Hos Mommer

8. august 2019

Det er både umenneskeligt og fjollet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , , , ,

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

Homeless 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

Aji golden chili

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
P1030463Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

22 kommentarer

  1. Det med de hjemløse lyder som et udslag af syg sort humor, men nu kan man da sige, at du har spundet en ende om dine agurker.
    Er det Alaska-krydstogtet, der spøger i juni næste år?

    Kommentar af Eric — 8. august 2019 @ 15:30

    • Det gør det, og det var også min første tanke, men det hænger bare ikke sammen med det konservative parti.
      Det er nemlig Alaska-krydstogtet – med meget mere hægtet på i Alaska og i Canada – det bliver en fantastisk tur!

      Kommentar af Ellen — 8. august 2019 @ 15:35

  2. Her i Danmark kan vi skam også! Da Lars Barfoed var justitsminister, svarede han fra Folketingets talerstol på spørgsmålet om, hvad man skulle gøre ved de hjemløse, der i den kolde tid benyttede sig af nærtogene for at få lidt varme. “De skal have en bøde!” Så kan de hjemløse se, hvor meget varme, der er at hente i den; skal de mon bruge den som liggeunderlag, tænkte jeg. Der er indtil flere måder at løse problemerne på i dansk politik, og de er ikke alle lige fine/omsorgsfulde.

    Kommentar af Elsebeth — 8. august 2019 @ 18:20

    • Ja, det var sandelig en meget medfølende tilgang til de forfrosne hjemløse! Jeg håber da, det var et udslag af tankeløshed, at han svarede sådan …

      Kommentar af Ellen — 8. august 2019 @ 21:18

  3. Dine tanker om en 75 års fødselsdag er “rund” så tænker jeg på hvordan 25 år bliver fejret med kanel, hvis ikke fødselslaren ikke er blevet gift.
    Jeg er heller ikke til store fester. Foretrækker et par stykker max 6 personer omkring et bord, med mulighed for god snak, en travetur/udflugt/brætspil eller lignende. På den måde har jeg det bedst.

    Kommentar af Abildjyden — 9. august 2019 @ 7:52

    • Og det er sådan, man skal gøre! Man skal ikke lade sig presse til noget man ikke har lyst til, men jeg kender jo min mand og ved, at han altid bagefter synes, det var hyggeligt, sjovt og dejligt at han alligevel blev fejret lidt 🙂
      Det med kanel har jeg ikke hørt om – jeg kendte kun peber ved 30 år.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2019 @ 9:51

      • Mon det med kanel er noget jysk 😂
        Den ældste fylder 41 år i dag, den yngste er 31, de har alle fået kanel og kun 1 der undgik peber 😉

        Kommentar af Abildjyden — 9. august 2019 @ 9:55

        • Det kan godt være, at det er et jysk fænomen … og tillykke med din ældste 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. august 2019 @ 10:06

  4. Selvfølgelig er 75 år en rund fødselsdag. 3/4 århundrede er da mere rundt end 7/10!
    Og så kan jeg helt tilslutte mig Abildjydens mening om store kontra små fester.
    Skiltet er en syg tankegang, men jeg er bange for, der er mange i denne egoistiske tidsalder, der synes sådan. Sædvanligvis uden at skilte med det dog.

    Kommentar af Kirsten — 9. august 2019 @ 8:24

    • Nemlig!
      Store fester med alt hvad dertil hører, gider vi ikke holde mere, men sådan en brunch er hyggelig, selv om der er mange deltagere.
      I er flere, der kalder det en syg tankegang, men medmindre det er en forfalskning, nægter jeg altså at tro på, at Englands konservative parti vil sende sådan et budskab ud i offentligheden. Jeg vælger at tro på, at det er en kæmpestor kvajestreg.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2019 @ 9:55

  5. Spindemider foretrækker varmt og tørt vejr. Sommervejret i år og sidste år var “spindemideoptimalt”, mens 2017 var noget køligere og meget fugtigere. Hvis forholdene i dit drivhus er en afspejling af vejret udenfor, kan det være en forklaring, men du kan også ved naturens tilfældighed have givet husly for spindemider sidste år og hvis drivhuset ikke er blevet grundigt vasket i brun sæbe efter brug i 2018, så kan spindemiderne have overvintret.
    Næste år må du have rovmider i beredskab. De er effektive, hvis de sættes ind i tide. Den dovne og rige hobbydrivhusgartner kan også bruge dem forebyggende f.eks. før fravær fra drivhuset, fordi daglig inspektion ikke vil være mulig.
    Med mindre I er usædvanligt glade for quash, så ville udbyttet fra tre planter normalt være noget i overkanten til en to-personers husholdning.
    Om planterne er økologiske eller ej er nok ikke årsagen til de forskellige udbytter, men snarere om det er forskellige sorter.
    Trist for dig med agurkedyrkningen, men til lykke med chilierne – de holder også længere.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 9. august 2019 @ 9:41

    • Drivhuset bliver altid vasket om foråret, men det er nok umuligt at komme ind i alle de små revner og sprækker, hvor den slags stads kan gemme sig for vinteren.
      Jeg tror også, at jeg til næste år vil spule planterne, så ikke de får det for tørt – i hvert fald agurken. Hvis der er en 😉
      Jeg læste, at det er spild af penge at bruge rovmider forebyggende, for hvis ikke de har noget at jage, så dør de bare.
      Jeg købte i alt tre, fordi nr. 1 var ynkelig. Så købte jeg nr. 2, som er en anden sort, men som viste sig at være lige så ynkelig … til sidst nr. 3, som er en tredje sort, og som tog fat med det samme. Det er nok sorterne, ja, men irriterende at give så mange penge for noget, som ikke dur, så Toftegaard får kun lov at sælge mig tomater og chili fremover.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2019 @ 10:02

      • Prøv umiddelbart efter sæsonen at tømme drivhuset helt og vaske det grundigt med en kraftig opløsning af brun sæbe, fordi det siger min væksthusgartnerekspert og hun gør det selv (dvs., at jeg har deltaget – hvad gør man ikke for leverancer af friske grøntsager).
        Mvh.
        PS: Hvordan gik det med kartoffeldyrkningen i kartoffelspande?

        Kommentar af Kristine — 9. august 2019 @ 12:38

        • Jeg kan ikke tømme drivhuset pga. den store vin, der er. Spindemiderne plager den ikke, men de kan garanteret godt bruge den til overvintring, desværre, Men jeg kan i hvert fald vaske grundigt hvor agurken stod.
          Det var en god metode til at få mange nye kartofler med. Jeg har først lige tømt den sidste spand, og nu har jeg som et eksperiment lagt seks nye kartofler (som er i fuld vækst) for at se, om jeg kan nå endnu et hold.

          Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 9:30

  6. Tillykke med John! Ja, han skal da fejres næste år sammen med andre også 🙂
    Åh, hvor er det synd med spindemiderne – jeg har været ude for det samme, men det var i et stort citrontræ. Jeg synes bestemt, du skal prøve de god råd næste år.

    Kommentar af Madame — 9. august 2019 @ 18:28

    • Tak! Og ja, det håber jeg da, at han vil gå med til.
      Det er SÅ forbistret med de spindemider – jeg vil helt sikkert prøve de forskellige ting af.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 9:31

  7. Den syge plante til venstre er vist stærkt angrebet af meldug.
    Første avlsår i et nyt hus giver altid færrest genvordigheder. Det gælder faktisk også svinestalde. Når først skadegørerne er kommet ind, er de svære at få væk igen.

    Kommentar af natural2222 — 10. august 2019 @ 8:40

    • Det er jeg bange for, at du har ret i.
      Svine- eller drivhuse, same, same, åbenbart … mon det vil hjælpe at holde et års vækst- og plantepause? Det kan jeg bare næsten ikke holde ud at tænke på – jeg har jo ikke ligefrem tiden med mig.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 9:34

  8. Det må da være et løfte om at skære mængden af hjemløse ned til det halve, der er ment!
    Kan nogen have lavet en ‘lettere omformuleret kopi’, for at være sarkastiske?
    Alt (ugiftigt) må prøves i drivhuset. Findes der ikke rovmider el.lign. småkravl du kan sætte derud, så spindemiderne kan bekæmpes biologisk?

    Kommentar af fiberfryd — 10. august 2019 @ 18:57

    • Det er også min opfattelse – ingen politiske partier ville offentligt melde andet ud, så derfor forstår jeg nok heller ikke helt, at man kunne mene, det var ondt ment. Det er ikke kriminelt at være dum 😉
      Rovmider skulle være godt, men det er vist noget af en balancegang at ramme det rigtige tidspunkt for udsætning, inden der pludselig er for mange spindemider – og jeg opdager dem først, når angrebet er ved at tage overhånd, desværre.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 9:38

  9. Hjertelig tillykke med og til John, det skal da helt sikkert fejres næste år på en måde, som John er med på 🙂

    Kommentar af Lene — 10. august 2019 @ 19:57

    • Tak, og ja, det skulle det meget gerne, men han kan være meget stædig 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 9:38


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.