Når kærligheden holder

I går var vi til sølvbryllup. Det var Das Andere Mädchen, som har været gift med sin elskede Jan i 25 år.
Det er skønt at se, at kærligheden kan holde i 25 år – der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden og vil med størst sandsynlighed også elske hinanden i 25 år til. Eller hvor længe det nu kan blive til, men en sund levevis skulle vel nok kunne få dem om på den anden side af de 90 år.
Vi var 60, og lige godt halvdelen, nemlig 32, var også med til brylluppet, som blev holdt i Kong Hans’ Kælder i København.
Sølvbrudeparret holdt sig til det kongelige og gav frokost på Orangeriet i Kongens Have.

Vejret kunne ikke forlanges bedre. Vi tog toget til København og var i god tid, fordi man altid hører om de mange forsinkelser, man kommer ud for, når man tager offentlig transport, og vi ville ikke risikere at komme for sent. Nok netop fordi vi havde rigeligt med tid, kørte alt på skinner (tøhø), så vi sad og fik en kop kaffe på en café lige over for Kongens Have og så garden trække op (spøjst udtryk, ikke sandt?) og standse trafikken, da den skulle krydse Gothersgade på vej mod Amalienborg.
Det var meget hyggeligt at sidde en lille halv time og se på det forbipasserende byliv – det er sandelig ikke ret ofte, vi gør det mere. Det er faktisk alt for sjældent, for det er sådan, at når vi sidder derhjemme i vores dejlige have, savner vi overhovedet ikke byen, men når nogen tager os sammen og tvinger os derind, så nyder vi det.

Det var også sjovt at se folk igen – nogle af dem har jeg set indimellem, når der har været holdt fest, men andre var det 25 år siden jeg sidst havde set. Det var dog skrækkeligt, så meget der var sket med folks ansigter på de 25 år! Til dels også kroppene, men nok især ansigterne!
Jeg er glad for, at jeg ikke kan høre, om de siger det samme om John og mig. Men vi har naturligvis ikke forandret os lige så meget som alle de andre.
Eller hvordan er det nu lige, det er?
Naturligvis har vi det, men jeg skal da lige love for, at aldringsprocessen bliver ekstra tydeliggjort, når der er 25 år imellem, at man ses.
Der var én kvinde som fuldstændig lignede sig selv fra dengang, men det synes jeg måske kun, fordi jeg har set hende en omkring halv snes gange gennem årene?
Og der var en anden kvinde, som også tydeligt var blevet 25 år ældre, men som på ingen måde havde tænkt sig at indrømme det, hvilket bl.a. afspejledes i hendes påklædning. Det er synd, synes jeg – det har den modsatte effekt end hun går og tror.
Nogle siger, at alder kun er et tal.
Det passer ikke. Alder er mange, mange ting. Nogle virker gamle allerede som unge, nogle holder sig unge på den gode måde, nogle tror selv, at de holder sig unge og gør sig dermed ældre end de er, og så er der de fleste, som bare er (og accepterer) deres alder, uanset hvad den måtte være.
Men kærlighed har ingen alder.