Brugsen svigter aldrig

De skal nemlig nok komme igen og igen med herlige skiltefejl, som man kan lade sig begejstre over, fordi de leverer helt gratis blogindlæg, eller ærgre sig over, fordi man nu engang ikke kan lade være med at lægge mærke til sådan noget.
Jeg valgte at fryde mig i mit stille sind (Jørgens spådom gik hurtigt i opfyldelse) – jeg kunne jo heller ikke forstå, at der var gået så lang tid siden sidste skiltefejl…

Inden jeg afslører disse, vil jeg forsøge at beskrive den hændelse, der fik mig i så godt humør, at intet kan få mig gjort sur i dag. ‘Forsøge’, for det bliver svært at levendegøre på skrift, dette her:

Da jeg kom hen til fotocelle-dobbeltdøren, stod der en halv snes og ventede på hver side af den – man kunne hverken komme ind eller ud. Der faldt nogle kvikke bemærkninger (hvorfor kan vi kun kommunikere med vildtfremmede mennesker, når der er noget, der går galt?), vi smilede alle lidt til hinanden og sekunderne gik.
Så dukkede der en meget ung mand frem fra kiosken og trykkede på et eller andet ved siden af døren. Det virkede ikke, selv om han påstod, at det ellers plejer at være den magiske løsning.
Han så hurtigt den eneste udvej: Han stillede sig midt ved døren og begyndte at presse de to halvdele fra hinanden. Lige her er jeg nødt til at indskyde, at han var en af disse tændstiktynde, bumsede unge mænd, man føler man kan puste omkuld – ikke en dag over 16, tror jeg.
Han pressede og pressede og blev helt rød i hovedet, men han fik hul igennem… og fik åbnet helt ved til sidst nærmest at ligge ned i åbningen og skubbe til den ene dør med armene, samtidig med at han skubbede til den anden med benene.
Da dørene efter denne næsten akrobatiske øvelse forblev åbne, klappede vi alle sammen – både os der gerne ville ind og de, der allerede havde overstået deres indkøb.
Det allerbedste var knægtens svar på klapsalverne. Han stillede sig op og spillede på bodybuilder-vis med alle de muskler, han slet ikke havde, og sagde med et stort grin: “Og så føler man sig i DEN grad som Superman!” Det var simpelthen så super at høre en høj og hjertelig latter fra en hel masse på én gang – man må have kunnet høre det helt ned i den anden ende af butikken.
Da jeg lidt senere havde et ærinde i kiosken, sagde jeg “Hej Superman”, og han svarede igen med et stort smil: “Ja, det var sgu skægt!” Skøn knajt.

Hmmm – nu kan jeg egentlig næsten ikke være bekendt at bringe stavefejlene, men det gør jeg nu alligevel. Den første får lov at stå uden yderligere kommentarer, men den anden…

Tá med hjem brød prisen står på varen 
Flot.
Når endelig de må sætte en helt legal apostrof, så kan de ikke finde ud af, hvordan den ser ud!
Og hvad pokker skulle vi ellers gøre med brød, vi køber i Brugsen, hvis vi ikke skulle tage det med hjem?
Alternativet kunne eventuelt være

LA’-BLIVE-HER-BRØD GRATIS