Hos Mommer

30. marts 2022

Huset ryster, det er snestorm, det er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: , ,

Huset ryster, det er snestorm, det er noget værre noget alt sammen … vores rystometer, som Holbøll nok mere korrekt kalder en vibrationsmåler, er stadig monteret på vores hus, men vi kan ikke få et godt svar på, hvem der monitorerer data. ‘Man’ ved ikke, hvem der får de data, og ‘man’ ved ikke, om der sker en løbende monitorering med påhæftede alarmklokker. Vi kan med andre ord kun vælge at tro på, at dimsen ikke kun blev sat op for at indgive Ellen og John en falsk tryghedsfornemmelse. “Så tror de, at vi har styr på det”.
Nu er jeg ond, og det er forhåbentlig heller ikke sådan det er – John tror det slet ikke, men han tror også meget mere på det gode i mennesker end den evige skeptiker Ellen.

Da de arbejdede lige uden for vores hus, kom de betænkelig tæt på brønden, der fører overskudsvandet videre fra vores septiktank. Det gjorde John dem opmærksom på, og de var da heller ikke klar over, at den var der, hvor den var. Ikke desto mindre hamrede de hul i den få timer efter den oplysning. Nu har vi et stort hul ude på vejen med en blanding af grund- og overløbsvand. Det bliver repareret og vi skal ikke bekymre os, siger de.
Det gør vi så alligevel, for inden arbejdsdagen sluttede i går, lagde de køreplader tættere på hullet og flyttede derfor afspærringen, så selve vejen ikke længere var halvt lukket. Vejen har ikke været helt plan, så kørepladerne vipper, når der køres over dem. Det kan kun netop fornemmes med personbiler, men lastbiler får hele vores hus til at runge så meget, at vi føler det ryster. Vi vågnede flere gange i nat på grund af det.
Vi tog fluks i morges fat i den kontaktperson vi har fået et telefonnummer til, og han stod der efter få minutter. Jeg kunne stadig ikke få svar på nogen af mine spørgsmål vedr. rystometeret, men han flyttede resolut afspærringen ud, så bilisterne ikke kunne komme til at køre over de tunge jernplader.

 Hul i overløbsbrønd (1)

Hullet i cementbrønden kan ses i centrum af øverste billede.
Hul i overløbsbrønd (2)I aftes og i nat bestod afspærringen kun af metalgitteret; det var de rød-hvide plader, der blev sat op, da vi ringede og gav udtryk for vores bekymring.
Vi håber stadig det hele går – og ender – godt. Vi har i hvert fald ingen klager over reaktionshastigheden, når vi henvender os til sjakbajserne, eller hvad sådan nogle fyre nu hedder.

Som det fremgår af billedet til højre, har vi snestorm. I morges var det 2,1° og lige nu er det sølle 2,5°. Vi havde således ikke nattefrost – man lærer at være taknemmelig for lidt …
Nu har det været så lunt og skønt i nogle dage, at jeg gik rundt og troede jeg rigtig skulle i gang i have og i drivhus, men det skulle jeg så ikke.
Jeg vil meget gerne bede om lidt local warming, tak.
Det er dog vist ikke kun locally, det er koldt. Ovre hos Charlotte har de også igen fået det køligere, og helt nede i Madrid kan vi se temperaturer helt ned til 1°. Madrid ligger godt nok højt, men det er alligevel usædvanligt koldt så langt mod syd for en lige om lidt 1. april.

12 kommentarer

  1. Ja vi må sige, at kulden er vendt tilbage, det er vi ikke glade for. Men at I ikke er glade for, at huset ryster, forstår jeg godt. Det larmer vældig meget når biler og lastbiler kører over metalplader.
    Jeg talte med min søn, som var på vej fra Slagelse mod København, der lå en hel del sne, på Nordfyn er der også meget sne, men slet ingenting hos os.

    Kommentar af Lisbeth — 30. marts 2022 @ 16:55

    • Ja, hvis det så bare var larm, men det er det desværre ikke kun. Vi krydser fingre for, at huset ikke slår revner.
      John hørte lige, at de havde fået 15 cm sne ikke så langt fra Roskilde! Der skal jeg til i morgen – jeg håber de fik det hele i dag …

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2022 @ 21:19

  2. Sikken redelighed! Hvornår forventer de at være færdige med rysteriet? Det er ikke sikkert, at nogen monitorerer vibrationsmåleren, og det er ikke sikkert, at den er sat op for jeres skyld. Jeg tænker ondskabsfuldt, at hvis der ikke er logget nævneværdige rystelser, kan de bruge det til at slippe for erstatning, hvis huset slår revner – “Se her, det er ikke vores skyld!”.
    I er nogle snestormsstakler – i Aalborg har vi haft smukt vejr hele dagen, og jeg ville sende noget af det, hvis jeg kunne.

    Kommentar af Eric — 30. marts 2022 @ 17:13

    • Det ved de vist ikke selv. De skulle have været færdige nu, men det er de jo så ikke … hele projektet er temmelig forsinket.
      Vi har vist nogenlunde lige skeptiske tankegange, du og jeg, men vi holder grundigt øje og fotodokumenterer, hvis det skulle blive nødvendigt.
      Heldige jer og stakkels os. Jeg har ondt af mig 🥶

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2022 @ 21:22

  3. I gasselskaberne lavede de for år tilbage en kampagne, der hed “Ring, før du graver”, således at man undgik overgravninger af naturgasledningerne. Det motto kunne “jeres” håndværkere godt have brugt – det burde ikke være jer, der gjorde opmærksom på placeringen af septiktank osv.
    Jeg kan godt forstå, I er bekymrede over rysteriet; man må håbe, der er blevet tænkt over eventuelle muligheder for skader på husene.
    I vores omegn faldt der sne i går ad flere omgange, men ikke så det blev liggende. Der er bare gudsjammerligt koldt – minus 4, da jeg tjekkede ved halv syv-tiden i morges.

    Kommentar af conny — 31. marts 2022 @ 9:17

    • Vi var godt klar over, at det alt sammen hernede er noget gammelt noget, så det er ikke alt, kommunen ved. Men at det så ikke var nok, at John sagde det til den samme mand, som et par timer senere lavede hul, havde vi ikke regnet med. Der er også gravet en del andet over (telefonkabler og vandledninger) rundtomkring, så det er nok en del af forklaringen på, at det er blevet så forsinket.
      Det håber sandelig også der er tænkt over, lige som vi håber, at de seriøst mente, at de havde sat den mest følsomme (fredede-huse-sensor) op, netop fordi vores hus er så gammelt.
      Det var dog frygtelig koldt hos jer. Vi nåede ikke under 2 plusgrader. Heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2022 @ 19:04

  4. Jeg skal love for at der har været forskel på vejret her – ingen sne – og hos jer.
    Av av av det er ikke rart når hele huset ryster. Jeg håber sandelig ikke at det slår revner.

    Hvor er det ærgeligt, at der ikke holdes nøjagtigt styr på hvor man kan grave. Jeg synes der er alt for meget nedgravet. Et eller andet firma har i sin tid foreslået metoder (før GPS) til at tydeliggøre hvor der er gravet ned.

    Men at manden har fået at vide, der var en brønd og derefter alligevel graver, det kan man vist ikke gardere sig imod, kan man?

    Kommentar af Donald — 2. april 2022 @ 1:11

    • Det viste sig at være en ret skarp grænse omkring Roskilde, hvor de fik virkelig meget sne.
      Jeg synes sådan set, at det er fint, der graves så meget ned, som der gør, men det er selvfølgelig ikke så godt, når man så senere ikke ved, hvad der ligger hvor 🤔
      Hehe, nej, det kan man ikke gardere sig imod 🙄

      Kommentar af Ellen — 2. april 2022 @ 10:48

  5. I er da virkelig hårdt ramt. Og når en mand får at vide, hvor han ikke skal grave og så alligevel gør det … Jamen, så hører alting op. Jeg håber, det ender godt for jer og jeres hus.
    Her i Midtjylland har vi ikke set sne.

    Kommentar af Betty — 2. april 2022 @ 13:17

    • Næh, så er det ikke nemt at passe på, at der ikke sker noget, men tak, og vi håber sandelig også det bedste.
      I har ikke fået sne, men I har det så vist koldere end vi har det her ved vandet … det er et koldt forår, er det 🥶

      Kommentar af Ellen — 3. april 2022 @ 9:01

  6. Jeg krydser også fingre for at jeres hus holder til alle de rysteture. Der har været og er hundekoldt om morgenen her, men sneen har I fået lov til at få 🙂

    Kommentar af Lene — 3. april 2022 @ 20:07

    • Den havde I ellers gerne måttet beholde selv, den sne. Du er da også normalt mere glad for sne end jeg er 😊
      Men tak for kryds. Vi krydser også …

      Kommentar af Ellen — 4. april 2022 @ 11:12


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.