter, hvilket jeg kunne i mandags, da jeg bestilte det.

Retrokomfur

Advertisement

14 kommentarer

  1. Det bliver så dejligt, når dagens længde begynder at tage til. Var der så bare nogle flere dage med klar himmel, men det er gråt i gråt. Fordelen er så, at det er svært at se støv og spindelsvæv 😉
    Det med konfekten og godterne skal du ikke tage så tungt. Man er jo nødt til at prøvesmage, og det må man justere produktionen efter.
    Tillykke med komfuret, selvfølgelig kunne du ikke vente til den 21.!

    Kommentar af Eric — 4. december 2022 @ 16:48

    • Man kan ikke se spindelvævene, men man kan desværre godt gå ind i dem 😁
      Jeg er simpelthen nødt til at prøvesmage hver dag, så jeg er sikker på, at det ikke er blevet dårligt 😉
      Tak; nej, det ville have været umuligt at vente så længe.

      Kommentar af Ellen — 4. december 2022 @ 18:39

  2. Det ser altså pæææænt ud det komfur 👍🏼

    Kommentar af Tina Bonde — 4. december 2022 @ 18:00

    • Tak, Tina – det synes jeg også 😀

      Kommentar af Ellen — 4. december 2022 @ 18:40

  3. Mørket er over os, må vi sige, det er længe siden, vi har set solen, i den grad deprimerende at skulle have lys hele tiden, men vi kan ikke ændre på det. Men der kom glæde til dig over det nye komfur, det er godt nok også flot. Held og lykke med det.

    Kommentar af Lisbeth — 4. december 2022 @ 22:30

    • Næh, det kan vi ikke ændre på, men det vender jo heldigvis snart igen.
      Tak; jeg er ret glad for mit fine komfur.

      Kommentar af Ellen — 5. december 2022 @ 9:34

  4. Det er vist det helt rigtige komfur, I har fået ind i jeres køkken. Perfekt at I nåede at få det, inden modellen helt forsvandt.
    I har simpelthen dobbelt nedtælling – både til den 21. og til den 24.
    Jeg bliver helt stresset, når du fortæller om, at alle gaver er købt – vi har ud over julegaver også 2 fødselsdage før og 1 efter juleaften, plus adventsgaverne til tre børnebørn. Alene de sidste tager pusten fra mig, så julegaverne kommer haltende efter i sidste øjeblik. Men næste år, så … (og det sagde jeg også sidste år, og året før, og …)

    Kommentar af conny — 5. december 2022 @ 13:01

    • På alle måder perfekt 🙂
      Du har da også endnu mere at se til end jeg har, hvilket kun er Charlottes fødselsdag på mandag og børnebørnenes kort efter nytår. Advents- og kalendergaver har jeg ingen af.
      Det hjælper at blive pensioneret, kan jeg fortælle, og så er internettet altså en virkelig opfindelse, hvad gaveindkøb angår!

      Kommentar af Ellen — 5. december 2022 @ 15:38

  5. Smagfuldt (hø,hø) komfur. Tillykke med det.

    Kommentar af Ib Hansen — 7. december 2022 @ 6:43

    • Hehe, tak – ja, der gemmer sig forhåbentlig mange gode smage i det komfur 😀

      Kommentar af Ellen — 7. december 2022 @ 12:16

  6. Hvor godt – altså at Skousen gik ned i pris for match med Padborg og at de kunne levere straks! Wow. Du er smart! Tillykke med det. Jeg undersøgte om man kunne få “Gorenje Classic” med masseplader (altså gldags varmeplader som ikke går i stykker når man taber et glas ned på dem).

    Men jeg går ud fra at du er glad for keramisk/glasplade komfurer, som du tidligere skrev kan tage alle slags gryder. (Jeg har næsten vænnet mig til mit.)

    Kommentar af Donald — 9. december 2022 @ 12:58

    • Jeg pressede ham ikke engang – spurgte bare, hvad han ville være bekendt at forlange 😁
      Det tror jeg ikke, at man kan få, men som du har gættet, vil jeg ikke tilbage til de gammeldags plader. Alene det, at jeg på fire plader har seks størrelser kogezone, er et plus, synes jeg. Men det er rigtigt, at glaskeramisk overflade er sart 😔

      Kommentar af Ellen — 9. december 2022 @ 13:07

      • Åh ja kogezone, det har Charlottes også, mit har (vistnok) ikke.
        Det er pænt, det Gorenje Classic!

        Kommentar af Donald — 9. december 2022 @ 18:22

        • Tak 😘

          Kommentar af Ellen — 9. december 2022 @ 21:06


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.