Hos Mommer

18. december 2018

Foryngelseskur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: ,

Det er desværre ikke mig, der gennemgår en foryngelseskur lige nu; det er to pc’er, nemlig Johns og min, der er indlagt indtil i morgen aften.
Vi troede egentlig, at vi nok ikke kunne komme udenom at anskaffe os hver en ny, for de er hhv. fem og seks år gamle og derfor, set fra et elektronisk synspunkt, håbløst outdatede. Dette er vi sådan set i princippet ligeglade med, så længe de opfører sig ordentligt, men det var lige præcis det, de ikke rigtig gjorde mere. Johns var mest tosset, hvilket er lidt underligt, for han har den nyeste, og han bruger den langtfra så meget som jeg bruger min. Nogle gange har han nærmest helt opgivet den, som fx når det tager mellem tyve minutter og en halv time at starte den op, fordi den tror, den mangler nogle drivere, som den i virkeligheden slet ikke mangler, fordi de blev (eller burde være blevet) overflødiggjort, da et ikke længere anvendt program afinstalleredes.
Det var ligemeget, hvad vi gjorde – og her kan jeg godt mærke, at det er 5½ år siden, jeg havde tæt kontakt til en it-afdeling – der er for meget, jeg ikke ved nok om. Jeg troede fx, at jeg var så dygtig, da jeg ville defragmentere Johns harddisk, men i stedet kunne konstatere, at det klarer pc’en helt af sig selv efter behov.
Noget måtte gøres.
Jeg ledte efter en pc-doktor i nærheden, og vi fandt en fyr i Præstø, som viste sig at være yderst sympatisk.
Alene det, at han skriver, at han, fordi han har fuldtidsjob ved siden af sin ‘lægepraksis’, ikke er momsregistreret, men at han udskriver en regning, og han betaler sin skat, gør, at vi på forhånd havde tillid til ham. Han kunne ikke være helt umulig.
De findes altså, de der foretrækker at være gode samfundsborgere og ikke arbejder sort.
Det bliver muligvis af samme årsag lidt dyrere, men vi kan lige som ikke tillade os at brokke os, vel? I øvrigt er han meget rimelig, og to nye maskiner ville have kostet os langt mere – for ikke at tale om alt det, der skal reinstalleres. Jeg bliver træt bare ved tanken.
Han renser begge maskiner og installerer en ny form for harddisk, som (som jeg forstod det, men jeg er som sagt gået bagud af dansen) består af et SD-kort, således at den mekaniske harddisk, som til tider kunne lyde som en centrifuge, ikke længere er nødvendig. I stedet ‘spejler’ han den via dette SD-kort, som bliver på 450 GB.
Og spørg mig endelig ikke om hvad han dog snakker om eller hvordan det kan lade sig gøre, for jeg ved det ikke.
Jeg ved derimod, at vi nu forventer at kunne beholde vores bærbare i nogle år endnu. Der var engang, jeg var bedre til den slags; det er jeg ikke helt mere, men jeg har det lige som jeg har det med biler, vaskemaskiner og tv-apparater: Det skal bare virke, skal det.
Jeg anser ikke mig selv for decideret it-analfabet, men jeg må se i øjnene, at teknologien efterhånden kræver mere af mig, end jeg gider at sætte mig ind i, og når jeg ikke har nogen at spørge, bliver det lidt for tungt.
Jeg satser på foryngelseskuren, og at vores pc-doktor bliver i området nogle år endnu, for vi får garanteret brug for ham igen.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Det lyder egentlig interessant, at dette er en mulighed, især kunne SSD være en ide til min langsomme pc. Jeg går ud fra du fortæller hvilket hastighedsmirakel det indebærer at skifte til SSD.

    Kommentar af Jørgen — 18. december 2018 @ 21:19

    • Det er svært at berette om mirakler, men et sådant er indtruffet på vores matrikel – de er begge blevet HELT vildt hurtige!
      (Han kom med maskinerne i morges.)

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 10:09

  2. Godt, at I fandt sådan en person.
    Der er ingen tvivl om, at min stationære ville have godt af sådan en omgang også.
    Hvad der sidder inde i sådan en kasse er jeg totalt uvidende om. Det har ganske enkelt ikke min interesse.
    Jeg skiller heller ikke moderne motorer ad. Jeg kan dreje nøglen og køre.

    Kommentar af natural2222 — 19. december 2018 @ 04:00

    • Det kan anbefales – jeg synes i hvert fald det er hammerirriterende, når den starter langsomt og/eller loader sider dræbende ditto. Især når den engang var hurtig nok.
      John kunne engang alt med motorer – det kan han ikke mere, men har det som dig, og sådan må det bare være – vi bliver ikke yngre og gider ærlig talt ikke rigtig bruge krudt på at følge med, hvis ikke det er strengt nødvendigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 10:12

  3. Fornuftig beslutning, som forhåbentlig får begge maskiner op på dupperne igen. Min itviden er efterhånden også noget affældig. Man kan sige meget godt om livet uden job, men der er områder, hvor det er gået slemt tilbage med opdatering af viden. Strik (med meget mere) har overtaget vore hjerner! 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 19. december 2018 @ 08:23

    • Det er de! Det er et rent mirakel, kan jeg godt sige dig.
      Der er vanskeligt at finde ulemper ved at jobstoppe, men ja, dette er en af de kun to, jeg har opdaget, mens fordelene er legio.
      Jeg er glad for, at du også skrev “med meget mere” 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 10:15

  4. Jeg har jo en residerende computerreparatør, så i teorien kunne vi klare os med nærmest antikke pc’er. Når vi begge køber nyt fra tid til anden, er det således mest retail therapy. De gamle computere kan så fx køre fjernsynet, være koplet op på en virkelig urgammel scanner, der virker fint, men kun med en gammel pc. De er også gode at have til at se gamle dvd-er på og lytte til cd-er. Min meget moderne pc har selvfølgelig ikke noget optisk drev. Hvis den havde, ville den jo nødvendigvis være mere en 9 mm tyk, hvilket er umoderne. 😉

    PS: Jeg tror, I bliver glade for at slippe for harddiskene. Det er rigtig rart at slippe for harddisklarm, blæserlarm, ja i det hele taget … larm.

    Kommentar af Henny Stewart — 19. december 2018 @ 10:03

    • Det må være dejligt at have sådan en inden for ens egne fire vægge!
      Hehe, så din moderne pc er umoderne 🙂 – men sådan er det jo: Tingene er forældede i samme øjeblik, vi bærer dem ud af butikken.
      Jeg er allerede glad (han afleverede maskinerne i morges) for lydløsheden. Det larmede faktisk temmelig meget, hvilket man lagde mest mærke til, når man lukkede ned!

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 10:18

  5. Jeg kan se, at I allerede har fået computerne tilbage i forynget tilstand. Hvor er det skønt, du fandt sådan en reparatør. Langsomhed og blæselarm er så irriterende. Man kan helt miste lysten til at bruge computer, og det vil vi jo ikke.
    Set fra min (høje) udkigspost, så gør det ikke så ondt at miste nogle færdigheder, som jeg forestillede mig engang.
    Bare tingene virker, så er det ok for mig at tænde og slukke 🙂

    Kommentar af Betty — 19. december 2018 @ 11:08

    • Jeg kan godt forstå, hvad du mener med det at miste færdigheder, og jeg er sådan set også helt tilfreds, når det virker. Det er, når det ikke længer virker, det generer mig lidt, at jeg ikke selv kan finde ud af noget, jeg før har været i stand til at finde ud af.
      Men det er skønt at slippe for langsomhed og blæselarm 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 11:33

  6. Da jeg købte den bærbare, jeg bruger nu, lod jeg mig overtale til SSD, og nu fatter jeg ikke, at jeg kunne leve med en mekanisk harddisk. Det går især lynhurtigt at boote. Tillykke med transplantationerne!

    Kommentar af Eric — 19. december 2018 @ 12:57

    • Sådan går det vist tit, når man skal overtales til et eller andet. Jeg er i hvert fald glad for, at vi endelig fik taget os sammen til at konsultere en professionel.

      Kommentar af Ellen — 19. december 2018 @ 13:23


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.