Hos Mommer

1. juli 2022

Tur til Thy

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:12
Tags: ,

Igenigen har vi været på gourmetophold. Det er efterhånden blevet en vane for os. En god vane, og selv om langtfra alle vil være enige med os i det, synes vi det, fordi vi ikke kun får god og spændende mad, men også glimrende lejligheder til lidt nærmere at studere de dele af Danmark, hvor det pågældende sted ligger.
Senest var det Hotel Thinggaard i Hurup, Thy. Vi har nogle enkelte gange været ude for, at selv om stedet selv kalder det gourmet, er vi ikke helt enige. Det er altid god mad, men for at kunne kalde det gourmet kræver det noget ekstra, herunder lidt spændende nytænkning.
Den ‘eksamen’ bestod Hotel Thinggaard. Det var ualmindelig lækker og spændende mad. Værelset var meget fint; det var stort og med en lille terrasse.

P1040356

En af forretterne var pocheret helleflynder med krabbesauce og ramsløgkapers. Det var überlækkert. Vi fik fem retter, og hver enkelt af dem havde det lille twist, som gjorde det til noget helt særligt. Det eneste, vi ikke var glade for, var den halve snes grønne jordbær, som omkransede yoghurtisen til desserten. Der var også en hybenrosesirup til, hvilket reddede den dessert for vores vedkommende, for jordbær skal være røde. Punktum. Det andet er barnemord og smager slet ikke godt.
Resten af måltidet kunne vi kun rose i høje toner – også deres valg af vine til mig.
På dag to fik jeg “Dagens friske fangst”, som var en stor rødspætte – også absolut veltilberedt.
Morgenmadskøkkenet var der heller ikke noget at klage over, så der blev tildelt mange stjerner til Hotel Thinggaard fra os.

P1040359P1040361

Onsdagen tilbragte vi dels på Mors og dels ved Stenbjerg Landingsplads.
Mors havde vi ikke ‘gjort’ før, så dette var en oplagt lejlighed. Først tog vi Næssundfærgen – en af Danmarks mindste – til Mors. Det er ikke den mindste, for med sin kapacitet på 12 biler findes der mindre færger end denne, men lille og nuttet var den da. Vi var to biler, der ville over denne gang, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at forestille mig 12 biler mast ind her.
På vejen hjem i går tog vi Aggersundfærgen, som også er lille, men som dog kan tage 10 personbiler mere end Næssund-overfarten.

P1040385

MorsPå den lange tange ud til Agger så vi en del køer, som gik i vandet. Det gør de sikkert hver dag, men for os var det et ret usædvanligt syn. Selv om vi har ‘vores’ køer gående på engarealer, der går helt ned til fjorden, har vi kun set dem gå ud i vandet i den meget varme og tørre sommer i 2018.

Mors er en dejlig ø. Vi kørte så langt ude mod kysten som muligt og tog os god tid fra færgen og op til molerklinterne. Vi hyggede os lidt med, at Bjergby og Flade er nabobyer – og at det, hvor jeg tog billedet, gik opad til Flade og nedad til Bjergby!
Smukt var der overalt, hvor vi kom. Vi så ikke hele Mors – der skal også være noget til en anden gang, men nu fik vi set klinterne.

Efter frokost kørte vi til Stenbjerg Landingsplads, som vi indtil nu kun havde set om efteråret, men vi kan ikke køre til Thy uden også at køre en tur ud til Vesterhavet.
Båden, som John står ved, ser mig noget klejn ud til at være egnet til det store hav, men modige fiskere mangler der nok ikke på disse kanter.

Stenbjerg LandingspladsStenbjerg Landingsplads

Den blå og grønne båd hedder Niels Juel. Han er da vist ellers mest kendt for slaget ved Køge Bugt, så hvad han laver her oppe i Nordjylland, ved jeg ikke …

Alt i alt en dejlig miniferie. Rent madmæssigt vil vi placere Thinggaard på en tredjeplads, kun overgået af Molskroen og Norsminde.

21 kommentarer »

  1. Lyder som en dejlig miniferie (godt koncept med mad & vin!), og vejret var med jer.
    Jeg tænkte på et ordspil med at “ty til Thy”, men der er for lummervarmt nu, hvor der er torden på vejs.

    Kommentar af Eric — 1. juli 2022 @ 13:30 | Svar

    • Mon I fik jeres tordenvejr? Vi fik regn, men intet bulder, så det er stadig lummervarmt her.
      Ja, mad og vin er et rigtig godt koncept – både når man tyr til Thy og andre steder 😀

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2022 @ 15:28 | Svar

      • Nej, det blev kun til regn – so far.

        Kommentar af Eric — 1. juli 2022 @ 19:05 | Svar

        • Okay … det er dog bedre end ingen regn. For haven, men nok ikke for dig, hvis jeg kender dig ret 😉

          Kommentar af Ellen — 2. juli 2022 @ 9:11 | Svar

  2. Ja der er dejligt på Mors, og husene er billige, men der er lidt langt til familien der oppe fra, så er øen i midten bedre. I får godt nok kørt nogle ture, men det gør man kun, hvis man kan lide det 🙂

    Kommentar af Lisbeth — 1. juli 2022 @ 16:48 | Svar

    • Vi har nu heller ikke tænkt os at flytte derop, men det er fint at opleve Danmark i små bidder.
      Ja, vi kører mange ture. John elsker at køre bil, og jeg elsker at blive transporteret 😄

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2022 @ 17:11 | Svar

  3. Mors, Thy og Han Herred er nogle af de mest interessante og flotte landskaber i Danmark. Alene at stå for foden af Han Klit på Mors og i klinten kunne aflæse 55 mio. års geologisk historie i de over 100 forskellige askelag, som Istidens gletsjere har presset op i flotte afrundede mønstre. Så løber mine geologiske tænder i vand i lighed med, når du omtaler den herlige middag hos Thinggaards.

    Kommentar af Ib Hansen — 1. juli 2022 @ 21:59 | Svar

    • Ja, det er spændende, når man ligefrem kan se årmillionerne med det blotte øje. Jeg regner med, at du også har været på Stevns’ og Møns klinter, som jo også er smukke syn 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2022 @ 9:07 | Svar

  4. Aggersund er farvandet ved Løgstør, så mon ikke du mener færgen fra Agger til Thyborøn? 🙂

    Kommentar af Karen Margrethe — 1. juli 2022 @ 23:09 | Svar

    • Jow da! Jeg gik ud fra, at Agger lå ved Aggersund, men jeg kan se nu, at det var en helt forkert konklusion 🙄 – man skal ikke tage noget for givet. Heller ikke geografi 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2022 @ 9:09 | Svar

      • Ha, jeg er så vant til, at du har tjek på alt, at jeg tænkte, det var nyt for mig, at det også hed Aggersund ved Agger 🙂 Jeg har i forbindelse med mit arbejde ved Nykøbing Mors ofte kørt over Aggersundbroen.
        I to forstår at nyde, opleve og kommer vidt omkring og jeg nyder dine beretninger.

        Kommentar af Lene — 2. juli 2022 @ 20:04 | Svar

        • Jeg takker for tilliden, men jeg havde tydeligvis ikke helt styr på stednavnene her … jeg vidste oven i købet, ved nærmere eftertanke, godt, at der var noget, der hed Aggersundbroen 🙄
          Tak fordi du kan lide mine indlæg om vores livsnyderi – som vi ærlig talt også selv synes vi er ret gode til 😘

          Kommentar af Ellen — 3. juli 2022 @ 9:26 | Svar

  5. Det lyder som en dejlig tur, I har haft til min hjemegn. I er også heldige med jeres par-kombination: En mand, der elsker at køre bil, og dig der elsker at være passager 🙂

    Kommentar af Betty — 2. juli 2022 @ 11:27 | Svar

    • Det er et dejligt område, hvor vi efterhånden har været nogle gange 🙂
      Det er så absolut den bedste par-kombination, Betty – også på andre områder – men det med bilen er ideelt 🥰

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2022 @ 12:11 | Svar

  6. En skøn tur. Natur kombineret med et godt hotel og kulinariske oplevelser… Det bliver ikke bedre.
    De fiskeretter kunne jeg også godt være med til😋
    Stenbjerg og de øvrige små anløbspladser er en speciel oplevelse. Det er for længe siden jeg har været der ude… Må jeg gøre noget ved!
    Mors er spændende… Som nævnt et andet sted er det geologiske en bonus!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 2. juli 2022 @ 13:58 | Svar

    • Næh, det bliver ikke meget bedre 🙂
      Det er ret specielt, måske især for os ikke-jyder, at se steder, hvor fiskerbåde stadig bliver trukket op med traktorer. Det sker også på Thorup strand længere nordpå. Det er ret hyggeligt at overvære.
      Det må du gøre noget ved, ja – du har jo ikke så langt; Stenbjerg er et dejligt sted, og der var oven i købet ikke særlig mange turister 😃

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2022 @ 15:51 | Svar

  7. Det var da mærkeligt at man byder grønne jordbær – var de rigtig grønne eller umodne hvide jordbær med lidt grønne kanter?

    Jeg kan i den grad godt forstå at du og John tager på gourmet ferie, week-end og andre gange. Selvfølgelig en god idé! Og så kommer man jo også ud og ser andre ting. Jeg har noteret mig at John ikke klarer lange gå ture, så må man jo finde de kortere ture og stå ud af bilen, nyde udsigterne og sådan – lidt bevægelse er altid godt. I fik set køerne gå i vandet, og meget mere kan jeg regne ud. Jeg fik pludselig lyst til en tur til Mols – og specielt husker jeg at vores bekendt, Tina Wishart i London, fortalte om den geologisk spændende skrænt på naboøen, Fur.

    Jeg troede der var en bro ved Aggertangen men har lige fundet ud af at det er en anden bro ved Aggersund (aha!)

    Kommentar af Donald — 3. juli 2022 @ 17:34 | Svar

    • De var nok en mellemting mellem dine to muligheder – og de smagte ikke godt!
      Vi elsker disse gourmetture, for de handler jo, som du skriver, ikke kun om god mad, men også om at få set eller genset bidder af Danmark.
      Nej, John kan ikke gå langt, men lidt er også godt.
      Du mener Mors – Mols er Jyllands næse, men ja, både Mors og Fur er geologisk interessante øer.
      Og jeg troede, at Aggersund ligger ved Agger, men næh, næh 🙄

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2022 @ 10:31 | Svar

      • Ja selvfølgelig, der skulle stå Mors.
        Danmark i små bidder er så smukt varieret!

        Kommentar af Donald — 5. juli 2022 @ 11:43 | Svar

        • Sproget blev krøllet her – undskyld, – Danmark er så varieret at man kan få en stor oplevelse ud af at se det i små bidder 🙂

          Kommentar af Donald — 5. juli 2022 @ 11:44 | Svar

          • Det kan man nemlig – der er mange og mange forskellige landskabstyper rundtomkring.

            Kommentar af Ellen — 5. juli 2022 @ 15:46 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.