Hos Mommer

29. august 2017

Fin feriedag på Fejø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

I går, da vi sad og nød en kop eftermiddagskaffe på terrassen, sagde John, at han godt kunne tænke sig at tage cyklerne med en tur til Fejø, hvilket jeg syntes var en herlig ide – det var bare for sent i går, så vi nøjedes med at tage dem med til Knudshoved Odde og køre helt ud på spidsen af den.
Det var da også ganske nydeligt, men vi blev enige om, at hvis vejret holdt, ville vi tage til Fejø i dag.

Knudshoved Odde (5)

Det holdt. Det blev årets 12. sommerdag, så vi havde fuldstændig perfekt vejr til turen. Vi tog færgen over kl. 11:30 og var på Fejø et kvarter senere.
Den er med sine 16 km2 til at overse, især med elcykler, og alligevel nåede vi ikke at køre på alle vejene, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi skulle.

På vej mod FejøVelkommen til Fejø

Fejø er kendt for alle sine frugtplantager – hovedsageligt æbler, hvilket ses allerede ved ankomsten i den lille havn.
Det var sandelig heller ikke æbleplantager, der manglede i øbilledet – det var simpelthen så hyggeligt at køre rundt på den lille ø. Man havde allerede travlt med æblerne, og de traktorer, vi mødte på vores vej, var ikke just højteknologiske og bragte os mange år tilbage i tiden. Og alle traktorførerne hilste pænt på os. Hyggeligt. Igen …

KernegårdenKernegården

KernegårdenVi kørte ud til Skalø, spiste den medbragte tunsalat, kørte tilbage igen og nordpå. Drejede op mod og kørte ud til Sletteren Strand, kørte tilbage igen (det er mest blinde stikveje fra ‘hovedvejen’), fik øje på de mange skilte op ad Hjortemosevej og skulle se, hvad det var for noget – vi havde mest hæftet os ved det der CAFÉ, for vi var begge skrækkeligt kaffetørstige.
Vi undrede os lidt over, at der ikke rigtig skete noget, efterhånden som vi kom ud ad vejen – det var først, da vi kom tilbage igen, vi opdagede, at det hele foregik nede i nr. 41 … lige bortset fra solnedgangen; den kunne de alligevel ikke sige var deres egen.
Kernegården var et spændende sted, og vi fik dagens bedste kopkaf her, samt en sludder med værtinden.
Hun, mand og børn på dengang fire og seks år blev trætte af livet i Gentofte og flyttede til Kernegården, hvor de nu har boet i 18 år. De lever af mosteriet/cideriet samt caféen om sommeren. Tapas havde hun ikke mere, kun kaffe og kage, for der er ikke kunder til mere så sent på sæsonen, men vi skulle heller ikke spise, så det var fint nok med os.

Derfra kørte vi til Dybvig Havn, og da vi skulle derfra igen, gik der et eller andet galt med min cykel. Den kammede over i gearene, og jeg kunne næsten ikke komme frem på den. Den omvej, vi ellers havde aftalt, blev droppet, og vi kørte den direkte vej til færgen, hvortil der var 5,6 km. Det var absolut rigeligt at skulle trække en cykel, men det gik med hiv og sving – og et så blødt som muligt tråd i pedalerne. Det blev til 26 km.

Jeg tror ikke det er sidste gang, vi har været på Fejø. Vi nåede jo så heller ikke alle vejene, så der er en god undskyldning for en gentagelse til næste år.

Reklamer

18 kommentarer »

  1. Ja, det var dejligt med lidt sommervejr og en god anledning til udflugt – øer er herlige i deres afgrænsede hvilen i sig selv. Og liver har to faser: før og efter elcyklen 🙂

    Kommentar af Eric — 29. august 2017 @ 19:33 | Svar

    • Ja. Enig. Fejø hviler i hvert fald i sig selv – alt åndede fred, ro og masser af tid til at leve og have det godt.
      Det sidste kan jeg også kun være enig i – pengene til de cykler er virkelig givet godt ud.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2017 @ 19:45 | Svar

  2. Hvor er det bare herligt, at I udnytter vejret til at få jer en god oplevelse.

    Kommentar af Lene — 29. august 2017 @ 20:51 | Svar

    • Ja, ikke? Det ville da også være dumt andet 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2017 @ 21:38 | Svar

  3. Det er en fin illustration at ferie handler om at opleve ting og sager der hvor man er, og det behøver man jo ikke tage til Langbortistand for at gøre.

    Kommentar af Jørgen — 29. august 2017 @ 21:40 | Svar

    • Det behøver man bestemt ikke, selv om det også er dejligt 🙂
      Min definition af ferie er, at det er når man er væk hjemmefra, og det er vi både på Fejø og i Sydafrika 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2017 @ 21:48 | Svar

  4. Jeg har kun været på Fejø en enkelt gang, og det er mange år siden, men jeg tænker stadig på øen som et dejligt sted, jeg gerne vil besøge igen 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 29. august 2017 @ 21:55 | Svar

    • Det kan jeg godt forstå, du gerne vil 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 08:52 | Svar

  5. Ham John er god til at finde på; sikken en dejlig tur. Jeg håber du hurtigt får styr på cyklen, hvis sensommeren fortsætter med samme skønne vejr.

    Kommentar af fiberfryd — 29. august 2017 @ 22:19 | Svar

    • Cyklen bliver kørt på værksted i dag! Men vi sidder lige og taler om, at det da vist var godt, vi kom afsted i går …

      Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 08:53 | Svar

  6. Vi har selv cyklet rundt på øen nogle gange. En hel dag på øen, og så har man set det hele og taget ‘hovedvejen’ flere gange. I lagde vel også mærke til alle de fine vejskilte, der alle har et æblelogo? Kom I ud til den lille bitte havn Skalø? Var det jeres første besøg på øen?
    Det var mange spørgsmål fra mig 🙂

    Kommentar af Pia — 30. august 2017 @ 06:59 | Svar

    • Ja til første og sidste spørgsmål, og den lille havn nåede vi – næsten – til, da vi blev mødt af et hjemmelavet “Hertil og ikke længere”-skilt og en temmelig sur mand, der sagde, at de havde haft nogle dårlige oplevelser med turisterne, så nu var der lukket!
      Hmmm. Ærgerligt for dem, men nu er det altså uden for sæsonen, så …

      Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 08:56 | Svar

  7. Det lyder som en super hyggelig tur (altså bortset fra den sidste del med den ødelagte cykel…). Det var sådan en fin dag i går, hvor jeg sad i en bil frem og tilbage til København (desværre uundgåeligt), og det var perfekt vejr til en udflugt. Jeg var på Fejø for nylig med en veninde, og vi kom desværre ikke til Kernegården – men den må vi besøge næste gang… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 30. august 2017 @ 08:42 | Svar

    • Øv, at det lige var i går, du måtte til Staden, især fordi det regner i dag.
      Jeg så godt dit indlæg om Fejø, og du må love mig at besøge Kernegården – du vil elske det sted; det har en helt særlig atmosfære.

      Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 08:57 | Svar

  8. Tøv en kende med at sende cykel til reparation: Hvis du kunne skifte gear, så er gearkablet ikke knækket. Sandsynligvis er gearet kun ude af justering og så er det bare at justere det lidt. Find gearet via Google, da justerskruens udformning mm. er afhængig af fabrikat. Men hvis det forreste (det store) tandhjuls tænder (og kæden) er slidte, så skal kæde og tandhjul skiftes. Tænderne er slidte, hvis -set fra højre side i kørselsretningen – højre og venstre side af en tand ikke er ens, da højre side bliver slidt, da det er den side af tanden, der går i hak med kæden og trækker den rundt.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 30. august 2017 @ 09:10 | Svar

    • Beklager – du synes helt klart, det er fjollet af os at gå til en professionel, men vi skal ikke have pillet ved noget – og der er et eller andet temmelig galt med det kabel. Hvis det bare er en justering, kan det jo heller ikke koste alverden at få det ordnet 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 09:23 | Svar

      • Du må meget undskylde, men jeg kan overhovedet ikke genkende, at jeg har udtrykt helt klart, at I er fjollede, fordi I vælger at gå til en professionel. Min hensigt var udelukkende at give en anvisning på udfra din beskrivelse, hvordan I evt. kunne undgå besværet med at frekventere en professionel, hvis problemet bare er, at gearet er ude af justering, da sådan en justering normalt er meget nem at foretage selv.
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 30. august 2017 @ 11:16 | Svar

        • Beklager – igen, men denne gang, at jeg overfortolkede dine ord.
          John kiggede på det, men sagde ret hurtigt, at det ville han ikke forsøge at gøre noget ved, og forhandleren ligger alligevel på vejen til et ærinde John har i dag 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. august 2017 @ 11:43 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.