Hos Mommer

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

20 kommentarer

  1. Jeg kan bestemt godt forstå, du bliver glad over Aubies udsagn. Tænk at den slags børn stadig findes. Det må være gode forældre.

    Dobbeltkajak – så dejligt på en dag som i dag (mon ikke I har det samme dejlige vejr som os?)

    Kommentar af Stegemüller — 24. juli 2016 @ 19:20

    • Det er det også – gode forældre. Meget gode🙂
      Desværre har det gode vejr forladt os netop i dag, men det skulle komme igen snart.

      Kommentar af Ellen — 24. juli 2016 @ 22:47

  2. Hvor er de fine, de to piger. Jeg havde også sådan nogle handsker, kan jeg huske. De passede fint til min lyserøde dragt med nederdel og kort jakke…😉 Goodwood Revival er sjov, og jeg har ligesom englænderne en vis begejstring for alt det retro, man ser så mange steder. Malvern Autumn Fair havde også et telt med med dans og tea party og vintage kjoler.🙂

    Kommentar af miafolkmann — 24. juli 2016 @ 20:07

    • Alle piger i vores årgang har vist haft sådanne handsker🙂
      Jeg har før lagt mærke til, hvor meget englænderne går op i deres vintage-ting – det er lidt pudsigt, men nok meget betegnende for mentaliteten her.
      Hvorfor er jeg ikke forbavset over, at du har været til Goodwood Revival – jeg tror ikke, der er noget i UK, du ikke har set🙂

      Kommentar af Ellen — 24. juli 2016 @ 23:01

  3. Jeg har også som lille pige haft et par fine hvide nethandsker – man var vel smart🙂

    Kommentar af Randi — 24. juli 2016 @ 20:30

    • Også du – som jeg skrev til Mia, så har vi vist alle haft sådanne fine handsker🙂

      Kommentar af Ellen — 24. juli 2016 @ 23:02

  4. Et indlæg der oser af det rene idyl. Der er intet som naturen og det den kan frembringe. Man kan da kun elske at være ude i den. Vi, mine søskende og jeg, er opvokset med det og det samme er alle vores unger, og vi elsker det alle uanset årstid. Man kan sagtens tage på picnic i november, selvom det er frostvejr, ikke også🙂
    De hvide handsker husker jeg også. jeg også, og jeg kan også sagtens se, det færdige resultat bliver rigtigt flot.
    Så er det da C vi skal få til at tidsbestemme gamle familiefoto. Spurgte du ikke selv i et indlæg på et tidspunkt,om årstal for nogle gamle familiebillede, eller husker jeg helt forkert?

    Kommentar af Pigen fra landet — 24. juli 2016 @ 21:55

    • Vi er så enige, Pia – og joda, frokost i det fri kan sagtens lade sig gøre i november, men jeg tror ikke, at Aubie synes det er så sjovt at kajakke når det er koldt🙂
      Vi var så fine med vores hvide handsker.
      Jo, men hun kan ikke, når det kun er portrætter – ser man kvinderne i heldragter, går det bedre.

      Kommentar af Ellen — 24. juli 2016 @ 23:05

  5. Oh ja, jeg husker også de hvide handsker. Vi var da fine.
    Dejlige oplevelser, I har haft. Og hvor hyggeligt både for jer, forældre og børn, at I kunne være barnepiger.

    Kommentar af betty — 24. juli 2016 @ 22:14

    • Vi var simpelthen så fine, så fine🙂
      Ja, Det var ikke bare win-win, men win-win-win! Forældrene havde en dejlig par-tid, og både ungerne, John og jeg nød det.

      Kommentar af Ellen — 24. juli 2016 @ 23:09

  6. Nydelige damer. Det må altså være sjovt at kunne trylle sådan nogle kreationer frem🙂 Har du sat billederne af Aubies nedklatring i kajakken i omvendt rækkefølge, eller kravlede han skyndsomt på land, da svanerne nærmede sig? (Det ville jeg have gjort, hvis jeg var ham😉 )

    Og så er I ikke på vej tilbage foreløbig, vel? http://www.dr.dk/nyheder/udland/video-timelange-koeer-ved-den-engelske-kanal

    Kommentar af Fruen i Midten — 25. juli 2016 @ 09:11

    • De er i rigtig rækkefølge – han var næsten nede, men kom lynhurtigt op igen, da han så svanen!
      Pyyyyyhhh. Tak for link. Planen er, at vi kører torsdag, fordi jeg regnede med, at med englændernes korte ferie er der ingen, der tager afsted på en torsdag … men det er måske slet ikke rigtigt nu. Jeg regnede også med, at trykket ville være størst i den nys overståede weekend, fordi skoleferien i de offentlige skoler startede i fredags. Det tror jeg stadig er rigtigt, men det er da godt nok med at følge grundigt med i nyhederne, hvilket vi hermed er startet på …

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2016 @ 09:36

  7. Jeg havde indtil flere par.nethandsker, og jeg havde også hatte og huer – som alt sammen kom af, så snart min mor ikke kunne se mig. Jeg har aldrig kunnet holde ud at have noget på hovedet eller hænderne – selv om det trods alt kan blive så koldt, at jeg bruger handsker af en noget anden slags.

    – Det var nu ikke, fordi jeg ellers ikke kunne lide at være fin, tværtimod!

    Kommentar af Rasmine — 25. juli 2016 @ 12:07

    • Beklager – du skulle fiskes ud af mit spamfilter … aner ikke, hvordan du landede der!
      Nej, ikke noget på hovedet, tak, og handskerne kom da af, men nok ikke så hurtigt som for dit vedkommende🙂
      Der er forskellige opfattelser af at være fin, og det der var så ikke lige din smag🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2016 @ 19:46

  8. Hvor er de fine, Charlotte og Anna..🙂 Min kusine og hendes mand er på Goodwood næsten hvert eneste år, men jeg tror kke de tager derover i år, da han lige er kommet hjem fra et 6 ugers Beijing-Paris race i en gammel bil.

    Kommentar af Inge — 25. juli 2016 @ 12:45

    • Ej, hvor sjovt – så de er rigtige racing-entusiaster🙂 Det var da noget af en tur – men de kører næppe hele vejen, vel?

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2016 @ 19:35

      • Jo Ib og en ven har kørt hele vejen fra Beijing til Paris, en fantastisk tur, hvis John var på fb ville jeg ha’ anbefalet ham at følge dem. De kom til Paris sidste weekend.

        Kommentar af Inge — 25. juli 2016 @ 19:47

        • Fantastisk er vist det helt rigtige ord her!

          Kommentar af Ellen — 25. juli 2016 @ 22:15

  9. Svaner skal man have respekt for… hvad d’herrer tydeligvis også har!
    Jeg tror, min eneste anledning med hvide handsker var min konfirmation. Jeg har altid været en sporty type (drengepige!) Og det antræk passer ikke til at klatre i træer eller bygge huler…
    God mad i -øh, autentiske omgivelser. Charlottes reaktion minder om første gang, jeg skulle fremvise dokumentaion ved betaling med chek… det var selvfølgelig i Kbh, sådan gjorde vi ikke i Holstebro… endnu! Nå… Nu bruger vi mobile pay..
    God tur hjem over uden alt for meget kø… jeg så også nyhederne og var glad for, at jeg ikke skulle den vej!

    Kommentar af Anne Holtegård — 25. juli 2016 @ 17:30

    • De kan blive ret så aggressive, når de har unger!
      Altså … nu havde vi jo ikke lige de handsker på, når vi var ude at lege og klatre i træer, Anne – hver ting til sin tid😀
      De kendte jer i Holstebro, men ikke i København, så det var da ikke så underligt😉
      Køerne var vist værst i weekenden, men vi følger naturligvis med i nyhederne.

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2016 @ 19:38


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.