Hos Mommer

21. november 2022

Nu er han da helt kammet over

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:02
Tags: ,

I Tim og Charlottes lille landsby er der er stærkt sammenhold og et – heldigvis ikke overdrevet – socialt samvær indimellem, som de fleste sætter pris på og deltager i. Fx når nogle af dem går rundt til jul og leger Christmas Carol Singers for resten af beboerne, hvilket vi oplevede for fire år siden derovre.
Hvert år i november har de karneval i landsbyens forsamlingshus. På de billeder de sendte sidste år, var Charlotte fuldstændig uigenkendelig, mens Tim stadig kunne genkendes som Tim. I år var det omvendt – jeg fik billederne lørdag aften, inden de drog afsted til festen. Jeg tror temaet skulle være 70’erne, men jeg synes ærlig talt, at Charlotte mest af alt ligner en fra de swingende 1920’re, og hun plejer ellers, i kraft af sin uddannelse, at have styr på sine klædedragtperioder.
Men Tim, altså! Han er da i den grad gået all in denne gang – ikke engang hans nærmeste ville kunne genkende ham med det fjollede skæg, men hans skjorte er meget 70’er-agtig. Han har den paryk på, Charlotte bar sidste år, og hun har fået fat på en glat og lidt mørkere udgave af egen hårfarve.
Jeg har ikke talt med hende endnu, men regner med at gøre det senere på dagen.

Party 2022 CParty 2022

Jeg er nemlig også meget spændt på at høre, om Aubrey har klaret sin militære stroppetur, som han frivilligt meldte sig til for noget tid siden. Det skulle foregå i denne weekend, fra lørdag til søndag, og på de to dage skulle de gå 45 miles. Det svarer til 72 km!!! På to dage! Drengen har gode ben, fordi han cykler så meget, men det er sandelig også nødvendigt, for de skulle selv bære alt, hvad de skulle bruge til to døgn i det fri: Telte, mad, soveposer og liggeunderlag, MEGET varmt og også et lag vandtæt tøj, samt lidt (meget lidt) skiftetøj, nok primært sokker. De skulle dog trods alt ikke selv slå deres mad ihjel, men på huskelisten blev de anbefalet at købe frysetørret mad – mest for deres egen skyld, så byrden blev så lille som ladsiggørligt.
De har derfor været ude for at købe skiundertøj og den foreskrevne 65-liters-rygsæk m.m., så han kunne få de optimale forhold til at klare sig igennem strabadserne. Han har heldigvis et par tilgåede vandrestøvler.
Hvis man ikke kan holde til mosten, bliver forældrene ringet op og bedt om at afhente den pågældende pode, og det ville i så fald blive lørdag aften eller nat, så Charlotte holdt sig helt ædru til festen, for hvis nu …
Og jeg ved som sagt endnu ikke, om der blev ringet, men Aubrey er både sej og stædig, så jeg håber, især for hans egen skyld, at han klarede sig igennem.
Det er ikke fordi han har ambitioner om at blive soldat, selv om det naturligvis er for at give de unge lyst til det, militæret inviterer til den slags ‘oplevelser’, men Aubies bedste ven deltog sidste år og havde syntes så godt om det, at han havde lyst til det igen i år, hvilket igen gav Aubrey lyst til at give sig selv den udfordring.
De bliver inddelt i aldersgrupper – sidste år skulle Sam gå 35 miles; i år er det som sagt 45 og melder de sig igen til næste år, vil det i givet fald blive 55 miles.
Men jeg venter som sagt stadig spændt på at høre, hvornår og i hvilken tilstand drengen kom hjem … han er altså kun 15 år … jeg håber virkelig, at de derovre har haft bedre vejr i weekenden end vi har haft her i Danmark.

Advertisement

17 kommentarer

  1. Sej fyr! Ikke ti vilde heste ville kunne lokke mig😂

    Kommentar af venterpaavinblog — 21. november 2022 @ 14:31

    • Bestemt heller ikke mig! Jeg var på en slags kanindræberkursus for 21 år siden. Vi gik 40 km på to dage. Virkelig hårdt!

      Kommentar af Ellen — 21. november 2022 @ 18:04

  2. Flotte antræk, men jeg giver dig ret i, at C. mest af alt ligner en fra de brølende tyvere.
    Det er noget af en stroppetur, den unge mand skal på, men så får han sig selv prøvet af på det – det skal til i den alder.

    Kommentar af Eric — 21. november 2022 @ 17:02

    • Ja, ikke sandt? Jeg må lige krydsforhøre hende …
      Det skal nok til, og han har sikkert haft en oplevelse han sent glemmer – for jeg har nu fået en sms om, at han klarede det. Det er det vigtigste for mig at vide lige nu.

      Kommentar af Ellen — 21. november 2022 @ 18:06

  3. Hold da op – ja det er noget af en tur. Min Tim gjorde det også, da han var 15 – 16 år, men det var nok ikke så langt. Bent er på Fyn, han har spist frysetørret mad to aftener i træk, han har det jo liggende fra sine cykelture. Han synes, det er udmærket, men selvfølgelig vil han hellere have min mad, men det går an i en nødsituation.

    Kommentar af Lisbeth — 21. november 2022 @ 22:27

    • Det er nogle seje unge gutter, er det 🥰
      Jeg har ikke smagt frysetørret mad, men da Anna og Aubrey havde deres ‘basecamp’, forærede jeg dem noget … de syntes vist ikke det var noget at skrive hjem om. Jeg tror nok, at jeg hellere ville frekventere den lokale pizzabar, hvis jeg var Bent 😁

      Kommentar af Ellen — 22. november 2022 @ 10:03

  4. Jeg mener bestemt, der var en “revival” af de brølende tyvere i halvfjerdserne. Da mennesker nu som flest er udstyret med et hoved, to arme og to ben + lidt løsdele, er der også grænser for, hvad man sådan kan finde på, rent modemæssigt. Tingene kan blive så gamle, at de er moderne igen. Men den går selvfølgelig ikke i virkelighedens verden. Der er lige ændret på nogle detaljer, så man ikke kan være helt med på moden bare ved at række bagud i skabet. Men hvis man er lidt ligeglad med at være _helt_ med på moden, skal man bare lade være med at smide noget ud. Så er der mange penge at spare!

    Kommentar af henny894 — 21. november 2022 @ 23:08

    • Jeg har SÅ mange gange fortrudt, at jeg ikke gemte det tøj, jeg brugte i 70’erne og 80’erne! Jeg ville ikke selv kunne passe det i dag, men jeg kunne have givet det til nogle af de mange unge i min familie, der, lige som det meste af samme familie, er temmelig ligeglade med slavisk at følge moden, men alligevel ikke vil stikke helt udenfor.
      Kan du huske tøjet med de indsyede bittesmå spejle? Vi havde da meget smart tøj dengang, og det synes de helt unge også i dag, at vi havde.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2022 @ 10:07

      • Ja, jeg mener at det med spejlene var produceret i Indien, i øvrigt sammen med mange af de uundværlige tunikaer og tørklæder, vi havde den gang. Det var den eneste del af moden, jeg sådan “fulgte”. Jeg var nok mest til hippie stil. Det var det eneste, der var så nogenlunde til at betale, og så lå det godt i tråd med de hjemmelavede ting, der dominerede mit klædeskab den gang.

        Kommentar af henny894 — 22. november 2022 @ 10:31

        • Me too 😊 – jeg elskede hippietøjet, men også hotpants og lårkorte kjoler/skørter.

          Kommentar af Ellen — 22. november 2022 @ 11:34

  5. Det med et tema til en fest er i sig selv meget 70´er agtigt. Jeg tror ikke jeg har været til en eneste personalefest i 70´erne uden et festtema.

    Kommentar af Ib Hansen — 22. november 2022 @ 9:02

    • Er det sandt? Allerede da? Jeg husker 80’ernes temafester, som der var en del af på mit arbejde.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2022 @ 10:08

  6. Fedt at Aubrey klarede sin stroppetur! Vi har brugt frysetørret mad (som vi kalder vandremad) en del, når vi har været på vores vandreture, og vi plejer at sige, at “alt smager godt på fjeldet” 😉 Det bedste, vi har fået, er chokolademousse. Vi kunne få det i nogle år, og så brugte vi det enten på den sidste vandredag eller fx sankthansaften; og det var pigernes tjans at piske pulveret ud i koldt vand.
    Det er så hyggeligt at læse om Tim og Charlottes landsbytraditioner – og virkelig morsomt at se deres udklædninger. Man må sige, at de går all in.

    Kommentar af conny — 22. november 2022 @ 13:49

    • Ja, det var flot 🙂
      Det er i hvert fald en sand påstand, du kommer med der: Hvis/når man er sulten nok, smager alt godt. Min ‘kajakkende’ søster siger det samme, når de sidder med deres primitive mad og hygger sig ved lejrbålet.
      Tak, det er jeg glad for, at du skriver – så giver det alligevel mening at skrive om noget der er ret fjernt for de fleste danskere.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2022 @ 17:24

  7. Det bliver en oplevelse – nu må den være overstået, det er Søndag aften. Hvordan mon det gik? Jeg fandt det i kommentarsvar til Eric:
    … for jeg har nu fået en sms om, at han klarede det. Det er det vigtigste for mig at vide lige nu.

    Ja, det forstår jeg godt! 🙂

    Kommentar af Donald — 27. november 2022 @ 16:59

    • Den er for længst overstået, Donald – det var i sidste weekend 😘
      Men det var en god oplevelse for ham … jeg tror han prøver igen næste år.

      Kommentar af Ellen — 27. november 2022 @ 18:58

  8. […] vil hellere cykle. Han ønskede sig – og fik – en hikerbike, og efter den militære stroppetur i november, har han nu alt nødvendigt udstyr til at tage på cykelferie; ligeledes hans bedste ven Sam, som […]

    Pingback af Nu er Anna gammel nok til at køre bil | Hos Mommer — 14. januar 2023 @ 11:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.