Pludselig huskede jeg hvorfor …

På vej hjem fra Køge forleden dag kørte vi forbi en lang beplantning af hæg. Meget lang … John spurgte, om ikke han skulle stoppe, så jeg kunne få fat i en favnfuld, hvilket jeg syntes var en glimrende ide, og jeg havde ingen som helst skrupler over at plukke, for der var tonsvis af blomstrende grene.
Da vi kom hjem, arrangerede jeg dem i en masse vaser – jeg elsker at have huset fyldt med blomster og har det i videst muligt omfang altid – i hvert fald i sommerhalvåret. Nogle gange selvfølgelig flere vaser end andre gange, men her blev det til syv, plus de tre mini-Kählere, der altid står på vores spisebord.
Sus havde givet mig tre store og lange grene med lyserød kalanchoe, som kan holde sig virkelig længe, og som så fine ud blandt de lyse hægblomster.
Da jeg var færdig, gik jeg udenfor et godt stykke tid, og da jeg kom ind igen, ramte den mig som en mur.
Lugten.
For hæg dufter ikke. Hæg lugter. Hæg stinker! Af kattetis. Lige pludselig huskede jeg, hvorfor jeg aldrig satte hæg i vand, da vi boede i Havdrup og havde mange lige ved siden af rækkehuset.
Fy, for pokker! Men sjovt nok har John det ikke på samme måde – han synes de dufter dejligt og kan ikke forstå min association til kattetis.
Det er meget underligt. Hvad siger I? Dufter hæg godt eller stinker den?
Jeg lod dem stå, fordi John nyder dem så meget, men lovede mig selv, at det var sidste gang … heldigvis bliver lugten mindre slem efterhånden. I de første par dage åbnede jeg ofte døre og vinduer, men det blev mindre og mindre nødvendigt, og det var ikke fordi jeg vænnede mig til lugten.

Nu blomstrer vores hvide syrener, så i dag har jeg skiftet samtlige hæg ud med sådanne, og se, det var jo en ganske anden snak. Lugt …

Nu vi er ved blomsterne, så er en af mine to kaktus i blomst lige nu. Den kaktus, jeg købte som så meget mini, at den faktisk var mikro, og om hvilken de på planteskolen sagde, at den skal kun have en teskefuld vand hver 3. måned.
Det lød ikke rigtigt, men i begyndelsen gjorde jeg – næsten – hvad de sagde og gav den meget meget lidt vand, men efterhånden så den ret lidende ud.
Så gav jeg den noget nyt jord og begyndte at vande den, som jeg ville have gjort, hvis ikke jeg i første omgang havde fået dette tilsyneladende dårlige råd, hvilket hurtigt gjorde en forskel, idet den begyndte at trives og gro!
Ved købet var der kun én ‘klump’, men der kom efterhånden flere. Nu har jeg taget af til stiklinger – det er derfor venstresiden ser lidt amputeret ud … det er nemlig lige hvad den er.
Kaktussen har troet, at jeg var ude på at slå den ihjel, for kort tid efter stiklingetagningen kom denne lille fine blomst. Mange kaktusblomster ser kunstige og papiragtige ud, så jeg har tit troet, at de på planteskolerne snød, når de solgte blomstrende kaktus, men den er god nok – min kaktusblomst er i hvert fald ægte.