Hos Mommer

7. december 2018

Det er da de besynderligste ting, der kan ske med alderen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: ,

Gad vide hvor gammel jeg ville være, hvis ikke jeg kendte min alder?
Mange af os har allerede med al [u]ønsket tydelighed set, hvordan mange ting på kroppen søger mod jorden, efterhånden som vi bliver ældre.
Man ældes, gør man, nogle med ynde, andre … øhhh … uden …
imageHuden bliver slappere, håret tyndere, taljemålet øges, ører, fødder og næse vokser, fingrene det modsatte.
Alt det er der ikke noget nyt i for de fleste af os. Vi ved det, allerede når vi er unge, for vi har alle sammen kendt gamle folk og ved, hvad tiden gør ved os – men vi tænker nok ikke så meget over det, før det rammer. Nogle rammer det hårdt, fysisk og/eller mentalt; andre knap så hårdt, men ingen går ram forbi.
Så altså: Intet nyt indtil videre, men …
I går var jeg hos optikeren, fordi jeg ikke synes mine briller virker så godt mere. Jeg har dem efterhånden kun på, når jeg skal køre bil, men inden for kortere afstande ser jeg lige så godt uden.
Jeg var igennem hele møllen med trykmåling, nethindefotografering und alles.
Alt i orden, hvad det angik, så ingen stær på vej sådan lige med det første.
Videre ind til selve synsprøven.
Din bygningsfejl har flyttet sig lidt nedad.
Flyttet sig???
– Ja, det kan sådan nogle godt.
– Det var pokkers – jeg er ganske klar over, at jeg efterhånden har en del ‘bygningsfejl’, som primært er aldersrelaterede, og som intet har med synet at gøre, men at den i øjet også bliver ekstra påvirket af tyngdekraften … det er godt nok nyt for mig.
Her kunne kan ikke lade være med at grine, og vi fik os derefter en god snak om øjnes aldring i almindelighed og mine øjnes aldring i særdeleshed. ´

Jeg er faldet ½ styrke på højre øje og er status quo på venstre, hvilket forklarer, at jeg ikke synes mine briller virker så godt mere.
Mon ikke jeg bare er ved at udligne således, at min nærsynethed er ved at blive opvejet af alderdommens langsynethed?
Det er ikke altid, at det er sådan, men nogle kan godt opleve det.

Hvad jeg godt kunne lide min optiker for var, at han ikke forsøgte at prakke mig et par nye briller på; han sagde, at det ikke ville gøre den store forskel for mig, hvis han lavede nye glas, der skulle kompensere for den lidet ændrede styrke. Jeg skulle komme igen og blive tjekket om 1½ år, for så var mine nuværende briller nok blevet slidte og ridsede. De er næsten tre år, men jeg har passet godt på dem, så de kan godt holde lidt endnu, og det kan mine øjne åbenbart også.
Hurra for gode optikere!

Og så til sidst lige denne:
Morfar gik en tur med sit barnebarn. Barnet finder en æske viagra på stien.
Morfar: “Hvis du giver mig æsken, så får du 100 kr. af mig i morgen.”
Morfar fik æsken, og næste dag fik barnebarnet 500 kr. af sin morfar.
Barnet: “Jamen morfar, jeg skulle jo kun have 100 kr?”
Morfar: “Jeg ved det, men de sidste 400 er fra mormor.”

Reklamer

20 kommentarer

  1. Alting søger nedad – også bygningsfejl 🙂 Tak for grin!

    Kommentar af Eric — 7. december 2018 @ 15:31

    • Irriterende! -. Men velbekomme 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. december 2018 @ 16:48

  2. Det er jo spændende om du på vejen mod gammelmandslangsynethed bliver normaltsynet i en periode.
    Det er jo fint at optikeren siger: Lad os vente lidt.
    Selvfølgelig skal børnebørn have passende belønninger.

    Kommentar af Jørgen — 7. december 2018 @ 15:33

    • Jeg går ud fra, at det er den vej, jeg befinder mig på …
      Det skal de da, de børnebørn – når de har fortjent det 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. december 2018 @ 16:50

  3. Haha, de børnebørn.
    Tyngdekraften gør sin virkning med alderen. Dejligt med en optiker, der ikke kun er ude på at tjene penge. Jeg har også lige været der, og måtte undre mig over alt det udstyr til undersøgelse, de har fået siden sidst. Billederne blev sendt til en øjenlæge, som vil se nærmere på mig efter venteliste. Det er jeg ikke vild med. Men hvis der er ‘noget’ er det selvfølgelig godt at komme i tide. Men det er ikke akut. Ventelisten siger maj måned. Så det …

    Kommentar af Betty — 7. december 2018 @ 20:21

    • De har rigtig meget udstyr, men det er fint, at vi kan blive tjekket for stær m.m.
      Det er netop sådan en besked, man har det lidt ambivalent med: Er det godt eller skidt, at en øjenlæge skal kigge på det?
      Jeg håber ikke, at der er noget med dine øjne, men som du siger, at uanset hvad, så kan det næppe være akut med den lange ventetid.

      Kommentar af Ellen — 7. december 2018 @ 21:41

  4. Jeg har været ved øjenlæge to gange inden for den sidste måned. Jeg havde, mente jeg selv, symptomer på nethindeløsning. Nå, men det mener øjenlægen så ikke, jeg har. Derimod har jeg begyndende grå stær, og arvæv efter en betændelse i regnbuehinden, hvilket forklarer alle de “svirrende myg”, jeg kan se. Ind imellem de to besøg hos øjenlægen var jeg med min mand hos egen læge, og hun greb mig i armen og sagde, at det dog var en slem øjenbetændelse, jeg havde fået mig. Hun udskrev dråber med det samme. Da disse ikke havde virket efter to uger, blev jeg så sendt til øjenlæge igen. Hun undersøgte hele baduljen igen med og uden alt det isenkram, de har. Hun kunne ikke se nogen betændelse … men begyndende grå stær, arvæv osv … og så sagde hun, at jeg har tørre øjne. Nu skal jeg så forsyne mig med kunstige tårer. I forvejen er jeg nødt til at bruge kunstigt spyt (ja, det lyder ulæks, men altså), så på den måde er jeg på vej til et fuldt sæt af kunstigheder. Jeg tror også, jeg har brug for nye briller, men jeg ville gerne nå en eller anden stabil tilstand med mit syn, for den ene dag ser jeg meget godt og den næste kun med besvær, og man kan jo ikke få briller, der retter sig ind efter den slags vankelmodighed.

    Nå, undskyld, det blev noget af en jeremiade.

    Kommentar af Henny Stewart — 7. december 2018 @ 23:09

    • Jeremiader skal ikke undskyldes; dem er der skam plads til 🙂
      Jeg synes altså, at du er lidt hårdt ramt indimellem … nu også med dine øjne.
      Kunstigt spyt er et nyt begreb for mig. Hvordan/hvornår bruges det? (Du behøver ikke at svare, men jeg er ret nysgerrig).

      Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 11:45

      • Jeg lider af mundtørhed i en sådan grad, at det går ud over tænderne, og til dels også over min evne til at spise. Brød fx har det med at vokse i munden på mig, så jeg ikke kan få det ned. Det kunstige spyt, jeg bruger, kommer på tube, og man tager noget af det og fordeler ud på tænderne. Jeg har også nogle spytstimulerende pastiller. Man kan også lave kunstigt spyt selv, men det bliver en blanding, man ikke må synke, og det synes jeg, er for træls. – Men det kunstige spyt på tube og de spytstimulerende pastiller er en stor udgift. Selv om jeg bestiller det på nettet, taler vi om ca. 2000 om måneden bare til det, og der er intet tilskud. Det kunne selvfølgelig være værre, nemlig at man var henvist til at købe det på apoteket, hvor det koster mindst 1/3 oveni.

        Og nej, der findes ikke nogen egentlig kur for xerostomi, som det kaldes på fint. Kun symptombehandling.

        Kommentar af Henny Stewart — 8. december 2018 @ 13:14

        • Det er da virkelig noget hø! Er det en eftervirkning af din kræftbehandling?
          Det er da noget af en mundfuld (pun intended) med så stor en udgift hver måned … det undrer mig, at der ikke er tilskud, for det lyder som om det er temmelig vitalt for dig at få dit kunstige spyt.

          Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 13:51

          • Xerostomi får man af forskellige grunde: Alder, forskellige typer medicin og morbus Sjögren. Den sidste er jeg ikke blevet testet for, men min læge mener, at øjenlægen ville have set det, hvis det var den. Så vi er nok fremme ved de to første, hvor jeg både tager smertestillende og protonpumpeinhibitorer, begge velkendt for at give xerostomi, og begge uundværlige. Selv hvis jeg på et tidspunkt ikke skulle behøve medicinen mere, vil det ikke stoppe symptomerne.

            Jeg har læst at kemo og stråler også kan give mundtørhed, men det har jeg jo ikke været udsat for.

            Kommentar af Henny Stewart — 8. december 2018 @ 14:29

            • Okay. Tak for svar. Så blev jeg også lidt klogere i dag.

              Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 14:31

  5. Efterhånden kan man vel diskutere, om det er en bygningsfejl eller en sætningsskade…

    Kommentar af Fru Z — 8. december 2018 @ 8:14

    • HAhaha – den skal jeg huske 😀

      Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 11:46

  6. Jeg synes, jeg kan genkende meget både i indlæg og kommentarer. Det er altså dyrt, at det syn ændrer sig hele tiden.

    Kommentar af Kirsten — 8. december 2018 @ 9:47

    • Ja, det kan godt gå hen og blive en dyr fornøjelse, men her fik jeg faktisk synsprøven gratis – plus, at han ikke prakkede mig nye briller på.

      Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 11:47

  7. Det er dejligt med en optiker, som ikke vil sælge for enhver pris. Min optiker sagde også at selv om mit syn var blevet værre, så gjorde det meget lidt forskel i læseevnen, når hun testede mig. Derfor skulle jeg vente.

    Kommentar af Lene — 8. december 2018 @ 20:04

    • Jeg har det også fint med at høre, at der er mere end én optiker i Danmark, der ikke absolut behøver at sælge os et par nye briller.

      Kommentar af Ellen — 8. december 2018 @ 23:27

  8. Hurra for en optiker der ikke ville prakke dig et par nye briller på! Jeg var slet ikke klar over, at en bygningsfejl kan flytte sig 🙂

    Kommentar af Madame — 9. december 2018 @ 10:42

    • Nemlig!
      Det var bestemt også nyt for mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. december 2018 @ 10:56


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.