Hos Mommer

5. maj 2022

Hverken internet eller tv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:09
Tags: , ,

I forgårs midt på dagen røg internetforbindelsen og dermed også tv-signalet. Vi var begge ude og opdagede det først ved 16-tiden. Kl. 17 fejlmeldte vi til Fibia. De kunne se, at vi ikke havde haft netforbindelse siden kl. 12, og de videregav den fluks videre til en tekniker, som ville kontakte os i går inden kl. 12. De gjorde meget ud af at fortælle os, at hvis vi selv havde gravet kablet over, var reparation og reetablering for egen regning. Jajaja – det er da garanteret stadig alt det kloakering, der spøger, for de er i gang med et eller andet voldsomt 4-500 meter fra os.
Ingen tekniker kontaktede os i går, så kl. 12:15 ringede jeg igen til Fibia. Som sædvanlig snart alle steder skal man igennem flere menuer, før man får lov at komme til sagen. Denne gang tog det 1½ minut. Vidste du, at du kan få svar på de mest stillede spørgsmål? Gå på MitFibia.dk og find menuen FAQ..
Det kan jeg jo ikke, så lad være med at fortælle mig det hele tiden …
Jeg fik at vide, at den beregnede ventetid var 1 minut. Fint nok.
Det slanke bredbåndDet minut tog 1½ time.
Jeg kunne vælge at blive ringet op, men nu gik der lidt sport i at se, hvor lange minutter Fibia holder sig.
Der kom en tekniker lidt over 12 i dag, og nu, endelig, har vi netforbindelse igen.
Jeg havde gættet rigtigt: Det var et overgravet kabel lige der, hvor jeg regnede med. Vi var dermed 19 husstande, det var gået ud over, så det bliver en dyr affære for Holbøll. Tre teknikere full time i flere dage!

De skulle skyde nyt fiber ind – det var helt magisk, for lige pludselig kom der et tyndt bånd ud af et hul i boksen i væggen. Det er altså lidt misvisende, at det hedder bredbånd, for det er mindre end en millimeter tykt … og alligevel er der rigeligt med plads til, at alle i en familie kan streame hver sin film.
Dvs … det har vi ikke kunnet, fordi vi i vores uvidenhed placerede modemmet et fjollet sted, så det har svært ved at sende trådløst rundt i hele huset. Extenderen hjælper lidt, men ikke nok. Vi har reelt kun 40-50 Mbps op og ned, selv om vi i princippet burde have 200 – men skal Annas bilman op på det, kræver det en kabelforbindelse.

Det har vi så nu. Ikke til nogen af vores enheder, men til det Mesh-system, som John er på vej til Køge for at hente. Vi fik en god snak med teknikeren om, hvad vi kunne gøre, så ikke køkken-tv’et hele tiden faldt ud. Han kunne kun anbefale, at vi investerede i et Mesh-system, og da vi læste om det, var der ingen tvivl om, at det skulle vi da.
Fagre nye verden.

Fagre VOKSNE verden!
Mit barnebarn har lige købt bil!
Altså! Det er hun slet, slet ikke gammel nok til! Min lille pige! (Der gik lige inflation i udråbstegnene.)
Hun er rent faktisk ikke gammel nok, så officielt er det Charlottes bil, men om otte måneder fylder hun 17, og så må man køre bil i England.
Bilen var et godt tilbud. Tænk, at man kan få en bil, der virker, for 395 pund. Anna har i et stykke tid tjent sine egne penge, og med et lille tilskud fra far og mor blev bilen erhvervet. Hun kører rundt på deres meget store grund, så lidt får hun da ud af det allerede nu.
Bilen har manuelt gear, hvilket ingen af familiens brugsbiler har; kun veteranbilerne, og skal hun lovligt kunne køre disse, skal hun op til køreprøve i en bil med manuelt gear. Man må gerne tage prøven i en bil med automatgear, men så må man kun føre sådanne biler.
I England må man (lige som i Sverige) lære at køre bil af en voksen; man skal derefter bare bestå en teoretisk og en praktisk prøve.
De otte måneder kan kun gå for langsomt, synes Anna naturligvis. Jeg er ikke helt enig … men forstår hende selvfølgelig så udmærket.

22 kommentarer »

  1. Det kunne unge englændere allerede i 1976, hvor jeg boede i Oxford. Det syntes jeg var helt vildt. Dengang skulle bilen have et L på, så alle kunne se, at her blev en lært op.
    I dag kan man også køre bil, fra man er 17 i Danmark. man skal have et kørekort, men man må ikke køre alene, skal have en ansvarlig voksen med.
    Vi fik også et Omni Mesh sidste gang sønnen var hjemme (han hjalp med at finde det rette). Det forbedrede vores internetforbindelse i de fjerne egen af huset, inklusive mandskabsrummet. Nu kan landmændene se nyheder på tablet, mens de spiser 🙂

    Kommentar af Lene — 5. maj 2022 @ 17:54 | Svar

    • Holddaop – det har de jo ‘altid’ måttet derovre, så. L’et skal de stadig køre med under oplæringen.
      Det havde undgået min opmærksomhed, at det er ændret i DK – jeg har ikke rigtig nogen grund til at følge med i udviklingen på den front 😊
      Det er da heeelt vildt, så effektivt det system er! Jeg er voldsomt imponeret, og dine landmænd er nok også glade for mesh-løsningen, vil jeg tro!

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2022 @ 19:08 | Svar

  2. Det er ikke mange dage siden, at jeg kontaktede Fibia, det er ganske rigtigt en besværlig affære, jeg bad om at blive ringet op. Knap havde jeg afbrudt før, jeg blev ringet op. Desværre virkede det ikke, så jeg måtte på den igen og bad om at blive ringet op. Denne gang ringede de så ikke før flere timer efter, heldigvis fandt Bent ud af det. Det var noget med min blog, som de havde lukket ned, så jeg ikke kunne bruge den.

    Kommentar af Lisbeth — 5. maj 2022 @ 20:58 | Svar

    • Blander jeg tingene sammen, eller misforstår jeg dig mon bare? Fibia har kun med selve internetforbindelsen at gøre og kan ikke blande sig i enkelte programmer, som fx Blogger. Hvis di blog var lukket ned, er det Blogger selv, der har gjort det – og også kun dem, der kan åbne den igen. Jeg har prøvet det med WordPress, som lukkede mig ned pga. “uanstændigt indhold”. De undskyldte mange gange, da jeg kontaktede dem – de indrømmede, at det var en smutter, at den var lukket 😁

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 13:10 | Svar

  3. Al den teknik kan drive mig til vanvid… når det ikke virker altså! Al den ventetid og tryk dit og tryk dat. Vi valgte fibernet fra her, fordi vi har små mobile internetenheder, som vi så også kan tage med os på tur. De er stabile det meste af tiden, men min John vil sikkert mumle, at det kunne være bedre. Og det kunne det nok. Tænk, at man kan få en bil for så lidt i England…. ja, jeg ved jo, at priserne derovre er noget helt andet, men alligevel. Det bliver spændende, selv om jeg stadig husker Anna som en lille pige 😉

    Kommentar af Mia+Folkmann — 5. maj 2022 @ 22:54 | Svar

    • De små mobile enheder fungerer relativt godt. Vi har også et lille, transportabelt modem til rejsebrug (og telefonerne, forstås). Vi bruger det ikke så tit, men det hænder, at der er brug for det, og så er det de penge værd, det koster om måneden at have det. Men … fibernet på hjemmeadressen er altså så uendeligt meget bedre, stabilere og hurtigere, så jeg forstår godt din John. Som grafiker bruger han nok en del tunge data.
      Det var også præcis vores ord, hvad bilen angår.
      Uha ja, det er ved at være mange år siden, vi besøgte dig i dit dejlige Hollymount – faktisk præcis 12 år siden 😍

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 13:15 | Svar

  4. Det mest irriterende er næsten al den tid, man bruger, når der er noget, der ikke virker.
    Personligt irriterer det mig også, at jeg er blevet så afhængig af al det tekniske isenkram, som jeg er. Men andre ser det selvfølgelig helt anderledes.

    Kommentar af Kirsten — 6. maj 2022 @ 8:25 | Svar

    • Jeg kan godt frygte den afhængighed lidt – ikke så meget min egen, som jeg har accepteret og egentlig bare synes gør det nemmere at leve, men samfundets afhængighed. Vi er frygteligt sårbare, hvis det hele bryder ned en dag.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 13:17 | Svar

  5. Helt enig i at tiden løber vældig hurtigt. Tænk, at det allerede (næsten) er kørekorttid – og så MED bil.
    Det er sjældent, man hører positivt om teleselskabers kundeservice. Her på arbejdet bruger vi YouSee, og jeg kan tydeligt høre på min bogholderkollega, når hun er igennem til kundeservice der – og det er ofte. Hun taler meget tydeligt og bare en anelse højere end normalt 😉

    Kommentar af conny — 6. maj 2022 @ 8:27 | Svar

    • Det er rædsomt, så hurtigt tiden løber – det må du også selv have erfaret 🙂
      Hahaha – har supporteren mon svært ved at forstå, hvad din kollega siger? 🤣 Jeg/vi har heldigvis uhyre sjældent brug for support, og det er nok meget heldigt … det skal dog siges, at der ikke var noget i vejen med selve supporten – de havde bare supertravlt. Eller for få ansatte …

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 13:20 | Svar

  6. Wow – at Anna er blevet så stor. Eller gammel. Hun bliver en dygtig bilist, når hun kan øve sig hjemme på egen grund allerede.
    Her hos mig er det boligforeningen, der tager sig af, hvilket selskab, der leverer net hos os. Måske kan man vælge, men det begiver jeg mig ikke ud i. Dejligt for jer, at I nu har dækning i hele huset.

    Kommentar af Betty — 6. maj 2022 @ 10:50 | Svar

    • Tiden flyver, Betty 😪
      Man sparer såmænd kun en enkelt køretime ved at have kørt rundt på egen grund (man kan skifte gear og lære at køre uden at ‘hoppe’ – og det er det – at begå sig i trafikken er det sværeste, og det kan man i sagens natur ikke lære på en mark). Jeg kørte også på stubmarkerne i høsttiden over et par år i min fars varevogn, men min kørelærer havde ikke meget tilovers for det 🙄
      Vi kan heller ikke vælge udbyder, men Fibia er bestemt også okay – de kan jo ikke gøre for, at nogle fjolser graver kabler over!

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 13:25 | Svar

  7. Tid er en underlig størrelse. Jeg kan heller ikke forstå at A og A er så tæt på voksne! Eller at jeg nærmer mig 70!!!
    Det har været skønt at følge de unge mennesker i dine indlæg.. Nu med egen bil. Tillykke til Anna.
    Og så lærte jeg da noget nyt. Mesh system! Jeg vil spørger ind til det, når jeg skifter udbyder i juni. Mit nuværende hakker og smider mig af nettet. Messenger samtaler bliver i bidder…
    Det teknik skal bare virke, uden at jeg skal gøre noget.. tak! Bliver så træt når det driller… Nok fordi jeg ikke forstår, hvorfor det ikke virker.

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. maj 2022 @ 14:22 | Svar

    • Det der med de snart 70 gør altså ondt. Meget ondt! Det er en dum fødselsdag … men det ville jo heller ikke være godt ikke at nå den … 🤔
      Mesh-systemer er rigtig gode (der er flere forskellige), men det burde bare ikke være nødvendigt i en lejlighed – selv om jeg selvfølgelig ikke ved, mor mange m2 du har. På den anden side, så kan en kabelforbindelse fra dit modem og op til en af de tre mesh-enheder måske gøre hele forskellen. Det finder du forhåbentlig ud af til juni.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2022 @ 14:38 | Svar

  8. Fagre nye verden. Jeg havde et problem i forhold til e-boks. Først to dage med 1.5 times ventetid inden jeg kom frem til 6 trykknapmuligheder. Ingen passede til mit ærinde. Trykkede en knap. Kom frem til en, der meddelte, at det ikke var hende, men hendes kollega på en anden knap. Trykkede så denne kollega, der nok sad lige ved siden af den første. Han meddelte, at jeg slet ikke skulle snakke med e-boks, men med Nets. Ringede til Nets. Efter lang ventetid, mange trykknapsmuligheder kom jeg frem til en medarbejder, der straks meddelte mig, at det var e-boks, der var rette instans. Her sluttede jeg. Fandt selv en anden løsning end e- boks.Meget fint, vi er spydspidsland på området e-goverment, men man skal altså også lige huske borgerne.Glæder mig over, at jeg har været vant til at arbejde med it.

    Kommentar af Ib Hansen — 8. maj 2022 @ 6:23 | Svar

    • Du GOdeste, Ib! Jeg ville have været moden til den lukkede afdeling!
      Det er da godt, at du er vant til it-arbejde, men dit arbejde med børn må altså også have været dig til nytte, og her tænker jeg på din tålmodighed 😊
      Jeg er faktisk også glad for, at jeg har arbejdet meget med it, men jeg kan på den anden side godt mærke, at det er ni år siden, jeg jobstoppede – det bliver ikke nemmere at følge med.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2022 @ 13:14 | Svar

  9. Det er som regel en prøvelse, når man skal igennem til den type selskaber – det lyder alt for bekendt.

    Kommentar af Eric — 8. maj 2022 @ 15:10 | Svar

    • Det er i sandhed en prøvelse – jvf. Ibs kommentar – og de fleste af os har nok været gennem den skærsild flere gange.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2022 @ 15:29 | Svar

  10. Det gør ikke noget at der går inflation i udråbstegnene! Det er bare så tarveligt – øh det kan man ikke være bekendt at sige, men jeg si’r det for sjov – at de bliver så hurtigt voksne.

    Jeg kan nu godt huske at man ikke selv syntes det gik så hurtigt. Jeg blev forbavset første og anden gang jeg hørte nogen ældre sige at 20 år er ingenting. Det er selvfølgelig noget sludder, men da min sødeste faster sagde det, blev jeg klar over at her var et problem af den slags, som unge mennesker ikke forstår.

    Kabelgravetover – engang var en af mine bekendte ivrig efter at få mig med til at “gatecrashe TV2 i Valby” og vi fik en snak med en tekniker om at når der skulle laves noget gravearbejde, og håndværkerne og gravko-hyrden ventede på et kabelkort, så sagde Erik Balling “Grav nu bare for h….” og så blev der gravet – og hovedkabel fra TeleDanmark til Jylland blev gravet over.

    Godt at gravkoen ikke døde.

    Kommentar af Donald — 9. maj 2022 @ 23:06 | Svar

    • De bliver alt for hurtigt voksne, Donald! Men det er også rigtigt, at alder er en relativ størrelse og at man først forstår det, når man har nået en vis alder.
      Hehe, Balling må da alligevel have fået en smule røde ører, når han hermed var den direkte årsag til kabelbruddet 😁

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2022 @ 16:30 | Svar

      • Ja suk de bliver alt for hurtigt voksne – men så må man jo se sig om efter nogen andre …
        Jeg tror at historien om Balling sluttede med et erstatningskrav og røde ører. Men det var jo på anden hånd jeg hørte om det.

        Kommentar af Donald — 14. maj 2022 @ 0:03 | Svar

        • Det ville da kun være rimeligt, hvis din andenhåndsviden var sand 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. maj 2022 @ 8:55 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.